Browsed by
Tag: transport

Offentlig transport: To speak or not to speak

Offentlig transport: To speak or not to speak

Alle taler om det, men ingen gør noget ved det. Hvorfor taler vi ikke med hinanden i offentlig transport her i landet? Det er det største mysterium siden tyveriet af guldhornene! Det er jo kun de medpassagerer, vi ikke kender, som vi ikke taler med. For vi taler jo (selvfølgelig) gladeligt med dem, vi kender i forvejen. Så det er altså ikke, fordi danskere bare generelt fortrækker at sidde i stilhed i offentlig transport.

Hvad er det, vi er bange for? At personen, man henvender sig til, bliver sur? Probably not gonna happen. Og hvis han/hun endelig gør, så kan man da bare holde sin kæft resten af turen. Så har man i det mindste gjort et forsøg. Eller er vi bange for, at vi pludselig ikke kan finde noget at tale om? Heller intet problem. Vi er jo så privilegerede her i Danmark, at vi har hele fire årstider og derfor altid har ét sikkert samtaleemne i baghånden; vejret.

I mit hoved giver det på ingen måde mening, for det er da rent ud sagt røvsygt at køre i tog eller bus alene. Tiden ville sikkert gå dobbelt så stærkt, hvis man underholdte hinanden og udnyttede, at man rent faktisk ikke er alene i det transportmiddel, man nu engang har valgt.

Man sidder jo alligevel der overfor hinanden i tre stive timer. Imens man for Guds skyld helst lader som om, man faktisk slet ikke har opdaget personen overfor. Og hvis man kommer til at kigge direkte på vedkommende – fx fordi personen har en fed jakke, nogle vilde briller eller en speciel frisure, der fanger ens opmærksomhed – skynder man sig at fjerne blikket igen, så snart personen har afsløret én i at lure. For det ville jo være fuldstændig katastrofalt, hvis nogen opdagede, at man gjorde noget så unaturligt som at søge kontakt med andre mennesker. Føj da. Tænk hvis nogen troede, at man var socialt anlagt.

Jeg tror, jeg vil troppe op hos DSB en af de nærmeste dage og komme med et forslag. Jeg har alletiders idé til et forretningskoncept. Drop hele stillekupé vs. ikke-stillekupé konceptet. I stedet skal vi have en social og en asocial vogn. Hvis man ikke ønsker at tale eller interagere med de andre passagerer, sætter man sig pænt ind i den asociale vogn. Er man derimod frisk på at få sig en sludder og en kop kaffe med sine medpassagerer, hopper man på den sociale vogn. Jeg er ikke i tvivl om, hvilken vogn jeg vælger. Spørgsmålet er bare, om jeg mon bliver den eneste i den sociale vogn? Det ville være en anelse ironisk.

Mere Arriva-underholdning

Mere Arriva-underholdning

Efter min beretning om togturen til Vestjylland i fredags, har I sikkert alle sammen ventet i spænding på at høre om mine oplevelser på tilbageturen (jo, I har!). Og nu kan I endelig ånde lettet op.

Her er et udpluk af mine oplevelser:

  • Et kærestepar trådte ind i toget, og pigen sagde skrapt ”Hvis det er en stillezone, så gider vi altså ikke sidde dér!”. Det var det ikke, så de satte sig ned. Hvorefter de hver især tog høretelefoner i og ikke sagde en lyd til hinanden resten af turen.
  • En rullemadras, som fyldte et helt dobbeltsæde. Mon sådan en koster det samme at medbringe som en cykel?
  • En ung pige på sædet foran os, som hørte så højt musik i sine høretelefoner, at jeg seriøst troede, det var radioen i toget. Jeg var lige ved at nynne med på et tidspunkt. Hun sad desuden også og tog mascara på ved hjælp af et lille lommespejl. Og klokken var altså 22.
  • To unge gutter, der vistnok havde gået i gymnasiet sammen (gætter jeg på), men ikke som sådan var venner i dag. De sad og snakkede sammen hele vejen. Eller det vil sige, at den ene fyr snakkede, og den anden fyr forsøgte at få et ord indført. Fyr1 fortalte stolt om sin fede uddannelse. Han fortalte, hvor meget de skulle læse, hvor indviklede deres opgaver var, og hvor mange der dumpede til eksamen. Fyr2 brød sommetider ind med ”replikker” som Nåh ja, ja okay, nej men…, okay, ja ja, præcis, ja men…, jeg har også engang…. Men han kom aldrig rigtigt til orde. Og jovist stillede Fyr1 da et par spørgsmål til Fyr2, men når Fyr2 havde fået sagt en halv sætning, overtog Fyr1 igen og besvarede spørgsmålet selv. Jeg sad og tænkte på, at hvis det havde været en telefonsamtale, så kunne Fyr2 bare lægge telefonen fra sig og give sig til at lave noget andet. Det ville Fyr1 aldrig have opdaget.

God påskeferie alle sammen! Jeg håber, I ser nogle sjove ting i toget, hvis I også skal rejse et sted hen. Skriv meget gerne i kommentarfeltet, hvis I også har haft sjove, spøjse eller anderledes oplevelser i toget/bussen.

Iagttagelser fra en togtur

Iagttagelser fra en togtur

Lige nu er jeg sammen med min kæreste på weekendtur vestpå (hjemme ved moaars kødgryder), og vi tog toget væk fra Århus fredag eftermiddag. Det var vi så ikke de eneste, der gjorde. Jeg havde helt glemt, at mange fik påskeferie allerede i fredags, og i den anledning var der naturligvis en ret stor klump mennesker, som også havde valgt at sætte kursen mod vest.

Her kommer et lille udpluk af nogle af de andre personer i toget:

  • En meget venlig Arriva-kontrollør med verdens højeste ringetone! Hvis nogen var i gang med en middagslur under transporten, så var det i hvert fald slut med det. Først lod han telefonen ringe og ringe, fordi han jo lige var i gang med at tjekke en kvindes billet (det var i øvrigt Torben, der ringede. Han tog den nemlig til sidst).
  • En familiemor med to børn, som hun meget gerne ville sidde sammen med. Det lykkedes heldigvis efter et par omrokeringer af andre venlige passagerer. Hun svingede straks fødderne op på bordet foran sig (man er vel et godt forbillede for sine børn, ikke?) og så tog familien ellers et slag kort.
  • En ung pige, der sad med sin smartphone under hele turen. Da kontrolløren kom, hev hun en print-selv billet, som fyldte en hel A4-side, op ad lommen. Har du overvejet at købe billetten på den smartphone, du alligevel sidder med? Det er topsmart!
  • En ung kvinde, som desværre måtte indse, at hun og hendes veninde ikke kom til at sidde sammen under togturen. Grundet påsketravlheden, havde Arriva nemlig sat to togsæt sammen (og TAK for det i øvrigt), og kvindens veninde, som stod på på en senere station, gik ind i det forkerte togsæt. Kvinden så det ud af vinduet og baskede helt vildt med armene – veninden opdagede ingeting men fortsatte bare. Derefter skyndte kvinden sig at ringe til sin veninde og beordrede hende til at springe ud igen for derefter at entrere det korrekte togsæt. Men der var det allerede for sent. Fløjten lød, og toget kørte. Øv altså! Men rimelig actionpacked at følge med på sidelinjen (årh nej, veninden så hende ikke vinke. Tag så den telefon! Kom nuuu. Skynd dig ud igen kvindemenneske. Løøøøøb…. Fuck. De når det ikke nu! Eller gør de?….)

I aften går turen hjem til Århus igen, så jeg er spændt på, hvilke sindsoprivende oplevelser, der venter os.

Hvad kan man lave i offentlig transport?

Hvad kan man lave i offentlig transport?

I weekenden skal jeg en tur til Vestjylland – og jeg planlægger at komme frem med tog. I den anledning har jeg opbygget en lille liste over ting, man kan lave i offentlig transport. Enjoy. Og selv tak! Tilføj meget gerne kommentarer med jeres egne bedste råd og idéer.

  • Følg med i folks telefonsamtaler – man kan faktisk overhøre nogle spændende historier! Sommetider bliver man helt frustreret over, at man ikke kan høre personen i den anden ende af røret (bare kald mig nysgerrig). Og det er som om, at folk, der taler i telefon, konsekvent snakker højere, end folk, der taler med hinanden på almindelig vis. Det gør det ekstra attraktivt at være smuglytter.
  • Leg en sjov tankeleg: Gæt de andre passagerers liv! Hvor er de på vej hen? Har de kæreste/mand/kone? Hvad laver de til dagligt? Hvad er deres livret? Her er det naturligvis tilladt at slippe fantasien løs. Det kan fx sagtens vise sig, at den midaldrende og jævnt kedelige businessmand, som sidder over for dig, faktisk er selveste Batman. Han spiser på Burger King hver aften og er lige nu på vej til Herning for at forære sin oldgamle tante en kat. ”Tsk”, tænker I nok. Men jeg havde altså heller ikke mere strøm på min iPhone den dag.
  • Kig folk over skulderen og følg med i, hvad der foregår på deres smartphones. Se, hvad de snapchatter, eller hold øje med, om ældre mennesker også spiller Candy Crush (Let me break it: det gør de! Jeg så det selv forleden dag).
  • Odds med dig selv om, hvem af de andre passagerer, der får en bøde, hvis der kommer en kontrollør. (Hint: i bybusserne er dem, der ikke har købt billet, enten helt kolde i røven eller også sidder de totalt anspændte og strækker halsen, som var de selveste giraffen Marius, for at holde øje med dørene hver gang bussen standser).