Tag Archives: snakke

Om tjenere med dårlig timing

I dag var jeg ude at spise brunch med en flok veninder. Eller det vil egentlig sige, at vi var ude for at spise frokost men endte med en god gang brunch. Det ved man sgu, hvad er.

Her var vi naturligvis igennem den obligatoriske situation, hvor tjeneren altid når at komme og spørge efter bestillinger, før man overhovedet har fået åbnet menukortet. Vi skulle jo lige catche up. Så sker der jo som bekendt det, at man straks åbner menukortet efter tjenerens visit og begynder at kigge på varerne.

Random brunch-billede.

Random brunch-billede.

Og det gør man så lige i max fire sekunder, indtil én stiller et vigtigt spørgsmål såsom hvordan gik det egentlig med din sidste eksamen? eller har du fået købt solcreme til din ferie? Straks bryder alle atter ud i tøsesnak om karakterer, solfaktorer, benzinpriser, weekendens udskejelser eller hvad det nu måtte være. Alle snakker løs og morer sig og glemmer pludselig alt om menukort, sult og tjenere.

… Men pludselig sniger tjeneren sig som en ninja ind på bordet og står der igen! Han spørger høfligt: Har I fundet ud af, hvad I kunne tænke jer? Alle bliver helt overraskede over, hvordan man sådan kunne glemme, at man rent faktisk var i færd med beslutte, om man skulle bestille kyllingesalat, spicy sandwich eller lækker brunch.

Her siger man pænt Ej undskyld, vi har slet ikke fået kigget på det. Vi skal nok gøre det nu. Og så går tjeneren igen, og alle kigger ned i menukortene og fokuserer på at beslutte sig hurtigst muligt. Her skynder man sig nemlig, så man igen kan få gang i snakken.

Problemet er bare, at nu giver tjeneren sig rigtig god tid, fordi man var så langsom først. Så bedst som man sidder der ved sit skønne (og vippende) bord i solens stråler og endelig har besluttet sig for, hvad man kunne tænke sig at indtage, så kan man naturligvis ikke få øje på en tjener i miles omkreds. For han er sgu nok blevet lidt halvirriteret over, at den storsnakkende venindeflok ikke kunne tage sig to minutters snakkepause til lige at kigge i det forbandede menukort. Og så regner han nok med, at det tager et kvarter mere, før nogen har brug for hans hjælp…

Offentlig transport: To speak or not to speak

Alle taler om det, men ingen gør noget ved det. Hvorfor taler vi ikke med hinanden i offentlig transport her i landet? Det er det største mysterium siden tyveriet af guldhornene! Det er jo kun de medpassagerer, vi ikke kender, som vi ikke taler med. For vi taler jo (selvfølgelig) gladeligt med dem, vi kender i forvejen. Så det er altså ikke, fordi danskere bare generelt fortrækker at sidde i stilhed i offentlig transport.

Hvad er det, vi er bange for? At personen, man henvender sig til, bliver sur? Probably not gonna happen. Og hvis han/hun endelig gør, så kan man da bare holde sin kæft resten af turen. Så har man i det mindste gjort et forsøg. Eller er vi bange for, at vi pludselig ikke kan finde noget at tale om? Heller intet problem. Vi er jo så privilegerede her i Danmark, at vi har hele fire årstider og derfor altid har ét sikkert samtaleemne i baghånden; vejret.

I mit hoved giver det på ingen måde mening, for det er da rent ud sagt røvsygt at køre i tog eller bus alene. Tiden ville sikkert gå dobbelt så stærkt, hvis man underholdte hinanden og udnyttede, at man rent faktisk ikke er alene i det transportmiddel, man nu engang har valgt.

Man sidder jo alligevel der overfor hinanden i tre stive timer. Imens man for Guds skyld helst lader som om, man faktisk slet ikke har opdaget personen overfor. Og hvis man kommer til at kigge direkte på vedkommende – fx fordi personen har en fed jakke, nogle vilde briller eller en speciel frisure, der fanger ens opmærksomhed – skynder man sig at fjerne blikket igen, så snart personen har afsløret én i at lure. For det ville jo være fuldstændig katastrofalt, hvis nogen opdagede, at man gjorde noget så unaturligt som at søge kontakt med andre mennesker. Føj da. Tænk hvis nogen troede, at man var socialt anlagt.

Jeg tror, jeg vil troppe op hos DSB en af de nærmeste dage og komme med et forslag. Jeg har alletiders idé til et forretningskoncept. Drop hele stillekupé vs. ikke-stillekupé konceptet. I stedet skal vi have en social og en asocial vogn. Hvis man ikke ønsker at tale eller interagere med de andre passagerer, sætter man sig pænt ind i den asociale vogn. Er man derimod frisk på at få sig en sludder og en kop kaffe med sine medpassagerer, hopper man på den sociale vogn. Jeg er ikke i tvivl om, hvilken vogn jeg vælger. Spørgsmålet er bare, om jeg mon bliver den eneste i den sociale vogn? Det ville være en anelse ironisk.

Mere Arriva-underholdning

Efter min beretning om togturen til Vestjylland i fredags, har I sikkert alle sammen ventet i spænding på at høre om mine oplevelser på tilbageturen (jo, I har!). Og nu kan I endelig ånde lettet op.

Her er et udpluk af mine oplevelser:

  • Et kærestepar trådte ind i toget, og pigen sagde skrapt ”Hvis det er en stillezone, så gider vi altså ikke sidde dér!”. Det var det ikke, så de satte sig ned. Hvorefter de hver især tog høretelefoner i og ikke sagde en lyd til hinanden resten af turen.
  • En rullemadras, som fyldte et helt dobbeltsæde. Mon sådan en koster det samme at medbringe som en cykel?
  • En ung pige på sædet foran os, som hørte så højt musik i sine høretelefoner, at jeg seriøst troede, det var radioen i toget. Jeg var lige ved at nynne med på et tidspunkt. Hun sad desuden også og tog mascara på ved hjælp af et lille lommespejl. Og klokken var altså 22.
  • To unge gutter, der vistnok havde gået i gymnasiet sammen (gætter jeg på), men ikke som sådan var venner i dag. De sad og snakkede sammen hele vejen. Eller det vil sige, at den ene fyr snakkede, og den anden fyr forsøgte at få et ord indført. Fyr1 fortalte stolt om sin fede uddannelse. Han fortalte, hvor meget de skulle læse, hvor indviklede deres opgaver var, og hvor mange der dumpede til eksamen. Fyr2 brød sommetider ind med ”replikker” som Nåh ja, ja okay, nej men…, okay, ja ja, præcis, ja men…, jeg har også engang…. Men han kom aldrig rigtigt til orde. Og jovist stillede Fyr1 da et par spørgsmål til Fyr2, men når Fyr2 havde fået sagt en halv sætning, overtog Fyr1 igen og besvarede spørgsmålet selv. Jeg sad og tænkte på, at hvis det havde været en telefonsamtale, så kunne Fyr2 bare lægge telefonen fra sig og give sig til at lave noget andet. Det ville Fyr1 aldrig have opdaget.

God påskeferie alle sammen! Jeg håber, I ser nogle sjove ting i toget, hvis I også skal rejse et sted hen. Skriv meget gerne i kommentarfeltet, hvis I også har haft sjove, spøjse eller anderledes oplevelser i toget/bussen.