Tag Archives: barndom

Minder fra konfirmationsalderen

Weekenden har stået i konfirmationens tegn herhjemme, idet vi har været til hele to konfirmationer på én weekend. Det har været super hyggeligt, og puha hvor bliver man altså MÆT efter sådan et par dage. Det er jo helt vildt, så meget man kan nå at indtage på sådan en festdag!

Nå, men det satte naturligvis en masse tanker i gang i hovedet på mig. Straks begyndte min hjerne at grave massevis af minder fra min egen konfirmation frem. Hvilket nu er over 12 år siden (oh shit!). For det første havde konfirmationsmoden udviklet sig gevaldigt i en mere festlig retning med strutskørter og høje stiletter (jeg tror, jeg havde en 3-centimeters hæl på til min konfirmation, og det synes jeg da selv var cool nok).

For det andet så konfirmanderne slet ikke så voksne ud, som jeg følte mig dengang. Med tryk på følte naturligvis. Jeg gik meget op i, at jeg nu ”trådte ind i de voksnes rækker”. Og blev yderst fornærmet, når mine forældre mindede mig om, at man jo ikke sådan bare lige blev voksen fra den ene dag til den anden – og at det var der jo bestemt heller ingen grund til. Nyd nu det sidste af din barndom, sagde de. Det ville jeg ikke høre tale om. For nu var jeg altså næsten voksen, og det var meget mere sejt! Og så var der dælme ingen, der skulle fortælle mig, at det ikke var noget, man skulle have travlt med.

Og nu er jeg lige pludselig selv blevet sådan en type, der (ligesom alle andre) står og siger til konfirmanderne, at de skal huske at nyde ungdommen og blablabla, inden voksenlivet venter. For det er jo så skide rigtigt. Man har et laaaangt voksent liv foran sig, så hvorfor dog tage hul på det allerede som 13-årig? Nej, der bør man altså lige nyde sine sidste år som ”barn” og lade forældrene klare voksenpligterne.

Rådet herfra lyder derfor som følger: Slå endelig hul på knæene en ekstra gang og spild ikke dine sparsomme lommepenge (eller lønnen fra avisruten) på et dyrt glattejern eller mærkevaretøj. Det har du resten af livet til! Men det er nok de færreste 13-årige (piger i hvert fald), der er til at tale til fornuft. Hvis jeg ringer til den 13-årige mig, tror jeg også bare hun griner.

Åh Gud, hvor jeg lyder som en på 85… Hvad mener I – har jeg en pointe? Eller kan jeg lige så godt tage slumretæppet og en pose Werther’s under armen og smutte til banko?

Hun er taget på slankekur…

I dag kommer der lige endnu en barndomshistorie (forgive me). Da jeg var barn, havde jeg nemlig fuldstændig misforstået konceptet slankekur. Der var ikke rigtigt nogen i min familie, der nogensinde var på slankekur (eller havde brug for det), så af samme årsag lærte jeg aldrig rigtigt, hvad det ville sige. Ja, jeg tror faktisk aldrig, at jeg havde hørt ordet derhjemme.

Der var dog en pige i min folkeskole, som af og til fortalte, at hendes mor var på slankekur. Hvilket jeg åbenbart valgte at tolke helt frit. Jeg troede helt seriøst, at en slankekur var en tur, man tog på. Jeg ved ikke, om det var fordi jeg forvekslede ordet kur med tur, eller om jeg på en eller anden måde forbandt ordet med et kurophold. I hvert fald gik der flere år, før jeg rent faktisk fandt ud af, hvad en slankekur i virkeligheden var. Og så følte jeg mig ret snydt… Og en anelse lettet.

Det var cirka sådan en landevej, jeg forestillede mig. Bare knap så eksotisk.

Det var cirka sådan en landevej, jeg forestillede mig. Bare knap så eksotisk.

Hver gang hende min veninde fortalte, at hendes mor var på slankekur, forestillede jeg mig, at hun var taget på en tur væk hjemmefra. Jeg har faktisk stadig et tydeligt billede i hovedet, når jeg tænker tilbage på det: Jeg forestillede mig bogstaveligt talt, at hendes mor havde taget en madkurv under armen og så ellers begyndte at vandre langs landevejene. Og at hun skulle vandre rundt der med sin madkurv i flere dage (!).

Kan I lige forestille jer, hvor ondt jeg havde af den familie? Det var både synd for min veninde og hendes far og søskende, at de sådan skulle undvære deres mor i flere dage. Men det var da også virkelig synd for den stakkels mor, der bare vandrede landevejene tynde med sin lille madkurv i et forsøg på at slanke sig. I mit hoved havde hun gudskelov telt med til nætterne!

Det virker selvfølgelig helt skørt at tænke på nu. Tænk, at jeg har troet noget så dumt. Og sjovt! Og jeg vil altså godt lige påpege, at jeg ellers var et helt normalt og ok klogt barn. Jo, jeg var!

Voksne spiser jo ikke slik

Som jeg har nævnt tidligere, så er jeg en rigtig slikmund. Jeg elsker ikke kun slik men også chips, kage og alt det andet fy-fy! Faktisk så meget, at da jeg forleden dag i frokostpausen på jobbet snakkede med mine kolleger om, hvorvidt vi bedst kunne lide slik eller chips, så kunne jeg bare ikke vælge. Jeg kunne seriøst mærke, at jeg fik helt dårlig samvittighed over for chipsene, hvis jeg sagde slik – og omvendt. Ja, I know. I’m a crazy woman.IMG_1552

Som barn var jeg (sjovt nok) også helt vild med slik. Fredagsslik var næsten ugens højdepunkt – på en delt førsteplads med Disney Sjov vel at mærke. Men dengang undrede jeg mig gevaldigt over, at min mor kunne sige nej tak til slik. Det var jo vanvittigt?! Hvordan i alverden kunne hun det? Jeg syntes, det var sejt, at hun sommetider bare helt køligt takkede nej, hvis vi fx var på besøg hos nogen, der tilbød os chokolade.

Hjemme hos os var slik kun tilladt om fredagen. Jeg kan dog huske en enkelt undtagelse, hvor jeg ved et uheld havde proppet min vitaminpille op i næsen (?!) og ikke kunne få den ud igen. Av for pokker hvor gjorde det ondt! Jeg græd og græd. Der fik jeg vingummier på en ganske almindelig hverdag. Optur alligevel.

Hos min bedstemor og bedstefar stod der altid en slikskål fremme. Altså sådan helt frit fremme fyldt med slik – også selvom det ikke var fredag. Når vi kom på besøg, løb min bror og jeg altid direkte ind i stuen og kiggede i slikskålen. Og så gik vi ellers i gang med smagsprøverne. Det undrede mig naturligvis meget, hvordan mine bedsteforældre bare kunne have sådan en stor, lækker skål med slik stående. Hvordan kunne de lade være med at spise af det? Det måtte absolut være, fordi de var voksne ligesom min mor.

Jeg havde en forestilling om, at det automatisk ville ske, at man kunne sige nej tak til slik, når man blev voksen. Men nu sidder jeg her som 25-årig og tænker: Hvornår bliver man egentlig voksen? For det er jeg da i hvert fald slet ikke endnu…

 

I’m your tamagotchi – en barndomshistorie

Alle, der er vokset op i 90’erne, kan huske tamagotchien. Det lille elektroniske kæledyr, som man selv skulle passe. Dyret skulle have mad, sove, leges med og holdes renlig. Det var det tætteste, vi kom på en smartphone i vores barndom. En lille æggeformet maskine, som havde en endnu mindre skærm med en superfed opløsning.

Nøj, hvor var det et fedt stykke legetøj. Jeg var virkelig imponeret. Men det var min mor og far bestemt ikke. De havde hørt historier om, hvordan tamagotchien bippede i tide og utide og forstyrrede undervisningen i folkeskolen. Så jeg måtte ikke få en! Hvilken skandale. ALLE pigerne havde jo sådan en. Der var sågar en pige fra parallelklassen, som havde 6-7 stykker. Men ikke lille mig. Så jeg fes rundt mellem alle pigerne i frikvartererne og fik lov at prøve deres. Og når jeg kom hjem plagede jeg mine forældre om lov til at få min egen. Når de atter sagde nej, plagede jeg lidt igen. Men de forbarmede sig ikke.IMG_1491

Jeg lagde hovedet i blød. For en tamagotchi SKULLE jeg altså have. Heldigvis var jeg et meget kreativt barn, så jeg lavede da bare én selv. På få minutter havde jeg tryllet med en tændstikæske, noget karton, en limstift og en kuglepen. Og vupti – min helt egen tamagotchi. Og så legede jeg ellers bare med den (fantasien fejlede sgu ikke noget). Jeg gav den mad, lagde den i seng, legede med den og gjorde den rask, når den blev syg.

På et tidspunkt fik jeg lov at passe min venindes tamagotchi. En hel dag og nat. Jeg var så stolt. Endelig havde jeg en ægte tamagotchi. Det hele gik super fint, lige indtil katastrofen indtraf. Jeg tabte den på badeværelsesgulvet. Og så døde kæledyret (læs: maskinen genstartede). Jeg græd som pisket og var panisk angst for, at min veninde ville blive sur på mig. Nu havde hun passet den så godt og fået den til at blive gammel. Og så slog jeg den bare ihjel! Nu skulle hun starte helt forfra…

Mine forældre trøstede mig (og blev nok lige dér bekræftet i, at det var en rigtig beslutning at nægte mig at få min egen), og derefter løb jeg over til min veninde for at aflevere den tilbage. Hun blev slet ikke sur. Hun spurgte derimod, om jeg ikke ville låne den igen. Men dét ville jeg bestemt ikke…

Og så løb jeg hjem igen og legede med tændstikæske-tamagotchien. Da pigen med 6-7 tamagotchier senere skulle have fjernet mandler, tilbød hun os andre at passe dem imens. Jeg takkede pænt nej. Det havde jeg slet ikke nerver til.

I kan jo så selv gætte, hvad jeg gjorde et par år efter, da jeg ønskede mig en computer…

Ligheder mellem jobbet som bartender og pædagogmedhjælper #2

(Se #1 her).

  • Begge steder er man som medarbejder nødt til at udvikle visse pædagogiske evner og udstyre sig med en stor portion tålmodighed for at kunne klare jobbet (især i baren!).
  • Hverken bargæsterne eller børnene gider selv tørre op, når de har væltet deres drink/mælk.
  • Hvis der opstår en slåskamp, stopper den ikke, før der kommer en voksen og skiller de involverede parter ad.
  • Det tager lang tid for folk at lette røven og gå udenfor, når man beder dem om det (om det så er, når alle børnene skal ud på legepladsen, eller når diskoteket lukker).
  • Hverken børnene eller bargæsterne kan finde ud af at holde styr på deres ting (enten kan de ikke finde deres hjemmesko eller deres garderobenummer/pung/telefon). Begge steder forventer folk, at jeg lige kan finde det for dem.
  • Det er aldrig nok at sige nej én gang (”NEJ, du får ikke rabat eller gratis shots!” og ”NEJ, du må ikke drikke vand fra vandpytterne!”).