Noget om at fylde 26

I søndags var det som bekendt min fødselsdag (det har jeg jo også kun nævnt 7 gange på bloggen efterhånden). Dagen hvor jeg måtte forlade de gyldne 25 år og derimod nu kan skrive 26 på cv’et. Puha, det ser altså lidt skræmmende ud sådan sort på hvidt. 26. Det er altså godt på vej mod slutningen af 20’erne.

Men ih hvor jeg dog bare elsker at have fødselsdag! Ja, faktisk elsker jeg bare fødselsdage generelt. Det er så hyggeligt at gå rundt i forskellige butikker for at finde den perfekte gave til folk. Og så er jeg naturligvis også fan af selv at modtage gaver. Og at tælle ned til min fødselsdag. Og at planlægge fejringen!

Selv for et b-menneske som mig, er det ingen sag at komme op om morgenen på min fødselsdag (dog ikke helt som da man var barn, hvor man vågnede klokken fire om natten og var ved at sprænges af bare spænding). Men søndag morgen var jeg altså frisk som en havørn i det øjeblik min kæreste lagde en gave på min hovedpude – og dét selvom jeg aftenen forinden havde drukket både rosé, baileys og cuba strawberry (sidstnævnte har jeg ikke smagt siden jeg var 16 og kan meddele, at det stadig ikke smager godt).

Efter at have åbnet pakker og fået morgenmad på sengen (amen fødselsdag er jo det bedste) hoppede jeg i et fødselsdagsbad og bagefter gik jeg i gang med at stege fødselsdagsfrikadeller (JA, I læste rigtigt – svinekød!). Senere fik jeg familiebesøg, hvor vi spiste alle frikadellerne og skyllede dem ned med karrysild og varm leverdreng (man skulle jo tro, jeg blev 62).

Hen på eftermiddagen kreerede jeg denne lagkage:

line 26

Specielt køn er den jo ikke. Jeg skal vist liiiige øve den flødeskumssprøjteteknik en gang eller to mere!

Nå men kort før aftenstid kom min far også et smut forbi. Det føltes helt som at være barn igen, når man sådan så hele sin familie på sin fødselsdag. Om aftenen gik min kæreste og jeg en tur (jeg skulle jo lige se, om folk på gaden kiggede anderledes på mig, når jeg nu var 26 år), og på hjemvejen hentede vi sushi. Jeg ELSKER sushi. Resten af aftenen stod på hjemlig hygge. Alt i alt en skide god dag. Det var jo slet ikke så slemt! Jeg føler mig sgu ikke gammel.

Til gengæld er dagen efter ens fødselsdag altid lidt fesen. Så skal man vente ET HELT ÅR igen! Det er dog ikke nær så slemt som dagen efter juleaften. Den dag kan verdens største juleelsker (læs: mig) næsten ikke bære!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *