Så syng da for helvede igennem, folkens
I dag skal vi snakke lidt om fællessang (ja, jeg skriver “vi”, selvom det nok er mest mig, der skal snakke – men I kan jo give jeres besyv med i kommentarfeltet).
I ved, når man er en stor bunke mennesker samlet og af den ene eller anden årsag skal synge en sang. Det kan være, man er til sin kusines konfirmation eller til jubilæum på arbejdet eller til andre fællessangsrelaterede begivenheder.
Og nu snakker jeg altså om de der ganske almindelige sange såsom “Marken er mejet”. Sange som alle mennesker uanset sangtalent kan synge med på (i modsætning til salmer, som kan være decideret problematiske at ramme).
Men har I lagt mærke til, hvad der altid sker, når man skal synge den slags fællessange?
Det er som om alle tænker “ej, det her er for pinligt. Jeg må hellere hviske sangen frem for rent faktisk at synge den”. Og så ender det med, at der sidder 50 mennesker side om side og hvisker “Marken er mejet, og høet er høstet”.
Hvad i alverden sker der for folk? Hvorfor skal den slags sange pludselig trækkes op i de allerhøjeste toner og synges som om vi sad i en kirke og sang fra salmebogen?
Jeg skal sige jer, hvorfor det irriterer mig. Min stemme ligger nemlig nede i den dybe ende af skalaen – og den er sådan set også kronisk halvhæs. Det betyder, at jeg slet ikke kan synge med, hvis sangene pludselig skal synges i de høje, sarte toner. Og det mest irriterende er jo, at det sker, fordi ingen rigtigt tør at synge med.
Hvorfor kan vi ikke alle sammen bare skråle “Marken er mejet, og høet er høstet” og stedet for at hviske den? Ja nogle mennesker mimer nærmest sangen. Og dét er sgu da endnu mere pinligt end at synge igennem.
Når den slags sker, så sender jeg altid en kærlig tanke tilbage til morgensang i folkeskolen. Dengang blev der sgu sunget med. Alle sang af deres lungers fulde kraft. Ingen var pinligt berørte og holdt sig tilbage. Ingen tænkte over, hvad andre mon tænkte om dem. Og ingen tænkte noget om de andre. Alle kiggede bare op på sangteksten (som var skudt op på lærredet via den smarte overheadprojektor) og brølede igennem.
Dét kunne man virkelig kalde fællessang.
Skulle vi ikke indføre det igen? Folkeskolemorgensang for voksne. Hvor man bare synger uden at bekymre sig om, at man jo ikke er nogen Adele. Så får vi det alle meget sjovere. Og vi slipper for at sidde og flove os over den nærmest pinlige stilhed, der finder sted midt i sangen.
… og så har folk som mig nemlig også en chance for at synge med.
Spred gerne ordet. Vi skal have alle folk med på vognen.
På forhånd mange tak.
