Browsed by
Tag: blog

1 års fødselsdag

1 års fødselsdag

I lørdags skete der noget, som vi skulle fejre. Men som vi jeg ikke lige havde tid til på selve dagen. Men bloggen fyldte simpelthen 1 år.flag

Hip hurra og tillykke. Dét skal da ikke gå helt ubemærket hen. Tænk at den allerede har eksisteret i et helt år. På en måde føles det som om, at jeg har haft den i flere år. Og på en anden måde føles det som om, jeg startede den i går. Anyways så kræver det jo en form for liste (oh yeah, jeg elsker lister) over, hvad der er sket herinde på det år.

Bloggens første år har bl.a. budt på:

  • 225 indlæg
  • Hele 645 kommentarer (af hjertet TAK for hver og én)
  • 322 kommentarer i spamfiltret (af hjertet NEJ TAK til dem)
  • 37 stk. ”Endnu en uge”-indlæg. De kom først til i løbet af sommeren. Læs det første her.
  • 4 stk. ”Livets små glæder”-indlæg – læs det første her.
  • 3 stk. ”Random facts om mig”-indlæg – det første kan du læse lige her.
  • 3 indlæg om ”Irriterende facebook-tendenser”. Læs dem her, her og her.
  • Og en masse andet gøgl …

 

Inspireret af Miriams Blok vil jeg lave et månedligt indlæg, der henviser til forskellige indlæg, jeg skrev på bloggen sidste år i samme måned (det har jeg af gode grunde ikke kunnet starte op endnu). Det første udkommer engang her i april.

Og så vil jeg da lige benytte lejligheden til at takke alle jer, der læser med derude. I er for skønne og jeg elsker, at I er her. Og lad os da lige nappe et år mere … og flere efter det!

I er som altid velkomne til at pippe i kommentarfeltet – eller lade være, hvis man hellere vil det. Og hvis I har forslag eller ønsker til emner, jeg skal skrive (mere) om, så lad mig endelig høre fra jer.

Jeg håber, at I alle får en helt fantastisk påske! (*hjerte hjerte*)

 

 

 

Der var engang en blogger

Der var engang en blogger

(og det er der selvfølgelig stadig, men det er nu engang knap så eventyrsagtigt at skrive i nutid).

mig
Bloggeren så sådan her ud.

Bloggeren elskede sin blog. Hun elskede at skrive indlæg om alt imellem himmel og jord. Bare dét, der lige faldt hende ind. Og hun elskede at se, at folk rent faktisk gad læse med. Det kunne hun se på bloggens besøgstal, eller når læserne efterlod en kommentar på bloggen. Bloggeren var vild med det hele.

Det skete dog sommetider, at hun kom ind i en travl periode, hvor hun desværre ikke havde tid og overskud til at kaste ligeså meget opmærksomhed efter bloggen, som hun gerne ville. Og som hun normalt gjorde.

På et tidspunkt i det herrens år 2015 skete det endda for første gang i bloggens levetid, at der ikke kom nyt på bloggen i en hel uge. Det var bloggeren naturligvis ked af. Men sandheden var blot, at hun havde haft en travl uge. Og det kender alle folk jo til.

Ja, der var faktisk et par måneder i starten af 2015, hvor den stakkels blogger ikke havde været lige så meget til stede på bloggen, som hun plejede. Det nagede hende. Men bloggeren vidste, at sådan noget kunne ske engang imellem. Hun havde jo trods alt også andre aktiviteter at tage sig af. Men hun savnede at blogge.

Og hun glædede sig til, at hun forhåbentligt inden længe fik mere overskud på kontoen, så hun kunne kaste lidt mere kærlighed over sin blog. Og så ville hun i hvert fald ikke acceptere, at der igen skulle gå en hel UGE imellem skriblerierne. For dét var altså ikke optimalt!

Bloggeren ville for alt i verden ikke blive sådan en blogger, der skriver et indlæg om måneden. Men det var der heller ingen fare for. Bloggeren elskede nemlig det at blogge alt for højt til at kunne undvære det.

Så hun skrev et eventyr til sine læsere for at forklare situationen. Hun ville nemlig så gerne beholde dem. Og hun lovede dem at vende stærkt tilbage. Og den dag udgav hun hele TO indlæg. Og så levede de alle sammen lykkeligt til deres dages ende.

4 måneders jubilæum

4 måneders jubilæum

Vi har noget, vi skal fejre. I forgårs var det nemlig 4 måneder siden, at bloggen gik i luften. 4 hele måneder. Det er ret vildt. Jeg stemmer for, at vi tager 4 mere. Og mange flere efter det. For altogingenting.dk er helt klart kommet for at blive!

Det går supergodt med mit liv som blogger. Jeg bliver mere og mere glad for at skrive (troede ellers ikke, at det var muligt), og min hjerne bliver ved med at finde på en masse nye idéer til indlæg.

Allerede før bloggen havde to måneder på bagen, blev jeg kontaktet med henblik på et samarbejde om forskellige sponsorerede indlæg og produktgaver. Jeg skal blankt indrømme, at jeg klappede en smule i mine fedtede hænder og smilede op til ørerne. Tænk at nogen havde valgt at ville lave markedsføring igennem MIN blog. Det tog jeg som et meget stort kompliment. De måtte jo se noget potentiale her på min ret så nye blog.

Jeg valgte dog at takke nej til samarbejdet af flere årsager. Blandt andet fordi bloggen var (og er stadig) så ny, og samtidig kan jeg ikke lige se, hvordan sponsorerede indlæg kan passe ind her. Men det har jeg faktisk tænkt mig at skrive et helt indlæg om en anden gang.

I løbet af bloggens fire måneder har jeg i øvrigt kunnet mærke, at det efterhånden bliver sværere for mig at tage mine ”bloggerbriller” af. De er bare blevet en del af mig. Og med det mener jeg, at bloggen hele tiden er et sted i min bevidsthed. Jeg ser blogindlæg og emner alle vegne, og det sker oftere og oftere, at jeg lige må notere noget på min iPhone. Jeg skulle jo nødigt nå at glemme det inden jeg vågner igen/kommer hjem/stiger på bussen/er færdig med at lave mad.

Der kommer lige så stille flere og flere læsere til bloggen, og det gør mig så glad at se! I skrivende stund er der i alt 204 kommentarer på bloggen. Og uden at lyve så bliver jeg seriøst glad for dem alle sammen. Hver og en. Det gør mig overraskende meget glad, at I for det første gider læse det, jeg skriver, og at nogle af jer også tager sig tid til at smide en kommentar. Så once again; tusind tak for det – og bliv endelig ved…

Og nu vi er ved det. Hvis nogen skulle have lyst til at pippe op om et eller andet så gør det endelig! Det kan være ris, ros, ønsker, spørgsmål og alt muligt andet. Det kan også være, hvis der er noget, I har lyst til at høre mere om, eller hvis I har forslag til emner, jeg kan tage op. Den slags er altid mere end velkomment enten i en kommentar, en mail eller noget tredje.

Jeg glæder mig til endnu flere måneder her på domænet!
God aften til jer alle.

Hvad sker der på smiley-fronten?

Hvad sker der på smiley-fronten?

Er jeg den eneste, der synes, at smileys er blevet lige lovligt udbredte?! Man kan jo fandeme nærmest ikke se sig om her i år 2014 uden at få øje på en smiley. De er overalt. Sms’er, mails, sociale medier – you name it. Ja, jeg modtog sågar en smiley-befængt sms fra min bankdame forleden dag!

Bevares, jeg bruger også selv masser af smileys. Især emoticons. Dem er jeg stor fan af og kan endda finde på at sende mine veninder rebusser (kald mig bare freak!). MEN jeg stopper den der. Jeg synes nemlig, at smileys hører til i private sammenhænge og ikke professionelle.

Så snart afsenderen på nogen måde optræder som professionel, så står jeg altså af. For mig virker det useriøst at modtage smileys i professionel sammenhæng. Om det så er en sms fra min bankdame eller en mail fra min læge. Hvis man virkelig ikke kan formulere en forståelig tekst uden at alliere sig med en eller flere smileys (min bankdame brugte 3!), burde man virkelig øve sig.

Jeg bliver næsten helt bekymret for, hvor længe der går, før journalister begynder at benytte sig af smileys. Tænk hvis Berlingeren eller JP inden længe smider smileys ind i deres artikler! Hvor er vi så henne?

På en måde minder en smiley lidt om at forklare sine egne jokes. Man viser lige sin modtager, hvordan vedkommende skal reagere på det, man lige har skrevet. Og det passer ganske glimrende til private sms’er og den slags, men i mit hoved hører det bare ikke rigtigt hjemme i en professionel tekst! Hvad siger I? Er det mig, der er gammeldags?

 

PS: På bloggen her anvender jeg ikke smileys i mine indlæg (nu skal jeg selvfølgelig passe på, hvad jeg siger, men jeg er ret sikker på, at jeg ikke har gjort det endnu!). Jeg håber så bare at mine skriveevner rækker så langt, at I selv fanger ironien og sarkasmen (please fortæl mig, at I gør). For ærligt talt så ville luften da gå lidt af ballonen, hvis jeg lige smed en blinkesmiley ind i hver anden sætning for at markere den sarkastiske tone…

Det søde bloggerliv

Det søde bloggerliv

Allright, jeg har allerede nævnt det et par gange, men nu gør jeg det lige igen: Jeg er vild med at blogge! Jeg har altid elsket at skrive og udfolde mine tanker og idéer på skrift. Det er virkelig som om, jeg tænker ekstra godt (okay, så ekstra meget da!), imens jeg skriver.

Når først min hånd griber om pennen (og nej, jeg bruger jo egentlig ikke pen, men det lyder bare lidt smukkere end ”når mine fingre rammer tastaturet”), vokser mine tankestrømme sig kæmpestore, og jeg føler sommetider, at jeg kunne skrive en hel roman (hvilket jeg naturligvis også er begyndt på flere gange).

Allerede efter at have blogget en uges tid, undrede jeg mig over, at jeg ikke for længe siden havde oprettet altogingenting.dk. For som jeg var inde på i dette indlæg, så popper idéerne konstant frem i mit hoved, og min brainstorm-liste er efterhånden rimelig lang! Desuden bliver jeg vildt glad af at skrive – og endnu mere glad for alle de søde ord og kommentarer, jeg får af mange af jer. For når man som jeg elsker at skrive, og nogen så fortæller én, at de føler sig underholdt af det man skriver, så er det jo en ren win-win situation!

Jeg er dog ret overbevist om, at jeg allerede har erhvervet mig en mindre arbejdsskade! Jeg kan efterhånden afbryde næsten enhver situation, fordi jeg lige pludselig får en idé til et indlæg, som simpelthen bare noteres i samme sekund. Det lærte jeg efter en aften, hvor jeg lå i min seng og fik to knaldgode idéer, lige inden jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede op morgenen efter, var der kun én idé tilbage. Den anden var pist væk. Og den er ikke dukket op siden!

Grundet bloggen lider jeg dermed af en alternativ form for narkolepsi. I stedet for at falde i søvn midt i en aktivitet, falder jeg derimod i staver og kommer ikke til mig selv igen, før jeg lige har noteret tanken på min telefon! Kan man mon søge en form for statsstøtte eller forhøjet SU? Det tager trods alt lidt ekstra tid at kæmpe sig igennem pensum eller gå en tur i Føtex, når man konstant skal stoppe op og tage notater..

 

Hvad jeg har lært på få dage

Hvad jeg har lært på få dage

  • Hvis man taber sin glasneglefil på gulvet, går den i mange stykker. Ups.
  • Hvis man derimod taber sin scintonic, knækker låget og den bliver stort set umulig at åbne (hvad er der galt med mig? Hvorfor taber jeg alle mine ting nu?)
  • Der er tydeligvis ingen grænser for, hvor mange gange man må sige ordet ulovligheder i ét tv-program (og ja, der er naturligvis tale om programmet ”Den store sladderskandale”, som blev sendt på TV 2 i aften)
  • Når der er udsalg i Magasin på selveste lønningsdag, er der virkelig mange mennesker – specielt i beauty-afdelingen
  • Når man spiser en is og en flødebolle hurtigt efter hinanden kan man risikere at få en lille smule ondt i maven
  • At gå på weekend allerede torsdag eftermiddag er en dejlig ting!
Livets små glæder #2

Livets små glæder #2

  • Når man finder en 20’er i lommen på en jakke, man ikke har brugt i lang tid
  • Når man for første gang i starten af en ny sommer har bare tæer i græsset (det havde jeg i søndags. Ahh)
  • Når der pludselig går 1700 kroner ind på kontoen, og man finder ud af, at det er feriepenge, man på mystisk vis glemte at få udbetalt året før
  • At vende sin dyne om i løbet af natten, så man får den kolde side nedad
  • Når man ankommer til busstoppestedet på samme tid som bussen og slipper for at vente
  • Når man får en forlomme i køen i Føtex af en mand med en propfyldt indkøbsvogn
Bloggens første måned

Bloggens første måned

I dag er det en måned siden, bloggen gik i luften – den blev dog først offentliggjort to dage senere, men hvem tæller. Her kommer lige en oversigt over bloggens første måned i tal:

  • Jeg har udgivet 32 indlæg inkl. dette
  • Der er i alt 42 kommentarer her på bloggen (af hjertet tak! Jeg hopper af glæde hver gang)
  • Min ”to-write”-liste over idéer til kommende indlæg fylder nu 5 sider i punktform i Word
  • For 14 dage siden fik bloggen sin egen Facebook-side
  • Det mest sete opslag på Facebook er linket til indlægget ”Top 3 over overflødige sætninger
  • Bloggen har haft allerflest besøg fredag den 25. april, hvor jeg skrev indlægget ”Voksne spiser jo ikke slik
  • Antal kommentarer fra trolls: to – fra den samme person. Den mailadresse, der var angivet, tilhørte intet mindre end Holstebro Kommunes Borgmester. What? En form for identitetstyveri.
  • Indlægget ”Tid til shopping” har fået flest likes
  • Antal gange, jeg er stoppet op i en butik/i bussen/på strøget/midt i en samtale, fordi jeg pludselig fik en idé til et skriveemne og med det samme måtte notere den: kan ikke tælles…

Jeg er vild med at blogge, og jeg er vild med, at I læser med!

Her er lige et lillebitte smugkig på min brainstorm på mobilen:

noter

Gastronomi på højt plan

Gastronomi på højt plan

Lad mig sige det med det samme: jeg elsker stavefejl. Jeg er lidt af en flueknepper sådan rent grammatisk, og stavefejl springer mig virkelig i øjnene. Jeg kan ikke undgå at lægge mærke til dem!

I dag var jeg til personalemøde på mit arbejde, og efter mødet var der fællesspisning. Vi havde bestilt maden fra en sandwich-/burgerbar i Aarhus. Da maden ankom, var der mange spændende ting på menuen.

Først var der en kollega, der fik sådan en spændende sag:

4

 

Der var også en, der fik en sandwich med følgende indhold:

6

Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt der står “øge” eller “æge”. Jeg gætter (og håber) på det sidste.

 

Til sidst var der den her:

5

Læg her mærke til, at man har startet med at skrive et “t”, da man skulle skrive “cheese”. Det er dog heldigvis gået op for vedkommende, at det naturligvis startede med “c” i stedet for.

Som I nok kan se, var der masser af nyt og spændende mad. Og det er bestemt ikke for at gøre grin med folk, der har svært ved at stave. Men hvis man arbejder på en burgerbar, er det vel ikke for meget forlangt, at man lige lærer at stave til burger. Og til cheese for den sags skyld. Selvom en “chis borger” nu også lyder lækkert nok…

 

 

I’m your tamagotchi – en barndomshistorie

I’m your tamagotchi – en barndomshistorie

Alle, der er vokset op i 90’erne, kan huske tamagotchien. Det lille elektroniske kæledyr, som man selv skulle passe. Dyret skulle have mad, sove, leges med og holdes renlig. Det var det tætteste, vi kom på en smartphone i vores barndom. En lille æggeformet maskine, som havde en endnu mindre skærm med en superfed opløsning.

Nøj, hvor var det et fedt stykke legetøj. Jeg var virkelig imponeret. Men det var min mor og far bestemt ikke. De havde hørt historier om, hvordan tamagotchien bippede i tide og utide og forstyrrede undervisningen i folkeskolen. Så jeg måtte ikke få en! Hvilken skandale. ALLE pigerne havde jo sådan en. Der var sågar en pige fra parallelklassen, som havde 6-7 stykker. Men ikke lille mig. Så jeg fes rundt mellem alle pigerne i frikvartererne og fik lov at prøve deres. Og når jeg kom hjem plagede jeg mine forældre om lov til at få min egen. Når de atter sagde nej, plagede jeg lidt igen. Men de forbarmede sig ikke.IMG_1491

Jeg lagde hovedet i blød. For en tamagotchi SKULLE jeg altså have. Heldigvis var jeg et meget kreativt barn, så jeg lavede da bare én selv. På få minutter havde jeg tryllet med en tændstikæske, noget karton, en limstift og en kuglepen. Og vupti – min helt egen tamagotchi. Og så legede jeg ellers bare med den (fantasien fejlede sgu ikke noget). Jeg gav den mad, lagde den i seng, legede med den og gjorde den rask, når den blev syg.

På et tidspunkt fik jeg lov at passe min venindes tamagotchi. En hel dag og nat. Jeg var så stolt. Endelig havde jeg en ægte tamagotchi. Det hele gik super fint, lige indtil katastrofen indtraf. Jeg tabte den på badeværelsesgulvet. Og så døde kæledyret (læs: maskinen genstartede). Jeg græd som pisket og var panisk angst for, at min veninde ville blive sur på mig. Nu havde hun passet den så godt og fået den til at blive gammel. Og så slog jeg den bare ihjel! Nu skulle hun starte helt forfra…

Mine forældre trøstede mig (og blev nok lige dér bekræftet i, at det var en rigtig beslutning at nægte mig at få min egen), og derefter løb jeg over til min veninde for at aflevere den tilbage. Hun blev slet ikke sur. Hun spurgte derimod, om jeg ikke ville låne den igen. Men dét ville jeg bestemt ikke…

Og så løb jeg hjem igen og legede med tændstikæske-tamagotchien. Da pigen med 6-7 tamagotchier senere skulle have fjernet mandler, tilbød hun os andre at passe dem imens. Jeg takkede pænt nej. Det havde jeg slet ikke nerver til.

I kan jo så selv gætte, hvad jeg gjorde et par år efter, da jeg ønskede mig en computer…