Tag Archives: offentlig transport

Flashback til april 2014

Som jeg fortalte om i anledningen af bloggens 1 års fødselsdag, vil jeg indføre et nyt indslag her på bloggen (inspireret af Miriam). Det går ud på, at jeg hver måned vil skrive et indlæg, hvori jeg samler en række forskellige indlæg, som jeg skrev på bloggen samme måned sidste år.

Et tilbageblik er altid hyggeligt. Og så kan man jo ellers bare læse eller genlæse det, man lige lyster. Jeg håber, I kan lide det. Vi starter nemlig i dag! Ja faktisk lige nu. Så byd varmt velkommen til … FLASHBACK!

I april 2014 skete der bl.a. det her på bloggen:

Jeg filosoferede over hhv. børn og voksnes forhold til slik og søde sager. For rigtige voksne er da ikke slikmunde, vel?

IMG_1552

Jeg undrede mig over, hvorfor vi danskere aldrig taler til hinanden i offentlig transport. Og i den forbindelse kom jeg med et ganske glimrende forretningsforslag til DSB.

Apropos offentlig transport, så skrev jeg også en liste med forslag til diverse aktiviteter, man kan foretage sig i offentlig transport (når vi nu tilsyneladende ikke gider tale med vores medpassagerer).

Jeg fortalte en barndomshistorie, der involverede den fantastiske tamagotchi.

Her han så, den gode Ole!

Jeg brokkede mig over den slags mennesker, der stiller sig i en kø og spilder vores andres tid, fordi de ikke kan beslutte sig for, hvilken is de skal have, eller om de skal have en lille eller en mellemstor cola.

Jeg skrev et par lister om ligheder mellem jobbet som bartender og pædagogmedhjælper (og der var overraskende mange!). De er her og her.

Jeg afslørede de pisseirriterende ting ved shopping (!!) – og ævlede lidt om de forbandede prøverum.

2014’s mest populære indlæg

Halli hallo, jeg skal da også lige lave sådan en liste med årets allermest populære indlæg, ikke? Så her kommer de. Top 5 over årets mest læste indlæg. Og vi starter simpelthen fra bunden (da da da daaaaaam):

På 5. pladsen: Are you fucking kidding me?! MERE skyr og lakrids!

kylling i lakrids

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På 4. pladsen: Bloggens første konkurrence

Gratis ting - dét kan sgu trække folk til!

Gratis ting – dét kan sgu trække folk til!

 

På 3. pladsen: Skyr mig her og lakrids mig der

Skyr, skyr, skyr!

Jeg er tydeligvis ikke den eneste, der er lidt træt af at høre om skyr!


På 2. pladsen:
8 alt for udbredte stavefejl

 


På 1. pladsen:
Hvad kan man lave i offentlig transport?

 

 

Nogle af indlæggene kommer ikke bag på mig, men 1’eren er jeg nu lidt overrasket over. Ikke at jeg lige kan nævne min personlige favorit, men jeg havde nu ikke gættet på, at netop dét indlæg ville indtage førstepladsen! Sådan kan man jo blive overrasket.

 

Er der mon et eller flere indlæg af mine indlæg, som I særligt husker?

Typer af buspassagerer

”Min-taske-skal-stå-bedre-end-du-skal-sidde”-typen = personen hvis taske åbenbart SKAL have et sæde for sig selv. Selvom bussen er ved at være fyldt op. Hvis man tillader sig at spørge, om man må sætte sig, kigger de ofte fornærmet på én, mens de laaaangsomt flytter tasken.

”Jeg-skal-ud-før-alle-andre”-typen = dem der skubber og maser for at komme frem mod døren. Som om de slet ikke kan se, at vi andre også står og venter (pænt) på at komme ud.

”Jeg-skal-ind-før-I-skal-ud”-typen = Argh, de er irriterende! Det er de personer, der ikke har forstået konceptet med, at man altså lige lader folk stige UD af bussen, før man selv stiger PÅ. Det er fandme lige så irriterende, som de folk, der endnu ikke har forstået højre/venstre-opdelingen på rulletrapper.

”Min-musik-er-så-fed-at-jeg-ikke-behøver-høretelefoner”-typen = personer, der går med mobilos (hvornår har nogen som helst sidst brugt dét ord?!) i hånden eller lommen og spiller musik direkte ud af højttalerne. For det første så er det jo ikke sikkert, at alle vi andre gider høre på den musik. For det andet så lyder det jo skrækkeligt at spille musik ud af de der fesne mobiltelefonhøjtalere. So just don’t.

”Jeg-spiller-altså-lige-Candy-Crush-så-jeg-kan-ikke-rykke-fremad-lige-nu”-typen = typen der har travlt med alt muligt andet end at udvise god medpassager-opførsel, og derfor ikke kan finde ud af at rykke fremad i bussen, når det vælter ind bagfra (som man siger). Og det er altid så PINLIGT, når der går stop i den, og buschaufføren derfor må råbe ”ryk fremad!” til en bus fyldt med voksne mennesker. For pokker folkens. Nu må vi lige stramme op!

”Min-veninde/kæreste/mor-fortjener-så-meget-et-selfie-lige-nu”-typen = pigen (eller drengen for den sags skyld) der sidder og tager åbenlyse selfies. Ja, jeg ved jo så egentlig ikke, om hun overhovedet sender dem til folk, men jeg forestiller mig altid, at det foregår på snapchat. Ellers er man bare ”jeg-ser-da-så-godt-ud-at-jeg-burde-forevige-mit-look-lige-her-midt-i-bussen”-typen.

”Vil-I-ikke-alle-sammen-høre-når-jeg-fortæller-min-veninde-om-gårsdagens-bytur”-typen = typen der snakker lidt for højlydt i telefon om nattens strabadser, hvilket gerne inkluderer veninden Ulla, der pludselig forsvandt med Klamme-Arne.

 

Psst… Jeg har også engang skrevet om forskellige (irriterende) typer, man kan finde i supermarkedet. Find dem her.

 

Unge dame, skal vi ikke føre en samtale?

I dag vil jeg fortælle jer en lille historie. I indlægget her skrev jeg om, at folk aldrig taler sammen i offentlig transport. Jeg lagde op til, at det da er oplagt at tale med sine medpassagerer, når man nu alligevel er plantet i samme togkupé i timevis. Bagefter kom jeg i tanker om en episode, hvor jeg rent faktisk talte med en medpassager i flere timer. Og den historie skal I da ikke snydes for (you’re welcome).

Det skete i efteråret 2010 – kort tid efter jeg var startet på Medievidenskab. Jeg skulle med toget fra Århus til København, og jeg havde godt med tømmermænd. Derfor havde jeg egentlig bare planlagt en meget afslappet togtur med musik i ørerne – jeg havde dog også medbragt både en bog og min computer i håbet om at få læst noget pensum. Jeg satte mig på min plads og fandt bog, computer og høretelefoner frem. Med musikken i ørerne lænede jeg mig behageligt tilbage i sædet og lukkede øjnene. Ah. Nu skulle jeg bare slappe af, inden det var tid til at få læst.

Det gik ikke længe, før mine dagdrømme blev afbrudt af en stemme, der sagde ”Undskyld, men hvad er det for en bog?”. Det var en ældre dame, som sad skråt over for mig (og som senere skulle vise sig at være i et gevaldigt snakkehumør!). Jeg skal meget gerne indrømme, at mine første tanker var noget a la STOP med at tale til mig. Jeg orker det ikke. Jeg skal jo bare sidde og halvsove. Og hvorfor begynder hun overhovedet at indlede en samtale med nogen, der sidder med høretelefoner i? Get a hint, woman.

Høfligheden var dog betydeligt større end irritationen, så jeg svarede damen pænt på hendes spørgsmål. Det tog hun som en invitation til at spørge om endnu mere. I starten forsøgte hun også at få den unge fyr, som sad ved siden af hende, med ind i samtalen. Han var dog ret afvisende og sad desuden med et par kæmpestore hørebøffer på. Så nu var der kun den ældre dame og mig tilbage. Snakken gik og efter lidt tid stoppede mine ”Hvordan får jeg mon afsluttet denne samtale?”-tanker.

Den søde dame fortalte om sine børnebørn, sin karriere som folkeskolelærer og sin mand gennem mange år. Hun kiggede i min bog og spurgte interesseret ind til mit nye studie. Hun fik endda også lige et hurtigt kursus i Facebook, fordi hun stirrede så nysgerrigt på min skærm, at jeg blev nødt til at lade hende vide, hvad der foregik.

… Og lige pludselig kørte toget ind på Københavns Hovedbanegård efter hvad der føltes som kun den halve rejsetid. ”Tak for snakken” sagde den rare dame. ”Selv tak” svarede jeg. Og så forlod vi begge toget..

 

Offentlig transport: To speak or not to speak

Alle taler om det, men ingen gør noget ved det. Hvorfor taler vi ikke med hinanden i offentlig transport her i landet? Det er det største mysterium siden tyveriet af guldhornene! Det er jo kun de medpassagerer, vi ikke kender, som vi ikke taler med. For vi taler jo (selvfølgelig) gladeligt med dem, vi kender i forvejen. Så det er altså ikke, fordi danskere bare generelt fortrækker at sidde i stilhed i offentlig transport.

Hvad er det, vi er bange for? At personen, man henvender sig til, bliver sur? Probably not gonna happen. Og hvis han/hun endelig gør, så kan man da bare holde sin kæft resten af turen. Så har man i det mindste gjort et forsøg. Eller er vi bange for, at vi pludselig ikke kan finde noget at tale om? Heller intet problem. Vi er jo så privilegerede her i Danmark, at vi har hele fire årstider og derfor altid har ét sikkert samtaleemne i baghånden; vejret.

I mit hoved giver det på ingen måde mening, for det er da rent ud sagt røvsygt at køre i tog eller bus alene. Tiden ville sikkert gå dobbelt så stærkt, hvis man underholdte hinanden og udnyttede, at man rent faktisk ikke er alene i det transportmiddel, man nu engang har valgt.

Man sidder jo alligevel der overfor hinanden i tre stive timer. Imens man for Guds skyld helst lader som om, man faktisk slet ikke har opdaget personen overfor. Og hvis man kommer til at kigge direkte på vedkommende – fx fordi personen har en fed jakke, nogle vilde briller eller en speciel frisure, der fanger ens opmærksomhed – skynder man sig at fjerne blikket igen, så snart personen har afsløret én i at lure. For det ville jo være fuldstændig katastrofalt, hvis nogen opdagede, at man gjorde noget så unaturligt som at søge kontakt med andre mennesker. Føj da. Tænk hvis nogen troede, at man var socialt anlagt.

Jeg tror, jeg vil troppe op hos DSB en af de nærmeste dage og komme med et forslag. Jeg har alletiders idé til et forretningskoncept. Drop hele stillekupé vs. ikke-stillekupé konceptet. I stedet skal vi have en social og en asocial vogn. Hvis man ikke ønsker at tale eller interagere med de andre passagerer, sætter man sig pænt ind i den asociale vogn. Er man derimod frisk på at få sig en sludder og en kop kaffe med sine medpassagerer, hopper man på den sociale vogn. Jeg er ikke i tvivl om, hvilken vogn jeg vælger. Spørgsmålet er bare, om jeg mon bliver den eneste i den sociale vogn? Det ville være en anelse ironisk.