Category Archives: Barndom

Den gode gamle Nokia 3310

I disse iPhone-tider er det selvfølgelig ganske rart, at man altid har internettet lige ved hånden. Hvornår går bussen? Har Føtex stadig åbent? Hvornår blev Bill Clinton født? Alt sammen ting vi kan finde svar på i løbet af få sekunder. Praktisk.

Men alligevel… Hold nu fast, hvor jeg altså bare savner min gamle Nokia 3310! Den var der fandme fut i. I har sikkert alle sammen ejet den, har I ikke?nokia

Den var jo SÅ fed. For det første var den stabil. Den kunne jo holde til ALT. En tur i klinkegulvet, at blive tabt ud af lommen på en cykeltur eller at rutche hen langt asfalten. Det skete der intet ved.

Det værste, der kunne ske ved at tabe telefonen, var, at selve plastikcoveret blev lidt slidt eller ridset. Men det fandtes der råd for. Nokia 3310 var jo nemlig så smart indrettet, at man kunne skifte coveret selv. Jeg havde så mange forskellige slags! Et med jeans-motiv. Et gennemsigtigt, neongult cover. Et lyserødt. Og mange flere.

I dag kan ens telefon jo ikke tåle en skid. En iPhone skal bare snitte et badeværelsesgulv/trægulv/uldtæppe og BUM, så er skærmen gået i 1000 stykker. Så dumt. Hvad i alverden laver Apple og alle de andre? Nokia havde jo regnet den ud allerede dér i 90’erne!

Dengang var det jo også en stor dille hos teleselskaberne at sælge mobiltelefoner til kun én krone. Scoop. Det er altså lidt et andet prisleje, telefonerne ligger i i dag.

I øvrigt var en 3310 bare generelt meget mere lige til. Der var sgu ikke så mange funktioner at fare vildt i. Du kunne vælge at ringe eller sende en sms. Skulle det være ekstra vildt, kunne du sende en mms. Som underholdning var der spil. Og kun tre (eller var det fire?) af slagsen.

Det fedeste spil var klart Snake. Alle elskede det spil! Hvis du savner det, så fås det også som app til nutidens smartphones – i 100 % Nokia 3310-edition. Jeg havde det engang, og jeg var fan. Det var næsten som at sidde på mit gamle præ-teenageværelse igen.

Derudover kunne man der i 90’erne sidde og kigge i ugeblade, hvor man kunne købe ringetoner og mms-billeder. Til mega overpris! Kan I ikke også huske, at man selv kunne komponere en ringetone? Dét var altså the shit! På den måde kunne én i vennegruppen købe ”Polle fra Snave”-melodien, og så kunne alle de andre kopiere den. Ge-ni-alt.

Ak ja. Minderne vælter jo frem! Hvilken af de gamle mobiltelefoner husker du allerbedst?

Eventyret om den lille pige med bøjle

Der var engang en lille pige. Hun var vel omtrent ni år gammel. Pigen var såmænd ganske almindelig, og hun var både sød og høflig. Problemet var bare, at hendes tænder ikke sad helt perfekt (jeg kan ikke huske det eksakte problem, men det var vist noget med kindtænderne).

En dag kiggede hendes vældig rare tandlæge, Birger, på hende og sagde ”Jeg tror, det er bedst, hvis du får bøjle på tænderne”. Tandlægen forventede måske, at den lille pige ville blive sur eller ked af det. Men det gjorde hun ikke. Hun smilede og var glad.

Tandlægen forærede hende som sædvanligt et 3D-klistermærke til madkassen, og så tog han en snak med hendes mor og far. Her hørte den lille pige ikke rigtigt efter mere, idet hun havde travlt med at lege med alt det fede legetøj, der var i tandlægens venteværelse. Især det store labyrint-/kuglespil.

Efter nogle uger oprandt dagen, hvor den lille pige skulle have bøjle på tænderne. Denne gang skulle hun besøge en helt anden tandlæge, end hun havde været vant til hele sit liv. En tandlæge, der var ekspert i bøjler og den slags. Det tog pigen dog ikke så tungt. Nej, hun lod sig roligt synke ned i tandlægestolen, så tandlægen kunne begynde at montere den mystiske bøjle på hendes tænder.

Det var ikke en hvilken som helst bøjle, pigen skulle have. Nej, det kunne man ikke påstå. Det var sådan et ordenligt monstrum, der skulle sidde på hele hovedet. ”Nakketræk” kaldte den nye tandlæge det. Der var en metaldims, man skulle have ind i munden, og uden på den monterede man så nogle dimser, som man viklede rundt om sit hoved og nakke.

Det var altså ingen diskret bøjle, som man lige kunne skjule ved at holde munden lukket. Heldigvis havde den lille pige heller intet imod dette. Hun var derimod pavestolt. Tænk at hun var så stor, at hun skulle gå rundt med den slags! Det var jo ellers kun dem i de store klasser, der havde det (altså de seje børn!).

Så da den lille pige kom hjem om eftermiddagen med sit nye metalapperat monteret i hele hovedet, valgte hun at cykle en tur. For ligesom at vise den frem til hele byen, ikke? Det manglede da bare!

Den lille pige beholdt metalkonstruktionen i mange måneder. Hun holdt så meget af den, at hun sov med den om natten (eller også var det grundet tandlægens ordre). Selvom den forhindrede hende i at spise karameller og tyggegummi, blev den ikke skrottet.

Den dag, den endelig blev fjernet, fik hun i øvrigt hele NI pakker tyggegummi og en pose karameller af sin mor og far. SÅ var lykken gjort, og derefter levede hun lykkeligt til sine dages ende.

Slut, prut. Godnat og sov godt.

Noget om juleaften

Ohøj i stuen og glædelig bag(h)jul. Hoho! Jeg håber, at I alle havde en fantastisk dag og aften i går med jeres familier. Det havde jeg i hvert fald. Der var både julegodter, vente-fjernsyn, flæskesteg, and, risalamande, skønsang, gaver og masser af hygge.juletræet

Juleaften er jo bare noget ganske særligt. Synes I ikke også det? Det behøver man sgu ikke være julefreak for at forstå! Man kan ikke undgå at være glad i låget hele dagen. Det er dog ikke helt det samme, som da man var barn (men gid det var!)…

Dengang var man jo fuldstændigt fyldt til randen af spænding hele december måned. Den 23. december var det stort set umuligt at falde i søvn om aftenen. Og man vågnede naturligvis klokken 4.30 på selveste juleaftensdag. NU var det altså jul! Endelig. Kom nu ooooooop mor og far!

Kan I ikke huske, hvordan juleaftensdag altid sneglede sig afsted? Det føltes jo som den længste dag på hele året. Selv når familien endelig sad samlet i sofaen til Disneys Juleshow føltes det som om, der var evigheder til man skulle spise og danse om træet (underligt udtryk egentlig, for er der overhovedet nogen, der virkelig danser om juletræet?) – og lad os nu bare være ærlige; ISÆR til man skulle pakke gaver op. Dét var jo højdepunktet!

Maden betød slet ikke det samme dengang. Nu som voksen (eller hvad man nu er som 26-årig) sætter jeg pludselig voldsomt pris på den lækre middag. Rødkål, sovs og hele molevitten. Som barn skulle det jo bare skovles ind, så man kunne komme videre i aftenens program. Nu vil jeg gerne trække tiden så længe som muligt. Så jeg kan spise så meget af den lækre mad som muligt!

Havde I en god aften i går? Fik I god mad og gode gaver?

Jeg fik blandt andet en universalkøkkenmaskine, og jeg glæder mig SÅ meget til at prøve den! Skal bare lige finde ud af, hvordan jeg får den transporteret med til Århus…

PS: Hvor snydt føler man sig lige, når man vågner op til et kridhvidt snelandskab 1. juledag? Dét er dårlig timing!

Spice up your life

I tirsdags faldt jeg over en post på facebook fra selveste Melanie C. Hun skrev, at det var præcis 18 år siden, det første Spice Girls-album udkom. Seriøst? 18 år? Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg så det (sludder for jeg lå i min seng. Men det lyder godt). Jeg var da godt klar over, at det efterhånden er mange år siden, men ikke SÅ mange.Spicegirls-spice

Det fik altså sat en masse minderige tanker i gang i hovedet på mig. Jeg var jo SÅ stor fan af Spice Girls. Ligesom alle de andre piger på skolen. Og ligesom mange af jer nok også var.

Vi samlede på diverse Spice Girls-ting. Jeg havde både pennalhuse, blyanter, viskelædre, lineal, t-shirts (jep, dem der stumpede på maven), plakater og selvfølgelig cd’er! Vi købte også Spice Girls-tyggegummi (til 50 øre stykket) for at få et lille klistermærke med – og selvfølgelig for at puste lyserøde tyggegummibobler ligesom Emma.

Men mest af alt samlede vi på Spice Girls-billeder. Som naturligvis blev opbevaret i de originale Spice Girls-mapper. Jeg brugte alle mine lommepenge på de ih så flotte billeder. Købte pakke efter pakke. I håb om at komme i besiddelse af de allermest sjældne af slagsen (som var de sort/hvide solobilleder med autografer på, hvis nogen skulle være i tvivl). Ethvert frikvarter blev brugt på at bytte billeder med veninderne.

Som mange andre piger optrådte vi også som Spice Girls. Det skete til morgensang flere gange. Vi indøvede en koreografi og stod der og skrålede med. Og vi fik også taget vores egne Spice Girls-billeder flere gange (min venindes stakkels mor måtte flere gange bruge timevis på at tage billeder af os i forskellige poses). Jeg vekslede mellem at være Victoria og Mel C. Sommetider snobbet og andre gange mere sporty i det.

Desværre foregik alt dette før digitalkameraet kom til verden (i hvert fald til min verden) – ellers havde I naturligvis fået lov at se mig i en vaskeægte Sporty Spice-pose med benet sparket højt i vejret!

Var I også store Spice Girls-fans? Og hvem var I, hvis I skulle optræde eller have taget billeder?

 

Sundhed sundhed sundhed

Sundhedsbølgen er skyllet ind over Danmark (no shit, Sherlock!), og stort set alle mennesker forsøger at leve efter enten paleo, LCHF, 5:2-kuren eller noget andet i den dur. Det er selvfølgelig fedt, at vi virkelig er begyndt at være opmærksomme på kost og motion, og at man skal passe på sin krop.

Men det betyder også, at man oftest ikke kan logge på Instagram uden at blive ramt af dårlig samvittighed, fordi det vrimler med proteinpandekager, sunde snacks, løbesko og fitnessbilleder. Alt imens man måske lige selv har sat sig godt tilrette i sofaen med en skål bland selv-slik. For man KAN jo ikke være sund hele tiden!

Det har fået mig til at tænke på sundhedsbilledet igennem tiden. For kan I ikke huske dengang i ”gamle dage”, hvor man var bange for fedt? I dag er det pludselig kulhydraterne, vi ikke gider lege med!

Da jeg var barn, fik vi altid at vide, at vi ”altså skulle spise vores kartofler!”. For slet ikke at tale om rugbrød. ”Du skal huske at spise din rugbrødsmad, så du kan blive stor og stærk”. I dag er begge dele pludselig bandlyst. Sidder forældre så monstro rundt omkring i de danske hjem og befaler deres børn at huske at spise rigeligt med flødesovs?

Derudover var frugt altså bare det übersundeste. Frugt, frugt, frugt skulle man spise. Kan I huske, da smoothien blev the shit? Uha, jeg skyndte mig at investere i en blender, så jeg kunne lave nogle af de der sunde og lækre smoothies. Den går heller ikke i dag! Nu skal vi drikke juice med spinat, rødbeder og gulerødder.

Vil I høre noget vildt? I min folkeskole kunne vi købe sodavand og toast i kantinen! Sølle 10 kroner kostede sådan et sæt. Så vi sad der i spisefrikvarteret i 7. klasse og mæskede os i kridhvidt brød med skinke og smeltet ost og drak rød sodavand til! Det lyder jo helt sindssygt, når man tænker over det i dag.

Puha, mon vi nogensinde kommer til at kunne følge helt med? Selv forsøger jeg at gå op i og ikke mindst tænke over, hvad jeg propper i munden. Men jeg kommer aldrig til at leve efter en kostplan eller diæt. Jeg er jo en værre slikmund, og det skal der også være plads til i mit liv. Så længe det ikke tager overhånd. Sundhed handler jo ikke kun om tallet på vægten eller min taljes omkreds, men i høj grad også hvordan jeg har det. Og jeg ville altså gå psykisk ned, hvis jeg hver eneste dag skulle leve af broccoli, kylling og kogt vand med citron.

Hvordan har I det med sundhed? Og hvad købte I i folkeskolens kantine som børn?

Selvbeherskelse og chokoladejulekalendere

Som den julefreak, jeg er, har jeg selvsagt armene i vejret over, at butikkerne nu er begyndt have juleslik på hylderne. Det fejrede jeg naturligvis i søndags med en pose nisseskum! Arh. Man glemmer jo i løbet af foråret og sommeren, HVOR godt juleslik egentlig smager.

Nå men så var det jo så, at jeg for en halv time siden var i Føtex for at hente den sædvanlige liter mælk og den slags småting. Her ser jeg så, at de har fået chokoladejulekalendere i butikken – og hvilket udvalg!

I dag er en chokoladejulekalender jo på ingen måde det samme, som da jeg var barn. Dengang var det kun de der superfesne nogen, som man vist kan købe for en 5’er i dag (eller en 30’er hvis der er Barbie eller Cars på) med små firkantede stykker mælkechokolade, der mest af alt smagte ligesom det pap, de var pakket ind i. Men det var sgu da stadig dagens optur, når den skulle åbnes (hvilket først var EFTER morgenmaden – men inden tandbørstning – sikke en timing).

Nu er de gode gammeldags chokoladekalendere blevet godt og grundigt udkonkurreret af alle de store, fancy nogen, der har indtaget markedet. Her snakker vi Kinder, Toms og den slags luksus. Ja, i dag så jeg sgu en med Skippers Pipes. Glæden vil jo ingen ende tage.

Der er dog bare lige én ting, som min indre sukkergris slet ikke forstår. Er der seriøst nogen, der kan købe sådan en kalender NU og vente med at fortære den til december måned? For så burde man da næsten få en eller anden form for medalje. Er det ikke ALT for fristende at have sådan én til at ligge? Er der ikke store chancer for, at man en mørk aften alene hjemme, når klokken har slået ”Netto-er-lukket”, og sukkertrangen pludselig melder sig, liiiige skal åbne en enkelt låge? Og én til?

Det ville hvert fald 100 % sikkert ske for mig! Jeg gider ikke engang gøre et forsøg. Jeg har allerede tidligere fortalt jer om, at jeg på ingen måde kan sige nej tak til slik eller lige have en pose liggende i skabet til uventede gæster (de må sgu nøjes med en kop kaffe).

Faktisk er det så slemt, at da jeg i sidste weekend havde købt en plade chokolade, som skulle gives væk dagen efter, var jeg SÅ tæt på at give op og flå plastikken af. Jeg følte virkelig, at den lå der og kaldte på mig…

 

Lidt om pennevenner

Jeg kom lige til at tænke på noget. Findes der mon stadig pennevenner? Eller er de forsvundet i disse digitale tider?

Som barn havde jeg masser af penneveninder, og jeg elskede det. Det var jo SÅ hyggeligt at skrive fine, håndskrevne breve sammen. Med forskellige farver og måske en lille tegning. Man kunne også sprøjte lidt parfume på eller hælde glimmer i kuverten. Måske et blad eller en blomst fra haven. Ej, men min kreativitet kendte jo ingen grænser dengang!

Jeg havde faktisk en ganske pæn håndskrift. Fordi den blev plejet og vedligeholdt. Vi skrev jo alt i hånden både i skolen og derhjemme (oh my God, this is granny talking). I dag er min håndskrift derimod nærmest ikkeeksisterende, og jeg får kramper i hånden bare af at skrive et sølle fødselsdagskort.

Havde I også pennevenner, da I var børn? Det må I næsten have haft. Det burde alle have haft! Én at skrive med om løst og fast. Om hvad man havde lavet i skolen, hvad man skulle have til aftensmad, hvad man ønskede sig til jul og hvorfor ens veninde var dum i dag.

Jeg forestiller mig bare, at den slags desværre er udgået her i år 2014. Og jeg ved jo godt, at folk til gengæld har mulighed for at skaffe 100 digitale ”pennevenner” fra hele verden, som man OGSÅ kan skrive ”breve” med. Men det ER bare ikke lige så hyggeligt som de gode, gamle håndskrevne breve, som man modtog i en fin kuvert med frimærke på, og som man gemte i en lille æske, så man kunne kigge på dem igen og igen.

I min familie var vi altid på camping, og her fandt jeg mange penneveninder. Piger, som jeg legede med i en uge eller weekend, og derefter aldrig så igen. Men vi udvekslede adresser og skrev søde breve på nuttet Diddl-papir efterfølgende. Dét var altså hyggeligt!

Del meget gerne jeres penneveninde-erfaringer i kommentarfeltet. Og fortæl mig om I mon har hørt nogen bruge ordet ”penneven” her på det sidste…

 

Den kære barndom

Det er utroligt, så hurtig man kan blive voksen! Jeg er fx lige blevet voksen på fire uger. Det er gået skræmmende hurtigt. Det er åbenbart en sidegevinst ved at starte i praktik. Pludselig går jeg i seng klokken 23, falder i søvn på sofaen en lørdag aften før midnat og vil helst ikke lave for mange planer i weekenderne. Jeg skal jo også lige have tid til at slappe af, ikke? Det har så fået mig til at tænke tilbage på barndommen og alle de glædelige stunder ved at være barn.

Dengang man altid rendte rundt med sår på knæene, som naturligvis blev dækket med Disney-plaster. Som far skulle hive af, når det blev tid – ”1-2-3 NU”. Dengang man ikke skulle bekymre sig om hverken vasketøj, økonomi eller madlavning. Nej, de største bekymringer gik derimod på, hvorvidt nogen mon ville gå af med det fede brevpapir med Løvernes Konge i fritteren i morgen.

Og tænk engang, da man var lille, var det superfedt og sejt, når man begyndte at få lov at handle ind for sine forældre. Eller var det min mig og mine veninder, der syntes det? Det var så utrolig voksent, at man sådan fik lov at spankulere op til den lokale købmand helt alene, blot udstyret med en indløbsliste og kolde kontanter. Gid jeg dog havde den samme glæde ved at handle ind i dag!

For slet ikke at tale om sommerferierne! De føltes jo så lange, at man havde glemt både 8-tabellen og de uregelmæssige engelske verber, når man vendte tilbage til folkeskolen i august måned. Tænk på alt det, man kunne nå i sådan en sommerferie. Jeg husker det også som om, vejret var godt hver eneste dag. Vi rendte rundt i shorts og sandaler og spillede stikbold hver aften sammen med alle de andre børn på vejen.

Man var bare så fri. Kunne lege når man ville. Bare lege lege lege. Indtil mor råbte ”Line, der er mad”. Ak, så måtte man forlade sit Polly Pocket eller hvad man nu var i færd med. Til jul og fødselsdage fik man så meget fedt legetøj, at man var ved at sprænges af bare spænding. Man behøvede ikke at ønske sig kedelige voksenting som en stegepande og et tærtefad.

Men bare rolig! Hvis man sidder derude og også pludselig føler sig lidt for voksen, så (gen)læs lige indlægget med 9 tegn på at man ikke er helt voksen endnu. For inderst inde gemmer man nok alligevel på et legebarn. Jeg gemmer i hvert fald på et meget stort et! Måske skulle jeg egentlig snart skrive et vol. 2 af netop dét indlæg…

Jeg, en samler

Som barn samlede jeg på mange forskellige ting. Det var alt lige fra tebreve, kapsler og ølbrikker (da jeg blev lidt ældre, men dog stadig ikke mens jeg selv drak øl) til sæber og servietter. Ja og så naturligvis alle de forskellige diller der kom frem år efter år: brevpapir, gogos, caps, Spice Girls-billeder og den slags.

Det var dog de førstnævnte ting og sager, som jeg holdt allermest af at samle på. For det var jo ikke som sådan noget, man skulle købe. Derimod vidste hele familien jo, at jeg samlede på servietter, så de hjalp mig med at samle dem. Når nogen havde været på hotel, tog de et fint stykke sæbe fra badeværelset med hjem til mig. Til forskellige familiearrangementer blev diverse tebreve og kapsler samlet ind til mig. Og når nogen havde været på bar eller café, tog de ølbrikken med hjem til mig. Okay, you get the point!

Det var nogle hyggelige hobbyer, og jeg elskede at sortere mine forskellige samlinger. Så hældte jeg alle mine kapsler ud på gulvet og sorterede dem i kategorier som Faxe Kondi, Cola og Tuborg. Det samme gjorde jeg med mine tebreve (ja, dem sorterede jeg naturligvis i andre kategorier såsom jordbær og skovbær), men det var altid et heldagsprojekt, for jeg havde virkelig mange. Eller også sad jeg og duftede til alle mine sæber og lagde dem frem i en række efter, hvilke der var flottest.

Nu som voksen (eller… ja, hvad man nu kalder sig selv som 25-årig) samler jeg ikke på noget. Eller jo altså jeg samler naturligvis på sko, neglelakker, pænt tøj og den slags. Men det tæller jo ligesom ikke rigtigt, vel? Det er ikke sådan en rigtig samling.

Men jeg har overvejet, om jeg skulle begynde at samle på et eller andet igen? Jeg havde tydeligvis talent for det, og så kunne der da være super hyggeligt. Men hvad skulle det lige være? Det skal ikke være noget dyrt (såsom flere sko eller den slags) men nærmere noget gratis, som man alligevel har, altså a la kapsler, frimærker og servietter.

Er der nogen, der har en god idé til, hvad jeg burde samle på? Måske er der endda nogle af jer, der samler på noget?

 

Moaaaar, fortæl mig om kridttiden

I går skrev jeg jo om, hvordan børns manglende begreb om alder og tid havde resulteret i mange sjove spørgsmål og kommentarer.

Det satte i øvrigt gevaldigt gang i hukommelsen, så nu husker jeg pludselig en masse andre sjove børnereplikker. Dem deler jeg naturligvis med jer en anden dag. Indtil da kan jeg løfte sløret for, at nogle af børnene seriøst troede, at jeg gik i institutionen frem for at arbejde der. Så deeet. Men det er måske positivt nok; så holder man sig VIRKELIG godt! Ole Henriksen go home, for jeg ligner en på 8 år.

Nå, men i forhold til det med viden om tid og alder, så var jeg naturligvis ikke et hak bedre, da jeg selv var barn. Dette er en sand historie fra min barndom, som selveste min mor er den lødige kilde på:

4-årig Line: Moaaaar, hvornår fandtes der egentlig dinosaurer?
Mor: Uha, det var for mange, mange, MANGE år siden!
4-årige Line: Nå, så det var dengang du var lille…

 

(Ak ja. Hende den lille Line havde meget at lære).