Tag Archives: hverdag

Så syng da for helvede igennem, folkens

I dag skal vi snakke lidt om fællessang (ja, jeg skriver “vi”, selvom det nok er mest mig, der skal snakke – men I kan jo give jeres besyv med i kommentarfeltet).

I ved, når man er en stor bunke mennesker samlet og af den ene eller anden årsag skal synge en sang. Det kan være, man er til sin kusines konfirmation eller til jubilæum på arbejdet eller til andre fællessangsrelaterede begivenheder.

Og nu snakker jeg altså om de der ganske almindelige sange såsom “Marken er mejet”. Sange som alle mennesker uanset sangtalent kan synge med på (i modsætning til salmer, som kan være decideret problematiske at ramme).

Men har I lagt mærke til, hvad der altid sker, når man skal synge den slags fællessange?overheadprojektor_medium_ohp_536,p-m536p,s-700

Det er som om alle tænker “ej, det her er for pinligt. Jeg må hellere hviske sangen frem for rent faktisk at synge den”. Og så ender det med, at der sidder 50 mennesker side om side og hvisker “Marken er mejet, og høet er høstet”.

Hvad i alverden sker der for folk? Hvorfor skal den slags sange pludselig trækkes op i de allerhøjeste toner og synges som om vi sad i en kirke og sang fra salmebogen?

Jeg skal sige jer, hvorfor det irriterer mig. Min stemme ligger nemlig nede i den dybe ende af skalaen – og den er sådan set også kronisk halvhæs. Det betyder, at jeg slet ikke kan synge med, hvis sangene pludselig skal synges i de høje, sarte toner. Og det mest irriterende er jo, at det sker, fordi ingen rigtigt tør at synge med.

Hvorfor kan vi ikke alle sammen bare skråle “Marken er mejet, og høet er høstet” og stedet for at hviske den? Ja nogle mennesker mimer nærmest sangen. Og dét er sgu da endnu mere pinligt end at synge igennem.

Når den slags sker, så sender jeg altid en kærlig tanke tilbage til morgensang i folkeskolen. Dengang blev der sgu sunget med. Alle sang af deres lungers fulde kraft. Ingen var pinligt berørte og holdt sig tilbage. Ingen tænkte over, hvad andre mon tænkte om dem. Og ingen tænkte noget om de andre. Alle kiggede bare op på sangteksten (som var skudt op på lærredet via den smarte overheadprojektor) og brølede igennem.

Dét kunne man virkelig kalde fællessang.

Skulle vi ikke indføre det igen? Folkeskolemorgensang for voksne. Hvor man bare synger uden at bekymre sig om, at man jo ikke er nogen Adele. Så får vi det alle meget sjovere. Og vi slipper for at sidde og flove os over den nærmest pinlige stilhed, der finder sted midt i sangen.

… og så har folk som mig nemlig også en chance for at synge med.

Spred gerne ordet. Vi skal have alle folk med på vognen.

På forhånd mange tak.

 

Hørt i Føtex #2

En sød, midaldrende dame står ved en bod og deler smagsprøver på Pepsi ud. 

Pepsi-dame til forbipasserende mand: Kunne du tænke dig et glas cola og måske at deltage i konkurrencen om et rejsegavekort på 20.000 kroner?

Forbipasserende mand [sagt i en vrissen tone]: Øh NEJ tak, nu drikker jeg ligesom halvanden liter af det HVER dag, så jeg ved godt, hvordan det smager!

[Manden rækker hånden frem, tager to colaer og går igen]

Pepsi-dame: …

Min veninde og mig: …

Mit indre svar til manden: Okay, seje! Du drikker simpelthen halvanden liter cola hver dag, og det kan jeg da godt forstå, at du sådan render rundt og blærer dig med. #respekt! Og hvad bilder den onde dame sig dog også ind sådan at tilbyde gratis cola til forbipasserende. Godt, du lige fik vrisset af hende. Klap du endelig dig selv på skulderen og gå hjem og drik noget mere cola. Flot!

Transporttanker

Hvad jeg tænker hver morgen på vej på arbejde:

  • Shit, hvor er det bare koldt!
  • HVORFOR rammer jeg hvert eneste røde lys?

 

Hvad jeg tænker hver eftermiddag på vej hjem fra arbejde:

  • Kæft, jeg sveder…
  • Endelig et rødt lys, så kan jeg få en pause.

 

Der er tre kilometer. Gæt selv, hvornår det går op og ned…

 

Dagens fire billeder

I dag faldt jeg over sådan en fætter i Tiger:

usynlig

Hvad er det for en omvendt form for Kejserens Nye Klæder? Den hylde er da på ingen måde usynlig. Den er ikke engang gennemsigtig… Kom igen, Tiger. Ikke engang et lille barn ville hoppe på den.

 

En (lille) del af min arbejdsdag er gået med at sidde sådan her:

hobbykniv

Hvor hyggeligt er det ikke lige? Det minder mig totalt om dengang, jeg gik i fritteren. Jeg havde næsten helt glemt, hvordan man gjorde!

 

Jeg trænede fra morgenstunden:

fit selfie

Ja, jeg er faktisk blevet ret stor fan af det dersens morgentræning! Og så tog jeg sørme da lige et af de berømte træningsselfies. Mit krøllede morgenansigt får I dog ikke lov til at se…

 

Apropos træning så så jeg dette opslag på facebook for lidt siden:

iform

Det er næsten Tiger om igen! Ej men helt ærligt, I FORM. Tror I selv, at nogen hopper på den? AF HVAD? FLAD MAVE PÅ BARE ÉT MINUT? DET LYDER DA DEJLIGT. OG MEGET REALISTISK. JEG SKYNDER MIG DA LIGE AT MELDE MIG UD AF FITNESSCENTRET MED DET SAMME… FOR OM BARE ÉT MINUT ER MIN MAVE HELT FLAD!!

 

… glædelig torsdag aften til alle jer derude. Weekenden er lige om hjørnet, og jeg glæder mig!

”Du får også lige et tillykke her på Facebook”

Jeg har før været inde på, hvor smart det er, at facebook hjælper én med at huske fødselsdage. Men vi må jo også bare erkende, at fødselsdagshilsner på facebook ikke er de mest personlige i verden!facebook

Så når folk, jeg er tæt på, har fødselsdag, så ringer jeg dem op eller sender en sms i stedet for. Det virker lidt mere rigtigt end den obligatoriske ”Tillykke med fødselsdagen, jeg håber du har en god dag”-hilsen på personens i forvejen overfyldte facebookvæg. Det er vel sådan de fleste gør? Opkald er mest personligt, dernæst sms og til sidst facebookbesked (uh, der definerede jeg jo lige det officielle hierarki for fødselsdagshilsner!).

Men har I så ikke lagt mærke til alle de facebook-fødselsdagsbeskeder, der indeholder en sætning a la: ”Du får også lige et tillykke her på facebook”? Hvad er nu det? Skal man OGSÅ skrive på facebook, selvom man allerede har lykønsket pr. telefon? Er det pga. ”hvis det ikke har været på facebook, er det ikke sket”-reglen? SKAL alle andre også se, at man har husket personens fødselsdag eller hvad?

Og hvorfor overhovedet nævne, at facebookbeskeden er noget EKSTRA? Vil man gøre alle andre opmærksomme på, at man faktisk er gode venner, at man også har ringet eller sms’et? Dét må vel være årsagen, for der er jo ingen grund til at gøre fødselaren opmærksom på, at man allerede har lykønsket på anden vis. Det ved personen jo godt!

… Ja. Jeg tror, jeg fandt forklaringen lige dér. Hvorfor i alverden skulle man ellers gøre det?

Glædelig 20. december. Nu vil jeg hoppe ud på julegavejagt. Ligesom alle de andre århusianere. Fuck!

 

PS: Kan I huske historien om dengang min gode veninde glemte min fødselsdag, selvom vi var ude at spise brunch sammen på selve dagen? Læs eller genlæs den her!

Kalenderlysets forbandelse

Hvordan kan noget så hyggeligt og afslappende som et stearinlys forårsage en slags stressfølelse i kroppen? Det er ganske simpelt. Det kan det, hvis der er tal på, og man kun må brænde ét tal ned hver dag!kalenderlys

Når man tænder det, er det skide hyggeligt til at begynde med. Men det går hurtigt over. For så skal man holde øje. Man skal hverken brænde det for lidt eller for meget ned. Så selvom man forsøger at koncentrere sig om aftensmaden, eksamensopgaven eller fjernsynet, har man stadig et halvt øje på det skide lys (eller går jeg mon for meget op i det?).

I det hele taget skal man huske at tænde det. Hver dag. Man skulle jo nødigt komme bagud. Det skal også tændes på det rette tidspunkt. Har man investeret i en ordentlig kleppert af et kalenderlys, skal det tændes i god tid, så det kan nå at brænde et tal, før man skal i seng/på arbejde/i Netto/noget andet. Og har man pludselig ikke været hjemme i et par dage, gælder det om at indhente det forsømte!

Forrige år købte jeg et kæmpestort og tykt kalenderlys. Jeg tænkte ”Det skal sgu kunne være tændt i mere end en halv time”. Dumt tænkt. Vi tændte det så ofte vi kunne – men sådan et lys med en diameter på 8 centimeter skal jo være tændt længe for at begynde at brænde ned. Da vi nåede juleaften, var vi ifølge kalenderlyset stadig ved den 7. december (jeg overvejede et kort øjeblik at gemme det til året efter). Lad dig aldrig friste til at købe sådan et!

Sidste år købte jeg så et lille, tyndt lys. Det gik heller ikke. Det brændte for langt ned, når man kom til at fordybe sig for meget i noget andet. Argh! I år er jeg gået midtervejen og har købt et mellemstort lys. Det går okay og har indtil videre hverken medført hjertebanken eller irritation.

I havde nok ikke lige regnet med julebrok fra min side, vel? Det gælder om at overraske sit publikum. Hvad med jer? Er I lige så autoritetstro over for jeres kalenderlys, eller er I sådan nogle rebeller, der er ligeglade med at brænde for meget eller lidt?

Juhuu, 1. december

Så hoppede vi ind i december måned. Det føles bare godt hver gang, ikke?! Også selvom det var bidende koldt i morges, og jeg for første gang måtte pakke mine ører ind i et pandebånd for ikke give dem forfrysninger på vej på arbejde. Alt det er fuldstændigt ligegyldigt, fordi man har den der ”1. december-følelse” i kroppen. Så kan vinteren bare komme an. Også sneen!

Min pakkekalender fra min søde kæreste.

Min pakkekalender fra min søde kæreste.

Når nu december uden tøven ER min yndlingsmåned på hele året, så vil jeg naturligvis gerne have det maksimale ud af den. Derfor vil jeg nu lave det der ganske klassiske blogindlæg med ting, jeg gerne vil nå. Så her kommer det. I denne fantastiske december måned vil jeg:

  • Få udarbejdet en ønskeliste, der sparker røv. Gerne i god tid (hvilket faktisk allerede er lidt for sent, fordi både min mor og min far presser på).
  • Huske at købe tømmermændsproviant FØR jeg drager afsted mod julefrokosterne (hold kæft, hvor kan tømmermænds-Line blive sur på præjulefrokost-Line, som dagen forinden kun købte strømpebukser i Føtex og ikke tænkte på, at nogen kunne få brug for cola og ostepops dagen efter!).
  • Se Pyrus på TV 2 så tit som jeg kan komme til det. Det føles bare helt anderledes i tv end på dvd. Uforklarligt.
  • Forsøge at følge med i den nye julekalender på DR 1. Jeg tror, den er spændende! Også for en 26-årig… (jeg skal virkelig snart stoppe med at tale om julekalendere herinde).
  • Spise æbleskiver mindst tre gange. Helst fem.
  • Købe julegaver i bedre tid end sidste år. Hvilket nærmest er umuligt ikke at gennemføre, for jeg var i usandsynligt dårlig tid sidste år.
  • Spise store mængder marcipan. Jeg fortryder altid i januar, at jeg ikke spiste lidt mere!
  • Prøve at lave de der lækre daddelkugler, som alle snakker om.
  • Bage mindst to slags julesmåkager.
  • Holde julefrokost med min veninde helt alene. Kun os to, fordi vi kan.
  • Nyde min juleferie og give mig selv lov til at udskyde den (lorterøvs-) eksamen uden dårlig samvittighed.
  • Spise lidt mindre flæskesteg juleaften, så der er plads til mere risalamande. Jeg er en sucker for risalamande! Og mandelgaver.
  • Lære at drikke glögg. Det MÅ kunne lade sig gøre.

Hvad vil I nå i december måned?

”Nogen spørger, hvad jeg laver”

testfoto

Here it is!

I dag er det tid til lidt mere brok over noget, der foregår på sociale medier – denne gang Instagram. Og jeg ELSKER altså sociale medier (og Instagram især). Men sommetider spredes der nogle underlige tendenser, som i mit hoved ikke giver nogen mening.

Først har vi jo hele #likeforlike-tendensen, som jeg tidligere har undret mig over. Da jeg for lidt siden fandt indlægget frem igen, gik det op for mig, at jeg da aldrig fik lavet den testpost på Instagram. Og det kan vi jo ikke have, så den er hermed gået i luften! Så skal jeg sgu finde ud af, hvordan den slags virker. Og hvor effektivt det er på like-fronten. Opdatering følger…

Nå, men i dag skal det handle om noget helt andet. Nemlig når folk skriver ting a la dette til et billede på Instagram:

”@Ursula-pigen spørger, hvad jeg laver i dag. Jeg er såmænd bare i gang med at gøre rent i hele hytten, imens jeg har speltboller i ovnen og får 17 gæster til middag i aften (så jeg skal også lige have dækket op med Royal Copenhagen). Standard onsdag. Tak for tanken @Ursula-pigen. Hvad mon de skønne piger @anemoneblomsten, @birgitte56 og @christopherlover laver?”.

Hvorfor er det lige, at folk spørger hinanden, hvad de laver (PÅ INSTAGRAM!)? Hvornår er det blevet nødvendigt? Er det ikke stort set det eneste, man overhovedet bruger Instagram til? Altså at vise, hvad man laver? Også uden nogen, der spørger!

På forhånd undskyld, hvis jeg træder nogen over tæerne. Men helt ærligt, så synes jeg virkelig, det er en dum tendens. Er det bare for at have en undskyldning for at smide endnu flere posts op? Vedkommende ovenfor (som er en fiktiv person, naturligvis) kunne jo (og ville med 99 % sikkerhed) alligevel have postet det, selvom ingen havde spurgt efter en status på hendes liv.

Jeg er bare ked af, hvis Instagram bliver sådan én stor røvslikkerrundkreds… Og indrømmet: jeg vil sgu da have lov at poste et billede af min udsigt, min kravlenisse eller mine nye sko UDEN at nogen skal bede om det først!

Hvad tænker I om ”Gad vide, hvad @xxxxxx laver i aften?”-tendensen?

Endnu en uge #17

1) I starten af ugen gik jeg begejstret rundt blandt julehylderne i Føtex (endelig!), da jeg pludselig fik øje på spindelvævslys. Hvor mange år er det lige siden, man sidst har set dem? Det minder mig virkelig om mine tidlige teenageår, hvor jeg fyldte mit værelse op med gelélys, duftlys, spindelvævslys og hvad der nu ellers fandtes.

2) Jeg har i denne uge erfaret, at den klassiske Ikea-tur også gælder for Bilka! Sikke da en fantastisk butik.

3) Jeg faldt over denne bog i Netto her den anden dag:

lotte modsat

Så stod jeg der og blev totalt nostalgisk, for nøj, hvor blev den tit læst højt, da jeg var lille.

4) Qua ovenstående tre punkter kunne man fristes til at tro, at dette indlæg var sponsoreret af Dansk Supermarked. Det er skam ikke tilfældet, I promise.

5) I fredags var jeg ude at bowle. Det gør man jo bare aldrig mere?! Hvilket er dumt, for det var faktisk skide sjovt. Også selvom jeg knækkede en negl allerede efter 4 minutter – avs!

6) (Her kunne jeg også have valgt at blære mig med, at mine kæreste og jeg vandt alle tre runder. Men det undlader jeg naturligvis…).

7) I sidste uge hidsede jeg mig helt op, da jeg hørte Mads & Monopolet. Dilemmaet drejede sig om et par, der var blevet skilt, og nu havde delebørn. Moren havde fået en ny mand og et nyt barn, og faren var sur/irriteret over, at moren havde givet deres fælles børn en billederamme med et billede af deres nye halvlillesøster. WHAT? Kan det seriøst være et problem? Er det muligt at være mere egoistisk?

8) I denne uge blev jeg til gengæld helt blød om hjertet, da jeg hørte Mads & Monopolet – her kom den lykkelige skilsmisse nemlig ind i billedet. Det handlede om et par, der var blevet skilt for mange år siden, og som også havde fælles børn. De havde et rigtig godt forhold til hinanden og sås tit og var sammen med børnene sammen. Nu skulle moren så giftes med sin nye mand, og hun havde spurgt eksmanden, om han ville følge hende op ad kirkegulvet. Dét er da stikmodsat ovenstående dilemma!

9) Dette blev også ugen, hvor den bloggens første konkurrence blev skudt i gang. Hvis du ikke har deltaget endnu, så skynd dig – jeg trækker først en vinder på onsdag.