Offentlig transport: To speak or not to speak

Alle taler om det, men ingen gør noget ved det. Hvorfor taler vi ikke med hinanden i offentlig transport her i landet? Det er det største mysterium siden tyveriet af guldhornene! Det er jo kun de medpassagerer, vi ikke kender, som vi ikke taler med. For vi taler jo (selvfølgelig) gladeligt med dem, vi kender i forvejen. Så det er altså ikke, fordi danskere bare generelt fortrækker at sidde i stilhed i offentlig transport.

Hvad er det, vi er bange for? At personen, man henvender sig til, bliver sur? Probably not gonna happen. Og hvis han/hun endelig gør, så kan man da bare holde sin kæft resten af turen. Så har man i det mindste gjort et forsøg. Eller er vi bange for, at vi pludselig ikke kan finde noget at tale om? Heller intet problem. Vi er jo så privilegerede her i Danmark, at vi har hele fire årstider og derfor altid har ét sikkert samtaleemne i baghånden; vejret.

I mit hoved giver det på ingen måde mening, for det er da rent ud sagt røvsygt at køre i tog eller bus alene. Tiden ville sikkert gå dobbelt så stærkt, hvis man underholdte hinanden og udnyttede, at man rent faktisk ikke er alene i det transportmiddel, man nu engang har valgt.

Man sidder jo alligevel der overfor hinanden i tre stive timer. Imens man for Guds skyld helst lader som om, man faktisk slet ikke har opdaget personen overfor. Og hvis man kommer til at kigge direkte på vedkommende – fx fordi personen har en fed jakke, nogle vilde briller eller en speciel frisure, der fanger ens opmærksomhed – skynder man sig at fjerne blikket igen, så snart personen har afsløret én i at lure. For det ville jo være fuldstændig katastrofalt, hvis nogen opdagede, at man gjorde noget så unaturligt som at søge kontakt med andre mennesker. Føj da. Tænk hvis nogen troede, at man var socialt anlagt.

Jeg tror, jeg vil troppe op hos DSB en af de nærmeste dage og komme med et forslag. Jeg har alletiders idé til et forretningskoncept. Drop hele stillekupé vs. ikke-stillekupé konceptet. I stedet skal vi have en social og en asocial vogn. Hvis man ikke ønsker at tale eller interagere med de andre passagerer, sætter man sig pænt ind i den asociale vogn. Er man derimod frisk på at få sig en sludder og en kop kaffe med sine medpassagerer, hopper man på den sociale vogn. Jeg er ikke i tvivl om, hvilken vogn jeg vælger. Spørgsmålet er bare, om jeg mon bliver den eneste i den sociale vogn? Det ville være en anelse ironisk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *