Browsed by
Tag: anekdote

Spice up your life

Spice up your life

I tirsdags faldt jeg over en post på facebook fra selveste Melanie C. Hun skrev, at det var præcis 18 år siden, det første Spice Girls-album udkom. Seriøst? 18 år? Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg så det (sludder for jeg lå i min seng. Men det lyder godt). Jeg var da godt klar over, at det efterhånden er mange år siden, men ikke SÅ mange.Spicegirls-spice

Det fik altså sat en masse minderige tanker i gang i hovedet på mig. Jeg var jo SÅ stor fan af Spice Girls. Ligesom alle de andre piger på skolen. Og ligesom mange af jer nok også var.

Vi samlede på diverse Spice Girls-ting. Jeg havde både pennalhuse, blyanter, viskelædre, lineal, t-shirts (jep, dem der stumpede på maven), plakater og selvfølgelig cd’er! Vi købte også Spice Girls-tyggegummi (til 50 øre stykket) for at få et lille klistermærke med – og selvfølgelig for at puste lyserøde tyggegummibobler ligesom Emma.

Men mest af alt samlede vi på Spice Girls-billeder. Som naturligvis blev opbevaret i de originale Spice Girls-mapper. Jeg brugte alle mine lommepenge på de ih så flotte billeder. Købte pakke efter pakke. I håb om at komme i besiddelse af de allermest sjældne af slagsen (som var de sort/hvide solobilleder med autografer på, hvis nogen skulle være i tvivl). Ethvert frikvarter blev brugt på at bytte billeder med veninderne.

Som mange andre piger optrådte vi også som Spice Girls. Det skete til morgensang flere gange. Vi indøvede en koreografi og stod der og skrålede med. Og vi fik også taget vores egne Spice Girls-billeder flere gange (min venindes stakkels mor måtte flere gange bruge timevis på at tage billeder af os i forskellige poses). Jeg vekslede mellem at være Victoria og Mel C. Sommetider snobbet og andre gange mere sporty i det.

Desværre foregik alt dette før digitalkameraet kom til verden (i hvert fald til min verden) – ellers havde I naturligvis fået lov at se mig i en vaskeægte Sporty Spice-pose med benet sparket højt i vejret!

Var I også store Spice Girls-fans? Og hvem var I, hvis I skulle optræde eller have taget billeder?

 

Moaaaar, fortæl mig om kridttiden

Moaaaar, fortæl mig om kridttiden

I går skrev jeg jo om, hvordan børns manglende begreb om alder og tid havde resulteret i mange sjove spørgsmål og kommentarer.

Det satte i øvrigt gevaldigt gang i hukommelsen, så nu husker jeg pludselig en masse andre sjove børnereplikker. Dem deler jeg naturligvis med jer en anden dag. Indtil da kan jeg løfte sløret for, at nogle af børnene seriøst troede, at jeg gik i institutionen frem for at arbejde der. Så deeet. Men det er måske positivt nok; så holder man sig VIRKELIG godt! Ole Henriksen go home, for jeg ligner en på 8 år.

Nå, men i forhold til det med viden om tid og alder, så var jeg naturligvis ikke et hak bedre, da jeg selv var barn. Dette er en sand historie fra min barndom, som selveste min mor er den lødige kilde på:

4-årig Line: Moaaaar, hvornår fandtes der egentlig dinosaurer?
Mor: Uha, det var for mange, mange, MANGE år siden!
4-årige Line: Nå, så det var dengang du var lille…

 

(Ak ja. Hende den lille Line havde meget at lære).

Du er så flot, at du ligner en ko

Du er så flot, at du ligner en ko

… skulle det nu være et kompliment? I tror det måske næppe, men lad mig så fortælle jer en lille historie. Jeg har ret store øjne. Hvis man skal beskrive det på en pæn måde, vil man nok kalde det dådyrøjne. Det er der i hvert fald mange, der gør.

I mine teenageår var jeg ret ked af mine store øjne, fordi der var så mange, der påpegede dem og kommenterede på dem. Ja, og de gjorde det altså ved at komplimentere og misunde dem. Men det var jeg bare træt af, og ønskede mig helt normale, små øjne lige som alle andre.

Det er jo nok bare ligesom, at folk, der har glat hår, altid ønsker sig en masse store krøller, mens de, der har krøller, er trætte af det og ønsker sig helt glat hår. Man bliver jo aldrig tilfreds. Og da slet ikke i teenageårene. I dag er jeg faktisk langt om længe ret glad for mine øjne.

Nå men der var så den her dag i en samfundsfagstime tilbage i gymnasietiden, hvor min samfundsfagslærer valgte at begynde at tale om mine øjne. Han talte om en eller anden superstjerne (jeg kan simpelthen ikke huske hvem) og om, hvordan hun fik så mange fans og tilhængere, fordi hun kunne charme sig ind på alle ved hjælp af sine store øjne. Og dét fremlagde han jo som en meget positiv ting!

… Han forsatte dog med følgende sætning (og her er jeg ret sikker på, at jeg citerer ham 100 % ordret): ”Hun har jo fandme lige så store øjne som Line. Det er jo faktisk næsten KOØJNE”. Den 17-årige Line, som endnu ikke helt havde accepteret sine øjne, blev naturligvis meget fornærmet. Resten af klassen syntes selvfølgelig, at det var sjovt. Og som de sagde ”Det var jo pænt ment”. Og bevares, det var det skam også. Men jeg var nu alligevel ikke helt tilfreds.

Det gjorde ikke situationen bedre, da jeg samme dag efter skoletid mødte op på arbejde i en bagerforretning, hvor de netop samme dag lancerede en ny kage ved navn koøje

Da jeg endelig fik en tamagotchi

Da jeg endelig fik en tamagotchi

Kan I huske historien om, at jeg som barn ikke måtte få en tamagotchi for mine forældre? Hvis ikke, kan I læse den her. Nå, men det resulterede da bare i, at jeg købte en som voksen! Ja, det lyder måske lidt underligt, I know, men jeg var jo simpelthen nødt til at finde ud af, hvad jeg var gået glip af i sin tid…

Her han så, den gode Ole!
Her er han så, den gode Ole!

Jeg købte den sammen med min veninde Mette. Vi købte en hver, fordi de kunne tale sammen. Når de blev store nok, kunne de blive forelskede og få unger sammen. Alt sammen meget smukt. Og de skulle så have navne på kun tre bogstaver; Mettes hed Mie, og min hed Ole. Mette og jeg boede i det samme lejlighedskompleks cirka 92 skridt fra hinanden med kun en græsplæne imellem, så det var jo ganske praktisk.

De to første dage var det meget sjovt! Jeg fik indhentet alt det, jeg blev snydt for som barn. Så det var jo helt kanon. Men efter ikke ret lang tid, blev det allerede en anelse kedeligt og irriterende. For mine forældre havde jo ret – den bippede simpelthen i tide og utide, fordi den enten var sulten eller havde skidt på gulvet. Argh. Jeg var måske alligevel lidt for gammel til sådan en dims!

Nå, men jeg lavede så en aftale med min søde veninde, Helle, som jeg boede sammen med; fra nu af skulle Ole bo ovenpå køleskabet, og vi kunne deles om at passe ham. God deal!

Det blev dog også lidt for irriterende i længden, og vi droppede idéen om at gøre Ole voksen, så han kunne forelske sig i Mie og få unger og villa og volvo og sommerhus. Der var simpelthen for lange udsigter. Derfor besluttede vi at lade ham dø (det lyder makabert, men man kunne sgu ikke engang slukke for lortet!).

tamaSå vi lod Ole ligge på køleskabet uden at røre ham. Han bippede og bippede i flere dage, og selvom vi på ingen måde hjalp ham, så døde han bare ikke. Vi tjekkede spændt hver morgen, men han var stadig i live, selvom han både var syg, sulten og levede i en svinesti. ARGH! Bip bip bip bip, sagde det konstant i det lille hjem.

Men endelig en dag skete det! Jeg sad ovre på terrassen hos Mette og hendes roomie på den anden side af græsplænen. Og pludselig kom min søde roomie løbende over græsplænen, mens hun storgrinende råbte ”OLE ER DØD!! hahahaha”, og så skreg vi alle af grin! Jeg tror endda, at nogen råbte, at ”det var da også på tide”. Og så grinede vi lidt mere.

… Først senere kom vi til at tænke på, at der helt sikkert var andre, som overhørte situationen. Altså folk, som ikke lige var klar over, at Ole bare var en tamagotchi. Hvad har de ikke lige tænkt, da se så Helle storgrinende (og i råb!) proklamere at Ole var død, hvorefter tre andre piger også bryder ud i et meget højt grin? Ups…

Et stakkels, naivt barn

Et stakkels, naivt barn

I anledningen af at det er onsdag, og solen skinner noget så dejligt, har jeg strikket en lille barndomsanekdote sammen til jer (you’re welcome). Den begynder den dag, da jeg fik min allerførste pung. Jeg var vist kun 3 år gammel, og jeg havde fået pungen i gave.

Den cirka 3-årige Line

Pungen var en af de der super fede velcro-punge, som I nok alle sammen kender. Den var primært gul, men der var også lyserødt, grønt og lilla på. Jeg kan huske, at jeg var så glad og stolt over den. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for det var da egentlig begrænset, hvor meget jeg havde at bruge den til. Jeg mener – hvor høj er lommepengetaksten lige for en 3-årig?

Nå men i al fald fik jeg proppet min sparsomme opsparing – som naturligvis bestod udelukkende af småmønter – ned i pungen. Så var der ligesom styr på de 34 kroner, eller hvor meget det nu blev til.

Og så var det, at min mor viste mig noget smart. Hun lavede nemlig en lille lap papir med mit navn og adresse og puttede ned i pungen. Jeg var jo ikke helt gammel nok til selv at rende rundt med mit sygesikringsbevis i min fine, regnbuefarvede velcro-pung. Derfor skulle min adresse være at finde i pungen på et stykke papir – for så kunne folk se, hvem der ejede den, hvis jeg nu tabte pungen. Og så kunne jeg få den tilbage! Skide smart, tænkte jeg.

Og så synes den 3-årige Line åbenbart, at det lød sgu da egentlig meget spændende – ja, altså det med at tabe sin pung, hvorefter nogen finder den og leverer den tilbage (meget underligt barn, ja). Så den efterfølgende lørdag, da vi var i Føtex for at handle ind, valgte jeg at smide min pung på gulvet med fuldt overlæg.

Jeg sad i indkøbsvognen med min nye, fine pung i hånden. Og da både min mor og far kiggede den anden vej, smed jeg lynhurtigt pungen på gulvet. Jeg var overbevist om, at det opdagede de ikke. Men selvfølgelig gjorde de det – også at det var med vilje. Og så sagde min mor ordret (jeg husker det, som var det i går – for det er en vigtig lektie!): Jamen, Line.. Det er altså ikke alle, der afleverer pungen tilbage MED pengene i…

Og BUM! Sådan gik det til, at den stakkels lille og naive 3-årige Line lærte, at verden ikke udelukkende består af kærlighed og kram – men også tyverier og den slags. Og jeg som ellers var overbevist om, at en sød gammel dame ville finde pungen og komme til kaffe, når hun skulle aflevere den…

 

PS: Hvis du kan lide, hvad du læser, så husk, at du kan følge bloggen på både Facebook og bloglovin‘. Så bliver jeg så glad!

Hurra, en mobiltelefon – men hvem skal jeg ringe til?

Hurra, en mobiltelefon – men hvem skal jeg ringe til?

Den skarpe læser kan nok huske historien om, at jeg ikke måtte få en tamagotchi som barn. På baggrund af en sådan anekdote kunne man foranlediges til at tro, at mine forældre var meget teknologiforskrækkede. Det var de dog ikke. For (hold nu fast) jeg var dælme den første i klassen, der fik en mobiltelefon. Hvad siger I så? Jeg var så stolt og glad!

Mobiltelefonen var en megafed Motorola-model. Det var en lille, fin telefon på størrelse med en mursten. Den vejede også cirka det samme. Den havde en antenne, man skulle trække op, før man kunne få forbindelse. Og den kunne ikke engang sende sms’er (hvis nogen under 18 år læser med, så tror de sikkert, at jeg lyver. Men jeg lover, at det gør jeg ikke. Jeg har desværre ikke et billede af telefonen, men det er den skinbarlige sandhed!). Der var også en klap, man skulle folde ud for at få adgang til tasterne (som der i øvrigt var grønt lys i!).

Det var mine forældres tidligere mobiltelefon, idet de havde valgt at opgradere til en nyere model. Jeg fik et taletidskort af min bedstefar, så jeg kunne bruge telefonen. Jeg var 9-10 år gammel, og det var egentlig lidt for sjov, at jeg fik telefonen. I min familie var vi altid på camping i weekender og ferier, så min bedstefar fandt det smart, at han kunne ringe til mig, når vi var afsted.

SIM-kortet var på størrelse med et dankort. Seriøst! Det står godt nok i stærk kontrast til i dag, hvor Apple sørger for, at hver en ny iPhone skal bruge et endnu mindre SIM-kort end den forrige.

Jeg var helt oppe at køre over min nyeste erhvervelse – en vaskeægte mobiltelefon. Tænk, at jeg nu kunne bevæge mig rundt omkring, mens jeg talte i telefon. Og ikke mindst at jeg nu kunne tale i telefon, når jeg ikke var hjemme!

Midt i min glædesrus glemte jeg dog at fokusere på et væsentligt spørgsmål; hvem skulle jeg egentlig ringe til? Ingen af mine klassekammerater havde en mobiltelefon. Så går fidusen jo lidt af det, kan man sige. Men skidt pyt, jeg ringede da bare til min bedstefar! Når jeg altså var derhjemme eller i campingvognen. For telefonen var så stor, at man altså ikke lige tog den med i lommen…

 

(… og bare rolig, jeg fik naturligvis en ”rigtig” og mere handy mobiltelefon (med sms-funktion) nogle år senere!)