Tag Archives: tog

Observationer i Arriva

Efter min tur til Vestjylland i weekenden har jeg lavet endnu en lille liste over nogle af de andre passagerer, der var med på rejsen. Du kan læse om mine tidligere medpassagerer her og her. Denne gang bød togturene på følgende:

  • En gammel ældre mand, som tydeligvis ikke havde forstået meningen med en mobiltelefon. Han råbte SÅ højt, at jeg var ved at få et chok flere gange.
  • En usikker dame, som var meget nervøs for at stige på det forkerte tog. Hun ville åbenbart være 300 % sikker på, at toget kørte det rigtige sted hen. Først spurgte hun en medarbejder på perronen. Derefter spurgte hun en medarbejder, der stod ved togindgangen. Igen lidt efter spurgte hun en anden passager. Alle tre svarede det samme, og hun kunne ånde lettet op.
  • En kvinde, som havde købet halvdelen af indholdet i 7-eleven. Og jeg sad og blev mere og mere sulten.
  • En skide irriterende hveps, som havde forvildet sig ind i toget. Jeg brugte langt størstedelen af togturen på at fokusere på, at den IKKE fløj op under min kjole!
  • En pige, som virkelig ikke kunne beslutte sig for, hvorvidt hun skulle med det tog eller ej. Mens vi sad og ventede på, at toget skulle køre, gik hun ud af toget hele to gange. Begge gange gik hun lidt hen ad perronen, men skyndte sig så tilbage i toget og satte sig ned igen. Jeg undrede mig meget.
  • Et kærestepar, som spurgte lidt rundt i ”lokalet”: Det er da ikke en stillezone det her, vel? En mand svarede, at det var det rent faktisk. Nå, det havde vi ikke lagt mærke til. Derefter sniksnakkede de resten af turen. Undskyld, men det virker da lidt flabet, når de nu selv havde spurgt! Lidt ligesom når man som barn spurgte om lov til et eller andet og fik et nej. Straks fortrød man, at man overhovedet havde spurgt i stedet for bare at gøre det!

Unge dame, skal vi ikke føre en samtale?

I dag vil jeg fortælle jer en lille historie. I indlægget her skrev jeg om, at folk aldrig taler sammen i offentlig transport. Jeg lagde op til, at det da er oplagt at tale med sine medpassagerer, når man nu alligevel er plantet i samme togkupé i timevis. Bagefter kom jeg i tanker om en episode, hvor jeg rent faktisk talte med en medpassager i flere timer. Og den historie skal I da ikke snydes for (you’re welcome).

Det skete i efteråret 2010 – kort tid efter jeg var startet på Medievidenskab. Jeg skulle med toget fra Århus til København, og jeg havde godt med tømmermænd. Derfor havde jeg egentlig bare planlagt en meget afslappet togtur med musik i ørerne – jeg havde dog også medbragt både en bog og min computer i håbet om at få læst noget pensum. Jeg satte mig på min plads og fandt bog, computer og høretelefoner frem. Med musikken i ørerne lænede jeg mig behageligt tilbage i sædet og lukkede øjnene. Ah. Nu skulle jeg bare slappe af, inden det var tid til at få læst.

Det gik ikke længe, før mine dagdrømme blev afbrudt af en stemme, der sagde ”Undskyld, men hvad er det for en bog?”. Det var en ældre dame, som sad skråt over for mig (og som senere skulle vise sig at være i et gevaldigt snakkehumør!). Jeg skal meget gerne indrømme, at mine første tanker var noget a la STOP med at tale til mig. Jeg orker det ikke. Jeg skal jo bare sidde og halvsove. Og hvorfor begynder hun overhovedet at indlede en samtale med nogen, der sidder med høretelefoner i? Get a hint, woman.

Høfligheden var dog betydeligt større end irritationen, så jeg svarede damen pænt på hendes spørgsmål. Det tog hun som en invitation til at spørge om endnu mere. I starten forsøgte hun også at få den unge fyr, som sad ved siden af hende, med ind i samtalen. Han var dog ret afvisende og sad desuden med et par kæmpestore hørebøffer på. Så nu var der kun den ældre dame og mig tilbage. Snakken gik og efter lidt tid stoppede mine ”Hvordan får jeg mon afsluttet denne samtale?”-tanker.

Den søde dame fortalte om sine børnebørn, sin karriere som folkeskolelærer og sin mand gennem mange år. Hun kiggede i min bog og spurgte interesseret ind til mit nye studie. Hun fik endda også lige et hurtigt kursus i Facebook, fordi hun stirrede så nysgerrigt på min skærm, at jeg blev nødt til at lade hende vide, hvad der foregik.

… Og lige pludselig kørte toget ind på Københavns Hovedbanegård efter hvad der føltes som kun den halve rejsetid. ”Tak for snakken” sagde den rare dame. ”Selv tak” svarede jeg. Og så forlod vi begge toget..

 

Offentlig transport: To speak or not to speak

Alle taler om det, men ingen gør noget ved det. Hvorfor taler vi ikke med hinanden i offentlig transport her i landet? Det er det største mysterium siden tyveriet af guldhornene! Det er jo kun de medpassagerer, vi ikke kender, som vi ikke taler med. For vi taler jo (selvfølgelig) gladeligt med dem, vi kender i forvejen. Så det er altså ikke, fordi danskere bare generelt fortrækker at sidde i stilhed i offentlig transport.

Hvad er det, vi er bange for? At personen, man henvender sig til, bliver sur? Probably not gonna happen. Og hvis han/hun endelig gør, så kan man da bare holde sin kæft resten af turen. Så har man i det mindste gjort et forsøg. Eller er vi bange for, at vi pludselig ikke kan finde noget at tale om? Heller intet problem. Vi er jo så privilegerede her i Danmark, at vi har hele fire årstider og derfor altid har ét sikkert samtaleemne i baghånden; vejret.

I mit hoved giver det på ingen måde mening, for det er da rent ud sagt røvsygt at køre i tog eller bus alene. Tiden ville sikkert gå dobbelt så stærkt, hvis man underholdte hinanden og udnyttede, at man rent faktisk ikke er alene i det transportmiddel, man nu engang har valgt.

Man sidder jo alligevel der overfor hinanden i tre stive timer. Imens man for Guds skyld helst lader som om, man faktisk slet ikke har opdaget personen overfor. Og hvis man kommer til at kigge direkte på vedkommende – fx fordi personen har en fed jakke, nogle vilde briller eller en speciel frisure, der fanger ens opmærksomhed – skynder man sig at fjerne blikket igen, så snart personen har afsløret én i at lure. For det ville jo være fuldstændig katastrofalt, hvis nogen opdagede, at man gjorde noget så unaturligt som at søge kontakt med andre mennesker. Føj da. Tænk hvis nogen troede, at man var socialt anlagt.

Jeg tror, jeg vil troppe op hos DSB en af de nærmeste dage og komme med et forslag. Jeg har alletiders idé til et forretningskoncept. Drop hele stillekupé vs. ikke-stillekupé konceptet. I stedet skal vi have en social og en asocial vogn. Hvis man ikke ønsker at tale eller interagere med de andre passagerer, sætter man sig pænt ind i den asociale vogn. Er man derimod frisk på at få sig en sludder og en kop kaffe med sine medpassagerer, hopper man på den sociale vogn. Jeg er ikke i tvivl om, hvilken vogn jeg vælger. Spørgsmålet er bare, om jeg mon bliver den eneste i den sociale vogn? Det ville være en anelse ironisk.

Mere Arriva-underholdning

Efter min beretning om togturen til Vestjylland i fredags, har I sikkert alle sammen ventet i spænding på at høre om mine oplevelser på tilbageturen (jo, I har!). Og nu kan I endelig ånde lettet op.

Her er et udpluk af mine oplevelser:

  • Et kærestepar trådte ind i toget, og pigen sagde skrapt ”Hvis det er en stillezone, så gider vi altså ikke sidde dér!”. Det var det ikke, så de satte sig ned. Hvorefter de hver især tog høretelefoner i og ikke sagde en lyd til hinanden resten af turen.
  • En rullemadras, som fyldte et helt dobbeltsæde. Mon sådan en koster det samme at medbringe som en cykel?
  • En ung pige på sædet foran os, som hørte så højt musik i sine høretelefoner, at jeg seriøst troede, det var radioen i toget. Jeg var lige ved at nynne med på et tidspunkt. Hun sad desuden også og tog mascara på ved hjælp af et lille lommespejl. Og klokken var altså 22.
  • To unge gutter, der vistnok havde gået i gymnasiet sammen (gætter jeg på), men ikke som sådan var venner i dag. De sad og snakkede sammen hele vejen. Eller det vil sige, at den ene fyr snakkede, og den anden fyr forsøgte at få et ord indført. Fyr1 fortalte stolt om sin fede uddannelse. Han fortalte, hvor meget de skulle læse, hvor indviklede deres opgaver var, og hvor mange der dumpede til eksamen. Fyr2 brød sommetider ind med ”replikker” som Nåh ja, ja okay, nej men…, okay, ja ja, præcis, ja men…, jeg har også engang…. Men han kom aldrig rigtigt til orde. Og jovist stillede Fyr1 da et par spørgsmål til Fyr2, men når Fyr2 havde fået sagt en halv sætning, overtog Fyr1 igen og besvarede spørgsmålet selv. Jeg sad og tænkte på, at hvis det havde været en telefonsamtale, så kunne Fyr2 bare lægge telefonen fra sig og give sig til at lave noget andet. Det ville Fyr1 aldrig have opdaget.

God påskeferie alle sammen! Jeg håber, I ser nogle sjove ting i toget, hvis I også skal rejse et sted hen. Skriv meget gerne i kommentarfeltet, hvis I også har haft sjove, spøjse eller anderledes oplevelser i toget/bussen.

Iagttagelser fra en togtur

Lige nu er jeg sammen med min kæreste på weekendtur vestpå (hjemme ved moaars kødgryder), og vi tog toget væk fra Århus fredag eftermiddag. Det var vi så ikke de eneste, der gjorde. Jeg havde helt glemt, at mange fik påskeferie allerede i fredags, og i den anledning var der naturligvis en ret stor klump mennesker, som også havde valgt at sætte kursen mod vest.

Her kommer et lille udpluk af nogle af de andre personer i toget:

  • En meget venlig Arriva-kontrollør med verdens højeste ringetone! Hvis nogen var i gang med en middagslur under transporten, så var det i hvert fald slut med det. Først lod han telefonen ringe og ringe, fordi han jo lige var i gang med at tjekke en kvindes billet (det var i øvrigt Torben, der ringede. Han tog den nemlig til sidst).
  • En familiemor med to børn, som hun meget gerne ville sidde sammen med. Det lykkedes heldigvis efter et par omrokeringer af andre venlige passagerer. Hun svingede straks fødderne op på bordet foran sig (man er vel et godt forbillede for sine børn, ikke?) og så tog familien ellers et slag kort.
  • En ung pige, der sad med sin smartphone under hele turen. Da kontrolløren kom, hev hun en print-selv billet, som fyldte en hel A4-side, op ad lommen. Har du overvejet at købe billetten på den smartphone, du alligevel sidder med? Det er topsmart!
  • En ung kvinde, som desværre måtte indse, at hun og hendes veninde ikke kom til at sidde sammen under togturen. Grundet påsketravlheden, havde Arriva nemlig sat to togsæt sammen (og TAK for det i øvrigt), og kvindens veninde, som stod på på en senere station, gik ind i det forkerte togsæt. Kvinden så det ud af vinduet og baskede helt vildt med armene – veninden opdagede ingeting men fortsatte bare. Derefter skyndte kvinden sig at ringe til sin veninde og beordrede hende til at springe ud igen for derefter at entrere det korrekte togsæt. Men der var det allerede for sent. Fløjten lød, og toget kørte. Øv altså! Men rimelig actionpacked at følge med på sidelinjen (årh nej, veninden så hende ikke vinke. Tag så den telefon! Kom nuuu. Skynd dig ud igen kvindemenneske. Løøøøøb…. Fuck. De når det ikke nu! Eller gør de?….)

I aften går turen hjem til Århus igen, så jeg er spændt på, hvilke sindsoprivende oplevelser, der venter os.