Category Archives: Samfund

“Social Media Is Not Real Life” – det siger du ikke?!

Har I hørt om den australske pige Essena O’Neill, der har droppet sociale medier? Hun var åbenbart yderst populær på både Instagram og YouTube, hvor hun havde mere end en halv million følgere.

Jeg selv havde dog aldrig hørt om hende, før der pludselig var skrevet spalte op og spalte ned om hende i bunkevis af danske og internationale medier (og det gætter jeg på, at de fleste af jer andre heller ikke havde?).

På min Instagramprofil @altogingentingdk har jeg da for længst afsløret sandheden!

På min Instagramprofil @altogingentingdk har jeg da for længst afsløret sandheden!

Folk gik jo amok og faldt fuldstændigt bagover af begejstring. “Hun afslører sandheden om de sociale medier!” blev det proklameret i overskrifter over and over again.

… og nu siger jeg lige noget: gu’ gjorde hun da ej!

Hvis man virkelig mener, at hendes udtalelser er en ren åbenbaring og afsløring af sandheden bag de sociale medier, så er man da også for dum og naiv. Det er jeg nødt til at sige.

Har nogen rigtige, levende mennesker i 2015 seriøst gået rundt og troet, at folks billeder på Instagram (og andre sociale medier for den sags skyld) afspejler den virkelige verden?

Det bekymrer mig ærligt talt en del. Men det må jo næsten være tilfældet, når nu en ung pige ligefrem bliver verdensberømt for at afsløre, at hun trækker maven ind på sine billeder. Og at man ikke nødvendigvis er glad indeni, fordi man smiler på sine billeder. Hvem i alverden havde ikke regnet den ud?

Det er naturligvis utrolig synd for den unge pige, hvis hun i virkeligheden har gået rundt og haft det rigtig skidt (det er slet ikke dét, jeg snakker om her). Men hvorfor skal det fremlægges af verdenspressen, som om hun afslører noget som helst?

Vi iscenesætter jo alle sammen os selv konstant. Og det sker både på de sociale medier, men altså også i høj grad når vi omgås mennesker i det virkelige liv. Det er bare som om, de sociale medier altid får hele skylden for det.

Lad mig her bringe en chokerende afsløring om mig selv: Jeg støvsuger altid min lejlighed, inden jeg får gæster! Men når vi ikke lige har gæster, så kan der altså godt ligge et par nullermænd og brødkrummer på gulvet, uden jeg straks hiver støvsugeren frem.

biograf instaOg nu ringer de garanteret fra alverdens medier for at spørge ind til denne chokerende sandhed, jeg netop har delt.

Jeg ser overskrifterne for mig: “Hun afslører sandheden om livet uden for sociale medier”. Der bliver sikkert skrevet spalte op og spalte ned om, at mange mennesker rent faktisk støvsuger og bager boller, lige inden de får gæster.

For halli hallo. Dét at støvsuge inden man får gæster er sgu da nøjagtigt det samme som at tage et selfie til Instagram fra præcis den vinkel, der skjuler den bums, man lige har fået på kinden.

Et rent hjem én aften betyder jo ikke nødvendigvis, at man altid lever i en nystøvsuget lejlighed. Og et pænt, ubumset selfie på Instagram betyder jo ikke, at man aldrig har en bums (den eneste forskel er, at det på sociale medier er en del mindre krævende at iscenesætte sig selv. Man behøver hverken finde støvsuger eller karklud frem).

“Social media is not real life”. Sådan lød Essena O’Neills budskab igen og igen, da hun valgte at droppe de sociale medier (et budskab hun netop kom ud med via sociale medier).

Tænk at blive verdensberømt for at afsløre noget så logisk at selv burhøns allerede har regnet den ud …

Så skulle vi nu ikke bare blive enige om, at det er vores eget ansvar ikke at lade os narre til at tro på alt, hvad vi ser på de sociale medier. Præcis ligesom vi heller ikke skal tro på alt det, vi ser og hører ude i den virkelige verden. Tak.

Om folketingsvalg og mediedækning

SÅ skete det. Helle Thorning trykkede på knappen. Vi skal til stemmeurnerne den 18. juni. Valgkampen er nu en realitet. Om end den allerede har været i gang i månedsvis. Orker vi næsten mere?

Medierne gik (selvfølgelig) helt amok. De har med garanti hoppet op og ned af bare glæde og spænding rundt omkring på nyhedsredaktionerne i hele landet. De har jo ventet SÅ længe på den udmelding.valg

Jeg havde fået en notifikation på min telefon, allerede da jeg vågnede i morges klokken 7. Lidt senere så jeg Nyhederne på TV 2, hvor de selvfølgelig havde gang i Breaking News. Jeg læste også både hos DR og Politiken, at der ville blive udskrevet valg i dag. Alt sammen flere timer inden Helle Thorning rent faktisk fik lov at udskrive valget.

Men klokken 11 blev det altså officielt. Da jeg i eftermiddags cyklede hjem fra arbejde, var der valgplakater overalt. Der var partilederrunde på DR1 tidligere på aftenen, og nu har jeg smidt mig på sofaen med partilederrunde nr. 2. Denne gang på TV 2.

Min umiddelbare tanke: burde jeg have læst retorik og søgt job som spindoktor? ”Du skal bare svine alle de andre og undgå at tale om dig selv og din egen politik”. Kachiiiiing!

Hvis I også har tændt for valgkamps-tv i dag, har I sikkert også lagt mærke til følgende: hvad filan sker der for, at tv-kanaler simpelthen nægter at nævne navnet på deres konkurrenter? Adskillige gange tidligere på aftenen har jeg hørt TV 2 journalister sige, at ”Klokken 19 sendes den første partilederrunde på den konkurrerende kanal”. Hvad skal det nu til for? Vi ved jo alle sammen godt, at der er tale om DR 1. Så sig det da som det er. Det andet lyder da bare for dumt. Specielt 7 gange i træk. Det orker jeg ikke at høre på i 22 dage.

Brok brok brok, tænker I nok. Om jeg ikke snart er færdig? Næh. Jeg er nemlig også ret utilfreds med timingen. Jeg har været klar på valgkamp hele vinteren og foråret. Men HVORFOR I ALVERDEN SKAL VALGAMPEN LIGGE LIGE OVENI MIN EKSAMENSSKRIVNING? Med fuldtidspraktik OG studiejob OG eksamen er mine næste tre uger altså tidspresset nok i forvejen.

… og SÅ er jeg færdig. For nu!

Et sandt cykelstyrt

I går skete der noget. I får historien her, fordi jeg håber, at vi alle sammen kan lære noget af episoden. Jeg kom cyklende gennem støvregnen på min ganske seje cykel. Jeg havde godt med fart på, fordi jeg havde lidt travlt.

På et tidspunkt ville jeg lige overhale en dame, som også var på cykel. Det kørte fint, og jeg nåede op på siden af hende. Pludselig trak hun ud (jeg aner ikke hvorfor, måske var der en vandpyt eller noget). Hun stødte ind i mig, og BUM sagde det. Så ramte jeg asfalten, og jeg landede ude på vejen. AV for katten.

Nu: safety first!

Nu: safety first!

Det hele gik vildt hurtigt, og jeg kunne på ingen måde nå at gøre noget. Heldigvis var der ingen biler lige bag os, selvom det foregik på en forholdsvis stor vej! Jeg lå helt forvirret der på vejen, men fik hurtigt samlet mig selv og min cykel op. Allerede her kunne jeg mærke en ømhed i kroppen.

Damen vælger så at råbe af mig: ”Du skal simpelthen lære at bruge din ringeklokke!”. Øh… Den kan jeg sagtens finde ud af at bruge. Men det var ikke nødvendigt i dette tilfælde. Der var rigeligt med plads til min overhaling. Det er nok nærmere dig, der skal lære at se dig over skulderen før du trækker ud i den anden side! Alt dette fik jeg naturligvis ikke forklaret hende så grundigt, fordi jeg var helt konfus og forskrækket over, hvad der var sket.

Men bagefter har jeg virkelig været sur over den opførsel. Hvad fanden ligner dét? Hun kigger sig ikke for og kører derfor ind i mig, så JEG flyver i gulvet og lander ude på vejen. Og så tillader hun sig at skælde mig ud for det. Det er bare ikke okay.

Jeg gætter på, at hun selv blev chokeret over det, der skete, og måske heller ikke tænkte helt klart. Hun endte da også med at sige ”Jamen det må du undskylde så”, før hun satte sig op på sin cykel og kørte videre.

Heldigvis mistede jeg ikke troen på det gode i mennesket helt. For der var nemlig en meget sød ung pige, som havde cyklet bag os, der stoppede op. Hun ville lige tjekke, om jeg var okay, og om jeg mon havde slået hovedet. Hvor var det bare sødt af hende!

Jeg har ikke helt kunnet slippe episoden efterfølgende. Jeg har virkelig været sur over det. Og forskrækket naturligvis! Helt ærligt. Hun kunne virkelig godt have sagt undskyld med det samme og erkendt sin fejl. I stedet for at fare i flæsket på mig!

Men Line havde du cykelhjelm på? Nej. Det havde jeg desværre ikke. Heldigvis gik det kun udover mit knæ, lår og albue. Jeg er ret øm og har da også fået nogle blå mærker og en hudafskrabning, men alt dette kan jeg godt leve med.

Og hvad kan man så lære af den historie? Først og fremmest at vi skal behandle hinanden ordenligt. Vi skal tale pænt, og vi skal for hulan da tage hensyn til hinanden. Der er andre i verden end os selv. Og så skal vi huske at cykle med cykelhjelm. Det vil jeg i hvert fald gøre fra nu af! For selvom man selv passer på og overholder alle reglerne på cykelstierne, så kan man bare ikke gardere sig imod den slags uheld…

Dagmar, Egon og alle de andre

… Hold kæft mand, den overskrift lyder virkelig som titlen på den sidste nye roman i serien om Plejehjemsbanden, ikke? Den gråhårede flok som er på jagt efter tykke nylonstrømper, wienerbrød og hvad gamle mennesker nu ellers er storforbrugere af.

Men det er det slet ikke. Det var bare noget, jeg lige fandt på (måske jeg skulle skrive den?). Dagmar er nemlig den storm, der indtog Danmark i går, mens Egon er stormen, der huserer lige nu – men det var I nok alle sammen klar over. Og de navne har jeg naturligvis i sinde at brokke mig lidt over.

For hvad i alverden foregår der? Skulle vi nu ikke tage at give de storme nogle ordentlige navne? Som måske var en anelse mere frygtindgydende? Hverken Dagmar eller Egon lyder særligt skræmmende, kraftfuldt eller uhyggeligt. Og i medierne forbereder de os jo altid på det værste (hvilket er ganske okay), men det er sgu svært at tage 100 % alvorligt med de navne.

Stoooore, stærke Dagmar og Egon.  Det lyder jo mere som en hyggetante eller ditto onkel, der aflægger visit.

For fuck’s sake, vi har en TÆRTE som hedder Dagmar. Mere hyggeligt bliver det altså ikke! Så kan vi sgu da ikke lige pludselig kaste navnet efter en storm. Den går ikke.

I det mindste gav navnene da anledning til sjove overskrifter. Se bare Ekstrabladets opfindsomhed:

dagmar

For slet ikke tale om Bodil i 2013… Skal vi gætte på, hvad det næste navn bliver? Jeg siger Ferdinand!

Den dersens nytårsaften

Det kan næppe være nogen hemmelighed, at der er gået lidt sport i at hade nytårsaften. Det er efterhånden næsten lige så udbredt som at hate på valentinsdag (som så igen er næsten lige så udbredt som at hate på DSB). Jeg har da også selv været der. I kender jo alle argumenterne ”Det er jo bare en aften ligesom alle andre”, ”Det bliver aldrig så fed en fest, som man troede” osv.fyrværkeri

Men hallo. Det er jo bare, hvad man gør det til. Det behøver ikke være årets fedeste fest. Men det det gerne være. Det er jo i bund og grund bare en oplagt mulighed for at holde en fest? Så det kan man sgu da lige så godt benytte sig af, ikke?! Ja altså, hvis man da ellers har lyst til fest og rabalder.

Man kan jo bare lege, at det er en ganske almindelig lørdag aften, hvis man er bange for at få skruet forventningerne for højt op. Den eneste forskel er måske alligevel bordbomber, sjove hatte, konfetti og fyrværkeri.

Hvad sker der for resten for hele traditionen med fyrværkeri? Er det bare det dummeste eller hvad? Vi drikker os pattestive i løbet af hele aftenen, og når klokken slår 12, går vi alle ud på gaden og leger med krudt! Virkelig, virkelig dum idé. Og jeg hader faktisk fyrværkeri. Bevares det ser da flot ud, men jeg er mildest talt pisse bange for det. Og jeg fatter ikke, at folk gider bruge penge på den slags.

Jeg prøver bare at sige, at jeg synes, vi burde finde kærligheden til nytårsaften frem igen. Uanset hvordan vi så vælger at fejre den! Og jeg er altså på ingen måde typen, der planlægger aftenen, gæstelisten og menuen allerede i sommerferien. Jeg synes bare ikke, man skal gøre aftenen til noget større end det er – så er det jo klart, man bliver skuffet. Ej heller skal man skyde den ned på forhånd med “nytårsaften er en lorteaften”-holdningen. Hvorfor skulle den pr. definition være mere lortet end en lørdag?

I år skal min kæreste og jeg fejre nytår i et sommerhus med en flok gode venner, og det glæder jeg mig helt vildt til. Og i morgen formiddag skal jeg gøre mig og mine ting klar til afgang, imens jeg lytter til Festen og Gæsten på P3. Hurra!

Hvordan skal I fejre nytårsaften?

Sundhed sundhed sundhed

Sundhedsbølgen er skyllet ind over Danmark (no shit, Sherlock!), og stort set alle mennesker forsøger at leve efter enten paleo, LCHF, 5:2-kuren eller noget andet i den dur. Det er selvfølgelig fedt, at vi virkelig er begyndt at være opmærksomme på kost og motion, og at man skal passe på sin krop.

Men det betyder også, at man oftest ikke kan logge på Instagram uden at blive ramt af dårlig samvittighed, fordi det vrimler med proteinpandekager, sunde snacks, løbesko og fitnessbilleder. Alt imens man måske lige selv har sat sig godt tilrette i sofaen med en skål bland selv-slik. For man KAN jo ikke være sund hele tiden!

Det har fået mig til at tænke på sundhedsbilledet igennem tiden. For kan I ikke huske dengang i ”gamle dage”, hvor man var bange for fedt? I dag er det pludselig kulhydraterne, vi ikke gider lege med!

Da jeg var barn, fik vi altid at vide, at vi ”altså skulle spise vores kartofler!”. For slet ikke at tale om rugbrød. ”Du skal huske at spise din rugbrødsmad, så du kan blive stor og stærk”. I dag er begge dele pludselig bandlyst. Sidder forældre så monstro rundt omkring i de danske hjem og befaler deres børn at huske at spise rigeligt med flødesovs?

Derudover var frugt altså bare det übersundeste. Frugt, frugt, frugt skulle man spise. Kan I huske, da smoothien blev the shit? Uha, jeg skyndte mig at investere i en blender, så jeg kunne lave nogle af de der sunde og lækre smoothies. Den går heller ikke i dag! Nu skal vi drikke juice med spinat, rødbeder og gulerødder.

Vil I høre noget vildt? I min folkeskole kunne vi købe sodavand og toast i kantinen! Sølle 10 kroner kostede sådan et sæt. Så vi sad der i spisefrikvarteret i 7. klasse og mæskede os i kridhvidt brød med skinke og smeltet ost og drak rød sodavand til! Det lyder jo helt sindssygt, når man tænker over det i dag.

Puha, mon vi nogensinde kommer til at kunne følge helt med? Selv forsøger jeg at gå op i og ikke mindst tænke over, hvad jeg propper i munden. Men jeg kommer aldrig til at leve efter en kostplan eller diæt. Jeg er jo en værre slikmund, og det skal der også være plads til i mit liv. Så længe det ikke tager overhånd. Sundhed handler jo ikke kun om tallet på vægten eller min taljes omkreds, men i høj grad også hvordan jeg har det. Og jeg ville altså gå psykisk ned, hvis jeg hver eneste dag skulle leve af broccoli, kylling og kogt vand med citron.

Hvordan har I det med sundhed? Og hvad købte I i folkeskolens kantine som børn?

Den gode, gamle tillid i Danmark

Jeg læste engang, at én af grundene til, at danskerne flere gange er blevet udnævnt til verdens lykkeligste folkefærd, er, at vi har så meget tillid til hinanden. Og hvor er det dog rigtigt! Jeg er fan af det.

Vi stoler ofte blindt på helt fremmede mennesker. Og med god grund viser det sig gang på gang. Dét er da til at blive glad i låget af!

Når vi sidder i toget og skal tisse, beder vi lige sidemanden om at passe på vores taske. Det er egentlig ret spøjst. Altså vi vurderer jo, at der er en reel risiko for, at nogen vil stjæle den (ellers ville vi vel bare gå fra den). Derfor beder vi et vildt fremmed menneske om at vogte over den. Hvordan kan vi vide, at netop dét menneske, vores taskes nyerklærede bodyguard, ikke selv stjæler tasken?

… Det ved vi jo sådan set heller ikke. Men vi vælger at tro på det. Vi vælger at udvise tillid. Det er da egentlig meget smukt!

Hvis jeg sådan frit fra hoften skal gætte på andre årsager til, at vi danskere er så lykkelige, så kommer der et par forslag her:

  • Vores fire fantastiske årstider. De er alle skønne, og vi har hele tiden noget at glæde os til. Når vi bliver trætte af vinteren kan vi glæde os til foråret osv.
  • Rugbrød.
  • Frikadeller med det hele (inkl. kartofler og brun sovs selvfølgelig).
  • … Jeg kunne selvfølgelig også have nævnt velfærdsstaten, sikkerhedsnettet, ”gratis” uddannelse, lægehjælp osv. Men det er der jo så mange andre, der har nævnt!

Are you fucking kidding me?! MERE skyr og lakrids!

Da jeg kom hjem i eftermiddag, smed jeg mig på sofaen (oh yes!) og fyrede op for tv’et. Det viste sig, at der var Go’ Appetit på TV 2. Et program, som jeg holder meget af at flyde ud til, alt imens jeg suger til mig af madlavningstips samt inspiration og appetit til aftensmaden.

MEN i dag blev jeg dog en anelse skuffet. I går skrev jeg et indlæg om, at skyr og lakrids ifølge mig er blevet hypet lidt ALT for meget. Det viser sig dog, at de i Go’ Appetit slet ikke har fået nok af de to madvarer endnu. Det første syn, der møder mig, da jeg zapper over på programmet, er dette:

kylling i lakrids

Dagens ret er simpelthen Kylling i Lakrids. Jeg grinede og blev samtidig irriteret (HVOR meget opmærksomhed skal vi lige fortsætte med at give lakridsen?), og jeg fløj straks op af sofaen for at nå at knipse et billede af tv-skærmen. Derefter satte jeg mig igen og tænkte på, hvor ironisk det er, at de netop skulle lave dén ret dagen efter mit ”jeg-hader-hypen-omkring-skyr-og-lakrids”-indlæg.

Galskaben stoppede dog ikke der. Der gik ikke længe, før dette billede dukkede op:

skyr med lakrids

Seriøst?! Der skal simpelthen BÅDE bruges lakrids OG skyr i denne famøse ret. Man skulle jo næsten tro, at de havde læst mit indlæg i går, og derefter tænkt: vi må da kunne lave en ret, der indeholder begge dele.

Og ikke nok med det, nej. De to yderst populære madvarer skulle blandes sammen. Altså skulle der laves en form for lakridsskyr! Præcis som jeg i går undrede mig over, at der endnu ikke eksisterer på markedet. Se mig, jeg er trendsætter…

Og for at det ikke skal være løgn, så havde kokken også lavet en hjemmelavet lakridsmælk, som de stod og drak under madlavningen! LAKRIDSMÆLK?! Præcis som jeg i gårsdagens indlæg forudså som en fast del af Nettos sortiment inden for et par måneder.

Hvad fuck sker der? Jeg har ikke flere ord!

Skyr mig her og lakrids mig der

Skyr, skyr, skyr!

Skyr, skyr, skyr!

Vi skal tale om noget. For hvad i alverden sker der for madmoden lige for tiden? Man kan jo efterhånden ikke se sig om eller logge på Instagram uden at der er skyr alle vegne. Og ting med lakridssmag. Det er ALLE steder! Ren skyr, skyr med bær, is lavet af skyr, kager bagt med skyr, lakridsmandler, lakridsis og lakridspulver på alt. Det undrer mig seriøst, at der ikke er kommet lakridsskyr på markedet endnu? Dét ville da hitte for vildt!

Og nu er det altså ikke for at træde nogen over tæerne (det er det nu aldrig her på domænet). Men jeg bliver sgu så træt af at se på og spise det samme igen og igen.

Forstå mig ret; jeg kan godt lide skyr. Jeg forstår bare helt seriøst ikke den store hype omkring produktet? Ja, jubii en slags creme fraiche/yoghurt med lavt fedtindhold og masser af protein.  Det er da cool nok, men skal vi nu ikke være ærlige overfor hinanden? SÅ godt smager det jo trods alt heller ikke. Det er bare cool at spise, det er in, og det er fuldt ud i overensstemmelse med den sundhedsbølge, der er skyllet ind over Danmark.

Skyr er altså et helt acceptabelt måltid at smide på de sociale medier. Jeg har endda ofte set folk beskrive deres retter med skyr, næsten som var det en opskrift: Her er en portion skyr med blåbær, jordbær og mørk chokolade. Det er da lidt sjovt, for man kan jo ligesom sagtens se på billedet, hvad der er i skålen! Det ville svare lidt til, at jeg lagde et billede op af min rugbrødsmad og skrev: Her får jeg lige en skive rugbrød med leverpostej og to skiver agurk.

Nå, men så har vi jo også lakridsen, som er gået hen og blevet en yderst populær herre. Det er bare blevet topmoderne at smide lakrids i alt. Te, is, øl, kager, brød und so weiter. En medstuderende fortalte endda for nogle måneder siden, at hun i sit lokale supermarked havde set lakridschips! Og i weekenden faldt jeg over denne i Føtex:

Jeg var ved at tabe underkæben, da jeg fik øje på denne fætter!

Jeg var ved at tabe underkæben, da jeg fik øje på denne fætter!

Seriøst, lakridsost?! Ej men hvad fanden sker der lige? Jeg vil vædde med, at der inden for et par måneder sælges både lakridsmælk, lakridssodavand og lakridsleverpostej i Netto. Og selvfølgelig lakridsskyr…

Hvad der kan ske, når man møder facere på gaden

Nu er det ikke fordi, jeg ikke vil støtte et godt formål (bare så vi lige har dét på plads, inden indlægget går løs). For det vil jeg hjertens gerne, og det gør jeg også af og til!

Men for det første har jeg faktisk ikke altid tid til at tale med 7 facere, hver eneste fucking gang, jeg går forbi Magasin. Jeg vil også hellere sidde derhjemme i sofaen i ro og mag og beslutte mig for, hvad jeg vil støtte – frem for at sige ja til de første to facere jeg tilfældigt støder ind i på gaden.

For det andet har jeg SÅ svært ved at sige nej, hvis jeg først begynder at tale med dem (fuldstændigt som telefonsælgere), at jeg simpelthen har besluttet mig for at forsøge at undgå det. Derfor forsøger jeg at sige klart nej fra starten, for hvis jeg først har virket interesseret, og de rigtigt begynder at tegne og fortælle, så får jeg dårlig samvittighed, og jeg føler virkelig, at jeg sidder i saksen. Årh nej, Line din klovn. Nu kan du ikke være bekendt at sige nej og gå din vej. Manden har jo lige brugt 7 minutter på at forklare dig om det hele! Dét går simpelthen ikke, for på den måde kan jeg jo få rippet min bankkonto blot ved at bevæge mig på de 200 meter i Århus, hvor facerne altid er samlet.

Her har jeg lavet en liste over de forskellige reaktionsmønstre, jeg har udviklet og tager i brug, når jeg skal forbi facerne. Hvis I har samme problem som mig, så tag det som en række tips:

  • Skynd dig at tage din telefon op ad lommen og op til øret og snak; bare snak snak snak! Og HUSK for Guds skyld at sørge for, at telefonen er på lydløs, så den ikke lige pludselig ringer, imens du går og snakker i den… Dét ville være pinligt!
  • Gå videre uden at stoppe, mens du pænt forklarer, at du altså ikke har tid lige nu. Den virker dog ikke altid, for sommetider vælger de bare at gå MED (jeg var oplevet det to gange. Ret akavet). Og så er vi tilbage ved den dårlige samvittighed, når de lige har brugt 7 minutter på at fortælle…
  • Hvis du ikke har penge til at støtte et godt formål (det kan faktisk godt ske på en SU), så sig det ligeud. Det tror de dog som regel ikke på (lidt ligesom telefonsælgere: ”Ej men det er jo kun 50 kroner for to magasiner? Det har alle jo råd til!” – ja det kan sgu godt være, men jeg GIDER ikke bruge 50 kroner på dine to lortemagasiner. PS: lad venligst være med at udtale dig om, hvad jeg har råd til). En facer sagde engang til mig: Jamen hvordan har du så råd til den iPhone du har i hånden? Jeg blev helt befippet (og fik igen dårlig samvittighed), og fik fremstammet at, jamen, det er jo nok derfor, jeg ikke har flere penge nu. Han har med garanti stået og tænkt ”dit materialistiske svin”, da jeg gik videre. Men helt ærligt så blev jeg faktisk lidt fornærmet over dén udtalelse. Det er sgu da feje tricks at bruge.

Ak ja. Hvis man da bare havde penge til at redde hele verden…