I’m your tamagotchi – en barndomshistorie

Alle, der er vokset op i 90’erne, kan huske tamagotchien. Det lille elektroniske kæledyr, som man selv skulle passe. Dyret skulle have mad, sove, leges med og holdes renlig. Det var det tætteste, vi kom på en smartphone i vores barndom. En lille æggeformet maskine, som havde en endnu mindre skærm med en superfed opløsning.

Nøj, hvor var det et fedt stykke legetøj. Jeg var virkelig imponeret. Men det var min mor og far bestemt ikke. De havde hørt historier om, hvordan tamagotchien bippede i tide og utide og forstyrrede undervisningen i folkeskolen. Så jeg måtte ikke få en! Hvilken skandale. ALLE pigerne havde jo sådan en. Der var sågar en pige fra parallelklassen, som havde 6-7 stykker. Men ikke lille mig. Så jeg fes rundt mellem alle pigerne i frikvartererne og fik lov at prøve deres. Og når jeg kom hjem plagede jeg mine forældre om lov til at få min egen. Når de atter sagde nej, plagede jeg lidt igen. Men de forbarmede sig ikke.IMG_1491

Jeg lagde hovedet i blød. For en tamagotchi SKULLE jeg altså have. Heldigvis var jeg et meget kreativt barn, så jeg lavede da bare én selv. På få minutter havde jeg tryllet med en tændstikæske, noget karton, en limstift og en kuglepen. Og vupti – min helt egen tamagotchi. Og så legede jeg ellers bare med den (fantasien fejlede sgu ikke noget). Jeg gav den mad, lagde den i seng, legede med den og gjorde den rask, når den blev syg.

På et tidspunkt fik jeg lov at passe min venindes tamagotchi. En hel dag og nat. Jeg var så stolt. Endelig havde jeg en ægte tamagotchi. Det hele gik super fint, lige indtil katastrofen indtraf. Jeg tabte den på badeværelsesgulvet. Og så døde kæledyret (læs: maskinen genstartede). Jeg græd som pisket og var panisk angst for, at min veninde ville blive sur på mig. Nu havde hun passet den så godt og fået den til at blive gammel. Og så slog jeg den bare ihjel! Nu skulle hun starte helt forfra…

Mine forældre trøstede mig (og blev nok lige dér bekræftet i, at det var en rigtig beslutning at nægte mig at få min egen), og derefter løb jeg over til min veninde for at aflevere den tilbage. Hun blev slet ikke sur. Hun spurgte derimod, om jeg ikke ville låne den igen. Men dét ville jeg bestemt ikke…

Og så løb jeg hjem igen og legede med tændstikæske-tamagotchien. Da pigen med 6-7 tamagotchier senere skulle have fjernet mandler, tilbød hun os andre at passe dem imens. Jeg takkede pænt nej. Det havde jeg slet ikke nerver til.

I kan jo så selv gætte, hvad jeg gjorde et par år efter, da jeg ønskede mig en computer…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *