Tag Archives: tanker

En blandet tankestrøm

… Apropos to do-lister har det så egentlig ikke først taget overhånd, den dag man skriver på en seddel, at man skal huske at skrive en to do-liste?!

… Nike burde virkelig overveje at genindføre sneakers med lys i hælen. I ved, det der røde lys, der blinkede, hver gang man satte foden i jorden. Det var jo det allerfedeste (også selvom jeg gik direkte ind i murstensvæggen nede i svømmehallen, fordi jeg havde travlt med at holde øje med, hvorvidt mine splinternye ”kondisko” nu også lyste, når jeg trådte ned).

… Er jeg mon den eneste, der op til flere gange på en shoppingtur i fx H&M eller Salling pludselig har indset, at jeg går rundt i afdelingen med plus size-tøj? Uden at have opdaget det før jeg finder en kjole, som jeg gerne vil prøve (dette er naturligvis ikke skrevet for at tale nedladende om store størrelser, men situationen svarer jo bare lidt til, at jeg går uvidende rundt i herreafdelingen i Bianco og forsøger at finde et par sko, jeg kan passe).

… Hvad sker der for udtrykket ”de har ikke engang salt til et æg”? Men de har råd til æggene eller hvad? Hvad er det for noget fis? Hvis man ikke har råd til salt, har man da slet ikke råd til æg? Æg er da meget dyrere end salt? Hvad koster salt overhovedet? Har de ikke råd til salt, fordi de har brugt alle deres penge på æg? … Find selv på flere spørgsmål og følg med i morgen!

 

 

”Nogen spørger, hvad jeg laver”

testfoto

Here it is!

I dag er det tid til lidt mere brok over noget, der foregår på sociale medier – denne gang Instagram. Og jeg ELSKER altså sociale medier (og Instagram især). Men sommetider spredes der nogle underlige tendenser, som i mit hoved ikke giver nogen mening.

Først har vi jo hele #likeforlike-tendensen, som jeg tidligere har undret mig over. Da jeg for lidt siden fandt indlægget frem igen, gik det op for mig, at jeg da aldrig fik lavet den testpost på Instagram. Og det kan vi jo ikke have, så den er hermed gået i luften! Så skal jeg sgu finde ud af, hvordan den slags virker. Og hvor effektivt det er på like-fronten. Opdatering følger…

Nå, men i dag skal det handle om noget helt andet. Nemlig når folk skriver ting a la dette til et billede på Instagram:

”@Ursula-pigen spørger, hvad jeg laver i dag. Jeg er såmænd bare i gang med at gøre rent i hele hytten, imens jeg har speltboller i ovnen og får 17 gæster til middag i aften (så jeg skal også lige have dækket op med Royal Copenhagen). Standard onsdag. Tak for tanken @Ursula-pigen. Hvad mon de skønne piger @anemoneblomsten, @birgitte56 og @christopherlover laver?”.

Hvorfor er det lige, at folk spørger hinanden, hvad de laver (PÅ INSTAGRAM!)? Hvornår er det blevet nødvendigt? Er det ikke stort set det eneste, man overhovedet bruger Instagram til? Altså at vise, hvad man laver? Også uden nogen, der spørger!

På forhånd undskyld, hvis jeg træder nogen over tæerne. Men helt ærligt, så synes jeg virkelig, det er en dum tendens. Er det bare for at have en undskyldning for at smide endnu flere posts op? Vedkommende ovenfor (som er en fiktiv person, naturligvis) kunne jo (og ville med 99 % sikkerhed) alligevel have postet det, selvom ingen havde spurgt efter en status på hendes liv.

Jeg er bare ked af, hvis Instagram bliver sådan én stor røvslikkerrundkreds… Og indrømmet: jeg vil sgu da have lov at poste et billede af min udsigt, min kravlenisse eller mine nye sko UDEN at nogen skal bede om det først!

Hvad tænker I om ”Gad vide, hvad @xxxxxx laver i aften?”-tendensen?

Thank you, Google #2

Så er det atter tid til at more os over Googles søgeforslag. Og de er jo som bekendt baseret på, hvad folk søger mest på. Du kan læse det første indlæg her.google HVORDAN

I dag har jeg valgt temaet ”hvordan”. Lad os kaste os over det med det samme:

 

Hvordan…
… smitter ebola (okay, det er forståeligt nok, at den står højt på listen i disse dage).
… laver man en app (det er sværere end som så…).
… får man børn (ha! gad vide om børnene i de små klasser slet ikke smuglæser i ”bollebogen” på skolebiblioteket mere? Nu hvor de bare kan spørge Google…).
… dividere man [sic!] (manglende nutids-r er én af mine hadestavefejl. Og hvor er det dog skræmmende, hvis der bliver søgt mere på ”hvordan dividere man” end ”hvordan dividerer man”!).
… ganger man (sig mig, hvad sker der med folkeskolen? Er matematikundervisningen blevet skiftet ud med selvstudier på Google?).


Hvordan kan…
… man let se hvor mange skaller der er i et bestemt atom (nu gælder det også fysikundervisningen! Jeg siger det bare: i min tid måtte vi altså slå op i skolebøgerne).
… jeg tjene penge (Hint: et job er et godt udgangspunkt! Ej, men seriøst – hvem googler det? Hvilket svar håber man på at finde, som man ikke selv kunne have regnet ud?).
… man tjene penge (^).
… jeg blive højere (bad news. Det kan du ikke rigtigt. Jo med stiletter!).
… man se om et æg er friskt (good one!).


Hvordan bliver…
… man gravid (en god tommelfingerregel: hvis du ikke ved, hvordan man bliver gravid, så er du nok ikke moden nok til at blive det).
… man skilt (det er vist noget med dit nemID nu om stunder).
… man model (ak, ja. Det havde mit 12-årige jeg helt sikkert også valgt at google).
… man tolder (?!)
… man rig (hvad er det med folk og penge? Tror de bare, de kan sidde hjemme på deres flade røv og google sig til at tjene kassen?).


Hvordan må…
… baby sove (til den tid kommer jeg nok også til at google ALT babyrelateret!).
… surdej lugte (surt…).
… man sove når man er gravid
… et modermærke ikke se ud (godt, du er opmærksom!).
… jeg træne når jeg er gravid (vi kan da konkludere, at gravide og folk med babyer googler ret meget).


Hvordan får…
… man børn (igen: er ”bollebogen” og seksualundervisningen helt afskaffet?).
… man en kæreste (mon man regner med at finde en skudsikker trin-for-trin-guide eller hvad?).
… man venner (øv, sikke da et trist hyppigt stillet spørgsmål…).
… jeg nemID (skynd dig – hvordan har du betalt regninger indtil nu?).
… man en flad mave (spørg folk på Instagram – der vrimler det med flade maver…).

 

PS: Der er lidt forskel på, hvilke forslag Google kommer med. Så hvis der dukker nogle andre sjove forslag op ved jer, når I skriver det samme som mig, så skriv dem endelig i kommentarfeltet!

 

Jul det’ cool

Da jeg i eftermiddags trådte ind i mit lokale storcenter, erfarede jeg til min store glæde, at der var blevet pyntet op til jul. Det vrimlede med juletræer, julegran, lyskæder og julekugler. Og hvilket syn!IMG_0989

… men det er jo også nemt for mig at sige. Jeg er jo julefreaken. Selvfølgelig bliver jeg glad, når butikkerne pynter op til jul – selvom det er tidligt. For ja, jeg er med på, at det ikke er jul endnu (og jeg har da heller ikke selv fundet pynten frem endnu). Men det gør vel ikke noget at glæde sig, vel?!

Problemet er bare, at de færreste deler den holdning. Nu skal vi nemlig til at høre på alle de der brokrøve, der udfolder sig hvert år ved denne tid. Du kan genkende dem ved én af følgende 3 sætninger:

  1. Tænk, at butikkerne pynter op til jul allerede nu. Det er jo aaaaalt for tidligt” (denne sætning er oftest efterfulgt af nr. 2 eller 3).
  2. ”Det ødelægger julestemningen – man bliver jo træt af jul inden den 24. december” (så er man jo gal i skralden).
  3. ”Jeg synes, de pynter op til jul en uge tidligere hvert år” (helt ærligt, prøv lige at regne efter engang. They don’t. Det har du desuden sagt i så mange år, at de snart burde pynte op allerede i april, hvis det var sandt).

Hvorfor er det lige, at det seriøst kommer bag på nogle folk hvert eneste år? Det er simpelthen ikke til at holde ud. Og hvorfor gider folk generelt brokke sig over det år efter år? Det må da træls at gå og hidse sig op over noget så harmløst som lidt gran og kogler.

For helt ærligt, hvad er så egentlig værst? At butikkerne pynter tidligt op til jul eller de folk, der altid flyver op i det røde felt over det? (eller er det måske ligefrem de folk, der brokker sig over dem, der brokker sig over julepynten? Høhø). Ja, jeg spørger bare …

Glæden ved to do-lister

Lad mig springe direkte ud i det: jeg ELSKER virkelig to do-lister! Det er så skønt at have et overblik over de ting, man skal nå. Og ikke mindst giver det en fantastisk følelse at sætte flueben ud for et punkt på listen, hver gang man har udrettet noget af det, man skal.

todo

Pludselig kan man tydeligt se, at listen over gøremål bliver kortere og kortere. Ak ja. To do-lister gør virkelig alting meget mere overskueligt!

Jeg skal dog indrømme, at det måske sommetider tager lidt overhånd for mig med de lister. Jeg har nemlig en tendens til at skrive selv de mindste ting på to do-listen…

For nogle uger siden havde min kæreste og jeg sådan en rigtig praktisk lørdag, hvor vi skulle nå en masse såsom rengøring, tøjvask, indkøb, smide aflagt til genbrug og andre ”hyggelige” lørdagsaktiviteter. Den dag tog jeg mig selv i at skrive ”Betal regning” på to do-listen.

Seriøst – ”Betal regning”?! I disse iPhone-tider, hvor mobilbank-app’en selv kan scanne girokortet, tager det jo nærmest længere tid at skrive ”Betal regning” på listen end det rent faktisk gør at betale regningen. Men så fik jeg naturligvis ikke lov at sætte flueben!

Hvad med jer, er I også vilde med to do-lister?

 

 

 

Endnu en uge #16

1) Som nævnt den anden dag i indlægget om ingenting, så er denne uge simpelthen bare fløjet afsted. Den har været travl men heldigvis mest af alt pissefed! Den kommende uge bliver ligeså.

2) Kan I huske, da jeg pludselig havde en edderkop på cykelstyret på vej på arbejde? Det skete igen TO gange i denne uge! Hvad fanden sker der? Jeg ligner jo en komplet idiot, når jeg står der helt panisk og sparker på mit cykelstyr.

3) Tirsdag morgen cyklede jeg på arbejde i regnvejr – ikke øsende regnvejr, men lidt. Min mascara blev siddende, hvor den skulle, men mine høretelefoner gik til gengæld i stykker! Af sådan en smule regn? Come on, Apple. Selv L’Oréal kunne klare det.

4) I fredags vrimlede både Facebook og Instagram med børn, der var klædt ud i anledningen af Halloween, eller folk, der var samlet for at se uhyggelige film. Sig mig, siden hvornår er Halloween blevet noget, vi sådan fejrer i Danmark? Det har jeg da totalt misset!

5) Ja, jeg gik faktisk forbi Fætter BR i sidste uge, hvor der hang massevis af Halloween-kostumer udenfor, og jeg lo for mig selv og tænkte ”HA, Fætter BR, som om! Tror I selv, nogen i Danmark køber den slags?”. But yes.

6) Fredag eftermiddag var jeg så træt, da jeg cyklede hjem fra arbejde i det ellers så friske efterårsvejr, at jeg gabte 7-8 gange på vejen. Seriøst, hvis man gaber gentagne gange på cykel ude i kulden, hvor træt er man så?

7) Har lige indset at hele tre af de ovenstående punkter handler om mine cykelture til/fra arbejde… Ynkeligt!

8) Fredag aften besluttede min kæreste og jeg, at vi nok hellere måtte skaffe noget Bland Selv-slik. Føtex har simpelthen tilbud om fredagen, så der var folk overalt ved slikbøtterne. Det var helt sindssygt, som folk gik amok. Slap nu af people, der er nok til alle. Jeg var tæt på at miste min tålmodighed og bare give op. Og SÅ er det altså slemt (vi snakker jo trods alt slik)!

9) I dag har jeg lovet mig selv kun at have to planer: at blogge og sove middagslur! Måske skulle jeg gøre begge tingene to gange?

Noget om travlhed og ingenting

I denne uge har jeg simpelthen så travlt på min praktikplads, at jeg faktisk næsten kun har været hjemme, når jeg skal sove. Heldigvis skyldes travlheden at vi netop er gået i gang med en ny tv-produktion, og jeg elsker det! Så kan man sagtens klare at stå op klokken lort og komme hjem igen klokken lort – og forfra dagen efter.

Jeg ville dog lige kigge forbi bloggen her til aften og dele mine tanker om sådan cirka ingenting. For 10 minutter siden trådte jeg ind af døren og overvejede seriøst at gå i seng. Ja, JEG, det ultimative b-menneske, overvejede at hoppe i dynerne klokken lidt over 21. Men jeg skiftede nu hurtigt mening. Frygter at vågne frisk op klokken 5 i morgen tidligt (som om!).

Der er desuden sket det, at jeg har fået lokket en konkurrence ud af et firma. En lillebitte præmie godt nok – men lidt har jo også ret, ikke? Jeg tænkte bare, at nu hvor bloggen nåede op på 100 følgere på Bloglovin’, så skulle det da fejres med en lille konkurrence. Jeg skal lige have de sidste detaljer på plads, og så skal jeg nok fortælle mere!

Jeg ved godt, at jeg tidligere har takket nej til sponsorerede indlæg (hvilket jeg i øvrigt helt har glemt at skrive et rigtigt indlæg om!), men jeg synes, at en konkurrence er noget andet. For det kommer jo (én af) jer til gode. Og jeg har stablet den på benene udelukkende fordi jeg er SÅ glad for, at I læser med. Det lyder måske lidt klichéagtigt, men det ER jeg altså! Hvis jeg var på millionær-SU, ville jeg købe en gave til jer alle sammen bare for at bevise det.

Nu må I have mig undskyldt. Jeg er færdig med at skrive om ingenting. Vil læne mig tilbage i sofaen og tage en slapper. Min hjerne er pt. kun i stand til at filosofere over spørgsmål som hvorvidt Askepot mon var den eneste pige i kongeriget, der brugte størrelse 38 (eller hvilken størrelse glasskoen nu var), og hvorfor folk bruger sætningen ”jeg tror måske …” – man må vel for fanden vide, om man tror noget. Så har man jo stadig ikke lovet, at man er sikker.

God aften til folket!

Livets små glæder #4

Det er simpelthen alt for længe siden, jeg har skrevet et indlæg om livets små glæder! Vi skal huske at hylde de små ting i livet, som gør os glade, så derfor kommer her endnu en række små ting at glæde sig over:

  • Når billetautomaten i bussen er i stykker, og man derfor sparer en 20’er (og til Københavnerne: nej i Århus’ bybusser kan man hverken betale med dankort eller via mobiltelefon. Det er jo trods alt Jylland).
  • Når telefonsælgeren accepterer et nej første gang (ikke at jeg har oplevet det, men det kunne jeg da forestille mig!)
  • Kombinationen af sofa, tæppe og stearinlys.
  • At få forsinkede fødselsdagsgaver. Yay! Som at have fødselsdag igen.
  • Først at komme hjem fra arbejde klokken 21.30. Ja okay, det er måske lidt sent, men glæden ved det er, at så har man en undskyldning for at smide sig direkte på sengen og ikke rejse sig mere den dag (det er slet ikke tydeligt, at det skete for mig i går, vel?!).
  • Når man får en 10’er for meget tilbage i Netto (det siger jeg altså ikke. Jeg brokker mig til gengæld heller ikke, hvis jeg bliver snydt for et tilbud til samme pris).
  • Når man er gået hele vejen ned i vaskekælderen med alt sit vasketøj, og det viser sig, at alle vaskemaskinerne er ledige. Win!
  • Når to personer helt tilfældigt sender hinanden en sms på samme tid. Det får altid smilet frem.

Hvis man har lyst til at læse om flere af livets små glæder, kan de findes her, her og her. Og så er man naturligvis som altid mere end velkommen til at fortsætte i kommentarfeltet!

Irriterende Facebook-tendenser #3

I anledningen af denne fantastiske efterårslørdag, har jeg skrevet endnu et indlæg i føljetonen om irriterende facebook-tendenser. I kan finde det første indlæg i serien her og det andet her.

11. Når folk stiller spørgsmål, de kunne have googlet sig frem til på under 4 sekunder. Det gælder fx ”Nogen der ved, om Bilka har åbent i morgen?” eller ”Hvor ligger der en Shell i Silkeborg?”. Come on, folkens!

12. To personer, der skriver følgende til hinanden i en kommentartråd: ”Skriv lige på chatten i stedet for” eller ”Jeg skriver lige på chatten”. HVORFOR er den kommentar nødvendig? Hvorfor ikke bare skrive direkte på chatten i første omgang? SKAL vi andre lige informeres om, at I altså fortsætter jeres spændende samtale på chatten?

13. De der opdateringer a la: ”Hvis du synes jeg er sød, så like denne opdatering. Hvis du synes jeg er pæn, så skriv ”hej” i kommentarfeltet. Hvis du er forelsket i mig, så skriv en privatbesked” osv. Sig mig er det en slags online venindebog a la 2014 eller hvad sker der?

14. Folk der checker ind HVER gang de er i Fitness. Man KAN faktisk godt blive stor og stærk, selvom man ikke reklamerer med det, hver gang man træner.

15. De der stavefejlsbefængte billeder med et eller andet budskab, hvor der så ovenikøbet står ”Jeg ved, at 97 % af jer ikke vil dele dette på jeres væg. Lad mig se, hvem der tør!”. Tror man virkelig, at man kan lokke folk til at dele alverdens ting på facebook ved at bruge den gode, gamle ”jeg tror ikke på, at du tør”-metode?

Typer af buspassagerer

”Min-taske-skal-stå-bedre-end-du-skal-sidde”-typen = personen hvis taske åbenbart SKAL have et sæde for sig selv. Selvom bussen er ved at være fyldt op. Hvis man tillader sig at spørge, om man må sætte sig, kigger de ofte fornærmet på én, mens de laaaangsomt flytter tasken.

”Jeg-skal-ud-før-alle-andre”-typen = dem der skubber og maser for at komme frem mod døren. Som om de slet ikke kan se, at vi andre også står og venter (pænt) på at komme ud.

”Jeg-skal-ind-før-I-skal-ud”-typen = Argh, de er irriterende! Det er de personer, der ikke har forstået konceptet med, at man altså lige lader folk stige UD af bussen, før man selv stiger PÅ. Det er fandme lige så irriterende, som de folk, der endnu ikke har forstået højre/venstre-opdelingen på rulletrapper.

”Min-musik-er-så-fed-at-jeg-ikke-behøver-høretelefoner”-typen = personer, der går med mobilos (hvornår har nogen som helst sidst brugt dét ord?!) i hånden eller lommen og spiller musik direkte ud af højttalerne. For det første så er det jo ikke sikkert, at alle vi andre gider høre på den musik. For det andet så lyder det jo skrækkeligt at spille musik ud af de der fesne mobiltelefonhøjtalere. So just don’t.

”Jeg-spiller-altså-lige-Candy-Crush-så-jeg-kan-ikke-rykke-fremad-lige-nu”-typen = typen der har travlt med alt muligt andet end at udvise god medpassager-opførsel, og derfor ikke kan finde ud af at rykke fremad i bussen, når det vælter ind bagfra (som man siger). Og det er altid så PINLIGT, når der går stop i den, og buschaufføren derfor må råbe ”ryk fremad!” til en bus fyldt med voksne mennesker. For pokker folkens. Nu må vi lige stramme op!

”Min-veninde/kæreste/mor-fortjener-så-meget-et-selfie-lige-nu”-typen = pigen (eller drengen for den sags skyld) der sidder og tager åbenlyse selfies. Ja, jeg ved jo så egentlig ikke, om hun overhovedet sender dem til folk, men jeg forestiller mig altid, at det foregår på snapchat. Ellers er man bare ”jeg-ser-da-så-godt-ud-at-jeg-burde-forevige-mit-look-lige-her-midt-i-bussen”-typen.

”Vil-I-ikke-alle-sammen-høre-når-jeg-fortæller-min-veninde-om-gårsdagens-bytur”-typen = typen der snakker lidt for højlydt i telefon om nattens strabadser, hvilket gerne inkluderer veninden Ulla, der pludselig forsvandt med Klamme-Arne.

 

Psst… Jeg har også engang skrevet om forskellige (irriterende) typer, man kan finde i supermarkedet. Find dem her.