Browsed by
Tag: netto

Flashback til juni 2014

Flashback til juni 2014

Man skulle ikke tro det, når man lige kigger ud af sit vindue. Men juni er faktisk ved at være slut. Årets første sommermåned, my ass! Lad os se, hvad der skete på bloggen i juni måned sidste år.

Jeg fortalte historien om naive, lille 3-årige mig, der med vilje smed min pung væk i Føtex. Sådan for spændingens skyld, ikke?

Skolefoto 019

Fodbold-VM var over os, og jeg udgav derfor Den Store Fodboldordbog For Kvinder! Ovenikøbet i hele to dele. Hvis du vil imponere kæresten og hans venner, så (gen)læs indlæggene her og her.

Offside illustreret ved hjælp af neglelak vs. læbepomade. Den forreste læbepomade, som modtager bolden, er i offside.
Offside illustreret ved hjælp af neglelak vs. læbepomade. Den forreste læbepomade, som modtager bolden, er i offside.

Jeg erklærede min kærlighed til livet på landet. Inklusiv gyllelugt og lyden af ingenting.

Jeg lavede to lister over irriterende tendenser på Facebook. Det involverede blandt andet “jeg-har-lige-klynket-over-mine-dårligdomme-i-min-status-men-jeg-vil-ikke-tale-om-det-her”-typen. Læs liste ét her og liste to her.

Har du brug for et selvtillidsboost? Fortvivl ej. Jeg bragte nemlig den ultimative guide til ting, man kan gøre, når man har brug for et skud selvtillid!

Jeg skrev et brev til mit immunforsvar, som altid svigter på de mest irriterende tidspunkter.

forkølet

Jeg overhørte ting i Netto. Enough said.

Og endelig fortalte jeg historien om dengang jeg som den første i min klasse blev den lykkelige ejer af en mobiltelefon. Men hvem skulle jeg monstro lige ringe til?

Spænding i hverdagen

Spænding i hverdagen

Kender I det, at man befinder sig i en periode, hvor tingene foregår sådan nærmest robotagtigt? Sove/træne/arbejde/spise og forfra-ish. Sådan et par uger har jeg haft på det sidste. Det virker umiddelbart sådan rimelig kedeligt, men heldigvis er mit liv ikke helt uden spænding i sådan en periode alligevel.

… Vi skal jo trods alt stadig have noget at spise. Hvilket betyder, at vi skal handle ind. Hvilket oftest foregår i Netto. Og DÉT skaber altså spænding i hverdagen! Det sætter jeg pris på, og derfor vil jeg bruge dette indlæg på at hylde Netto. Gode gamle, rodede Netto.

For man ved bare aldrig, hvilket syn, der møder én, når man træder ind i Netto, vel?
Er der mon nogle varer tilbage?
Ligger der et smadret glas rødbeder og flyder på hele gulvet?
Er vareopfylder-gutten i gang med at spærre halvdelen af frysedisken og nægter at flytte sig, så man kan komme til?
Er der kø helt ned til flaskeautomaten bagerst i butikken, men stadig kun én kasse åben?
You will never know!

Indretningen er sådan rimelig hulter til bulter. Og Netto kan jo på en dårlig dag have udsolgt af helt basale ting som mælk eller rugbrød. Se selv, hvordan rugbrødshylden engang så ud i min Netto:

 tom netto

Okay, udsolgt er jo faktisk løgn. Men det er fandme tæt på!

Man skal heller ikke altid aldrig regne med, at medarbejderne er i snakkehumør. Faktisk skal man helst ikke stille dem spørgsmål. Og hvis man gør, så svarer de kort og kontant. Og måske lyver de. Jeg har hørt personer i Netto-uniform sige ting som ”Nej, vi har ikke Mornaysauce”. Wrong again!

Hvis man nu finder en hel hylde fyldt med for gamle varer, så er det altså god stil lige at sige det, synes I ikke? Det synes den medarbejder, jeg fik fat i, tilsyneladende ikke. Hun virkede helt fornærmet, og sådan lidt ”jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det”-agtig.

Og misforstå mig nu ikke. Jeg ELSKER Netto! Og jeg er med på, at Netto netop kan sælge deres varer lidt billigere, fordi servicen ikke skal være i top og hele den sang der. Men det er sgu da lidt sjovt. Det kan jo være en oplevelse i sig selv at gå i Netto. Der sker bare ting, som man ikke oplever i Føtex. Og det giver ofte et godt grin, en god historie eller et godt blogindlæg. And we like that!

 

Psst.. Du kan læse ting, jeg har overhørt i Netto her og her.

Hørt i Netto #2

Hørt i Netto #2

Jeg har spurgt om det før, men nu gør jeg det altså igen. Hvorfor er det lige, at jeg ALTID kommer til at stå i den kø i Netto, hvor der går et eller andet galt, og det hele går i stå? Og imens kan man så stå der og kigge ondt på alle dem ved nabokassen, som nærmest stryger lige igennem systemet (eller hvor hurtigt sådan noget nu engang kan gå i Netto…).

Sker det også for jer, eller er jeg bare evigt uheldig på den front?

Det skete for mig så sent som i går. Fra morgenstunden selvfølgelig. Da jeg bare liiige ville svinge ind forbi Netto på vej på arbejde. Og BUM. Så var der selvfølgelig bøvl med dankortmaskinen.

Det skete, mens en sød, gammel dame skulle betale for sine varer. Og så stod jeg ellers der bag i køen og trippede lidt. Jeg smilede dog for mig selv, da jeg hørte dette:

Nettomedarbejder: Nogle gange driller den her maskine bare lidt. Det er jo ellers meningen, at det skal hjælpe os det dér teknologi.
Sød, gammel dame: Jamen, DÉT gør det ikke. Det giver os kun nervesammenbrud!!

… Puha altså. Det må sgu være hårdt at leve i 2015, hvis al teknologi giver én nervesammenbrud. Og så var damen ikke engang sådan rigtig gammel-gammel, men mere semi-gammel.

 

Og pssst… Du kan læse Hørt i Netto #1 lige her

Flere irriterende typer i et supermarked

Flere irriterende typer i et supermarked

”Jeg skal læse varedeklarationen på alt, og jeg flytter mig ikke imens”-typen = Hvor har jeg stået på række to ved mælkekøleren alt for mange gange, fordi personen foran bruger 300 år på at vælge produkt og ikke har øje for, at der i mellemtiden har dannet sig en mindre kø af andre mælketørstige kunder bagved.

”Mit barn må gerne løbe op og ned ad gangene”-typen = Undskyld alle mødre. Generelt elsker jeg børn, men er det ikke netop sådan noget, jeg har ret til at irritere mig over (bare en lille smule) indtil jeg selv får børn?

”Jeg har travlt med at pakke mine poser, så jeg betaler lige senere, selvom der er 10 i kø”-typen = Muligvis én af de allerværste typer. Det virker simpelthen SÅ provokerende overfor alle os andre, der står og venter.

”Guuuud, jeg skal da betale for varerne og derfor grave min pung frem fra bunden af min weekendtaske, og ja, det kommer bag på mig, selvom jeg lige har stået i kø i 5 minutter”-typen = Denne type minder lidt om den ovenstående. Nogen mennesker vælger simpelthen at bruge deres tid i køen på at stå og glo på, at kasseekspedienten bipper samtlige varer ind og først efter sætningen ”Så bliver det 372 og en halv”, snøvler de sig sammen til at finde den skide pung frem. Argh. Hverdagsirritation når det er bedst værst!

”Alle poserne faldt på gulvet, da jeg tog min, men jeg lader da bare som ingenting”-typen = Dette sker ALT for tit i Netto. Tænk at voksne mennesker kan finde på den slags! Jeg bliver helt flov på deres vegne, når sådan noget sker. Jeg siger ikke noget til det, men jeg samler dem som regel gerne op for folk. Og så håber jeg på, at de bliver lidt flove – og selv samler op næste gang…

 

Psst… Du kan læse om flere irriterende typer i supermarkedet her. Og i bussen her!

Livets små glæder #4

Livets små glæder #4

Det er simpelthen alt for længe siden, jeg har skrevet et indlæg om livets små glæder! Vi skal huske at hylde de små ting i livet, som gør os glade, så derfor kommer her endnu en række små ting at glæde sig over:

  • Når billetautomaten i bussen er i stykker, og man derfor sparer en 20’er (og til Københavnerne: nej i Århus’ bybusser kan man hverken betale med dankort eller via mobiltelefon. Det er jo trods alt Jylland).
  • Når telefonsælgeren accepterer et nej første gang (ikke at jeg har oplevet det, men det kunne jeg da forestille mig!)
  • Kombinationen af sofa, tæppe og stearinlys.
  • At få forsinkede fødselsdagsgaver. Yay! Som at have fødselsdag igen.
  • Først at komme hjem fra arbejde klokken 21.30. Ja okay, det er måske lidt sent, men glæden ved det er, at så har man en undskyldning for at smide sig direkte på sengen og ikke rejse sig mere den dag (det er slet ikke tydeligt, at det skete for mig i går, vel?!).
  • Når man får en 10’er for meget tilbage i Netto (det siger jeg altså ikke. Jeg brokker mig til gengæld heller ikke, hvis jeg bliver snydt for et tilbud til samme pris).
  • Når man er gået hele vejen ned i vaskekælderen med alt sit vasketøj, og det viser sig, at alle vaskemaskinerne er ledige. Win!
  • Når to personer helt tilfældigt sender hinanden en sms på samme tid. Det får altid smilet frem.

Hvis man har lyst til at læse om flere af livets små glæder, kan de findes her, her og her. Og så er man naturligvis som altid mere end velkommen til at fortsætte i kommentarfeltet!

Selvbeherskelse og chokoladejulekalendere

Selvbeherskelse og chokoladejulekalendere

Som den julefreak, jeg er, har jeg selvsagt armene i vejret over, at butikkerne nu er begyndt have juleslik på hylderne. Det fejrede jeg naturligvis i søndags med en pose nisseskum! Arh. Man glemmer jo i løbet af foråret og sommeren, HVOR godt juleslik egentlig smager.

Nå men så var det jo så, at jeg for en halv time siden var i Føtex for at hente den sædvanlige liter mælk og den slags småting. Her ser jeg så, at de har fået chokoladejulekalendere i butikken – og hvilket udvalg!

I dag er en chokoladejulekalender jo på ingen måde det samme, som da jeg var barn. Dengang var det kun de der superfesne nogen, som man vist kan købe for en 5’er i dag (eller en 30’er hvis der er Barbie eller Cars på) med små firkantede stykker mælkechokolade, der mest af alt smagte ligesom det pap, de var pakket ind i. Men det var sgu da stadig dagens optur, når den skulle åbnes (hvilket først var EFTER morgenmaden – men inden tandbørstning – sikke en timing).

Nu er de gode gammeldags chokoladekalendere blevet godt og grundigt udkonkurreret af alle de store, fancy nogen, der har indtaget markedet. Her snakker vi Kinder, Toms og den slags luksus. Ja, i dag så jeg sgu en med Skippers Pipes. Glæden vil jo ingen ende tage.

Der er dog bare lige én ting, som min indre sukkergris slet ikke forstår. Er der seriøst nogen, der kan købe sådan en kalender NU og vente med at fortære den til december måned? For så burde man da næsten få en eller anden form for medalje. Er det ikke ALT for fristende at have sådan én til at ligge? Er der ikke store chancer for, at man en mørk aften alene hjemme, når klokken har slået ”Netto-er-lukket”, og sukkertrangen pludselig melder sig, liiiige skal åbne en enkelt låge? Og én til?

Det ville hvert fald 100 % sikkert ske for mig! Jeg gider ikke engang gøre et forsøg. Jeg har allerede tidligere fortalt jer om, at jeg på ingen måde kan sige nej tak til slik eller lige have en pose liggende i skabet til uventede gæster (de må sgu nøjes med en kop kaffe).

Faktisk er det så slemt, at da jeg i sidste weekend havde købt en plade chokolade, som skulle gives væk dagen efter, var jeg SÅ tæt på at give op og flå plastikken af. Jeg følte virkelig, at den lå der og kaldte på mig…

 

Moderne omskrivning af gamle ordsprog #2

Moderne omskrivning af gamle ordsprog #2

Så blev det tid til endnu en omgang modernisering af de gode, gamle ordsprog. Ikke fordi de er forældede, men fordi de er formuleret på en lidt gammeldags måde. Den første liste kan læses her. Og lad os så komme i gang med vol. 2:

Tomme tønder buldrer mest >> folk, der har behov for konstant at råbe op og ytre sin mening på Facebook eller Nationen, er måske i virkeligheden dem, der ikke ved en skid om emnet.

Tab og vind med samme sind >> uanset om dit yndlingsfodboldhold taber eller vinder, så undlad venligst at smide 5+ statusopdateringer på Facebook under og efter kampen.

Tyv tror, hver mand stjæler >> NEJ, det er ikke socialt acceptabelt at snyde foran i køen i Netto, blot fordi man tror, ”at det gør alle andre jo også”.

Man kan ikke både blæse og have mel i munden >> man kan ikke sidde med næsen nede i sin telefon og derefter forlange at få genfortalt den punchline/joke/historie, som resten af selskabet bryder ud i grin over.

En fugl i hånden er bedre end 10 på taget >> én ven i virkeligheden er bedre end 10 på Facebook.

For mange kokke fordærver maden >> mennesker skal stoppe med konstant at blande sig i, hvad andre mennesker foretager sig.

Når katten er ude, danser musene på bordet >> hvis Facebook går ned i morgen, tager alle på McDonald’s i stedet for i Fitness (… for de kan jo alligevel ikke checke ind).

Små gryder har også ører >> Lad for Guds skyld være med at se Kongerne, mens dine børn er i nærheden.

Snøfler to go

Snøfler to go

Jeg er pænt vild med trøffelkugler, snøfler, romkugler, træstammer og alt i den dur. Og jeg fatter ikke folk, der ikke er. For det er da bare det bedste! ”Jamen ved du godt, at bageren har samlet kagerester op fra gulvet og lavet det til trøfler?”. Neeej, han har ej! Tror I selv på den? (og jeg har arbejdet i to forskellige bagerforretninger i mine unge dage, så jeg HAR tjekket).

Nå, men det, jeg egentlig lige kiggede ind for at skrive om, er de der forholdsvist nye ”Snøfler to go”, som er dukket op i Netto. Dem her:

snøfler

Er jeg den eneste, der ikke lige forstår konceptet 100 %? Hvor kommer ”to go” ind i billedet, og er det ikke en anelse overflødigt? Jeg mener, er ALLE Nettos varer måske ikke ”to go”? Godt nok er jeg pænt tosset med snøfler, men jeg har dog alligevel aldrig fortæret dem, FØR jeg forlod butikken…

 

Og så lige lidt bonusinfo: Jeg er faktisk så skør med sammenpressede kagerester, at jeg engang kastede mig ud i at lave trøfler selv – og se lige resultatet:

trøfler

Er de ikke flotte? Jeg sværger, de smagte lige så godt som bagerens udgave!

Folks irriterende opførsel i supermarkedet

Folks irriterende opførsel i supermarkedet

Det er efterhånden sket flere gange (blandt andet her), at jeg har fortalt historier om Netto her på bloggen. Og jeg skal da gerne indrømme, at disse anekdoter ikke altid har udstillet Nettomedarbejderne på allerbedste vis (og undskyld for det, men det ER altså bare ikke de skarpeste knive i skuffen, jeg er stødt på i de nævnte tilfælde).

I dag skal det dog i stedet handle om alle de irriterende kunder, som også er at finde i supermarkederne rundt omkring i landet. For måske er det i virkeligheden DEM og deres virkelig egoistiske og mærkværdige indkøbsopførsel, der er skyld i, at visse medarbejdere simpelthen ikke kan tænke klart?!

Lad mig præsentere de forskellige røvirriterende kunder:

”Fik-ikke-helt-stillet-Dublo-trangen-som-barn”-typen = personen, der insisterer på at samle alle sine varer i en høj pyramide, når de lægges op på båndet. SLAP NU AF, menneske. Det er stressende for den rare kasseekspedient, der bliver prop på varebåndet og din ekspedition kommer IKKE til at gå hurtigere.  Nøjes nu bare med et enkelt lag!

”Her-går-jeg-altså-så-du-må-lige-gå-udenom”-typen = dem, der partout SKAL slæbe deres indkøbsvogne med ned langs de mindste gange og ikke er meget for lige at gå ind til siden. De har heller ikke noget imod at stille vognen på tværs og dermed lave en form for afspærring. Desuden skal de også helst skubbe vognen med hen foran alle hylderne, så vi andre ikke har en chance for hverken at se eller købe varerne.

”Er-altid-klar-med-en-tyndslidt-joke”-typen = dem, der lige skal komme med en kæk kommentar til kassedamen. Og som tilsyneladende tror, at de selv har opfundet den ellers meget gængse (og derfor irriterende) kommentar. Det gælder fx ”Nej tak (til kvitteringen), jeg kan nok ikke trække det fra i skat alligevel, høhø”.

”Vi-står-lige-og-snakker”-typerne = de mennesker, der står og fører en meget vigtig samtale (ofte om weekendens begivenheder eller deres veninde Hanne, som er lidt af en bitch) og derfor ikke lige kan flytte sig. Og så er de altså ligeglade med, om de står og spærrer fuldstændigt foran mælken eller bananerne!

”Det-bliver-hurtigere-min-tur-hvis-jeg-stiller-mig-helt-oppe-i-nakken-af-dig”-typen = den type, der står og ånder én i nakken gennem hele køen. Mon de virkelig regner med, at ventetiden er overstået hurtigere? Hallo mester, hold venligst lidt afstand her. Du skal hverken læse mine sms’er eller aflure min dankortkode. Eller ånde på mig. So back off!

Jeg lægger lige chokoladen ud i køkkenet…

Jeg lægger lige chokoladen ud i køkkenet…

Kender I det, når man pludselig mærker en ustyrlig trang til at spise et eller andet lækkert og syndigt? Ja okay, rimelig dumt spørgsmål. Det gør I forhåbentligt alle sammen (right?!). Jeg har dog desværre på fornemmelsen, at dén trang opstår hos mig liiidt oftere, end den gør hos den gennemsnitlige dansker. Crap!

Jeg har en usandsynligt sød tand. Og så er jeg også stor fan af chips. Og dip. Og is. Og kage. Og alt muligt andet, der heller ikke er en del af kostpyramiden. Jeg forsøger at kontrollere min trang til alt dette, for ellers ville jeg sgu nok ikke kunne passe mit tøj ret meget længere… Den dukker nemlig gerne op dagligt.

MUMS!
MUMS!

Men jeg giver naturligvis også mig selv lov til at spise godter engang i mellem. ”Alt med måde” er nok mit motto i dén sammenhæng. Jeg indtager både bland-selv-slik, Marabou-chokolade, chips med holiday-dip, svampet banankage und so weiter. Altså ikke det hele på én gang, but you get the point.

Og så sker det jo, at man en aften sidder der og bliver banket i hovedet af sin indre ”hallo-giv-mig-lige-noget-slik”-stemme. Efter at have kastet et blik på uret, opdager man, at man sagtens kan nå i Netto (og nej, bloggen er stadig ikke sponsoreret af Netto. Men gid den var – så slap jeg måske endda for at blive stoppet af de der ”Nettalk”-sælgere på vej ud af butikken every fucking time?!).

Derefter iler man ud og hopper i sko og griber sin pung i farten. Efter at have stået foran hylderne og overvejet i lidt for lang tid, beslutter man sig endelig: det skal være den her lækre plade chokolade med mit yndlingsfyld!

Tilbage i lejligheden planter man sig solidt i sofaen med den nyindkøbte chokolade i skødet. Og SÅ skal der guffes. Mums, mums. Man spiser og spiser, indtil man bliver pludselig fyldes op af lige dele kvalme og halvdårlig samvittighed. Puha, nej. NU skal jeg ikke spise mere!

Så man tager den altid kloge beslutning: Jeg lægger da lige chokoladen ud i køkkenet, så jeg ikke kommer til at spise mere. Genialt træk. Tilbage i stuen går det fint. Altså lige indtil kvalmen fordufter og man da godt lige kunne klemme et enkelt stykke mere ned. Og chokoladen ligger jo lige derude i køkkenet. Jeg går bare lige ud og nupper et enkelt stykke. Som tænkt, så gjort. Men det stopper jo ikke der, vel?!

Efter at have rendt frem og tilbage et par gange, må det være slut. Who am I kidding? Og så tager man chokoladen med ind i stuen igen og spiser rub og stub…

Kender I det? Jeg sidder nemlig lige nu med følelsen af, at jeg måske burde have udskiftet ”man” med ”jeg” i dette indlæg. Men så alligevel.. Der MÅ da være nogen, der er med mig derude!

… Alle andre slikmunde, giv lyyyyd!