Tag Archives: indkøb

Hørt i Føtex #2

En sød, midaldrende dame står ved en bod og deler smagsprøver på Pepsi ud. 

Pepsi-dame til forbipasserende mand: Kunne du tænke dig et glas cola og måske at deltage i konkurrencen om et rejsegavekort på 20.000 kroner?

Forbipasserende mand [sagt i en vrissen tone]: Øh NEJ tak, nu drikker jeg ligesom halvanden liter af det HVER dag, så jeg ved godt, hvordan det smager!

[Manden rækker hånden frem, tager to colaer og går igen]

Pepsi-dame: …

Min veninde og mig: …

Mit indre svar til manden: Okay, seje! Du drikker simpelthen halvanden liter cola hver dag, og det kan jeg da godt forstå, at du sådan render rundt og blærer dig med. #respekt! Og hvad bilder den onde dame sig dog også ind sådan at tilbyde gratis cola til forbipasserende. Godt, du lige fik vrisset af hende. Klap du endelig dig selv på skulderen og gå hjem og drik noget mere cola. Flot!

Hørt i Netto #2

Jeg har spurgt om det før, men nu gør jeg det altså igen. Hvorfor er det lige, at jeg ALTID kommer til at stå i den kø i Netto, hvor der går et eller andet galt, og det hele går i stå? Og imens kan man så stå der og kigge ondt på alle dem ved nabokassen, som nærmest stryger lige igennem systemet (eller hvor hurtigt sådan noget nu engang kan gå i Netto…).

Sker det også for jer, eller er jeg bare evigt uheldig på den front?

Det skete for mig så sent som i går. Fra morgenstunden selvfølgelig. Da jeg bare liiige ville svinge ind forbi Netto på vej på arbejde. Og BUM. Så var der selvfølgelig bøvl med dankortmaskinen.

Det skete, mens en sød, gammel dame skulle betale for sine varer. Og så stod jeg ellers der bag i køen og trippede lidt. Jeg smilede dog for mig selv, da jeg hørte dette:

Nettomedarbejder: Nogle gange driller den her maskine bare lidt. Det er jo ellers meningen, at det skal hjælpe os det dér teknologi.
Sød, gammel dame: Jamen, DÉT gør det ikke. Det giver os kun nervesammenbrud!!

… Puha altså. Det må sgu være hårdt at leve i 2015, hvis al teknologi giver én nervesammenbrud. Og så var damen ikke engang sådan rigtig gammel-gammel, men mere semi-gammel.

 

Og pssst… Du kan læse Hørt i Netto #1 lige her

Hørt i Føtex

En mor kommer gående med sine to børn. Børnene har begge en vare i hver hånd, og moren har en pakke i den ene hånd. Moren tager en kasse slik i den anden hånd.

Mor: Så unger, nu har vi alle noget i begge hænder. Nu kan vi ikke købe mere…
(Genialt forældretrick for at få børnene til at holde op med at plage, tænker jeg og skriver det bag øret!).
Dreng: Eeej, mor! Jeg kan altså sagtens bære noget mere.
Pige: Ja, det kan jeg også.
Mor: Ja, men vi skal ikke have mere!
Kort stilhed. Drengen kigger rundt på varerne.
Drengen udbryder: Men mor, folk tror jo vi er helt vildt usunde. Prøv lige at se, hvad vi har købt.
Mor: Haha, gud ja, vi har kun købt slik og sukker. Men det er fint nok. Vi skal jo også have aftensmad!

… og dette indlæg er altså ikke skrevet for at dømme familien (hvis nogen da skulle tro det). Tværtimod. De så sunde, raske og glade ud. Og de grinede. De var sjove, og de gav mig et smil på læben. Men hvor atypisk er det ikke lige, at et barn ikke bare er lykkelig over alt det slik, de har købt, men derimod bekymrer sig over, hvad andre mennesker tænker? 8-årige mig havde altså bare tænkt ”Orv, hvor må alle de andre være misundelige på os lige nu”.

Du kan læse “Hørt i Netto” lige her.

Flere irriterende typer i et supermarked

”Jeg skal læse varedeklarationen på alt, og jeg flytter mig ikke imens”-typen = Hvor har jeg stået på række to ved mælkekøleren alt for mange gange, fordi personen foran bruger 300 år på at vælge produkt og ikke har øje for, at der i mellemtiden har dannet sig en mindre kø af andre mælketørstige kunder bagved.

”Mit barn må gerne løbe op og ned ad gangene”-typen = Undskyld alle mødre. Generelt elsker jeg børn, men er det ikke netop sådan noget, jeg har ret til at irritere mig over (bare en lille smule) indtil jeg selv får børn?

”Jeg har travlt med at pakke mine poser, så jeg betaler lige senere, selvom der er 10 i kø”-typen = Muligvis én af de allerværste typer. Det virker simpelthen SÅ provokerende overfor alle os andre, der står og venter.

”Guuuud, jeg skal da betale for varerne og derfor grave min pung frem fra bunden af min weekendtaske, og ja, det kommer bag på mig, selvom jeg lige har stået i kø i 5 minutter”-typen = Denne type minder lidt om den ovenstående. Nogen mennesker vælger simpelthen at bruge deres tid i køen på at stå og glo på, at kasseekspedienten bipper samtlige varer ind og først efter sætningen ”Så bliver det 372 og en halv”, snøvler de sig sammen til at finde den skide pung frem. Argh. Hverdagsirritation når det er bedst værst!

”Alle poserne faldt på gulvet, da jeg tog min, men jeg lader da bare som ingenting”-typen = Dette sker ALT for tit i Netto. Tænk at voksne mennesker kan finde på den slags! Jeg bliver helt flov på deres vegne, når sådan noget sker. Jeg siger ikke noget til det, men jeg samler dem som regel gerne op for folk. Og så håber jeg på, at de bliver lidt flove – og selv samler op næste gang…

 

Psst… Du kan læse om flere irriterende typer i supermarkedet her. Og i bussen her!

Den klassiske tur i Ikea

Ikea er jo altså bare et fantastisk sted! De har alt (undtagen en køkkenrulleholder!), og de fleste ting er knaldbillige. I kender sikkert allerede til den klassiske ”lille smuttur” til Ikea, man sommetider tager. Som ender med at blive til alt andet end en smuttur.

Det starter altid med, at man bare lige mangler en grydeske (eller en kartoffelskræller eller en badeværelsesmåtte eller noget andet til under en 20’er). Så tager man en veninde under armen og smutter afsted. Man skulle jo tro, at det ville tage max 20 minutter (man skal jo trods alt også lige gå igennem hele labyrinten butikken).

… Det gør det dog bare aldrig. Selvom man har været i Ikea 78 gange før, skal man altid liiiige kigge på alle fucking hylder. Det kunne jo være, der var kommet noget nyt og spændende. Og straks står man der og bliver betaget af de fine ting til nærmest ikke-eksisterende priser. Lidt efter lidt putter man ting ned i den kæmpestore indkøbsvogn (som man lige tog med for en sikkerheds skyld).

Før man får set sig om, har man fyldt bunden af indkøbsvognen (som ellers er på størrelse med den gennemsnitlige studerendes badeværelse). Men man har jo kun taget småting, så det går nok. På dette tidspunkt er der gerne gået 2-3 timer. Måske mere.

Derfor er man også i mellemtiden blevet ret så sulten. Så er det jo heldigt, at Ikeas fine restaurant tilbyder diverse middagsretter til ikke ret mange penge. Pludselig finder man sig selv ved skranken, hvor man naturligvis bestiller en portion kødboller med kartoffelmos, sovs og tyttebær (sidst jeg var i Ikea, stod der to veninder foran mig, hvor den ene udbrød højt: ”Ej, hvad fanden er tyttebær? Har du hørt om det før?”).

Tilhørende retten får man sodavand ad libitum, så sådan et par glas skal man da også lige have kylet ned. Og når man først sidder der, finder man ud af, hvor træt man egentlig er. For man har jo faktisk gået ret meget rundt de sidste timer. Så man bliver da gerne siddende lidt ekstra for at hvile benene, alt imens man hyggesnakker og kigger på alle de andre mennesker, som også er blevet fanget i den store, stygge (men rare) Ikea-fælde.

Når man endelig er klar til at gå mod kassen, viser det sig som regel, at man har brugt 500 kroner. På småting. Som man ikke vidste, at man manglede.

Og således kommer man hjem 5 timer senere og 500 kroner fattigere (men en hyggelig dag rigere) og må i gang med at finde plads til alle de nye uundværlige småting, man har skrabet sammen!

I kender det godt … ikke?!

 

Folks irriterende opførsel i supermarkedet

Det er efterhånden sket flere gange (blandt andet her), at jeg har fortalt historier om Netto her på bloggen. Og jeg skal da gerne indrømme, at disse anekdoter ikke altid har udstillet Nettomedarbejderne på allerbedste vis (og undskyld for det, men det ER altså bare ikke de skarpeste knive i skuffen, jeg er stødt på i de nævnte tilfælde).

I dag skal det dog i stedet handle om alle de irriterende kunder, som også er at finde i supermarkederne rundt omkring i landet. For måske er det i virkeligheden DEM og deres virkelig egoistiske og mærkværdige indkøbsopførsel, der er skyld i, at visse medarbejdere simpelthen ikke kan tænke klart?!

Lad mig præsentere de forskellige røvirriterende kunder:

”Fik-ikke-helt-stillet-Dublo-trangen-som-barn”-typen = personen, der insisterer på at samle alle sine varer i en høj pyramide, når de lægges op på båndet. SLAP NU AF, menneske. Det er stressende for den rare kasseekspedient, der bliver prop på varebåndet og din ekspedition kommer IKKE til at gå hurtigere.  Nøjes nu bare med et enkelt lag!

”Her-går-jeg-altså-så-du-må-lige-gå-udenom”-typen = dem, der partout SKAL slæbe deres indkøbsvogne med ned langs de mindste gange og ikke er meget for lige at gå ind til siden. De har heller ikke noget imod at stille vognen på tværs og dermed lave en form for afspærring. Desuden skal de også helst skubbe vognen med hen foran alle hylderne, så vi andre ikke har en chance for hverken at se eller købe varerne.

”Er-altid-klar-med-en-tyndslidt-joke”-typen = dem, der lige skal komme med en kæk kommentar til kassedamen. Og som tilsyneladende tror, at de selv har opfundet den ellers meget gængse (og derfor irriterende) kommentar. Det gælder fx ”Nej tak (til kvitteringen), jeg kan nok ikke trække det fra i skat alligevel, høhø”.

”Vi-står-lige-og-snakker”-typerne = de mennesker, der står og fører en meget vigtig samtale (ofte om weekendens begivenheder eller deres veninde Hanne, som er lidt af en bitch) og derfor ikke lige kan flytte sig. Og så er de altså ligeglade med, om de står og spærrer fuldstændigt foran mælken eller bananerne!

”Det-bliver-hurtigere-min-tur-hvis-jeg-stiller-mig-helt-oppe-i-nakken-af-dig”-typen = den type, der står og ånder én i nakken gennem hele køen. Mon de virkelig regner med, at ventetiden er overstået hurtigere? Hallo mester, hold venligst lidt afstand her. Du skal hverken læse mine sms’er eller aflure min dankortkode. Eller ånde på mig. So back off!

Hørt i Netto

Følgende to episoder udspillede sig, da jeg stod i køen i Netto i dag:

En kunde spørger kvindelig Nettomedarbejder efter palmin.
Den kvindelige Nettomedarbejder råber til en mandlig Nettomedarbejder: Ved du, om vi har palmin – og hvor?
Ung, venlig og usikker Nettomedarbejder svarer: Palmin.. åhh.. ja, det er de der piller, ikke?
Forvirret kunde: øh nej.. altså det er sådan noget, jeg skal bruge til at bage med?
Ung, venlig og usikker Nettomedarbejder: Nå okay. Så ved jeg det ikke. Men prøv at kigge der hvor der står natron (udtalt som citron, red.).

To minutter senere:

Ung, venlig og usikker Nettomedarbejder kan ikke finde stregkoden på en vare. Han spørger kunden: Kan du huske hvad den kostede?
Kunde: Sorry, what?
Ung, venlig og usikker Nettomedarbejder: How much for this?
Kunde: I don’t remember…
Ung, venlig og usikker Nettomedarbejder: How much do you think – maybe 20 or 25?
Kunde: Why don’t you just go check it?
Ung, venlig og usikker Nettomedarbejder: Let’s just say 20.
Derefter taster han en 20’er ind.