Tag Archives: tøj

En blandet tankestrøm

… Apropos to do-lister har det så egentlig ikke først taget overhånd, den dag man skriver på en seddel, at man skal huske at skrive en to do-liste?!

… Nike burde virkelig overveje at genindføre sneakers med lys i hælen. I ved, det der røde lys, der blinkede, hver gang man satte foden i jorden. Det var jo det allerfedeste (også selvom jeg gik direkte ind i murstensvæggen nede i svømmehallen, fordi jeg havde travlt med at holde øje med, hvorvidt mine splinternye ”kondisko” nu også lyste, når jeg trådte ned).

… Er jeg mon den eneste, der op til flere gange på en shoppingtur i fx H&M eller Salling pludselig har indset, at jeg går rundt i afdelingen med plus size-tøj? Uden at have opdaget det før jeg finder en kjole, som jeg gerne vil prøve (dette er naturligvis ikke skrevet for at tale nedladende om store størrelser, men situationen svarer jo bare lidt til, at jeg går uvidende rundt i herreafdelingen i Bianco og forsøger at finde et par sko, jeg kan passe).

… Hvad sker der for udtrykket ”de har ikke engang salt til et æg”? Men de har råd til æggene eller hvad? Hvad er det for noget fis? Hvis man ikke har råd til salt, har man da slet ikke råd til æg? Æg er da meget dyrere end salt? Hvad koster salt overhovedet? Har de ikke råd til salt, fordi de har brugt alle deres penge på æg? … Find selv på flere spørgsmål og følg med i morgen!

 

 

Man kan faktisk godt opleve noget på trods af eksamen

Jeg ville da lige kigge ind og smide et fredagsindlæg i punktform! Det handler om alle de über spændende ting, der sker i mit liv for tiden.

  • Det var åbenbart helligdag i går. Det er ikke altid, jeg lige fanger den, når jeg har godt gang i en eksamensperiode. Men Netto havde da i hvert fald valgt at holde lukket.
  • Har man for meget tøj, når man kommer ned i vaskekælderen og finder en stor bunke af vores eget tøj, som vi åbenbart har glemt dernede, sidste gang vi vaskede (for måske 3-4 uger siden)? Jeg havde på ingen måde opdaget, at det var væk.
  • Der findes stadig folk, der ringer eller sms’er til det forkerte nummer. I morges fik jeg følgende sms fra en fremmed kvinde:

sms

  • Og nu fortryder jeg lidt, at jeg ikke bare skrev: ”Okay, adressen er *min adresse*, og jeg ønsker mig brændende et rejsegavekort. Du må gerne sende det allerede nu, så vi kan få gavebordet gjort klar inden festen”.
  • I sidste uge ringede en mand også forkert til mig: ”Ja hej, det er Bjarne oppe fra Solhuset igen”. Jamen go’daw Bjarne da! Næste gang nogen ringer eller skriver forkert til mig, så tager jeg altså pis på dem.
  • Jeg har tilsyneladende (desværre) ikke lært at begrænse mig siden sidste eksamensperiode. Argh.
  • Jeg har tilsyneladende heller ikke lært at gå i gang fra morgenstunden endnu. For det er jo så godt vejr. Og i aften når solen går ned, så bliver det hele meget lettere!
  • … og den der tanke med: Ej, jeg tager da bare lige nogle bøger med ned på græsset, og så kan jeg nyde vejret og læse på SAMME tid – det virker altid som en god idé, men det er aldrig særlig effektivt for mig. I hvert fald ikke hvis jeg er sammen med andre.
  • Der er noget særligt over fredage. Selvom jeg skal skrive eksamen med en veninde hele weekenden, havde jeg stadig den der dejlige fredagsfølelse, da jeg gik hjem fra arbejde for en time siden.
  • Jeg skal virkelig til at gå i sandaler i stedet for sneakers. Mine fødder er kridhvide i forhold til mine ben (som nu har opnået nuancen æggeskal!).

Jeg kigger bare lige … med dankortet

Det kan godt være, at jeg tidligere har givet jer et indtryk af, at jeg hader at shoppe. Men det gør jeg jo i virkeligheden slet ikke (min bankdame ville i hvert fald til hver en tid vidne om det modsatte) – og det er nok heller ikke gået jeres næse forbi, at ironi er et tilbagevendende element her på bloggen.

I virkeligheden er jeg nok nærmere en anelse shopaholic. Altså ikke på den sygelige ”jeg-dør-hvis-jeg-ikke-køber-denne-designertaske”-måde, men mere på ”jeg-skal-bare-lige-kigge-i-H&M-men-kommer-til-at-købe-alt-for-meget”-måden.

Problemet ligger nok i, at hver gang jeg går i min lokale Føtex, så går jeg lige forbi H&M. Og så kunne man jo godt lige gå ind for at kigge lidt. Altså bare kigge. Men H&M er jo ikke sådan en butik, man bare kigger i. Det er så billigt, at man jeg ikke kan lade være med at købe noget. Bare lidt. Den her top koster jo kun 129 kroner. Eller se her – et par solbriller til kun 69 kroner.

Og så bruger jeg de der klassiske argumenter over for mig selv. Det er jo næsten dumt ikke at købe det. Jeg skal jo bruge solbriller hele sommeren. Og en top mangler man jo altid. Det er utroligt så nemt det er at overbevise sig selv om, hvad man virkelig mangler/får brug for engang/vil se godt ud i/ikke kan undvære.

Heldigvis er det ”bare” i H&M, jeg ikke helt kan styre mig. Tænk hvis det var i Gucci eller den slags. Det ville sgu være en tragisk kombination med SU’en. Én ny ting den første og så ellers havregrød (uden bær og andre lækkerier) resten af måneden.

Derfor har jeg udviklet et had-/kærlighedsforhold til H&M. Mest kærlighed. Man bruger jo aldrig ret mange penge ad gangen derinde – for man får virkelig noget for pengene. Men til gengæld kommer man nemt og tit til at gå ind og købe en enkelt ting. For det er jo bare en enkelt lille ting. Og endnu en enkelt ting to dage efter…

 

 

Prøverummets forbandelse

I går beskrev jeg et lille udpluk af de oplevelser, man udsættes for, så snart man træder ind i en tøjbutik (se indlægget her). Når man så har gennemgået dét forløb, er man klar til noget endnu værre. Nu er tiden nemlig kommet til at bevæge sig ned mod prøverummene. Da da da daaaaam. Behøver jeg næsten sige mere?

Jeg prøver altid forsigtigt at snige mig derned uden at blive opdaget. Så slipper man måske for, at de kommer rendende i tide og utide. Men ak. Deres øjne har jo nærmest ikke sluppet én, siden man trådte ind i butikken, så selvfølgelig er man opdaget. Jeg forsøger ellers optimistisk hver gang. Så står jeg og lader som om, jeg kigger på det tøj, der hænger aller tættest på prøverummene, og pludselig springer jeg som en ninja ind bag gardinet. Det virker dog næsten aldrig. Selv de ekspedienter, der står og smalltalker om deres veninde, Tykke Lone, opdager mig sommetider. Eller også tjekker de bare prøverummene en gang i timen for at sikre sig, at de veninder, de står og bagtaler, ikke er derinde? Det er nok alligevel mere sandsynligt.

Helt ærligt, så er der jo virkelig ikke noget mere stressende end at stå i et prøverum. Det føles som et kapløb med tiden. Man står der og kæmper for at slå rekorden i hurtigst muligt at få et stykke tøj af og et nyt stykke på. Ja, man kan sgu næsten komme helt til at svede af det. For man ved jo aldrig, hvornår der kommer en ekspedient og trækker gardinet til side. Man ved bare, at man ikke vil stå med (næsten) bar røv, når det sker.

Oftest kommer ekspedienten enten alt for tidligt eller alt for sent (nogle gange endda begge dele!). ”Hvordan går det herinde ved dig?”. Øh, jeg er kun lige ved at tage min vinterjakke af, og det går da okay med det. Men tak for tanken. Eller også kommer de, bedst som man er på vej i sit eget tøj igen. ”Har du brug for hjælp herinde?”. Nej ellers tak, eller jo du må da gerne lige binde mine snørebånd?

Men what’s the fucking difference egentlig? Når det endelig lykkes dem at komme til undsætning, imens man rent faktisk er ved at prøve noget af butikkens tøj, så kan man jo ikke bruge deres hjælp alligevel. Der er jo pludselig ingen grænser for, hvor flot alting sidder, og hvor meget det klæder én. ”Den er såååå god til dig, den der”. Øh ja, det er en sort og helt basic bluse? Den kan alle forhåbentligt bære. Og ligegyldigt hvor hæsligt noget sidder, så har ekspedienten med garanti aldrig set noget flottere. Alt er smart, sidder flot, klæder mig eller fremhæver min talje. Jeg ville seriøst købe meget mere, hvis jeg fik hjælp af en ærlig ekspedient. En, der turde sige, når noget ikke lige passer til mig. For man ved jo ikke, hvornår de virkelig mener, at noget er flot, og hvornår de i virkeligheden er ved at dø af grin indeni?!

I det mindste er der én fordel ved det: hvis man en dag har lidt underskud på selvtillidskontoen, skal man da bare tage ud og prøve en masse tøj. Så kan man lidt igen!

 

(PS: Jeg kan mærke, at jeg på ingen måde er færdig med at reflektere over dette emne. Så bliv nu ikke skuffet, hvis der en dag dukker mere op!).

 

Tid til shopping

Er det bare mig, eller får man altid en ustyrlig trang til at shoppe på den her tid af måneden? Det er seriøst som om, den opstår i nøjagtigt samme sekund, hvor lønnen eller SU’en tikker ind på kontoen. Og så sidder jeg her den 3. og tænker ”Hvad sker der for, at jeg ikke har været ude at shoppe endnu?”. Katastrofe! Jeg må afsted med det samme. Gud forbyde da, at SU’en pludselig begynder at trække renter (og hvis banken krakker, så skal jeg sgu ikke have noget i klemme!). Jeg når næsten at hoppe i skoene og putte dankortet i lommen, men så kommer jeg alligevel til at tvivle. For orker jeg i virkeligheden hele det store shopping-ræs?

Først skal man igennem hele den situation, hvor man træder ind i en tøjbutik og pludselig føler sig mistænkt og forfulgt af selveste CIA. Man KAN bare ikke få lov at gå i fred. Ekspedienterne kaster sig jo over én, fuldstændig som en flok katte, der får øje på en skål med fløde (med mindre man selvfølgelig er gået i tøjbutikkernes svar på Netto; nemlig H&M. Der får man sgu lov at gå i fred, og jeg elsker det). 

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spørger de høfligt først. Så takker man pænt nej og krydser fingre for, at de derefter holder sig væk. But no. Lidt senere, når man står og roder i en kæmpe bunke med bukser, kommer ekspedienten flyvende tilbage: ”Er det en bestemt størrelse, du leder efter?” (i øvrigt verdens dummeste spørgsmål. Hvad fanden skulle jeg ellers gennemrode hele bunken for?). All right, så hjælp mig da med at finde den størrelse 38, så vi kan komme videre!

Generelt er det jo bare en smule angstprovokerende at gå rundt i en tøjbutik, hvor der ikke er særligt mange andre kunder. Man kan bare mærke ekspedienternes øjne i nakken. De følger troligt med i alt, hvad man laver (altså lige undtagen når man går ind i sådan en butik, hvor ekspedienterne tilsyneladende har glemt, at de er på arbejde, og derfor højlydt står og taler om, at deres tredje veninde, Lone, er blevet for tyk).

Jeg begynder sommetider helt febrilsk at kigge på noget tøj, jeg ikke engang bryder mig om, bare fordi jeg føler mig iagttaget. Som om jeg tror, at de bliver sure eller kede af det, hvis jeg ikke lige umiddelbart finder noget interessant og derfor blot går en hurtig runde i butikken og smutter igen. Nej, så bliver jeg åbenbart hellere fem minutter ekstra og lader som om, at jeg er lige ved at overveje at købe noget!

Men hvad endnu værre er: prøverummet! Det er jo virkelig ikke just behagelige minder, man gennem tiden har samlet sammen derfra. Men den tager vi i morgen…

Kunsten at pakke en kuffert

I dag skal vi tale om en af mine svage sider. Det er desværre et problem, jeg tit bliver konfronteret med. Jeg er nemlig fuldstændig talentløs, når det kommer til at pakke en taske eller en kuffert! Og det er ellers en disciplin jeg efterhånden har stillet op i hundredevis af gange. Jeg taber med sikkerhed HVER gang…

Hvordan i alverden gør I andre? Når min kæreste og jeg skal et sted hen og hver især skal have pakket en taske, foregår det cirka sådan her: Jeg åbner mit skab og begynder at overveje, hvad jeg skal have med. Hvordan mon vejret bliver? Mon jeg har lyst til at have bukser eller nederdel på i morgen? Det kommer jo nok også lidt an på fodtøjet… Gad vide om jeg skal tage jakke på eller kan nøjes med en varm trøje? Og pludselig siger min kæreste: ”Så har jeg pakket!”. Jeg kigger måbende på ham. Af hva’? Hvordan gik det lige til?

Det er som om, jeg altid er bange for at komme til at mangle noget. Så jeg slæber bunkevis af tøj med hver gang. Og Guderne skal vide, at jeg altså ikke er specielt modebevidst. Jeg er heller ikke typen, der prøver fem sæt tøj hver morgen. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg føler åbenbart en ustyrlig trang til at slæbe halvdelen af min garderobe med every fucking time. Og når jeg vender snuden hjem igen, har jeg måske brugt en tredjedel. Max. Hvorfor lærer jeg det ikke til næste gang?

Det er især slemt, når jeg skal på charterferie. Jeg skriver lange huskelister og lægger alting frem på sengen. Når jeg er tilfreds, hiver jeg kufferten frem. Og først dér går det op for mig: der er større chancer for at putte en hel hest derned. Så jeg sorterer varsomt et par ting fra og forsøger at proppe tingene i kufferten. Samme problem igen. Den proces gentager sig mange gange. Til sidst lykkes det at lyne kufferten. Naturligvis først efter at jeg har sat mig på den og ofret endnu et par stiletter (for sådan et par nægter jo bare at samarbejde i hele ”mase-indholdet-i-en-kuffert”-situationen).

Dernæst kigger jeg i bunken med alle de ting, der er blevet frasorteret i processen. De vigtigste ting derfra søger asyl i min kærestes kuffert – og bliver godkendt. Hurra. Endelig kan jeg ånde lettet op. Men hov – jeg har jo glemt at veje min kuffert?
Fuck. Om igen.