Browsed by
Tag: tanker

En støvsugers forbandelser

En støvsugers forbandelser

Comments 5 kommentarer

Hvis der er noget, jeg absolut ikke kan fordrage (udover at stå tidligt op), så er det at støvsuge. Det er simpelthen noget af det værste, jeg ved. Bliver helt irriteret bare ved tanken.

Og nu sidder der måske nogen derude og tænker: Jamen, bor du ikke i en lille, toværelses lejlighed? Jo, det gør vi. Og lige på dét punkt er jeg faktisk ganske glad for, at vi ikke har så meget plads herhjemme. Men derfor kan det nu stadigvæk godt være røvsygt at støvsuge.

Det er det samme show hver gang. Når man endelig har taget sig sammen til at grave støvsugeren frem fra skabet, må man hive ledningen ud af den, og så er det ellers bare med at gå i gang. BROOOOOOOOM, siger det.

Og det er nok i virkeligheden det mest irriterende. Larmen. ARGH! Her forsøger man at gøre rengøringen en smule sjovere ved at smide nogle lækre 90’er-hits (don’t ask) eller en Mads & Monopolet-podcast på højttalerne. Men så snart man når til det kapitel, der hedder ”Støvsugning”, så er der intet at gøre. Man er tvunget til at høre på den skide maskines larm, indtil man er færdig.

… eller det er jo faktisk løgn. Man får lige en kort pause på dét tidspunkt (eller nok flere tidspunkter, hvis man bor på et lidt større areal end os), hvor den skide ledning ikke længere kan nå. Så må man skifte stikkontakt (i dejlig fred og ro fra støvsugerens brummen) og derefter fortsætte arbejdet.

Og som om ledningen ikke var irriterende nok på dét punkt, så er den også ved at slå en halvt ihjel, når man endelig skal pakke støvsugeren sammen igen. Man står der gang på gang med frygt for at få knust et knæ eller en ankel, når man trykker på ”træk-ledningen-til-dig-igen-Hr.-Støvsuger”-knappen.

Men okay, den frygt er alligevel til at leve med, fordi den ledsages af ”aaaah-endelig-er-jeg-færdig-med-en-af-mine-hadeaktiviteter”-følelsen…

Må jeg venligst be’ om en robotstøvsuger, tak?!

Danskere er sgu da mærkelige

Danskere er sgu da mærkelige

Comments 4 kommentarer

Hold op hvor kan vi danskere bare være reserverede og asociale nogle gange. Det er jo helt vildt. Jeg har allerede tidligere skrevet et indlæg om, hvorfor vi mon aldrig rigtigt taler til hinanden i toget eller bybussen. Nej, vi kan åbenbart bedst lide at lade som om, vi er helt alene i verden.

For nogle uger siden stod jeg i køen i Netto sammen med min kæreste, da damen foran i køen pludselig begynder at blandt sig i vores samtale. Altså på en sød og velmenende måde. Men man står jo der og bliver helt forvirret, for det er man slet ikke vant til. Alligevel virkede det faktisk helt rart, for man VED jo godt, at hun har stået og hørt vores samtale. Så var det sgu da egentlig helt befriende, at hun rent faktisk lige gav sit input.

I sidste uge kom en pige cyklende forbi mig, og hun smilede helt vildt til mig. Mine kontaktlinser er (stadig) ved at trænge til en opgradering, så først troede jeg, at det var en jeg kendte, som jeg bare ikke lige kunne genkende på afstand. Men det var det slet ikke. Det var bare en komplet fremmed, ung pige, der lige gav mig et smil med på vejen. Det er jo herligt!

… Det sker bare alt for sjældent. Så jeg stod jo der og tænkte på, om jeg mon havde noget mellem tænderne eller toiletpapir under skoen, siden hun sådan tillod sig at smile i min retning. Men nej. Hun var bare sød og venlig. Jeg smilede naturligvis tilbage! Skal vi ikke aftale, at vi begynder at gøre den slags lidt oftere? Så man ikke behøver blive helt forvirret og tro, at man har lort i hele hovedet eller den slags.

Nå, men selvom vi danskere er lidt tilbageholdne overfor hinanden herhjemme, så får den til gengæld ikke for lidt, når vi er i udlandet. For hvad er det, der altid sker, når man møder danskere i udlandet? Om det så er Berlin, New York eller Rom. Pludselig er vi totalt åbne og imødekomne og best friends. Nå, hvad så, I er også lige på ferie her i Egypten. Hvor længe skal I være her? Hvad har I set ind til videre? Hvor kommer I fra i Danmark, og hvad laver I?

Det ER altså lidt mærkeligt. Så snart vi møder fremmede danskere uden for landets grænser er den der usynlige mur tilsyneladende brudt, og det føles helt naturligt at tale sammen. Om alt muligt – også ikke-ferierelaterede emner. Altså det kunne vi jo ligeså godt gøre hjemme i Danmark i toget eller i venteværelset hos tandlægen? Danskere ER altså skøre …

Selvbeherskelse og chokoladejulekalendere

Selvbeherskelse og chokoladejulekalendere

Comments 2 kommentarer

Som den julefreak, jeg er, har jeg selvsagt armene i vejret over, at butikkerne nu er begyndt have juleslik på hylderne. Det fejrede jeg naturligvis i søndags med en pose nisseskum! Arh. Man glemmer jo i løbet af foråret og sommeren, HVOR godt juleslik egentlig smager.

Nå men så var det jo så, at jeg for en halv time siden var i Føtex for at hente den sædvanlige liter mælk og den slags småting. Her ser jeg så, at de har fået chokoladejulekalendere i butikken – og hvilket udvalg!

I dag er en chokoladejulekalender jo på ingen måde det samme, som da jeg var barn. Dengang var det kun de der superfesne nogen, som man vist kan købe for en 5’er i dag (eller en 30’er hvis der er Barbie eller Cars på) med små firkantede stykker mælkechokolade, der mest af alt smagte ligesom det pap, de var pakket ind i. Men det var sgu da stadig dagens optur, når den skulle åbnes (hvilket først var EFTER morgenmaden – men inden tandbørstning – sikke en timing).

Nu er de gode gammeldags chokoladekalendere blevet godt og grundigt udkonkurreret af alle de store, fancy nogen, der har indtaget markedet. Her snakker vi Kinder, Toms og den slags luksus. Ja, i dag så jeg sgu en med Skippers Pipes. Glæden vil jo ingen ende tage.

Der er dog bare lige én ting, som min indre sukkergris slet ikke forstår. Er der seriøst nogen, der kan købe sådan en kalender NU og vente med at fortære den til december måned? For så burde man da næsten få en eller anden form for medalje. Er det ikke ALT for fristende at have sådan én til at ligge? Er der ikke store chancer for, at man en mørk aften alene hjemme, når klokken har slået ”Netto-er-lukket”, og sukkertrangen pludselig melder sig, liiiige skal åbne en enkelt låge? Og én til?

Det ville hvert fald 100 % sikkert ske for mig! Jeg gider ikke engang gøre et forsøg. Jeg har allerede tidligere fortalt jer om, at jeg på ingen måde kan sige nej tak til slik eller lige have en pose liggende i skabet til uventede gæster (de må sgu nøjes med en kop kaffe).

Faktisk er det så slemt, at da jeg i sidste weekend havde købt en plade chokolade, som skulle gives væk dagen efter, var jeg SÅ tæt på at give op og flå plastikken af. Jeg følte virkelig, at den lå der og kaldte på mig…

 

Thank you, Google

Thank you, Google

Comments 7 kommentarer

Google er altså bare et helt fantastisk redskab. Hver eneste gang man lige hurtigt har brug for at finde svar på noget, så står Google til rådighed. Hvor højt er Eiffeltårnet? Hvilket sprog taler man i Peru? Hvad hedder kronprinseparrets tvillinger?  Alt sammen noget som Google kan svare på på under et sekund.google HVAD

Men sommetider (ofte) får man altså også en god griner over de søgeforslag, som Google kommer op med. I ved, når man lige når at skrive ”hvornår …” og straks kommer Google med 4-5 forslag til resten af sætningen. De forslag er baseret på, hvad folk søger mest på.

Og hvor bliver man dog ofte overrasket over, hvad folk åbenbart søger på. Lad os straks tage et kig på det! I dag med temaet ”hvad”. Her kan I se, hvilke søgeforslag, der kommer frem, når jeg påbegynder sætninger med ”hvad”:

Hvad…
… uge er vi i (tja, det bliver folk jo nødt til at Google, fordi der ikke er ugenumre i den skide iPhone-kalender!).
… er klokken (søger folk virkelig på det? Jeg mener, hvis man søger på Google, må man nødvendigvis gøre det på sin computer/telefon/tablet, som har indbygget ur!).
… kan jeg blive
… skal jeg lave (hold kæft hvor må man bare kede sig, hvis man søger på ”Hvad skal jeg lave?”).
… er Instagram (den søgning forstår jeg godt. Man må føle sig virkelig udenfor i denne verden, hvis man ikke aner, hvad Instagram er!).

 

Hvad skal…
… jeg lave
… vi lave (Altså hvorfor er det lige, folk spørger Google, hvad de skal lave? Ovenikøbet med ordet VI – ergo er man flere mennesker samlet, som røvkeder sig og derfor i fællesskab beslutter at overlade beslutningen til Google).
… barnet hedde (med det babyboom, der foregår på Facebook i øjeblikket, kommer det på ingen måde bag på mig, at netop disse søgeord er hyppige!).
… man se i Berlin

 

Hvad har…
… åbent (måske en lidt bred søgning. Snakker vi butikker, biblioteker eller barer? Og har du en præference rent geografisk, eller er det ligegyldigt?).
… to huller (det er der flere ting, der har. Mere vil jeg ikke sige).
… huset kostet (hvilket hus er det nu liiiige vi snakker om? Godt nok er Google klog men jo ikke tankelæser).
… seks ben og savler (er det mon en gåde?! Og hvorfor i alverden er der mange, der søger på dét?).

 

Hvad koster…
… det at låne (det er dyrt. Det kan ikke være deltagere fra Luksusfælden, der har søgt på dette).
… et pas
… spidsen af en jetjager (jeg er simpelthen fan af det her. Alle snakker om den skide jetjager-spids, men hvad koster sådan én egentlig?).
… netflix (aner det ikke, men har hørt, at det er prisen værd!).

 

Hvad går…
… der i biografen (her undrer jeg mig atter. Hvorfor søger man dog på det i stedet for at gå direkte ind på biografenss hjemmeside?).
… skatten til (Shiiiit…)
… venstre ind for (Fair nok. De fleste partier har selv lidt svært ved at finde ud af, hvad de går ind for – lige i øjeblikket i hvert fald).
… der i biografen i Århus (igen: tjek kino.dk).

Det var alt for denne gang. Jeg fornemmer en snarlig fortsættelse – har nemlig lige opdaget, at det er meget sjovere med hvorfor og hvordan…

 

PS: Der er lidt forskel på, hvilke forslag Google kommer med. Så hvis der dukker nogle andre sjove forslag op ved jer, når I skriver det samme som mig, så skriv dem endelig i kommentarfeltet!

En hyldest til efteråret

En hyldest til efteråret

Comments 13 kommentarer

Da jeg for nu over et halvt år siden (shit!) startede bloggen, så jeg en masse indlæg med titlen ”En hyldest til …” for mit indre øje. Det glemte jeg åbenbart hurtigt igen, for det er indtil videre kun blevet til en hyldest til Dronning Margrethe. Men NU kommer der en hyldest til det kære efterår!

For helt ærligt så er efteråret jo en fantastisk størrelse. Selvom man altid bliver lidt smådeprimeret, når det kommer snigende ind på én. Indrømmet; det er sgu lidt hårdt at pakke sommerkjolerne og stråhatten ind bagerst i skabet. Man bliver lidt sentimental.  stearinlys

Det varer dog ikke længe, før man kommer på andre tanker. Efteråret er nemlig en helt speciel og skøn periode. ”Ej Line, det mener du ikke. Hvad fedt er der ved regn, blæst, mørke, bleg hud og alt det andet?”. Det skal jeg såmænd fortælle jer!

Efterår er simpelthen indbegrebet af hygge. Mørket, kulden, regnen og blæsten indbyder jo bare til hygge. Det kan da godt være lidt svært at komme op om morgenen (okay, pissesvært), fordi det er mørkt og koldt. MEN så er det til gengæld tilsvarende skide hyggeligt og lækkert at kravle under dynen og putte om aften, når man går i seng. Win!

Det kan også godt være, at det er røvirriterende at blive gennemblødt af regn, mens man kæmper sig afsted i modvind på vej hjem fra arbejde (det skete for mig i går). MEN så er det jo bare af med det våde tøj og på med noget tørt. Det topper man naturligvis med hyggesokker (hjemmestrikkede naturligvis), stearinlys og et tæppe. Argh! Og pludselig var det jo 100 % det værd, at man blev drivvåd og kold på vej hjem – ikke?!

Måske er det også lidt halvsurt at tænke på, at vi kun går kortere dage og endnu mere mørke i møde. Men nej. For det betyder jo, at julen nærmer sig! Behøver jeg uddybe? Julen er fan-fucking-tastisk. ALT ved jul. Hvis nogen er lidt tungnemme, ja så kan jeg afsløre, at jeg er en julefreak af format og jeg GLÆDER MIG (hvis det var mig, der havde forfattet Peter Pan-historien, så var Ønskeøen blevet sådan et sted, hvor det altid var jul).

Efterår indbyder til at drikke te eller spise skoldhed suppe, alt imens man sidder i stearinlysets fine skær og lytter til regnen, der pisker mod ruden (det skete også for mig i går – efter føromtalte cykeltur). Eller man kan hoppe i uldfrakken og halstørklædet, tage kæresten eller veninden under armen og spadsere en tur i det friske vejr. Bare gå rundt og kigge på de flotte orange blade, der pludselig fylder i gadebilledet, indtil ens kinder er knaldrøde og næsen er begyndt at løbe.

Hvad tænker I om efterår?

 

 

 

 

Lidt om pennevenner

Lidt om pennevenner

Comments 7 kommentarer

Jeg kom lige til at tænke på noget. Findes der mon stadig pennevenner? Eller er de forsvundet i disse digitale tider?

Som barn havde jeg masser af penneveninder, og jeg elskede det. Det var jo SÅ hyggeligt at skrive fine, håndskrevne breve sammen. Med forskellige farver og måske en lille tegning. Man kunne også sprøjte lidt parfume på eller hælde glimmer i kuverten. Måske et blad eller en blomst fra haven. Ej, men min kreativitet kendte jo ingen grænser dengang!

Jeg havde faktisk en ganske pæn håndskrift. Fordi den blev plejet og vedligeholdt. Vi skrev jo alt i hånden både i skolen og derhjemme (oh my God, this is granny talking). I dag er min håndskrift derimod nærmest ikkeeksisterende, og jeg får kramper i hånden bare af at skrive et sølle fødselsdagskort.

Havde I også pennevenner, da I var børn? Det må I næsten have haft. Det burde alle have haft! Én at skrive med om løst og fast. Om hvad man havde lavet i skolen, hvad man skulle have til aftensmad, hvad man ønskede sig til jul og hvorfor ens veninde var dum i dag.

Jeg forestiller mig bare, at den slags desværre er udgået her i år 2014. Og jeg ved jo godt, at folk til gengæld har mulighed for at skaffe 100 digitale ”pennevenner” fra hele verden, som man OGSÅ kan skrive ”breve” med. Men det ER bare ikke lige så hyggeligt som de gode, gamle håndskrevne breve, som man modtog i en fin kuvert med frimærke på, og som man gemte i en lille æske, så man kunne kigge på dem igen og igen.

I min familie var vi altid på camping, og her fandt jeg mange penneveninder. Piger, som jeg legede med i en uge eller weekend, og derefter aldrig så igen. Men vi udvekslede adresser og skrev søde breve på nuttet Diddl-papir efterfølgende. Dét var altså hyggeligt!

Del meget gerne jeres penneveninde-erfaringer i kommentarfeltet. Og fortæl mig om I mon har hørt nogen bruge ordet ”penneven” her på det sidste…

 

Endnu en uge #7

Endnu en uge #7

Comments 1 kommentar

1) Det lyder mega klichéagtigt at sige ”tiden går bare så stærkt”. Men sandheden er, at hver søndag, når jeg skal skrive søndagsindlægget, tænker jeg: Hold da op, er der virkelig allerede gået en uge mere?

2) Der er tilmed atter gået en hel måned, og i morgen går vi allerede ind i september. Hvilket betyder, at det officielt er efterår. Derudover har jeg fødselsdag i september! Så jeg føler mig alt i alt klar til at hoppe ind i næste måned.

3) Da jeg skrev ovenstående, gik det op for mig, at jeg da fuldstændigt har glemt at få inviteret folk til den fødselsdagsfest, jeg har planlagt at afholde. Flot!

4) I fredags skulle den nu ih så voksne kvinde (læs: mig) i fredagsbar for første gang i meget lang tid. Jeg glædede mig helt vildt, men var så træt, at jeg forlod festen før midnat. Seriøst?! Ja, det er sgu ikke for sjov, når sådan et gennemført b-menneske som mig pludselig skal vænne sig til at leve som a-menneske.

5) Det går faktisk bedre med løbetræningen – jeg er endelig kommet tilbage på sporet. Det handler bare om, at det bliver rutine. Så det ikke som sådan er et valg, jeg tager (for så vælger jeg bare at blive hjemme), men mere Nårh ja, jeg skal jo løbe i dag – og så er den ikke længere.

6) I går tog jeg endda lige en 5 kilometers powerwalk med semitømmermænd! Hvad bliver det næste? Halvmarathon med 100 % tømmermænd?

7) Jeg tror, at en sød vejrgud har læst mit indlæg den anden dag. Ja altså regnen siler godt nok ned lige nu, men jeg har været mere heldig med vejret på mine cykelture i denne uge kontra sidste uge.

8) Kan vi ikke lave en regel om, at man ikke må poste ferie- og rejsebilleder på Instagram mere i år? Jeg bliver alt for misundelig!

9) Jeg forsøger at øve mig i at kigge mere op, når jeg løber. Altså i stedet for at glo ned i fortovet. Det viste sig at være uheldigt netop i dag. For der skete det, at en af fliserne på fortovet åbenbart var skæv og stak lidt op, og jeg var virkelig tæt på at falde. Jeg grinede lidt af mig selv og løb videre. Tænk sig, jeg var lige ved at pådrage mig en vaskeægte løbeskade!

10) Vejrskiftet har givet mig en ustyrlig trang til at shoppe. Har I andre det også sådan? Hver gang vi går en ny årstid i møde, bliver jeg helt vild efter at udvide garderoben. Jeg skal jo købe masser af lækre cardigans, sweatre og tørklæder, så jeg kan klare mig igennem efteråret. Det er som om, jeg glemmer, at jeg jo bare kunne kigge bagerst i skabet…

Om folks sygelige besættelse af Kähler-vasen

Om folks sygelige besættelse af Kähler-vasen

Comments 2 kommentarer

Undskyld mig, men jeg bliver simpelthen nødt til at komme ud med det her. For hvad fanden sker der lige for danskerne og deres besættelse af Kählers jubilæumsvase? Det grænser jo til det sygelige! Nej, der ER faktisk sygeligt! Er det bare mig, eller går folk LIDT for meget amok over den?

Bevares, jeg synes faktisk også, at den er rigtig flot, men DET ER EN VASE, for pokker! En vase! Jeg er mildest talt chokeret over alt den hype og brok, der florerer overalt på de sociale medier. Ro på, mennesker!

Seriøst, hvad sker der for, at vi lever i en verden, hvor en VASE kan få Imercos website til at gå ned, fordi så mange mennesker på samme tid gik ind for at købe den? 16.000 mennesker for at være helt præcis. Jeg troede, at den slags hjemmesidenedbrud var forbeholdt frigivelse af billetter til vigtige fodboldkampe eller årsopgørelser fra SKAT. Sgu da ikke en vase til under 400 kroner! Det må da være en joke?!

Og igen, JA, det er da en ret flot vase. Men lur mig om lanceringen af vasen som en ”Jubilæumsvase” a la ”limited edition” ikke lige har fået folk til at synes, at den er en tand pænere end ellers. Det har lige lagt en slags virkeligt Instagram-filter ned over vasen, som har gjort den usandsynligt tiltrækkende i voldsomt mange menneskers øjne. Og undskyld, hvis jeg træder nogen over tæerne her. Men der er som sagt tale om en VASE! Hvor meget vil man lige kæmpe for et stykke porcelæn at proppe sine blomster ned i?

Jeg ejer faktisk selv en Kähler-vase – den er dog med blå og sorte striber. Lige nu overvejer jeg kraftigt at spraye striberne med guld og sælge den. Måske til overpris? Det ER trods alt limited edition! Smid mig en mail eller en kommentar, så vi kan blive enige om en pris. Hvis jeg ikke svarer med det samme, er det nok blot fordi min mailboks/mit kommentarfelt er blevet overbelastet af de mange kunder…

(Og fuck ja, jeg ved det. Jeg har lige givet den skide vase endnu mere opmærksomhed! UNDSKYLD, men jeg måtte virkelig ud med det …).

 

 

10 tegn på at jeg er blevet en rigtig blogger

10 tegn på at jeg er blevet en rigtig blogger

Comments 0 kommentarer
  1. Når jeg går ind i ”dokumenter” på min computer, går jeg nu helt automatisk ind i ”Alt og Ingenting”-mappen i stedet for ”Uni”-mappen (I ved, ligesom når man åbner sin browser med et bestemt formål, men først 7 minutter senere går det op for én, at man da vist er havnet på Facebook i stedet for). I de sidste fire år har det ellers været en refleks at åbne Uni-mappen.
  2. Jeg dropper oftere og oftere at have musik eller podcast i ørerne, når jeg er i offentlig transport eller går en tur på gaden. Jeg skal jo følge med i, hvad der sker omkring mig. Tænk, hvis jeg gik glip af en god idé!
  3. ”Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget”-mentaliteten er for alvor flyttet ind i mit bloggerhoved. Udtrykket passer perfekt til dette domæne! Det kan godt være, det er irriterende at få dårlige sidekammerater i biografen eller at jeg igen er kommet til at spise for meget chokolade. Men hey, det er jo et perfekt emne til et blogindlæg.
  4. Min omgangskreds er begyndt at komme med idéer til blogindlæg i ny og næ. ”Ej Line, det er bare SÅ irriterende når *indsæt selv situation* – kan du ikke skrive om det på bloggen?”.
  5. Når der tikker en mail ind på min telefon, tjekker jeg den med det samme – det gjorde jeg aldrig før bloggen så dagens lys. Men nu kunne det jo være en kommentar eller en ny follower på Bloglovin’!
  6. Jeg bliver overraskende ofte inspireret eller får pludselig en idé til et blogindlæg og må straks stoppe op og tage notater. Det kan være midt i supermarkedet, på vej ud af bybussen eller i badet.
  7. Jeg har udviklet et stort forbrug af parenteser. Det sker overraskende ofte. Se bare punkt 1 her på listen.
  8. Når et indlæg har fået ekstra mange besøgende, kommentarer eller likes, bliver jeg vildt glad, stolt og smiler bredt.
  9. … bagefter bliver jeg ramt af: Nu skal jeg skrive noget ekstra godt i morgen-følelsen.
  10. Sommetider tager jeg mig selv i at tænke mine helt almindelige tanker i blogformuleringer. Nærmest inklusiv parenteser. Som om min hjerne automatisk lige afprøver, hvorvidt tankerne ville egne sig til et blogindlæg. Det er da egentlig skide smart!
Jeg lægger lige chokoladen ud i køkkenet…

Jeg lægger lige chokoladen ud i køkkenet…

Comments 5 kommentarer

Kender I det, når man pludselig mærker en ustyrlig trang til at spise et eller andet lækkert og syndigt? Ja okay, rimelig dumt spørgsmål. Det gør I forhåbentligt alle sammen (right?!). Jeg har dog desværre på fornemmelsen, at dén trang opstår hos mig liiidt oftere, end den gør hos den gennemsnitlige dansker. Crap!

Jeg har en usandsynligt sød tand. Og så er jeg også stor fan af chips. Og dip. Og is. Og kage. Og alt muligt andet, der heller ikke er en del af kostpyramiden. Jeg forsøger at kontrollere min trang til alt dette, for ellers ville jeg sgu nok ikke kunne passe mit tøj ret meget længere… Den dukker nemlig gerne op dagligt.

MUMS!
MUMS!

Men jeg giver naturligvis også mig selv lov til at spise godter engang i mellem. ”Alt med måde” er nok mit motto i dén sammenhæng. Jeg indtager både bland-selv-slik, Marabou-chokolade, chips med holiday-dip, svampet banankage und so weiter. Altså ikke det hele på én gang, but you get the point.

Og så sker det jo, at man en aften sidder der og bliver banket i hovedet af sin indre ”hallo-giv-mig-lige-noget-slik”-stemme. Efter at have kastet et blik på uret, opdager man, at man sagtens kan nå i Netto (og nej, bloggen er stadig ikke sponsoreret af Netto. Men gid den var – så slap jeg måske endda for at blive stoppet af de der ”Nettalk”-sælgere på vej ud af butikken every fucking time?!).

Derefter iler man ud og hopper i sko og griber sin pung i farten. Efter at have stået foran hylderne og overvejet i lidt for lang tid, beslutter man sig endelig: det skal være den her lækre plade chokolade med mit yndlingsfyld!

Tilbage i lejligheden planter man sig solidt i sofaen med den nyindkøbte chokolade i skødet. Og SÅ skal der guffes. Mums, mums. Man spiser og spiser, indtil man bliver pludselig fyldes op af lige dele kvalme og halvdårlig samvittighed. Puha, nej. NU skal jeg ikke spise mere!

Så man tager den altid kloge beslutning: Jeg lægger da lige chokoladen ud i køkkenet, så jeg ikke kommer til at spise mere. Genialt træk. Tilbage i stuen går det fint. Altså lige indtil kvalmen fordufter og man da godt lige kunne klemme et enkelt stykke mere ned. Og chokoladen ligger jo lige derude i køkkenet. Jeg går bare lige ud og nupper et enkelt stykke. Som tænkt, så gjort. Men det stopper jo ikke der, vel?!

Efter at have rendt frem og tilbage et par gange, må det være slut. Who am I kidding? Og så tager man chokoladen med ind i stuen igen og spiser rub og stub…

Kender I det? Jeg sidder nemlig lige nu med følelsen af, at jeg måske burde have udskiftet ”man” med ”jeg” i dette indlæg. Men så alligevel.. Der MÅ da være nogen, der er med mig derude!

… Alle andre slikmunde, giv lyyyyd!