Tag Archives: barndom

Endnu en uge #38

1) Jeg er fan af påske. Og ferie. Det er jo en helt fantastisk opfindelse!

2) Jeg er også fan af sådan en søndag, som i dag. Fordi det ikke er en helt rigtig søndag. I morgen behøver man nemlig ikke stå tidligt op!

3) I mandags købte jeg en ny iPhone 6. Den viste sig at være defekt. Tirsdag fik jeg ombyttet den til en ny. Den viste sig også at være defekt (WTF?), så jeg skulle have en ny igen i onsdags. Den nåede de bare ikke lige at få hjem, så nu får jeg den tidligst på tirsdag.

Sådan skal den IKKE se ud!

Sådan skal den IKKE se ud!

4) … Hvor er jeg dog bare begejstret for det køb! Man fortryder jo slet ikke, når de første to modeller viser sig at være komplet uduelige. Og jeg HAR bedt om at få mine penge retur, men det kan ikke lade sig gøre.

5) Min kæreste og jeg har brugt en del af påskeferien hos min familie, og vi er først vendt tilbage til Århus i dag. Det vil sige, at vi er blevet fodret med mad og godter, alt imens vi ikke har været i nærheden af vores fitnesscenter. Må nok hellere komme afsted i morgen, inden de ringer fra fitnessdk for at tjekke op på mig.

6) I nat drømte jeg, at jeg var til Skanderborg Festival. Jeg havde i drømmen åbenbart glemt min skepsis over for festivaller af mere end halvanden dags varighed…

7) Min mor havde været i gemmerne, hvor hun fandt en stor kasse fyldt med mine gamle tegninger. Det var virkelig et sjovt gensyn, og jeg affotograferede nogle af dem, som der snart kommer et indlæg ud af. I skal da ikke snydes for min allertidligste kreativitet.

8) Her har I en smagsprøve:

gravko

9) Der var også et par historier, jeg havde skrevet som barn. Vi fik tårer i øjnene af grin, da jeg læste dem højt. Måske skulle jeg også overveje, at udgive dem? Inkl. børnestavefejl, naturligvis.

10) Jeg vil sent i seng i aften (uha, måske først til midnat). For anden søndag i træk. What a rebel!

Noget om juleaften

Ohøj i stuen og glædelig bag(h)jul. Hoho! Jeg håber, at I alle havde en fantastisk dag og aften i går med jeres familier. Det havde jeg i hvert fald. Der var både julegodter, vente-fjernsyn, flæskesteg, and, risalamande, skønsang, gaver og masser af hygge.juletræet

Juleaften er jo bare noget ganske særligt. Synes I ikke også det? Det behøver man sgu ikke være julefreak for at forstå! Man kan ikke undgå at være glad i låget hele dagen. Det er dog ikke helt det samme, som da man var barn (men gid det var!)…

Dengang var man jo fuldstændigt fyldt til randen af spænding hele december måned. Den 23. december var det stort set umuligt at falde i søvn om aftenen. Og man vågnede naturligvis klokken 4.30 på selveste juleaftensdag. NU var det altså jul! Endelig. Kom nu ooooooop mor og far!

Kan I ikke huske, hvordan juleaftensdag altid sneglede sig afsted? Det føltes jo som den længste dag på hele året. Selv når familien endelig sad samlet i sofaen til Disneys Juleshow føltes det som om, der var evigheder til man skulle spise og danse om træet (underligt udtryk egentlig, for er der overhovedet nogen, der virkelig danser om juletræet?) – og lad os nu bare være ærlige; ISÆR til man skulle pakke gaver op. Dét var jo højdepunktet!

Maden betød slet ikke det samme dengang. Nu som voksen (eller hvad man nu er som 26-årig) sætter jeg pludselig voldsomt pris på den lækre middag. Rødkål, sovs og hele molevitten. Som barn skulle det jo bare skovles ind, så man kunne komme videre i aftenens program. Nu vil jeg gerne trække tiden så længe som muligt. Så jeg kan spise så meget af den lækre mad som muligt!

Havde I en god aften i går? Fik I god mad og gode gaver?

Jeg fik blandt andet en universalkøkkenmaskine, og jeg glæder mig SÅ meget til at prøve den! Skal bare lige finde ud af, hvordan jeg får den transporteret med til Århus…

PS: Hvor snydt føler man sig lige, når man vågner op til et kridhvidt snelandskab 1. juledag? Dét er dårlig timing!

Spice up your life

I tirsdags faldt jeg over en post på facebook fra selveste Melanie C. Hun skrev, at det var præcis 18 år siden, det første Spice Girls-album udkom. Seriøst? 18 år? Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg så det (sludder for jeg lå i min seng. Men det lyder godt). Jeg var da godt klar over, at det efterhånden er mange år siden, men ikke SÅ mange.Spicegirls-spice

Det fik altså sat en masse minderige tanker i gang i hovedet på mig. Jeg var jo SÅ stor fan af Spice Girls. Ligesom alle de andre piger på skolen. Og ligesom mange af jer nok også var.

Vi samlede på diverse Spice Girls-ting. Jeg havde både pennalhuse, blyanter, viskelædre, lineal, t-shirts (jep, dem der stumpede på maven), plakater og selvfølgelig cd’er! Vi købte også Spice Girls-tyggegummi (til 50 øre stykket) for at få et lille klistermærke med – og selvfølgelig for at puste lyserøde tyggegummibobler ligesom Emma.

Men mest af alt samlede vi på Spice Girls-billeder. Som naturligvis blev opbevaret i de originale Spice Girls-mapper. Jeg brugte alle mine lommepenge på de ih så flotte billeder. Købte pakke efter pakke. I håb om at komme i besiddelse af de allermest sjældne af slagsen (som var de sort/hvide solobilleder med autografer på, hvis nogen skulle være i tvivl). Ethvert frikvarter blev brugt på at bytte billeder med veninderne.

Som mange andre piger optrådte vi også som Spice Girls. Det skete til morgensang flere gange. Vi indøvede en koreografi og stod der og skrålede med. Og vi fik også taget vores egne Spice Girls-billeder flere gange (min venindes stakkels mor måtte flere gange bruge timevis på at tage billeder af os i forskellige poses). Jeg vekslede mellem at være Victoria og Mel C. Sommetider snobbet og andre gange mere sporty i det.

Desværre foregik alt dette før digitalkameraet kom til verden (i hvert fald til min verden) – ellers havde I naturligvis fået lov at se mig i en vaskeægte Sporty Spice-pose med benet sparket højt i vejret!

Var I også store Spice Girls-fans? Og hvem var I, hvis I skulle optræde eller have taget billeder?

 

Lidt om pennevenner

Jeg kom lige til at tænke på noget. Findes der mon stadig pennevenner? Eller er de forsvundet i disse digitale tider?

Som barn havde jeg masser af penneveninder, og jeg elskede det. Det var jo SÅ hyggeligt at skrive fine, håndskrevne breve sammen. Med forskellige farver og måske en lille tegning. Man kunne også sprøjte lidt parfume på eller hælde glimmer i kuverten. Måske et blad eller en blomst fra haven. Ej, men min kreativitet kendte jo ingen grænser dengang!

Jeg havde faktisk en ganske pæn håndskrift. Fordi den blev plejet og vedligeholdt. Vi skrev jo alt i hånden både i skolen og derhjemme (oh my God, this is granny talking). I dag er min håndskrift derimod nærmest ikkeeksisterende, og jeg får kramper i hånden bare af at skrive et sølle fødselsdagskort.

Havde I også pennevenner, da I var børn? Det må I næsten have haft. Det burde alle have haft! Én at skrive med om løst og fast. Om hvad man havde lavet i skolen, hvad man skulle have til aftensmad, hvad man ønskede sig til jul og hvorfor ens veninde var dum i dag.

Jeg forestiller mig bare, at den slags desværre er udgået her i år 2014. Og jeg ved jo godt, at folk til gengæld har mulighed for at skaffe 100 digitale ”pennevenner” fra hele verden, som man OGSÅ kan skrive ”breve” med. Men det ER bare ikke lige så hyggeligt som de gode, gamle håndskrevne breve, som man modtog i en fin kuvert med frimærke på, og som man gemte i en lille æske, så man kunne kigge på dem igen og igen.

I min familie var vi altid på camping, og her fandt jeg mange penneveninder. Piger, som jeg legede med i en uge eller weekend, og derefter aldrig så igen. Men vi udvekslede adresser og skrev søde breve på nuttet Diddl-papir efterfølgende. Dét var altså hyggeligt!

Del meget gerne jeres penneveninde-erfaringer i kommentarfeltet. Og fortæl mig om I mon har hørt nogen bruge ordet ”penneven” her på det sidste…

 

Noget om at fylde 26

I søndags var det som bekendt min fødselsdag (det har jeg jo også kun nævnt 7 gange på bloggen efterhånden). Dagen hvor jeg måtte forlade de gyldne 25 år og derimod nu kan skrive 26 på cv’et. Puha, det ser altså lidt skræmmende ud sådan sort på hvidt. 26. Det er altså godt på vej mod slutningen af 20’erne.

Men ih hvor jeg dog bare elsker at have fødselsdag! Ja, faktisk elsker jeg bare fødselsdage generelt. Det er så hyggeligt at gå rundt i forskellige butikker for at finde den perfekte gave til folk. Og så er jeg naturligvis også fan af selv at modtage gaver. Og at tælle ned til min fødselsdag. Og at planlægge fejringen!

Selv for et b-menneske som mig, er det ingen sag at komme op om morgenen på min fødselsdag (dog ikke helt som da man var barn, hvor man vågnede klokken fire om natten og var ved at sprænges af bare spænding). Men søndag morgen var jeg altså frisk som en havørn i det øjeblik min kæreste lagde en gave på min hovedpude – og dét selvom jeg aftenen forinden havde drukket både rosé, baileys og cuba strawberry (sidstnævnte har jeg ikke smagt siden jeg var 16 og kan meddele, at det stadig ikke smager godt).

Efter at have åbnet pakker og fået morgenmad på sengen (amen fødselsdag er jo det bedste) hoppede jeg i et fødselsdagsbad og bagefter gik jeg i gang med at stege fødselsdagsfrikadeller (JA, I læste rigtigt – svinekød!). Senere fik jeg familiebesøg, hvor vi spiste alle frikadellerne og skyllede dem ned med karrysild og varm leverdreng (man skulle jo tro, jeg blev 62).

Hen på eftermiddagen kreerede jeg denne lagkage:

line 26

Specielt køn er den jo ikke. Jeg skal vist liiiige øve den flødeskumssprøjteteknik en gang eller to mere!

Nå men kort før aftenstid kom min far også et smut forbi. Det føltes helt som at være barn igen, når man sådan så hele sin familie på sin fødselsdag. Om aftenen gik min kæreste og jeg en tur (jeg skulle jo lige se, om folk på gaden kiggede anderledes på mig, når jeg nu var 26 år), og på hjemvejen hentede vi sushi. Jeg ELSKER sushi. Resten af aftenen stod på hjemlig hygge. Alt i alt en skide god dag. Det var jo slet ikke så slemt! Jeg føler mig sgu ikke gammel.

Til gengæld er dagen efter ens fødselsdag altid lidt fesen. Så skal man vente ET HELT ÅR igen! Det er dog ikke nær så slemt som dagen efter juleaften. Den dag kan verdens største juleelsker (læs: mig) næsten ikke bære!

Den kære barndom

Det er utroligt, så hurtig man kan blive voksen! Jeg er fx lige blevet voksen på fire uger. Det er gået skræmmende hurtigt. Det er åbenbart en sidegevinst ved at starte i praktik. Pludselig går jeg i seng klokken 23, falder i søvn på sofaen en lørdag aften før midnat og vil helst ikke lave for mange planer i weekenderne. Jeg skal jo også lige have tid til at slappe af, ikke? Det har så fået mig til at tænke tilbage på barndommen og alle de glædelige stunder ved at være barn.

Dengang man altid rendte rundt med sår på knæene, som naturligvis blev dækket med Disney-plaster. Som far skulle hive af, når det blev tid – ”1-2-3 NU”. Dengang man ikke skulle bekymre sig om hverken vasketøj, økonomi eller madlavning. Nej, de største bekymringer gik derimod på, hvorvidt nogen mon ville gå af med det fede brevpapir med Løvernes Konge i fritteren i morgen.

Og tænk engang, da man var lille, var det superfedt og sejt, når man begyndte at få lov at handle ind for sine forældre. Eller var det min mig og mine veninder, der syntes det? Det var så utrolig voksent, at man sådan fik lov at spankulere op til den lokale købmand helt alene, blot udstyret med en indløbsliste og kolde kontanter. Gid jeg dog havde den samme glæde ved at handle ind i dag!

For slet ikke at tale om sommerferierne! De føltes jo så lange, at man havde glemt både 8-tabellen og de uregelmæssige engelske verber, når man vendte tilbage til folkeskolen i august måned. Tænk på alt det, man kunne nå i sådan en sommerferie. Jeg husker det også som om, vejret var godt hver eneste dag. Vi rendte rundt i shorts og sandaler og spillede stikbold hver aften sammen med alle de andre børn på vejen.

Man var bare så fri. Kunne lege når man ville. Bare lege lege lege. Indtil mor råbte ”Line, der er mad”. Ak, så måtte man forlade sit Polly Pocket eller hvad man nu var i færd med. Til jul og fødselsdage fik man så meget fedt legetøj, at man var ved at sprænges af bare spænding. Man behøvede ikke at ønske sig kedelige voksenting som en stegepande og et tærtefad.

Men bare rolig! Hvis man sidder derude og også pludselig føler sig lidt for voksen, så (gen)læs lige indlægget med 9 tegn på at man ikke er helt voksen endnu. For inderst inde gemmer man nok alligevel på et legebarn. Jeg gemmer i hvert fald på et meget stort et! Måske skulle jeg egentlig snart skrive et vol. 2 af netop dét indlæg…

Moaaaar, fortæl mig om kridttiden

I går skrev jeg jo om, hvordan børns manglende begreb om alder og tid havde resulteret i mange sjove spørgsmål og kommentarer.

Det satte i øvrigt gevaldigt gang i hukommelsen, så nu husker jeg pludselig en masse andre sjove børnereplikker. Dem deler jeg naturligvis med jer en anden dag. Indtil da kan jeg løfte sløret for, at nogle af børnene seriøst troede, at jeg gik i institutionen frem for at arbejde der. Så deeet. Men det er måske positivt nok; så holder man sig VIRKELIG godt! Ole Henriksen go home, for jeg ligner en på 8 år.

Nå, men i forhold til det med viden om tid og alder, så var jeg naturligvis ikke et hak bedre, da jeg selv var barn. Dette er en sand historie fra min barndom, som selveste min mor er den lødige kilde på:

4-årig Line: Moaaaar, hvornår fandtes der egentlig dinosaurer?
Mor: Uha, det var for mange, mange, MANGE år siden!
4-årige Line: Nå, så det var dengang du var lille…

 

(Ak ja. Hende den lille Line havde meget at lære).

Da jeg endelig fik en tamagotchi

Kan I huske historien om, at jeg som barn ikke måtte få en tamagotchi for mine forældre? Hvis ikke, kan I læse den her. Nå, men det resulterede da bare i, at jeg købte en som voksen! Ja, det lyder måske lidt underligt, I know, men jeg var jo simpelthen nødt til at finde ud af, hvad jeg var gået glip af i sin tid…

Her han så, den gode Ole!

Her er han så, den gode Ole!

Jeg købte den sammen med min veninde Mette. Vi købte en hver, fordi de kunne tale sammen. Når de blev store nok, kunne de blive forelskede og få unger sammen. Alt sammen meget smukt. Og de skulle så have navne på kun tre bogstaver; Mettes hed Mie, og min hed Ole. Mette og jeg boede i det samme lejlighedskompleks cirka 92 skridt fra hinanden med kun en græsplæne imellem, så det var jo ganske praktisk.

De to første dage var det meget sjovt! Jeg fik indhentet alt det, jeg blev snydt for som barn. Så det var jo helt kanon. Men efter ikke ret lang tid, blev det allerede en anelse kedeligt og irriterende. For mine forældre havde jo ret – den bippede simpelthen i tide og utide, fordi den enten var sulten eller havde skidt på gulvet. Argh. Jeg var måske alligevel lidt for gammel til sådan en dims!

Nå, men jeg lavede så en aftale med min søde veninde, Helle, som jeg boede sammen med; fra nu af skulle Ole bo ovenpå køleskabet, og vi kunne deles om at passe ham. God deal!

Det blev dog også lidt for irriterende i længden, og vi droppede idéen om at gøre Ole voksen, så han kunne forelske sig i Mie og få unger og villa og volvo og sommerhus. Der var simpelthen for lange udsigter. Derfor besluttede vi at lade ham dø (det lyder makabert, men man kunne sgu ikke engang slukke for lortet!).

tamaSå vi lod Ole ligge på køleskabet uden at røre ham. Han bippede og bippede i flere dage, og selvom vi på ingen måde hjalp ham, så døde han bare ikke. Vi tjekkede spændt hver morgen, men han var stadig i live, selvom han både var syg, sulten og levede i en svinesti. ARGH! Bip bip bip bip, sagde det konstant i det lille hjem.

Men endelig en dag skete det! Jeg sad ovre på terrassen hos Mette og hendes roomie på den anden side af græsplænen. Og pludselig kom min søde roomie løbende over græsplænen, mens hun storgrinende råbte ”OLE ER DØD!! hahahaha”, og så skreg vi alle af grin! Jeg tror endda, at nogen råbte, at ”det var da også på tide”. Og så grinede vi lidt mere.

… Først senere kom vi til at tænke på, at der helt sikkert var andre, som overhørte situationen. Altså folk, som ikke lige var klar over, at Ole bare var en tamagotchi. Hvad har de ikke lige tænkt, da se så Helle storgrinende (og i råb!) proklamere at Ole var død, hvorefter tre andre piger også bryder ud i et meget højt grin? Ups…

Et stakkels, naivt barn

I anledningen af at det er onsdag, og solen skinner noget så dejligt, har jeg strikket en lille barndomsanekdote sammen til jer (you’re welcome). Den begynder den dag, da jeg fik min allerførste pung. Jeg var vist kun 3 år gammel, og jeg havde fået pungen i gave.

Den cirka 3-årige Line

Pungen var en af de der super fede velcro-punge, som I nok alle sammen kender. Den var primært gul, men der var også lyserødt, grønt og lilla på. Jeg kan huske, at jeg var så glad og stolt over den. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for det var da egentlig begrænset, hvor meget jeg havde at bruge den til. Jeg mener – hvor høj er lommepengetaksten lige for en 3-årig?

Nå men i al fald fik jeg proppet min sparsomme opsparing – som naturligvis bestod udelukkende af småmønter – ned i pungen. Så var der ligesom styr på de 34 kroner, eller hvor meget det nu blev til.

Og så var det, at min mor viste mig noget smart. Hun lavede nemlig en lille lap papir med mit navn og adresse og puttede ned i pungen. Jeg var jo ikke helt gammel nok til selv at rende rundt med mit sygesikringsbevis i min fine, regnbuefarvede velcro-pung. Derfor skulle min adresse være at finde i pungen på et stykke papir – for så kunne folk se, hvem der ejede den, hvis jeg nu tabte pungen. Og så kunne jeg få den tilbage! Skide smart, tænkte jeg.

Og så synes den 3-årige Line åbenbart, at det lød sgu da egentlig meget spændende – ja, altså det med at tabe sin pung, hvorefter nogen finder den og leverer den tilbage (meget underligt barn, ja). Så den efterfølgende lørdag, da vi var i Føtex for at handle ind, valgte jeg at smide min pung på gulvet med fuldt overlæg.

Jeg sad i indkøbsvognen med min nye, fine pung i hånden. Og da både min mor og far kiggede den anden vej, smed jeg lynhurtigt pungen på gulvet. Jeg var overbevist om, at det opdagede de ikke. Men selvfølgelig gjorde de det – også at det var med vilje. Og så sagde min mor ordret (jeg husker det, som var det i går – for det er en vigtig lektie!): Jamen, Line.. Det er altså ikke alle, der afleverer pungen tilbage MED pengene i…

Og BUM! Sådan gik det til, at den stakkels lille og naive 3-årige Line lærte, at verden ikke udelukkende består af kærlighed og kram – men også tyverier og den slags. Og jeg som ellers var overbevist om, at en sød gammel dame ville finde pungen og komme til kaffe, når hun skulle aflevere den…

 

PS: Hvis du kan lide, hvad du læser, så husk, at du kan følge bloggen på både Facebook og bloglovin‘. Så bliver jeg så glad!

Hurra, en mobiltelefon – men hvem skal jeg ringe til?

Den skarpe læser kan nok huske historien om, at jeg ikke måtte få en tamagotchi som barn. På baggrund af en sådan anekdote kunne man foranlediges til at tro, at mine forældre var meget teknologiforskrækkede. Det var de dog ikke. For (hold nu fast) jeg var dælme den første i klassen, der fik en mobiltelefon. Hvad siger I så? Jeg var så stolt og glad!

Mobiltelefonen var en megafed Motorola-model. Det var en lille, fin telefon på størrelse med en mursten. Den vejede også cirka det samme. Den havde en antenne, man skulle trække op, før man kunne få forbindelse. Og den kunne ikke engang sende sms’er (hvis nogen under 18 år læser med, så tror de sikkert, at jeg lyver. Men jeg lover, at det gør jeg ikke. Jeg har desværre ikke et billede af telefonen, men det er den skinbarlige sandhed!). Der var også en klap, man skulle folde ud for at få adgang til tasterne (som der i øvrigt var grønt lys i!).

Det var mine forældres tidligere mobiltelefon, idet de havde valgt at opgradere til en nyere model. Jeg fik et taletidskort af min bedstefar, så jeg kunne bruge telefonen. Jeg var 9-10 år gammel, og det var egentlig lidt for sjov, at jeg fik telefonen. I min familie var vi altid på camping i weekender og ferier, så min bedstefar fandt det smart, at han kunne ringe til mig, når vi var afsted.

SIM-kortet var på størrelse med et dankort. Seriøst! Det står godt nok i stærk kontrast til i dag, hvor Apple sørger for, at hver en ny iPhone skal bruge et endnu mindre SIM-kort end den forrige.

Jeg var helt oppe at køre over min nyeste erhvervelse – en vaskeægte mobiltelefon. Tænk, at jeg nu kunne bevæge mig rundt omkring, mens jeg talte i telefon. Og ikke mindst at jeg nu kunne tale i telefon, når jeg ikke var hjemme!

Midt i min glædesrus glemte jeg dog at fokusere på et væsentligt spørgsmål; hvem skulle jeg egentlig ringe til? Ingen af mine klassekammerater havde en mobiltelefon. Så går fidusen jo lidt af det, kan man sige. Men skidt pyt, jeg ringede da bare til min bedstefar! Når jeg altså var derhjemme eller i campingvognen. For telefonen var så stor, at man altså ikke lige tog den med i lommen…

 

(… og bare rolig, jeg fik naturligvis en ”rigtig” og mere handy mobiltelefon (med sms-funktion) nogle år senere!)