Browsed by
Tag: tanker

4 måneders jubilæum

4 måneders jubilæum

Comments 4 kommentarer

Vi har noget, vi skal fejre. I forgårs var det nemlig 4 måneder siden, at bloggen gik i luften. 4 hele måneder. Det er ret vildt. Jeg stemmer for, at vi tager 4 mere. Og mange flere efter det. For altogingenting.dk er helt klart kommet for at blive!

Det går supergodt med mit liv som blogger. Jeg bliver mere og mere glad for at skrive (troede ellers ikke, at det var muligt), og min hjerne bliver ved med at finde på en masse nye idéer til indlæg.

Allerede før bloggen havde to måneder på bagen, blev jeg kontaktet med henblik på et samarbejde om forskellige sponsorerede indlæg og produktgaver. Jeg skal blankt indrømme, at jeg klappede en smule i mine fedtede hænder og smilede op til ørerne. Tænk at nogen havde valgt at ville lave markedsføring igennem MIN blog. Det tog jeg som et meget stort kompliment. De måtte jo se noget potentiale her på min ret så nye blog.

Jeg valgte dog at takke nej til samarbejdet af flere årsager. Blandt andet fordi bloggen var (og er stadig) så ny, og samtidig kan jeg ikke lige se, hvordan sponsorerede indlæg kan passe ind her. Men det har jeg faktisk tænkt mig at skrive et helt indlæg om en anden gang.

I løbet af bloggens fire måneder har jeg i øvrigt kunnet mærke, at det efterhånden bliver sværere for mig at tage mine ”bloggerbriller” af. De er bare blevet en del af mig. Og med det mener jeg, at bloggen hele tiden er et sted i min bevidsthed. Jeg ser blogindlæg og emner alle vegne, og det sker oftere og oftere, at jeg lige må notere noget på min iPhone. Jeg skulle jo nødigt nå at glemme det inden jeg vågner igen/kommer hjem/stiger på bussen/er færdig med at lave mad.

Der kommer lige så stille flere og flere læsere til bloggen, og det gør mig så glad at se! I skrivende stund er der i alt 204 kommentarer på bloggen. Og uden at lyve så bliver jeg seriøst glad for dem alle sammen. Hver og en. Det gør mig overraskende meget glad, at I for det første gider læse det, jeg skriver, og at nogle af jer også tager sig tid til at smide en kommentar. Så once again; tusind tak for det – og bliv endelig ved…

Og nu vi er ved det. Hvis nogen skulle have lyst til at pippe op om et eller andet så gør det endelig! Det kan være ris, ros, ønsker, spørgsmål og alt muligt andet. Det kan også være, hvis der er noget, I har lyst til at høre mere om, eller hvis I har forslag til emner, jeg kan tage op. Den slags er altid mere end velkomment enten i en kommentar, en mail eller noget tredje.

Jeg glæder mig til endnu flere måneder her på domænet!
God aften til jer alle.

Moderne omskrivning af gamle ordsprog

Moderne omskrivning af gamle ordsprog

Comments 2 kommentarer

Da jeg sad og stirrede ud i luften i toget i går, fik jeg en strålende idé – synes jeg da selv. Alle de gamle, danske ordsprog de trænger da til at blive skrevet om til noget mere moderne. Synes I ikke også det? De er sgu lidt gammeldags! Men mange af pointerne er jo gode nok. De trænger blot til et mere moderne og 2014-agtigt twist. Det har jeg derfor klaret:

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus >> man skal ikke kaste med hvidt sukker, når man selv er på palæokost.

Man skal ikke skue hunden på hårene >> man skal ikke tro på alt, hvad man ser på Instagram.

Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden >> lad være med at spørge et barn eller en fuld person, om din røv er for stor.

Sælg ikke skindet før bjørnen er skudt >> køb ikke nye løbesko til 1200 kroner før du kan løbe 5 kilometer.

Æblet falder ikke langt fra stammen >> hvis du er dårlig til noget, så kan du bare skyde skylden på dine forældre.

En krone sparet er en krone tjent >> jo mere du køber på udsalg, des flere penge sparer og dermed tjener du.

Tale er sølv, tavshed er guld >> hvis du ikke har noget fedt/sjovt/brugbart/underholdende/-ish at skrive på Facebook, så lad helt være med at poste noget.

Uden mad og drikke duer helten ikke >> husk at spise slik en gang i mellem selvom du spiser efter LCHF-principperne.

Der kommer garanteret en fortsættelse til dette indlæg engang inden for ubestemt tid!

Hvad er det med Tour de France?

Hvad er det med Tour de France?

Comments 2 kommentarer

For en måneds tid siden skrev jeg lidt om VM i fodbold (læs det her og her). Ja, altså ikke på ”jeg-ved-en-masse-om-VM”-måden, for det gør jeg bestemt ikke, men det var mere på ”kom-kvinder-lad-mig-hjælpe-jer-med-den-mest-basale-fodboldviden”-måden.

Nu er VM slut, og vi har i stedet fået Tour de France som erstatning. Dårlig deal! For dét er jeg ikke den største tilhænger af. Jeg kan sgu ikke rigtigt se det spændende i det. For det er jo ikke ligesom i fodbold, hvor der lige kommer et mål i ny og næ, som skaber spænding. Nej, jeg synes faktisk, det er ret kedeligt at sidde og kigge på cykelløb.

Jeg indrømmer dog gerne, at jeg alligevel tænder for det. Men bare som en slags baggrundsmusik. Min far har altid set meget Tour de France (min lillebror og jeg så sommetider med som børn, og vi var ved at dø af grin over navnet Bo Hamburger!), så jeg har på en måde ”fået det ind med modermælken”. Derfor finder jeg det en anelse nostalgisk, hyggeligt og afslappende at tænde for Tour’en og have Dennis Ritter, Jørgen Leth og Rolf Sørensen til at snakke i baggrunden (Ja ja, jeg har jo heller aldrig påstået, at jeg er helt normal…).

Jeg gider dog under ingen omstændigheder sidde og kigge på det. Det er alt for kedeligt. MEN det er til gengæld praktisk, hvis man skal have sig en morfar. Jeg falder virkelig hurtigt i søvn, hvis jeg lægger mig til at se Tour de France sådan med 100 % opmærksomhed mod tv’et. Skide smart sovepille uden alle mulige farlige stoffer (et helt gratis tip fra mig til jer, brug det, hvis I vil). I øvrigt kommer man altså altid til at savne Friends helt voldsomt i cykelløbsperioderne – eller er det bare mig?

Nå, det var lige et sidespring. Vi kom fra, hvordan Tour de France kan ses som spændende? Og om det overhovedet kan det! Jeg har regnet mig frem til tre ting, som måske kan være lidt spændende:

  1. når nogen styrter
  2. når nogen bliver taget for doping
  3. når der køres over målstregen

Men de tre ting foregår selvsagt i en meget begrænset del af den tid, cykelløbet reelt varer. Jeg er ærligt talt dybt imponeret over, hvordan kommentatorerne kan blive ved med at snakke? Der er jo for fanden ikke noget at fortælle hele tiden..

Slutteligt vil jeg bare gerne udvise min dybeste respekt for cykelrytterne! For et par uger siden cyklede jeg knap 20 kilometer med en veninde. Jeg fik SÅ ondt i min røv, at I tror, det er løgn. Så jeg tør slet ikke tænkt på Tour de France-rytternes bagdele. Av av av av…

Så ti dog stille og luk munden, når du tygger popcorn

Så ti dog stille og luk munden, når du tygger popcorn

Comments 2 kommentarer

I går aftes var min kæreste og jeg i biografen. Det var skide hyggeligt, filmen var kanon god og spændende, og bland-selv-slikket sad lige i skabet. Ja, jeg sidder faktisk i skrivende stund og spiser de hjembragte rester. Så i udgangspunktet var det en dejlig og succesfuld aften!

MEN (warning: nu kommer irritationsmomenterne væltende) der var dog selvfølgelig liiiige nogle af de andre biografgængere, der ikke kunne finde ud af at opføre sig pænt, normalt og ordenligt.

En lille detalje var, at jeg så flere mennesker tage skoene af og smide fødderne op på sædet foran. Altså ikke mens der sad nogen lige foran, men det gjorde der på sædet ved siden af. Er det bare mig, eller er det dårlig stil? Altså her i sommervarmen (og især lige nu mens en række lækre hedebølger udspiller sig i Danmark) ville jeg da seriøst være ked af at få stukket 10 styks sommersure tæer lige op i hovedet i to timer!

Ikke nok med sure tæer. For det er da trods alt til at leve med. Tre gange under filmen spredte der sig en FÆL, FÆL, FÆL lugt af prut! Helt seriøst, jeg lyver ikke. Hvad fanden sker der? Alle tre gange var lugten meget slem, og jeg kæmpede for at holde vejret. Føj for filan, hvad har folk gang i? Jeg spekulerede seriøst på, om nogen havde genkendt mig (HA! som om) og besluttet sig for at forære mig et oplagt emne at blogge om. Fy for pyffer! Så lad os da lige én gang for alle blive enige om dette: man prutter saftsuseme ikke i biografen. Vel?!

Nå, men det største problem var egentlig, at jeg selvfølgelig kom til at sidde ved siden af to veninder, som ikke kunne holde deres mund. De snakkede og snakkede. Jeg brugte faktisk de første 15 minutter af filmen på at bekymre mig om, hvornår de mon ville holde mund, og hvornår jeg kunne tillade mig at sige noget til dem. Og hvad skulle jeg sige? Bare tysse? Eller skulle jeg undskyldende bede dem om at tie stille?

De kommenterede på filmen i et hviskende men stadig røvirriterende toneleje. Den ene veninde sad også lige et par gange og opfriskede handlingen fra film nummer 1 (vi så nummer 2). Men det kunne de da godt lige have gjort, før filmen startede? Det værste er, at når man først er begyndt at fokusere på den evige summen af hvisken fra højre, så er det umuligt at holde op igen.

Gudskelov gik det lidt i sig selv, efterhånden som filmen kom rigtigt i gang, og det hele blev vildt spændende. Så jeg slap for at irritere mig mere over det. Og de nåede at holde mund, før jeg fik mandet mig op og tysset. Så resten af filmen skulle jeg blot leve med, at hende, der sad lige ved siden af mig, smaskede HELT VILDT, når hun spiste popcorn… Dét kunne jeg dog ikke tillade mig at kommentere på.

Så endelig kunne jeg læne mig tilbage og nyde filmen. At jeg så var virkelig tæt på at give mig til at hyle over en abefilm, er jo en helt anden historie…

Kender I det…

Kender I det…

Comments 6 kommentarer

… når man tager sin telefon op ad lommen for at tjekke, hvad klokken er. Derefter lægger man telefonen tilbage. Så spørger ens veninde/kæreste: Hvad var klokken? Og først der går det op for én, at det glemte man sgu da at lægge mærke til. Man kiggede rigtigt nok på sin telefon, men man kan på ingen måde huske, hvad klokken var, og må derfor tjekke igen…

Kender I det, hva’?!

Random facts om mig

Random facts om mig

Comments 7 kommentarer

Det er lige gået op mig, at jeg mangler noget væsentligt her på bloggen; fuldstændigt random facts om mig selv! Det har de fleste andre bloggere, og jeg synes faktisk, at det er ret sjovt. Så her kommer den første omgang:mig selv

  1. Jeg ELSKER jul og er seriøst den ultimative julefreak
  2. Da jeg var yngre, sov jeg en sjælden gang imellem med halvåbne øjne, hvis jeg var helt vildt træt (det var ved at skræmme livet af flere veninder til filmaftener og sleep-overs!)
  3. Jeg er usandsynligt vild med marcipanbrød fra Anthon Berg
  4. Jeg slider mine tandbørster op på rekordtid (Undskyld hr. tandlæge, jeg skal nok tage den lidt med ro fremover)
  5. Jeg har aldrig haft brækket nogen kropsdele – men da jeg var barn, ville jeg så gerne prøve at brække benet, så jeg kunne få gips på (don’t ask)
  6. Jeg er ikke den store kødspiser
  7. Jeg foretrækker klart at vaske op frem for at tørre af
  8. Som 10-11-årig gav jeg mig selv ”kælenavnet” SuperLine – det bruger jeg stadig som alias fx i iPhone-spil og på sociale medier
  9. Jeg har mere end 50 par sko
  10. Jeg er vildt god til at huske mine drømme
Hurra, en mobiltelefon – men hvem skal jeg ringe til?

Hurra, en mobiltelefon – men hvem skal jeg ringe til?

Comments 2 kommentarer

Den skarpe læser kan nok huske historien om, at jeg ikke måtte få en tamagotchi som barn. På baggrund af en sådan anekdote kunne man foranlediges til at tro, at mine forældre var meget teknologiforskrækkede. Det var de dog ikke. For (hold nu fast) jeg var dælme den første i klassen, der fik en mobiltelefon. Hvad siger I så? Jeg var så stolt og glad!

Mobiltelefonen var en megafed Motorola-model. Det var en lille, fin telefon på størrelse med en mursten. Den vejede også cirka det samme. Den havde en antenne, man skulle trække op, før man kunne få forbindelse. Og den kunne ikke engang sende sms’er (hvis nogen under 18 år læser med, så tror de sikkert, at jeg lyver. Men jeg lover, at det gør jeg ikke. Jeg har desværre ikke et billede af telefonen, men det er den skinbarlige sandhed!). Der var også en klap, man skulle folde ud for at få adgang til tasterne (som der i øvrigt var grønt lys i!).

Det var mine forældres tidligere mobiltelefon, idet de havde valgt at opgradere til en nyere model. Jeg fik et taletidskort af min bedstefar, så jeg kunne bruge telefonen. Jeg var 9-10 år gammel, og det var egentlig lidt for sjov, at jeg fik telefonen. I min familie var vi altid på camping i weekender og ferier, så min bedstefar fandt det smart, at han kunne ringe til mig, når vi var afsted.

SIM-kortet var på størrelse med et dankort. Seriøst! Det står godt nok i stærk kontrast til i dag, hvor Apple sørger for, at hver en ny iPhone skal bruge et endnu mindre SIM-kort end den forrige.

Jeg var helt oppe at køre over min nyeste erhvervelse – en vaskeægte mobiltelefon. Tænk, at jeg nu kunne bevæge mig rundt omkring, mens jeg talte i telefon. Og ikke mindst at jeg nu kunne tale i telefon, når jeg ikke var hjemme!

Midt i min glædesrus glemte jeg dog at fokusere på et væsentligt spørgsmål; hvem skulle jeg egentlig ringe til? Ingen af mine klassekammerater havde en mobiltelefon. Så går fidusen jo lidt af det, kan man sige. Men skidt pyt, jeg ringede da bare til min bedstefar! Når jeg altså var derhjemme eller i campingvognen. For telefonen var så stor, at man altså ikke lige tog den med i lommen…

 

(… og bare rolig, jeg fik naturligvis en ”rigtig” og mere handy mobiltelefon (med sms-funktion) nogle år senere!)

Mig?! Nej, jeg sover slet ikke

Mig?! Nej, jeg sover slet ikke

Comments 4 kommentarer

I dag vil jeg bare lige kigge forbi og smide en hurtig tanke. Det handler om det der spjæt, man sommetider giver, når man er lige ved at falde i søvn. Det kender I godt, ikke? Man ligger så dejligt og er åbenbart liiiige ved at falde i søvn og pludselig siger det SPJÆT, og man får et mindre chok. Og bliver totalt forvirret.

Men det, jeg egentlig tænkte på, var; hvorfor prøver man altid at benægte, at man lige faldt i søvn? Det er en form for refleks. Og som om man bliver lidt flov over sit lille spjæt. Når jeg laver et ”jeg-faldt-lige-i-søvn”-spjæt, opdager min kæreste det naturligvis. Og så er det som om, jeg helt automatisk prøver at benægte det! Så lader jeg som om, jeg er helt frisk og slet ikke var ved at falde i søvn. But why? Beviset var der jo lige…

Og hvorfor skal de skide spjæt altid komme, når man falder i søvn under en film? Så bliver man max busted i dét øjeblik, man kommer til at lukke øjnene. Det sker jo næsten aldrig, når man ligger i mørket og rent faktisk med fuldt overlæg forsøger at falde i søvn. Og hvis det endelig gør, så er det også irriterende, fordi det ødelægger den søvn, man ellers lige var ved at falde i. Jeg bliver altid helt frisk bagefter. Røv. Men den detalje er selvfølgelig meget smart, hvis man lige er i gang med at se en film…

Hvad man kan gøre, hvis man har brug for et skud selvtillid

Hvad man kan gøre, hvis man har brug for et skud selvtillid

Comments 2 kommentarer

Jeg har lagt mærke til, at det er populært blandt bloggere at lave guides til alt muligt. Og det vil jeg altså også være med til…

Så NU er den her! Guiden til at komme igennem enhver ”dårlig-hår”-dag, ”jeg-dur-jo-ikke-til-noget”-dag eller andre dage med en lidt underskud på selvtillidskontoen.

  • Gå ind i en tøjbutik og prøv noget tøj i prøverummet – så skal ekspedienten nok komme og fortælle dig, hvor godt du ser ud, og at tøjet sidder såååå godt på dig. Lur mig om hun ikke også selv har blusen/kjolen/bukserne derhjemme!
  • Hvis du er heldig, prøver hun at overbevise dig om, at du skal prøve bukser i størrelse ekstra small (NEJ, siger jeg! Det lader sig ikke gøre).
  • Se noget reality-tv – om det så er Paradise Hotel eller Mig og Min Mor. Du skal nok føle dig som Einstein ret hurtigt.
  • Du kan også vælge at se Luksusfælden! Jeg lover, at uanset hvordan din økonomi ser ud, så vil den pludselig synes intet mindre end fantastisk. Og ikke mindst din økonomiske sans (“WHAT? Er der høje renter på et Quick-lån? Det sagde de sgu da ikke noget om i tv-reklamen”…).
  • Brug Photo Booth-app’en og gør dit ansigt skævt/tykt/grimt/underligt (Det kunne trods alt være meget værre).
  • Tag briller på! Ganske simpelt. (Jeg bruger normalt kontaktlinser og har briller på engang imellem. Når jeg tager mine briller på, bliver alting lidt mindre end det er, og alle ser så slanke ud – inkl. mig selv. Mine fødder ligner også en lille fin størrelse 37. Smart!).
  • Se billeder fra et tidspunkt i dine yngre dage, hvor du virkelig ingen stil havde (please sig, at alle har haft sådan en periode…).
  • Spis et stykke kage. Det må man godt på sådan en dag!
Hvad sker der på smiley-fronten?

Hvad sker der på smiley-fronten?

Comments 1 kommentar

Er jeg den eneste, der synes, at smileys er blevet lige lovligt udbredte?! Man kan jo fandeme nærmest ikke se sig om her i år 2014 uden at få øje på en smiley. De er overalt. Sms’er, mails, sociale medier – you name it. Ja, jeg modtog sågar en smiley-befængt sms fra min bankdame forleden dag!

Bevares, jeg bruger også selv masser af smileys. Især emoticons. Dem er jeg stor fan af og kan endda finde på at sende mine veninder rebusser (kald mig bare freak!). MEN jeg stopper den der. Jeg synes nemlig, at smileys hører til i private sammenhænge og ikke professionelle.

Så snart afsenderen på nogen måde optræder som professionel, så står jeg altså af. For mig virker det useriøst at modtage smileys i professionel sammenhæng. Om det så er en sms fra min bankdame eller en mail fra min læge. Hvis man virkelig ikke kan formulere en forståelig tekst uden at alliere sig med en eller flere smileys (min bankdame brugte 3!), burde man virkelig øve sig.

Jeg bliver næsten helt bekymret for, hvor længe der går, før journalister begynder at benytte sig af smileys. Tænk hvis Berlingeren eller JP inden længe smider smileys ind i deres artikler! Hvor er vi så henne?

På en måde minder en smiley lidt om at forklare sine egne jokes. Man viser lige sin modtager, hvordan vedkommende skal reagere på det, man lige har skrevet. Og det passer ganske glimrende til private sms’er og den slags, men i mit hoved hører det bare ikke rigtigt hjemme i en professionel tekst! Hvad siger I? Er det mig, der er gammeldags?

 

PS: På bloggen her anvender jeg ikke smileys i mine indlæg (nu skal jeg selvfølgelig passe på, hvad jeg siger, men jeg er ret sikker på, at jeg ikke har gjort det endnu!). Jeg håber så bare at mine skriveevner rækker så langt, at I selv fanger ironien og sarkasmen (please fortæl mig, at I gør). For ærligt talt så ville luften da gå lidt af ballonen, hvis jeg lige smed en blinkesmiley ind i hver anden sætning for at markere den sarkastiske tone…