Lidt om pennevenner

Jeg kom lige til at tænke på noget. Findes der mon stadig pennevenner? Eller er de forsvundet i disse digitale tider?

Som barn havde jeg masser af penneveninder, og jeg elskede det. Det var jo SÅ hyggeligt at skrive fine, håndskrevne breve sammen. Med forskellige farver og måske en lille tegning. Man kunne også sprøjte lidt parfume på eller hælde glimmer i kuverten. Måske et blad eller en blomst fra haven. Ej, men min kreativitet kendte jo ingen grænser dengang!

Jeg havde faktisk en ganske pæn håndskrift. Fordi den blev plejet og vedligeholdt. Vi skrev jo alt i hånden både i skolen og derhjemme (oh my God, this is granny talking). I dag er min håndskrift derimod nærmest ikkeeksisterende, og jeg får kramper i hånden bare af at skrive et sølle fødselsdagskort.

Havde I også pennevenner, da I var børn? Det må I næsten have haft. Det burde alle have haft! Én at skrive med om løst og fast. Om hvad man havde lavet i skolen, hvad man skulle have til aftensmad, hvad man ønskede sig til jul og hvorfor ens veninde var dum i dag.

Jeg forestiller mig bare, at den slags desværre er udgået her i år 2014. Og jeg ved jo godt, at folk til gengæld har mulighed for at skaffe 100 digitale ”pennevenner” fra hele verden, som man OGSÅ kan skrive ”breve” med. Men det ER bare ikke lige så hyggeligt som de gode, gamle håndskrevne breve, som man modtog i en fin kuvert med frimærke på, og som man gemte i en lille æske, så man kunne kigge på dem igen og igen.

I min familie var vi altid på camping, og her fandt jeg mange penneveninder. Piger, som jeg legede med i en uge eller weekend, og derefter aldrig så igen. Men vi udvekslede adresser og skrev søde breve på nuttet Diddl-papir efterfølgende. Dét var altså hyggeligt!

Del meget gerne jeres penneveninde-erfaringer i kommentarfeltet. Og fortæl mig om I mon har hørt nogen bruge ordet ”penneven” her på det sidste…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *