Tag Archives: føtex

Hørt i Føtex #2

En sød, midaldrende dame står ved en bod og deler smagsprøver på Pepsi ud. 

Pepsi-dame til forbipasserende mand: Kunne du tænke dig et glas cola og måske at deltage i konkurrencen om et rejsegavekort på 20.000 kroner?

Forbipasserende mand [sagt i en vrissen tone]: Øh NEJ tak, nu drikker jeg ligesom halvanden liter af det HVER dag, så jeg ved godt, hvordan det smager!

[Manden rækker hånden frem, tager to colaer og går igen]

Pepsi-dame: …

Min veninde og mig: …

Mit indre svar til manden: Okay, seje! Du drikker simpelthen halvanden liter cola hver dag, og det kan jeg da godt forstå, at du sådan render rundt og blærer dig med. #respekt! Og hvad bilder den onde dame sig dog også ind sådan at tilbyde gratis cola til forbipasserende. Godt, du lige fik vrisset af hende. Klap du endelig dig selv på skulderen og gå hjem og drik noget mere cola. Flot!

Spænding i hverdagen

Kender I det, at man befinder sig i en periode, hvor tingene foregår sådan nærmest robotagtigt? Sove/træne/arbejde/spise og forfra-ish. Sådan et par uger har jeg haft på det sidste. Det virker umiddelbart sådan rimelig kedeligt, men heldigvis er mit liv ikke helt uden spænding i sådan en periode alligevel.

… Vi skal jo trods alt stadig have noget at spise. Hvilket betyder, at vi skal handle ind. Hvilket oftest foregår i Netto. Og DÉT skaber altså spænding i hverdagen! Det sætter jeg pris på, og derfor vil jeg bruge dette indlæg på at hylde Netto. Gode gamle, rodede Netto.

For man ved bare aldrig, hvilket syn, der møder én, når man træder ind i Netto, vel?
Er der mon nogle varer tilbage?
Ligger der et smadret glas rødbeder og flyder på hele gulvet?
Er vareopfylder-gutten i gang med at spærre halvdelen af frysedisken og nægter at flytte sig, så man kan komme til?
Er der kø helt ned til flaskeautomaten bagerst i butikken, men stadig kun én kasse åben?
You will never know!

Indretningen er sådan rimelig hulter til bulter. Og Netto kan jo på en dårlig dag have udsolgt af helt basale ting som mælk eller rugbrød. Se selv, hvordan rugbrødshylden engang så ud i min Netto:

 tom netto

Okay, udsolgt er jo faktisk løgn. Men det er fandme tæt på!

Man skal heller ikke altid aldrig regne med, at medarbejderne er i snakkehumør. Faktisk skal man helst ikke stille dem spørgsmål. Og hvis man gør, så svarer de kort og kontant. Og måske lyver de. Jeg har hørt personer i Netto-uniform sige ting som ”Nej, vi har ikke Mornaysauce”. Wrong again!

Hvis man nu finder en hel hylde fyldt med for gamle varer, så er det altså god stil lige at sige det, synes I ikke? Det synes den medarbejder, jeg fik fat i, tilsyneladende ikke. Hun virkede helt fornærmet, og sådan lidt ”jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det”-agtig.

Og misforstå mig nu ikke. Jeg ELSKER Netto! Og jeg er med på, at Netto netop kan sælge deres varer lidt billigere, fordi servicen ikke skal være i top og hele den sang der. Men det er sgu da lidt sjovt. Det kan jo være en oplevelse i sig selv at gå i Netto. Der sker bare ting, som man ikke oplever i Føtex. Og det giver ofte et godt grin, en god historie eller et godt blogindlæg. And we like that!

 

Psst.. Du kan læse ting, jeg har overhørt i Netto her og her.

Endnu en uge #28

1) Min søndag var lige pludselig sluppet op i går, så derfor kommer indlægget først i dag.

2) I mandags købte jeg denne broccolisalat i føtex (grundet en kombination af dovenskab og eksamen):

broccoli

”Broccolisalat med bacon” påstår emballagen. LØGN! Der var ikke så meget som ét eneste stykke bacon i. Jeg følte mig lidt snydt. Til gengæld vrimlede det med rosiner – mon nogen havde taget fejl af de to ting?

3) En dag på arbejde fik jeg pludselig en gammel Jon-sang på hjernen. Det var This Side Up! Jeg ved ikke, hvor i alverden den kom fra, men det var et glædeligt genhør.

4) I lørdags var jeg sgu i Bilka igen. Er jeg blevet afhængig eller hvad? Jeg ELSKER seriøst den butik! Men jeg burde måske få mig en anden hobby…

5) Denne gang scorede jeg mig en sort cardigan med knapper (ligner H&M’s basic virkelig meget) til 17,50 kroner. Og en sort bodystocking til en 20’er.

6) Jeg meldte mig jo ind i fitness i lørdags – altså sidste lørdag, ikke i forgårs. I går trænede jeg for sjette gang. Er faktisk helt stolt af mig selv!

7) I øvrigt har jeg en fornemmelse af, at træningen oven i hatten (udover mit kommende vaskebræt og kæmpe guns, that is) kommer til at resultere i en bunke blogindlæg. Ja altså ikke om mit træningsprogram, men mere mine oplevelser og iagttagelser i centret!

8) I lørdags lærte min veninde mig at lave flødekarameller. Det skulle hun aldrig have gjort. Det er skide nemt, og de smager SÅ godt. Det kunne jeg godt gå hen og blive lidt afhængig af.

9) Om et par timer skal min kæreste og jeg på weekendophold. Ja, eller hvad man nu kalder den slags, når det sker mandag til onsdag. Vi skal bare spise mad, svømme, hygge os og i spa. Hurra, hvor jeg glæder mig!

10) Kan I nu have en helt fantastisk uge alle sammen – jeg vender stærkt tilbage om et par dage!

Hørt i Føtex

En mor kommer gående med sine to børn. Børnene har begge en vare i hver hånd, og moren har en pakke i den ene hånd. Moren tager en kasse slik i den anden hånd.

Mor: Så unger, nu har vi alle noget i begge hænder. Nu kan vi ikke købe mere…
(Genialt forældretrick for at få børnene til at holde op med at plage, tænker jeg og skriver det bag øret!).
Dreng: Eeej, mor! Jeg kan altså sagtens bære noget mere.
Pige: Ja, det kan jeg også.
Mor: Ja, men vi skal ikke have mere!
Kort stilhed. Drengen kigger rundt på varerne.
Drengen udbryder: Men mor, folk tror jo vi er helt vildt usunde. Prøv lige at se, hvad vi har købt.
Mor: Haha, gud ja, vi har kun købt slik og sukker. Men det er fint nok. Vi skal jo også have aftensmad!

… og dette indlæg er altså ikke skrevet for at dømme familien (hvis nogen da skulle tro det). Tværtimod. De så sunde, raske og glade ud. Og de grinede. De var sjove, og de gav mig et smil på læben. Men hvor atypisk er det ikke lige, at et barn ikke bare er lykkelig over alt det slik, de har købt, men derimod bekymrer sig over, hvad andre mennesker tænker? 8-årige mig havde altså bare tænkt ”Orv, hvor må alle de andre være misundelige på os lige nu”.

Du kan læse “Hørt i Netto” lige her.

Endnu en uge #16

1) Som nævnt den anden dag i indlægget om ingenting, så er denne uge simpelthen bare fløjet afsted. Den har været travl men heldigvis mest af alt pissefed! Den kommende uge bliver ligeså.

2) Kan I huske, da jeg pludselig havde en edderkop på cykelstyret på vej på arbejde? Det skete igen TO gange i denne uge! Hvad fanden sker der? Jeg ligner jo en komplet idiot, når jeg står der helt panisk og sparker på mit cykelstyr.

3) Tirsdag morgen cyklede jeg på arbejde i regnvejr – ikke øsende regnvejr, men lidt. Min mascara blev siddende, hvor den skulle, men mine høretelefoner gik til gengæld i stykker! Af sådan en smule regn? Come on, Apple. Selv L’Oréal kunne klare det.

4) I fredags vrimlede både Facebook og Instagram med børn, der var klædt ud i anledningen af Halloween, eller folk, der var samlet for at se uhyggelige film. Sig mig, siden hvornår er Halloween blevet noget, vi sådan fejrer i Danmark? Det har jeg da totalt misset!

5) Ja, jeg gik faktisk forbi Fætter BR i sidste uge, hvor der hang massevis af Halloween-kostumer udenfor, og jeg lo for mig selv og tænkte ”HA, Fætter BR, som om! Tror I selv, nogen i Danmark køber den slags?”. But yes.

6) Fredag eftermiddag var jeg så træt, da jeg cyklede hjem fra arbejde i det ellers så friske efterårsvejr, at jeg gabte 7-8 gange på vejen. Seriøst, hvis man gaber gentagne gange på cykel ude i kulden, hvor træt er man så?

7) Har lige indset at hele tre af de ovenstående punkter handler om mine cykelture til/fra arbejde… Ynkeligt!

8) Fredag aften besluttede min kæreste og jeg, at vi nok hellere måtte skaffe noget Bland Selv-slik. Føtex har simpelthen tilbud om fredagen, så der var folk overalt ved slikbøtterne. Det var helt sindssygt, som folk gik amok. Slap nu af people, der er nok til alle. Jeg var tæt på at miste min tålmodighed og bare give op. Og SÅ er det altså slemt (vi snakker jo trods alt slik)!

9) I dag har jeg lovet mig selv kun at have to planer: at blogge og sove middagslur! Måske skulle jeg gøre begge tingene to gange?

Selvbeherskelse og chokoladejulekalendere

Som den julefreak, jeg er, har jeg selvsagt armene i vejret over, at butikkerne nu er begyndt have juleslik på hylderne. Det fejrede jeg naturligvis i søndags med en pose nisseskum! Arh. Man glemmer jo i løbet af foråret og sommeren, HVOR godt juleslik egentlig smager.

Nå men så var det jo så, at jeg for en halv time siden var i Føtex for at hente den sædvanlige liter mælk og den slags småting. Her ser jeg så, at de har fået chokoladejulekalendere i butikken – og hvilket udvalg!

I dag er en chokoladejulekalender jo på ingen måde det samme, som da jeg var barn. Dengang var det kun de der superfesne nogen, som man vist kan købe for en 5’er i dag (eller en 30’er hvis der er Barbie eller Cars på) med små firkantede stykker mælkechokolade, der mest af alt smagte ligesom det pap, de var pakket ind i. Men det var sgu da stadig dagens optur, når den skulle åbnes (hvilket først var EFTER morgenmaden – men inden tandbørstning – sikke en timing).

Nu er de gode gammeldags chokoladekalendere blevet godt og grundigt udkonkurreret af alle de store, fancy nogen, der har indtaget markedet. Her snakker vi Kinder, Toms og den slags luksus. Ja, i dag så jeg sgu en med Skippers Pipes. Glæden vil jo ingen ende tage.

Der er dog bare lige én ting, som min indre sukkergris slet ikke forstår. Er der seriøst nogen, der kan købe sådan en kalender NU og vente med at fortære den til december måned? For så burde man da næsten få en eller anden form for medalje. Er det ikke ALT for fristende at have sådan én til at ligge? Er der ikke store chancer for, at man en mørk aften alene hjemme, når klokken har slået ”Netto-er-lukket”, og sukkertrangen pludselig melder sig, liiiige skal åbne en enkelt låge? Og én til?

Det ville hvert fald 100 % sikkert ske for mig! Jeg gider ikke engang gøre et forsøg. Jeg har allerede tidligere fortalt jer om, at jeg på ingen måde kan sige nej tak til slik eller lige have en pose liggende i skabet til uventede gæster (de må sgu nøjes med en kop kaffe).

Faktisk er det så slemt, at da jeg i sidste weekend havde købt en plade chokolade, som skulle gives væk dagen efter, var jeg SÅ tæt på at give op og flå plastikken af. Jeg følte virkelig, at den lå der og kaldte på mig…

 

Et stakkels, naivt barn

I anledningen af at det er onsdag, og solen skinner noget så dejligt, har jeg strikket en lille barndomsanekdote sammen til jer (you’re welcome). Den begynder den dag, da jeg fik min allerførste pung. Jeg var vist kun 3 år gammel, og jeg havde fået pungen i gave.

Den cirka 3-årige Line

Pungen var en af de der super fede velcro-punge, som I nok alle sammen kender. Den var primært gul, men der var også lyserødt, grønt og lilla på. Jeg kan huske, at jeg var så glad og stolt over den. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for det var da egentlig begrænset, hvor meget jeg havde at bruge den til. Jeg mener – hvor høj er lommepengetaksten lige for en 3-årig?

Nå men i al fald fik jeg proppet min sparsomme opsparing – som naturligvis bestod udelukkende af småmønter – ned i pungen. Så var der ligesom styr på de 34 kroner, eller hvor meget det nu blev til.

Og så var det, at min mor viste mig noget smart. Hun lavede nemlig en lille lap papir med mit navn og adresse og puttede ned i pungen. Jeg var jo ikke helt gammel nok til selv at rende rundt med mit sygesikringsbevis i min fine, regnbuefarvede velcro-pung. Derfor skulle min adresse være at finde i pungen på et stykke papir – for så kunne folk se, hvem der ejede den, hvis jeg nu tabte pungen. Og så kunne jeg få den tilbage! Skide smart, tænkte jeg.

Og så synes den 3-årige Line åbenbart, at det lød sgu da egentlig meget spændende – ja, altså det med at tabe sin pung, hvorefter nogen finder den og leverer den tilbage (meget underligt barn, ja). Så den efterfølgende lørdag, da vi var i Føtex for at handle ind, valgte jeg at smide min pung på gulvet med fuldt overlæg.

Jeg sad i indkøbsvognen med min nye, fine pung i hånden. Og da både min mor og far kiggede den anden vej, smed jeg lynhurtigt pungen på gulvet. Jeg var overbevist om, at det opdagede de ikke. Men selvfølgelig gjorde de det – også at det var med vilje. Og så sagde min mor ordret (jeg husker det, som var det i går – for det er en vigtig lektie!): Jamen, Line.. Det er altså ikke alle, der afleverer pungen tilbage MED pengene i…

Og BUM! Sådan gik det til, at den stakkels lille og naive 3-årige Line lærte, at verden ikke udelukkende består af kærlighed og kram – men også tyverier og den slags. Og jeg som ellers var overbevist om, at en sød gammel dame ville finde pungen og komme til kaffe, når hun skulle aflevere den…

 

PS: Hvis du kan lide, hvad du læser, så husk, at du kan følge bloggen på både Facebook og bloglovin‘. Så bliver jeg så glad!