Livet på landet

I går aftes vendte jeg hjem til Århus efter at have tilbragt nogle dage i Vestjylland. Nærmere bestemt hos min mor og hendes mand. Og jeg kan love jer for, at jeg fik holdt ferie. For det er altså som om, at når man først besøger sådan en bette provinsby derude hvor kragerne vender, så holder man rigtig ferie!

Et lille udsnit af det mad, jeg måtte kæmpe mig igennem.

Et lille udsnit af det mad, jeg måtte kæmpe mig igennem.

Normalt lægger jeg ikke mærke til alle by-lydene her i Århus. Nej, det er faktisk først, når jeg kommer ud på landet, at jeg opdager, at lydene pludselig er pist væk. Hov, hvor er den der konstante summen af by, som jeg plejer at være omgivet af? Biler, sirener, mennesker. Intet af det var der! I stedet befandt jeg mig pludselig midt i stilheden selv. Kun afbrudt af fuglefløjt! Og det var da intet mindre end smukt (men jeg kan altså alligevel godt lide at være omgivet af lyden af by – det er der også noget smukt over).

Jeg har i øvrigt spist så meget, at jeg seriøst næsten kunne trille hjem. Min mor er nemlig begyndt at lide lidt for tidligt af mormor-syndromet, hvor man handler et voldsomt lager af lækre ting ind, når man får gæster. Så selvom jeg bare slappede af og hyggede og lavede ingenting, så stressede jeg alligevel lidt over, at jeg både skulle nå at spise jordbær, kirsebær, friske ærter, marcipanbrød, mad fra grillen, min yndlingsost, bland-selv-slik, selleribøffer, kiwier og tusind andre ting.

Landet er jo også dér, hvor huse på størrelse med IKEA er allemandseje (okay, overdrivelse fremmer forståelsen – og så skal der jo heller ikke meget til at imponere, når man selv bor i en fin, lille 2-værelses). Størstedelen af denne weekend befandt jeg mig på en altan, som er større end vores lejlighed. Her spillede vi yatzy til lyden af ingenting og fuglefløjt.

Engang imellem spredte der sig en fæl lugt af gylle. Puha, den var slem. Og den hang tykt i luften, længe efter traktoren var kørt forbi. Det er da alligevel utroligt, at man kan blive helt immun over for lugten af bilos, hvorimod en forbipasserende gylletank er ved at tage livet af mig. Ej okay, nu leger jeg bare sart. Det er jo for dælen da bare lort. Det er der jo ingen, der dør af at lugte til. Heller ikke selvom de sidder og nyder stilheden og solen med lækker iskaffe og tilhørende hindbærsnitte. Nej, det er jo en del af charmen.

Fik jeg sagt, at jeg er vild med landet?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *