Selvbeherskelse og chokoladejulekalendere

Som den julefreak, jeg er, har jeg selvsagt armene i vejret over, at butikkerne nu er begyndt have juleslik på hylderne. Det fejrede jeg naturligvis i søndags med en pose nisseskum! Arh. Man glemmer jo i løbet af foråret og sommeren, HVOR godt juleslik egentlig smager.

Nå men så var det jo så, at jeg for en halv time siden var i Føtex for at hente den sædvanlige liter mælk og den slags småting. Her ser jeg så, at de har fået chokoladejulekalendere i butikken – og hvilket udvalg!

I dag er en chokoladejulekalender jo på ingen måde det samme, som da jeg var barn. Dengang var det kun de der superfesne nogen, som man vist kan købe for en 5’er i dag (eller en 30’er hvis der er Barbie eller Cars på) med små firkantede stykker mælkechokolade, der mest af alt smagte ligesom det pap, de var pakket ind i. Men det var sgu da stadig dagens optur, når den skulle åbnes (hvilket først var EFTER morgenmaden – men inden tandbørstning – sikke en timing).

Nu er de gode gammeldags chokoladekalendere blevet godt og grundigt udkonkurreret af alle de store, fancy nogen, der har indtaget markedet. Her snakker vi Kinder, Toms og den slags luksus. Ja, i dag så jeg sgu en med Skippers Pipes. Glæden vil jo ingen ende tage.

Der er dog bare lige én ting, som min indre sukkergris slet ikke forstår. Er der seriøst nogen, der kan købe sådan en kalender NU og vente med at fortære den til december måned? For så burde man da næsten få en eller anden form for medalje. Er det ikke ALT for fristende at have sådan én til at ligge? Er der ikke store chancer for, at man en mørk aften alene hjemme, når klokken har slået ”Netto-er-lukket”, og sukkertrangen pludselig melder sig, liiiige skal åbne en enkelt låge? Og én til?

Det ville hvert fald 100 % sikkert ske for mig! Jeg gider ikke engang gøre et forsøg. Jeg har allerede tidligere fortalt jer om, at jeg på ingen måde kan sige nej tak til slik eller lige have en pose liggende i skabet til uventede gæster (de må sgu nøjes med en kop kaffe).

Faktisk er det så slemt, at da jeg i sidste weekend havde købt en plade chokolade, som skulle gives væk dagen efter, var jeg SÅ tæt på at give op og flå plastikken af. Jeg følte virkelig, at den lå der og kaldte på mig…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *