Tag Archives: sove

Mig?! Nej, jeg sover slet ikke

I dag vil jeg bare lige kigge forbi og smide en hurtig tanke. Det handler om det der spjæt, man sommetider giver, når man er lige ved at falde i søvn. Det kender I godt, ikke? Man ligger så dejligt og er åbenbart liiiige ved at falde i søvn og pludselig siger det SPJÆT, og man får et mindre chok. Og bliver totalt forvirret.

Men det, jeg egentlig tænkte på, var; hvorfor prøver man altid at benægte, at man lige faldt i søvn? Det er en form for refleks. Og som om man bliver lidt flov over sit lille spjæt. Når jeg laver et ”jeg-faldt-lige-i-søvn”-spjæt, opdager min kæreste det naturligvis. Og så er det som om, jeg helt automatisk prøver at benægte det! Så lader jeg som om, jeg er helt frisk og slet ikke var ved at falde i søvn. But why? Beviset var der jo lige…

Og hvorfor skal de skide spjæt altid komme, når man falder i søvn under en film? Så bliver man max busted i dét øjeblik, man kommer til at lukke øjnene. Det sker jo næsten aldrig, når man ligger i mørket og rent faktisk med fuldt overlæg forsøger at falde i søvn. Og hvis det endelig gør, så er det også irriterende, fordi det ødelægger den søvn, man ellers lige var ved at falde i. Jeg bliver altid helt frisk bagefter. Røv. Men den detalje er selvfølgelig meget smart, hvis man lige er i gang med at se en film…

Jeg ligger bare lige 10 minutter mere…

For noget tid siden røbede jeg her på bloggen, at jeg er inkarneret b-menneske. I dag vil jeg afsløre, at det ikke er nok med det. Jeg er nemlig også en snoozer!alarmer

Jeg har researchet mig frem til, at mit b-menneske-gen må være medfødt. Mine forældre har nemlig fortalt mig, at jeg igennem hele min barndom har elsket at sove længe. Jeg var seriøst helt fra lille sådan et barn, der skulle vækkes om morgenen! Altså som i totalt omvendtland, hvor jeg snorksov og lod mine forældre sove igennem. Yndlingsbarn, hva’? Jeg satser i hvert fald stærkt på at videregive netop dét gen til mine egne børn.

Nå, men det var jo egentlig slet ikke dét, vi skulle tale om. Som følge af min forkærlighed for at sove længe og mine store problemer med at komme op om morgenen, når vækkeuret ringer, er jeg blevet en (meget) afhængig snoozer. Og jeg snoozer ikke kun med en enkelt alarm, nej nej nej nej. Jeg sætter en hel bunke alarmer til, fordi jeg oven i hatten også lider af kronisk angst for at komme for sent op! Der er altid sat et par ekstra alarmer til, som ikke bliver brugt. De er bare min egen lille sikkerhedsbuffer.

På billedet kan I se de alarmer, jeg slår til. Og der er altså i virkeligheden lidt flere end dem, der kunne komme med på screenshottet… I kan nok regne ud, at det derfor bliver til en hel del gange, min alarmtone bliver afspillet hver morgen. Det har imidlertid medført, at jeg er blevet delvist immun overfor netop dén tone. Hvilket resulterer i, at jeg slår den fra i søvne. Vildt praktisk, ja. Det sker endda sommetider flere gange i træk. Men på mystisk vis kommer jeg aldrig for sent op (7-9-13 og bank under bordet).

Det skal stoppe nu alt det snoozeri. Jeg tror, jeg tager en kold tyrker. Men hvad nu hvis jeg kommer til at slå alarmen fra i søvne? Min underbevidsthed er jo vant til, at det er helt okay, for der ringer jo normalt en ny alarm om max 10 minutter. Fuck. Jeg er kommet ind i noget af en ond cirkel her. What to do?!

Hvem har set mit sovehjerte?

Jeg er alvorligt bange for, at jeg er gået i stykker! Jeg skulle have været i skole i dag fra klokken 8, men allerede i går blev undervisningen aflyst. Derfor så jeg frem til at sove længe i dag. Sådan rigtig dejligt længe. Det skulle desværre hurtigt vise sig, at det ikke kom til at ske.

Jeg vågnede i morges, fordi min telefon vibrerede. Solen skinnede ind gennem persiennerne, og så kan man jo ikke blive andet end glad! Så lå jeg lidt og nød den dejlige følelse af at vågne frisk op til solskinsvejr og ikke engang skulle skynde sig op. Lidt efter hev jeg min mobil ned fra hylden, og skete det. Jeg opdagede, at klokken kun var 7.42. Seriøst. 7 fucking 42.

Med det samme besluttede jeg mig naturligvis for, at jeg skulle sove lidt mere. Jeg skulle jo ligesom sove længe i dag! Så jeg skyndte mig at lægge mig godt til rette, og så skulle jeg ellers nappe et par timers ekstra søvn. Men tror I, jeg kunne falde i søvn igen? Næh nej, jeg var frisk som en havørn. Jeg lå og vendte og drejede mig indtil lidt over 8. Pleeease, lad mig nu sove lidt mere, nu hvor jeg endelig har tid.

Det lykkedes ikke. Jeg måtte hoppe ind på sofaen og chille til Go’ Morgen Danmark. Heller ikke dér kunne jeg så meget som blunde en lillebitte smule. Hvad er der galt med mig? Jeg er ærligt talt lidt bekymret for mig selv. Det er forhåbentligt ikke fordi, jeg er ved at blive rigtig voksen?! For så skal jeg altså lige have fat i Peter Pan (er der i øvrigt nogen, der kan skaffe hans nummer?). Jeg er på ingen måde klar til at være så voksen, at jeg vågner før klokken 8 helt af mig selv.

Hvis nogen skulle få øje på mit sovehjerte et eller andet sted, så skriv hurtigst muligt. Det er allerede meget savnet!

At stille uret til sommertid

I sidste weekend var det jo tid til at stille uret en time frem og dermed overgå til sommertid (så hvis nogen undrer sig over, at være kommet en time for sent hele ugen, så ved I nu endelig hvorfor). Jeg er fan og synes, at det er en skide god idé. Pludselig bliver det senere mørkt om aftenen, og det er da intet mindre end herligt. Og virkelig sommeragtigt. Det kan da kun skrue lidt op for humørbarometret. Hvis vejret så lige gad følge trop, ville det da være helt perfekt. Men nej selvfølgelig ikke, det er jo trods alt Danmark, vi bor i. Indtil videre må vi nøjes med at sidde indenfor om aftenen og kigge ud på det kolde, men dog lyse vejr! ur

“Problemet” (ifølge nogen i hvert fald) med sommertid er jo bare, at vi mister en time. Vupti, på ét sekund gik der lige en time. Selv var jeg i byen i sidste weekend, og pludselig kiggede jeg på min telefon, som viste at klokken var 03.04. Og jeg skulle egentlig bare ud og have en enkelt øl med et par veninder klokken 21 (jaja, som om det ikke også er sket for jer!). Jeg kunne virkelig ikke forstå, at klokken var blevet så mange. Hvor i alverden var alt tiden blevet af? Seks timer! Vi havde jo bare siddet og snakket? Men så gik det heldigvis op for mig, at min telefon naturligvis selv havde stillet om til sommertid, og at klokken derfor i virkeligheden kun var 02.04. Så gav det straks mere mening (for alle ved jo, at det ikke tager seks, men kun fem timer at drikke en enkelt øl).

Men hvad er det lige, der sker for alle de mennesker, der altid brokker sig over at miste én enkelt time. Én fucking gang om året (som endda går lige op med den ekstra time, vi får én gang om året også). Jeg forstår virkelig ikke, hvordan det kan være et problem for nogen. Vi snakker en enkelt time, der lige forsvinder i løbet af natten. Jeg mener bare; hvor fasttømret en døgnrytme har man lige, hvis man ikke kan sove én sølle time mindre en enkelt nat? Det giver jo seriøst kun mening at brokke sig, hvis man hver nat sover præcist det samme antal timer (og samtidig ikke har tid til at gå en time tidligere i seng eller stå en time senere op!).

Og hvem har så lige pludselig ret til at brokke sig? Right! Nobody. Måske lige undtagen dem med små babyer, har jeg ladet mig fortælle – men det er en helt anden snak. Desuden får de jo ikke ordentlig nattesøvn alligevel, så mon ikke det hele går.

Så skulle vi nu ikke bare sætte pris på vores skønne sommertid og de lyse sommeraftener, den fører med sig? Og så overlever vi nok alle sammen at undvære en enkelt times søvn én gang om året. Vi tager jo revanche til efteråret.

Livet som b-menneske

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme. Jeg er B-menneske. Med et meget stort B. At sove er noget af det bedste jeg ved. Bare dét at skrive om det nu, giver mig seriøst lyst til at nappe en lille morfar! Ih, hvor jeg elsker at sove. Men jeg det skal være, når jeg har lyst, og ikke bare fordi klokken slår 22. Hvis jeg først bliver træt klokken 03, går jeg først i seng klokken 03. Og så står jeg måske først op klokken 10 eller 11 dagen efter.

Lad os så sige, at jeg tager i skole/på arbejde/på besøg hos en veninde/noget andet klokken 12. Her møder jeg folk med et ”Godmorgen”. Straks kigger nogen forbavset på mig: ”Godmorgen?! Klokken er 12! Er du først lige stået op?”. Og som I nok har gættet, så er det naturligvis A-mennesker, der kommer med den slags kommentarer. For i deres hoveder giver det jo slet ingen mening at sove så længe. ”Man sover jo hele dagen væk!”.

Når disse situationer udspiller sig, føler jeg mig faktisk sommetider stemplet som doven. Fordi jeg godt kan lide at sove længe. Men hvis man tæller efter, så sover jeg jo ikke flere timer, end A-mennesker gør – jeg sover bare på et andet tidspunkt. Jeg elsker at sidde oppe sent om aftenen og natten. Der er så stille og ingen forstyrrelser. Man kan gøre, hvad man vil – måske lige undtagen at tage på shoppetur og den slags (et godt råd, hvis shopaholic-genet skal tilfredsstilles på den tid af døgnet = webshops). Og jeg nægter simpelthen at ændre min døgnrytme, fordi ”normen” siger det. Eller okay, jeg har forsøgt i gymnasietiden, hvor bussen gik klokken 7.10 hver morgen, og det lykkedes ikke. Dengang kom jeg i stedet ind i den der supergode rytme, hvor man sover fem timer hver nat og tager en middagslur på to timer hver eftermiddag. Vild ungdom!

Men nu er det jo ikke fordi, alle A-mennesker går og kalder mig doven. Bestemt ikke. Men det føles bare lidt sådan. Som om det er A-menneskerne, der er velfungerende, og B-menneskerne, der er helt forkert på den. Jovist, jeg kan da godt se, at A-mennesker følger døgnets naturlige rytme i forhold til solopgang og solnedgang og den slags. Men det fungerer bare ikke for os andre.

Jeg foreslår derfor, at vi lige her og nu slutter fred mellem A-mennesker og B-mennesker.  I stopper med at grine af os, fordi vi sover længe, og så stopper vi med at fnise, når I går tidligt i seng (selvom det først er dér, det sjove sker. Høhø). Basta. I virkeligheden er A-mennesker og B-mennesker jo et fantastisk team: tilsammen kan vi klare hele døgnet!

Og husk så lige at udnytte de kompetencer, som jeres døgnrytmer lægger op til! Hvis du alligevel vågner klokken 6 hver morgen, så nap en tjans som avisbud. Jeg har derimod før i tiden brugt mit ”være-vågen-om-natten”-gen til at udfolde mig som bartender i det Århusianske natteliv. Vi må jo alle træde til, hvor vi kan.