Blev du egentlig født i stenalderen?

Det er bestemt ikke nogen hemmelighed, at jeg ELSKER børn. Det er nok også den største grund til, at jeg brugte to sabbatår på at arbejde fuldtid som pædagogmedhjælper (det ene år i en børnehave, og det andet år i en SFO, så jeg har haft glæde af mange forskellige og morsomme aldersgrupper).

Det første år som uni-studerende var jeg endda vikar, og jeg kom gladeligt springende to formiddage om ugen – dermed fik jeg en pause fra bøger og forelæsninger, og beskæftigede mig i stedet med mooncars, dåseskjul, ansigtsmaling og trylledej.

Noget af det, jeg elsker ved børn, er deres ligefremhed. De siger tingene, som de er – eller som de tror, de er. Ikke noget med at pakke ting ind eller holde information tilbage. Nej, du får sgu det hele at vide.

Jeg har i øvrigt tidligere skrevet et par indlæg, som opstiller en overraskende lang række ligheder mellem jobbet som pædagogmedhjælper og bartender. For det har jeg naturligvis også været. Fra den ene yderlighed til den anden, som man så fint siger. De indlæg kan du læse her og her.

Nå, men desuden er jeg stor fan af børns manglende begreb om, hvad alder egentlig er for en størrelse. Jeg har haft stor morskab ud af at lade børnene gætte min alder. For med jævne mellemrum fik jeg nemlig spørgsmålet: ”Lineeee, hvor mange år er du egentlig?”. Og når jeg så spurgte tilbage: ”Hvor mange år tror du?”, så svarede de alt fra 12 til 54. Det var simpelthen så forskelligt, hvad de gættede på. Og jeg lo hver gang og informerede dem pænt om min korrekte alder.

En pige på 7 år spurgte mig engang: ”Lineeee, dengang du var lille, cyklede du så på sådan en cykel med et stort hjul og et lille hjul?”. I mit forsøg på at skjule en meget høj latter, var jeg ved at blive kvalt i min kaffe (ej, det passer selvfølgelig ikke. Jeg forsøger bare at opretholde myten om, at pædagoger altid drikker kaffe…). Jeg måtte så fortælle hende, at SÅ gammel var jeg nu heller ikke.

Der var også engang en 5-årig pige, som spurgte mig: ”Lineeee, levede du egentlig under den der verdenskrig?”. Jeg spurgte høfligt, om det mon var anden verdenskrig, hun hentydede til. ”Neeeej, det er altså den første, jeg mener!” proklamerede hun. Ja, okay så. Men svaret er dog stadig et stort og rungende NEJ.

Efter flere af sådanne oplevelser skyndte jeg mig hjem foran spejlet: har jeg fået rynker eller hvad? Eller måske grå hår? Hvad foregår der lige her? Jeg frygtede, at børnene snart ville spørge, om jeg stadig havde flintesten og tøndebånd derhjemme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *