Tag Archives: minder

Den gode gamle Nokia 3310

I disse iPhone-tider er det selvfølgelig ganske rart, at man altid har internettet lige ved hånden. Hvornår går bussen? Har Føtex stadig åbent? Hvornår blev Bill Clinton født? Alt sammen ting vi kan finde svar på i løbet af få sekunder. Praktisk.

Men alligevel… Hold nu fast, hvor jeg altså bare savner min gamle Nokia 3310! Den var der fandme fut i. I har sikkert alle sammen ejet den, har I ikke?nokia

Den var jo SÅ fed. For det første var den stabil. Den kunne jo holde til ALT. En tur i klinkegulvet, at blive tabt ud af lommen på en cykeltur eller at rutche hen langt asfalten. Det skete der intet ved.

Det værste, der kunne ske ved at tabe telefonen, var, at selve plastikcoveret blev lidt slidt eller ridset. Men det fandtes der råd for. Nokia 3310 var jo nemlig så smart indrettet, at man kunne skifte coveret selv. Jeg havde så mange forskellige slags! Et med jeans-motiv. Et gennemsigtigt, neongult cover. Et lyserødt. Og mange flere.

I dag kan ens telefon jo ikke tåle en skid. En iPhone skal bare snitte et badeværelsesgulv/trægulv/uldtæppe og BUM, så er skærmen gået i 1000 stykker. Så dumt. Hvad i alverden laver Apple og alle de andre? Nokia havde jo regnet den ud allerede dér i 90’erne!

Dengang var det jo også en stor dille hos teleselskaberne at sælge mobiltelefoner til kun én krone. Scoop. Det er altså lidt et andet prisleje, telefonerne ligger i i dag.

I øvrigt var en 3310 bare generelt meget mere lige til. Der var sgu ikke så mange funktioner at fare vildt i. Du kunne vælge at ringe eller sende en sms. Skulle det være ekstra vildt, kunne du sende en mms. Som underholdning var der spil. Og kun tre (eller var det fire?) af slagsen.

Det fedeste spil var klart Snake. Alle elskede det spil! Hvis du savner det, så fås det også som app til nutidens smartphones – i 100 % Nokia 3310-edition. Jeg havde det engang, og jeg var fan. Det var næsten som at sidde på mit gamle præ-teenageværelse igen.

Derudover kunne man der i 90’erne sidde og kigge i ugeblade, hvor man kunne købe ringetoner og mms-billeder. Til mega overpris! Kan I ikke også huske, at man selv kunne komponere en ringetone? Dét var altså the shit! På den måde kunne én i vennegruppen købe ”Polle fra Snave”-melodien, og så kunne alle de andre kopiere den. Ge-ni-alt.

Ak ja. Minderne vælter jo frem! Hvilken af de gamle mobiltelefoner husker du allerbedst?

Noget om juleaften

Ohøj i stuen og glædelig bag(h)jul. Hoho! Jeg håber, at I alle havde en fantastisk dag og aften i går med jeres familier. Det havde jeg i hvert fald. Der var både julegodter, vente-fjernsyn, flæskesteg, and, risalamande, skønsang, gaver og masser af hygge.juletræet

Juleaften er jo bare noget ganske særligt. Synes I ikke også det? Det behøver man sgu ikke være julefreak for at forstå! Man kan ikke undgå at være glad i låget hele dagen. Det er dog ikke helt det samme, som da man var barn (men gid det var!)…

Dengang var man jo fuldstændigt fyldt til randen af spænding hele december måned. Den 23. december var det stort set umuligt at falde i søvn om aftenen. Og man vågnede naturligvis klokken 4.30 på selveste juleaftensdag. NU var det altså jul! Endelig. Kom nu ooooooop mor og far!

Kan I ikke huske, hvordan juleaftensdag altid sneglede sig afsted? Det føltes jo som den længste dag på hele året. Selv når familien endelig sad samlet i sofaen til Disneys Juleshow føltes det som om, der var evigheder til man skulle spise og danse om træet (underligt udtryk egentlig, for er der overhovedet nogen, der virkelig danser om juletræet?) – og lad os nu bare være ærlige; ISÆR til man skulle pakke gaver op. Dét var jo højdepunktet!

Maden betød slet ikke det samme dengang. Nu som voksen (eller hvad man nu er som 26-årig) sætter jeg pludselig voldsomt pris på den lækre middag. Rødkål, sovs og hele molevitten. Som barn skulle det jo bare skovles ind, så man kunne komme videre i aftenens program. Nu vil jeg gerne trække tiden så længe som muligt. Så jeg kan spise så meget af den lækre mad som muligt!

Havde I en god aften i går? Fik I god mad og gode gaver?

Jeg fik blandt andet en universalkøkkenmaskine, og jeg glæder mig SÅ meget til at prøve den! Skal bare lige finde ud af, hvordan jeg får den transporteret med til Århus…

PS: Hvor snydt føler man sig lige, når man vågner op til et kridhvidt snelandskab 1. juledag? Dét er dårlig timing!

En blandet tankestrøm

… Apropos to do-lister har det så egentlig ikke først taget overhånd, den dag man skriver på en seddel, at man skal huske at skrive en to do-liste?!

… Nike burde virkelig overveje at genindføre sneakers med lys i hælen. I ved, det der røde lys, der blinkede, hver gang man satte foden i jorden. Det var jo det allerfedeste (også selvom jeg gik direkte ind i murstensvæggen nede i svømmehallen, fordi jeg havde travlt med at holde øje med, hvorvidt mine splinternye ”kondisko” nu også lyste, når jeg trådte ned).

… Er jeg mon den eneste, der op til flere gange på en shoppingtur i fx H&M eller Salling pludselig har indset, at jeg går rundt i afdelingen med plus size-tøj? Uden at have opdaget det før jeg finder en kjole, som jeg gerne vil prøve (dette er naturligvis ikke skrevet for at tale nedladende om store størrelser, men situationen svarer jo bare lidt til, at jeg går uvidende rundt i herreafdelingen i Bianco og forsøger at finde et par sko, jeg kan passe).

… Hvad sker der for udtrykket ”de har ikke engang salt til et æg”? Men de har råd til æggene eller hvad? Hvad er det for noget fis? Hvis man ikke har råd til salt, har man da slet ikke råd til æg? Æg er da meget dyrere end salt? Hvad koster salt overhovedet? Har de ikke råd til salt, fordi de har brugt alle deres penge på æg? … Find selv på flere spørgsmål og følg med i morgen!

 

 

Spice up your life

I tirsdags faldt jeg over en post på facebook fra selveste Melanie C. Hun skrev, at det var præcis 18 år siden, det første Spice Girls-album udkom. Seriøst? 18 år? Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg så det (sludder for jeg lå i min seng. Men det lyder godt). Jeg var da godt klar over, at det efterhånden er mange år siden, men ikke SÅ mange.Spicegirls-spice

Det fik altså sat en masse minderige tanker i gang i hovedet på mig. Jeg var jo SÅ stor fan af Spice Girls. Ligesom alle de andre piger på skolen. Og ligesom mange af jer nok også var.

Vi samlede på diverse Spice Girls-ting. Jeg havde både pennalhuse, blyanter, viskelædre, lineal, t-shirts (jep, dem der stumpede på maven), plakater og selvfølgelig cd’er! Vi købte også Spice Girls-tyggegummi (til 50 øre stykket) for at få et lille klistermærke med – og selvfølgelig for at puste lyserøde tyggegummibobler ligesom Emma.

Men mest af alt samlede vi på Spice Girls-billeder. Som naturligvis blev opbevaret i de originale Spice Girls-mapper. Jeg brugte alle mine lommepenge på de ih så flotte billeder. Købte pakke efter pakke. I håb om at komme i besiddelse af de allermest sjældne af slagsen (som var de sort/hvide solobilleder med autografer på, hvis nogen skulle være i tvivl). Ethvert frikvarter blev brugt på at bytte billeder med veninderne.

Som mange andre piger optrådte vi også som Spice Girls. Det skete til morgensang flere gange. Vi indøvede en koreografi og stod der og skrålede med. Og vi fik også taget vores egne Spice Girls-billeder flere gange (min venindes stakkels mor måtte flere gange bruge timevis på at tage billeder af os i forskellige poses). Jeg vekslede mellem at være Victoria og Mel C. Sommetider snobbet og andre gange mere sporty i det.

Desværre foregik alt dette før digitalkameraet kom til verden (i hvert fald til min verden) – ellers havde I naturligvis fået lov at se mig i en vaskeægte Sporty Spice-pose med benet sparket højt i vejret!

Var I også store Spice Girls-fans? Og hvem var I, hvis I skulle optræde eller have taget billeder?

 

Lidt om pennevenner

Jeg kom lige til at tænke på noget. Findes der mon stadig pennevenner? Eller er de forsvundet i disse digitale tider?

Som barn havde jeg masser af penneveninder, og jeg elskede det. Det var jo SÅ hyggeligt at skrive fine, håndskrevne breve sammen. Med forskellige farver og måske en lille tegning. Man kunne også sprøjte lidt parfume på eller hælde glimmer i kuverten. Måske et blad eller en blomst fra haven. Ej, men min kreativitet kendte jo ingen grænser dengang!

Jeg havde faktisk en ganske pæn håndskrift. Fordi den blev plejet og vedligeholdt. Vi skrev jo alt i hånden både i skolen og derhjemme (oh my God, this is granny talking). I dag er min håndskrift derimod nærmest ikkeeksisterende, og jeg får kramper i hånden bare af at skrive et sølle fødselsdagskort.

Havde I også pennevenner, da I var børn? Det må I næsten have haft. Det burde alle have haft! Én at skrive med om løst og fast. Om hvad man havde lavet i skolen, hvad man skulle have til aftensmad, hvad man ønskede sig til jul og hvorfor ens veninde var dum i dag.

Jeg forestiller mig bare, at den slags desværre er udgået her i år 2014. Og jeg ved jo godt, at folk til gengæld har mulighed for at skaffe 100 digitale ”pennevenner” fra hele verden, som man OGSÅ kan skrive ”breve” med. Men det ER bare ikke lige så hyggeligt som de gode, gamle håndskrevne breve, som man modtog i en fin kuvert med frimærke på, og som man gemte i en lille æske, så man kunne kigge på dem igen og igen.

I min familie var vi altid på camping, og her fandt jeg mange penneveninder. Piger, som jeg legede med i en uge eller weekend, og derefter aldrig så igen. Men vi udvekslede adresser og skrev søde breve på nuttet Diddl-papir efterfølgende. Dét var altså hyggeligt!

Del meget gerne jeres penneveninde-erfaringer i kommentarfeltet. Og fortæl mig om I mon har hørt nogen bruge ordet ”penneven” her på det sidste…

 

Den kære barndom

Det er utroligt, så hurtig man kan blive voksen! Jeg er fx lige blevet voksen på fire uger. Det er gået skræmmende hurtigt. Det er åbenbart en sidegevinst ved at starte i praktik. Pludselig går jeg i seng klokken 23, falder i søvn på sofaen en lørdag aften før midnat og vil helst ikke lave for mange planer i weekenderne. Jeg skal jo også lige have tid til at slappe af, ikke? Det har så fået mig til at tænke tilbage på barndommen og alle de glædelige stunder ved at være barn.

Dengang man altid rendte rundt med sår på knæene, som naturligvis blev dækket med Disney-plaster. Som far skulle hive af, når det blev tid – ”1-2-3 NU”. Dengang man ikke skulle bekymre sig om hverken vasketøj, økonomi eller madlavning. Nej, de største bekymringer gik derimod på, hvorvidt nogen mon ville gå af med det fede brevpapir med Løvernes Konge i fritteren i morgen.

Og tænk engang, da man var lille, var det superfedt og sejt, når man begyndte at få lov at handle ind for sine forældre. Eller var det min mig og mine veninder, der syntes det? Det var så utrolig voksent, at man sådan fik lov at spankulere op til den lokale købmand helt alene, blot udstyret med en indløbsliste og kolde kontanter. Gid jeg dog havde den samme glæde ved at handle ind i dag!

For slet ikke at tale om sommerferierne! De føltes jo så lange, at man havde glemt både 8-tabellen og de uregelmæssige engelske verber, når man vendte tilbage til folkeskolen i august måned. Tænk på alt det, man kunne nå i sådan en sommerferie. Jeg husker det også som om, vejret var godt hver eneste dag. Vi rendte rundt i shorts og sandaler og spillede stikbold hver aften sammen med alle de andre børn på vejen.

Man var bare så fri. Kunne lege når man ville. Bare lege lege lege. Indtil mor råbte ”Line, der er mad”. Ak, så måtte man forlade sit Polly Pocket eller hvad man nu var i færd med. Til jul og fødselsdage fik man så meget fedt legetøj, at man var ved at sprænges af bare spænding. Man behøvede ikke at ønske sig kedelige voksenting som en stegepande og et tærtefad.

Men bare rolig! Hvis man sidder derude og også pludselig føler sig lidt for voksen, så (gen)læs lige indlægget med 9 tegn på at man ikke er helt voksen endnu. For inderst inde gemmer man nok alligevel på et legebarn. Jeg gemmer i hvert fald på et meget stort et! Måske skulle jeg egentlig snart skrive et vol. 2 af netop dét indlæg…

Et stakkels, naivt barn

I anledningen af at det er onsdag, og solen skinner noget så dejligt, har jeg strikket en lille barndomsanekdote sammen til jer (you’re welcome). Den begynder den dag, da jeg fik min allerførste pung. Jeg var vist kun 3 år gammel, og jeg havde fået pungen i gave.

Den cirka 3-årige Line

Pungen var en af de der super fede velcro-punge, som I nok alle sammen kender. Den var primært gul, men der var også lyserødt, grønt og lilla på. Jeg kan huske, at jeg var så glad og stolt over den. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for det var da egentlig begrænset, hvor meget jeg havde at bruge den til. Jeg mener – hvor høj er lommepengetaksten lige for en 3-årig?

Nå men i al fald fik jeg proppet min sparsomme opsparing – som naturligvis bestod udelukkende af småmønter – ned i pungen. Så var der ligesom styr på de 34 kroner, eller hvor meget det nu blev til.

Og så var det, at min mor viste mig noget smart. Hun lavede nemlig en lille lap papir med mit navn og adresse og puttede ned i pungen. Jeg var jo ikke helt gammel nok til selv at rende rundt med mit sygesikringsbevis i min fine, regnbuefarvede velcro-pung. Derfor skulle min adresse være at finde i pungen på et stykke papir – for så kunne folk se, hvem der ejede den, hvis jeg nu tabte pungen. Og så kunne jeg få den tilbage! Skide smart, tænkte jeg.

Og så synes den 3-årige Line åbenbart, at det lød sgu da egentlig meget spændende – ja, altså det med at tabe sin pung, hvorefter nogen finder den og leverer den tilbage (meget underligt barn, ja). Så den efterfølgende lørdag, da vi var i Føtex for at handle ind, valgte jeg at smide min pung på gulvet med fuldt overlæg.

Jeg sad i indkøbsvognen med min nye, fine pung i hånden. Og da både min mor og far kiggede den anden vej, smed jeg lynhurtigt pungen på gulvet. Jeg var overbevist om, at det opdagede de ikke. Men selvfølgelig gjorde de det – også at det var med vilje. Og så sagde min mor ordret (jeg husker det, som var det i går – for det er en vigtig lektie!): Jamen, Line.. Det er altså ikke alle, der afleverer pungen tilbage MED pengene i…

Og BUM! Sådan gik det til, at den stakkels lille og naive 3-årige Line lærte, at verden ikke udelukkende består af kærlighed og kram – men også tyverier og den slags. Og jeg som ellers var overbevist om, at en sød gammel dame ville finde pungen og komme til kaffe, når hun skulle aflevere den…

 

PS: Hvis du kan lide, hvad du læser, så husk, at du kan følge bloggen på både Facebook og bloglovin‘. Så bliver jeg så glad!

Hurra, en mobiltelefon – men hvem skal jeg ringe til?

Den skarpe læser kan nok huske historien om, at jeg ikke måtte få en tamagotchi som barn. På baggrund af en sådan anekdote kunne man foranlediges til at tro, at mine forældre var meget teknologiforskrækkede. Det var de dog ikke. For (hold nu fast) jeg var dælme den første i klassen, der fik en mobiltelefon. Hvad siger I så? Jeg var så stolt og glad!

Mobiltelefonen var en megafed Motorola-model. Det var en lille, fin telefon på størrelse med en mursten. Den vejede også cirka det samme. Den havde en antenne, man skulle trække op, før man kunne få forbindelse. Og den kunne ikke engang sende sms’er (hvis nogen under 18 år læser med, så tror de sikkert, at jeg lyver. Men jeg lover, at det gør jeg ikke. Jeg har desværre ikke et billede af telefonen, men det er den skinbarlige sandhed!). Der var også en klap, man skulle folde ud for at få adgang til tasterne (som der i øvrigt var grønt lys i!).

Det var mine forældres tidligere mobiltelefon, idet de havde valgt at opgradere til en nyere model. Jeg fik et taletidskort af min bedstefar, så jeg kunne bruge telefonen. Jeg var 9-10 år gammel, og det var egentlig lidt for sjov, at jeg fik telefonen. I min familie var vi altid på camping i weekender og ferier, så min bedstefar fandt det smart, at han kunne ringe til mig, når vi var afsted.

SIM-kortet var på størrelse med et dankort. Seriøst! Det står godt nok i stærk kontrast til i dag, hvor Apple sørger for, at hver en ny iPhone skal bruge et endnu mindre SIM-kort end den forrige.

Jeg var helt oppe at køre over min nyeste erhvervelse – en vaskeægte mobiltelefon. Tænk, at jeg nu kunne bevæge mig rundt omkring, mens jeg talte i telefon. Og ikke mindst at jeg nu kunne tale i telefon, når jeg ikke var hjemme!

Midt i min glædesrus glemte jeg dog at fokusere på et væsentligt spørgsmål; hvem skulle jeg egentlig ringe til? Ingen af mine klassekammerater havde en mobiltelefon. Så går fidusen jo lidt af det, kan man sige. Men skidt pyt, jeg ringede da bare til min bedstefar! Når jeg altså var derhjemme eller i campingvognen. For telefonen var så stor, at man altså ikke lige tog den med i lommen…

 

(… og bare rolig, jeg fik naturligvis en ”rigtig” og mere handy mobiltelefon (med sms-funktion) nogle år senere!)

Minder fra konfirmationsalderen

Weekenden har stået i konfirmationens tegn herhjemme, idet vi har været til hele to konfirmationer på én weekend. Det har været super hyggeligt, og puha hvor bliver man altså MÆT efter sådan et par dage. Det er jo helt vildt, så meget man kan nå at indtage på sådan en festdag!

Nå, men det satte naturligvis en masse tanker i gang i hovedet på mig. Straks begyndte min hjerne at grave massevis af minder fra min egen konfirmation frem. Hvilket nu er over 12 år siden (oh shit!). For det første havde konfirmationsmoden udviklet sig gevaldigt i en mere festlig retning med strutskørter og høje stiletter (jeg tror, jeg havde en 3-centimeters hæl på til min konfirmation, og det synes jeg da selv var cool nok).

For det andet så konfirmanderne slet ikke så voksne ud, som jeg følte mig dengang. Med tryk på følte naturligvis. Jeg gik meget op i, at jeg nu ”trådte ind i de voksnes rækker”. Og blev yderst fornærmet, når mine forældre mindede mig om, at man jo ikke sådan bare lige blev voksen fra den ene dag til den anden – og at det var der jo bestemt heller ingen grund til. Nyd nu det sidste af din barndom, sagde de. Det ville jeg ikke høre tale om. For nu var jeg altså næsten voksen, og det var meget mere sejt! Og så var der dælme ingen, der skulle fortælle mig, at det ikke var noget, man skulle have travlt med.

Og nu er jeg lige pludselig selv blevet sådan en type, der (ligesom alle andre) står og siger til konfirmanderne, at de skal huske at nyde ungdommen og blablabla, inden voksenlivet venter. For det er jo så skide rigtigt. Man har et laaaangt voksent liv foran sig, så hvorfor dog tage hul på det allerede som 13-årig? Nej, der bør man altså lige nyde sine sidste år som ”barn” og lade forældrene klare voksenpligterne.

Rådet herfra lyder derfor som følger: Slå endelig hul på knæene en ekstra gang og spild ikke dine sparsomme lommepenge (eller lønnen fra avisruten) på et dyrt glattejern eller mærkevaretøj. Det har du resten af livet til! Men det er nok de færreste 13-årige (piger i hvert fald), der er til at tale til fornuft. Hvis jeg ringer til den 13-årige mig, tror jeg også bare hun griner.

Åh Gud, hvor jeg lyder som en på 85… Hvad mener I – har jeg en pointe? Eller kan jeg lige så godt tage slumretæppet og en pose Werther’s under armen og smutte til banko?

Hun er taget på slankekur…

I dag kommer der lige endnu en barndomshistorie (forgive me). Da jeg var barn, havde jeg nemlig fuldstændig misforstået konceptet slankekur. Der var ikke rigtigt nogen i min familie, der nogensinde var på slankekur (eller havde brug for det), så af samme årsag lærte jeg aldrig rigtigt, hvad det ville sige. Ja, jeg tror faktisk aldrig, at jeg havde hørt ordet derhjemme.

Der var dog en pige i min folkeskole, som af og til fortalte, at hendes mor var på slankekur. Hvilket jeg åbenbart valgte at tolke helt frit. Jeg troede helt seriøst, at en slankekur var en tur, man tog på. Jeg ved ikke, om det var fordi jeg forvekslede ordet kur med tur, eller om jeg på en eller anden måde forbandt ordet med et kurophold. I hvert fald gik der flere år, før jeg rent faktisk fandt ud af, hvad en slankekur i virkeligheden var. Og så følte jeg mig ret snydt… Og en anelse lettet.

Det var cirka sådan en landevej, jeg forestillede mig. Bare knap så eksotisk.

Det var cirka sådan en landevej, jeg forestillede mig. Bare knap så eksotisk.

Hver gang hende min veninde fortalte, at hendes mor var på slankekur, forestillede jeg mig, at hun var taget på en tur væk hjemmefra. Jeg har faktisk stadig et tydeligt billede i hovedet, når jeg tænker tilbage på det: Jeg forestillede mig bogstaveligt talt, at hendes mor havde taget en madkurv under armen og så ellers begyndte at vandre langs landevejene. Og at hun skulle vandre rundt der med sin madkurv i flere dage (!).

Kan I lige forestille jer, hvor ondt jeg havde af den familie? Det var både synd for min veninde og hendes far og søskende, at de sådan skulle undvære deres mor i flere dage. Men det var da også virkelig synd for den stakkels mor, der bare vandrede landevejene tynde med sin lille madkurv i et forsøg på at slanke sig. I mit hoved havde hun gudskelov telt med til nætterne!

Det virker selvfølgelig helt skørt at tænke på nu. Tænk, at jeg har troet noget så dumt. Og sjovt! Og jeg vil altså godt lige påpege, at jeg ellers var et helt normalt og ok klogt barn. Jo, jeg var!