Browsed by
Kategori: Barndom

9 tegn på, at man ikke er helt voksen endnu

9 tegn på, at man ikke er helt voksen endnu

Comments 10 kommentarer

(… og jeg skal bestemt ikke kunne udelukke, at listen fortsættes en dag).

  1. Man kan umuligt sige nej tak til slik (og det kan jeg som bekendt ikke).
  2. Når man flipper helt ud over, at der er Bamse og Kylling (eller andet godt fra barndommen) på Ramasjang.
  3. Måske i det hele taget bare, når man overhovedet zapper over på Ramasjang?
  4. Når man har tusch på alle sine fingre efter at have tegnet (det skete for mig så sent som, da jeg tegnede fodboldbanen her).
  5. Når man hoppede af glæde i Føtex, da man fandt den lækre, røde saftevand, som smager nøjagtigt som den røde slush ice, man fik i den lokale idrætshal som barn:

    Her er den! Ah, den smager af barndom (aka. svømning, håndbold, gymnastik og alt det andet, man lavede i hallen!).
    Her er den! Ah, den smager af barndom (aka. svømning, håndbold, gymnastik og alt det andet, man lavede i hallen!).
  6. Man kan stadig finde på at købe et Anders And blad (rolig nu, det er nok 3 år siden jeg gjorde det – og det var altså mest fordi, der var et vildt sjovt skæg med som gave… … … den lader vi lige stå lidt …).
  7. Når man er godt i gang med en god leg med et barn, og man så selv bliver helt trist, når barnet vil lege en ny leg i stedet for (ej altså, nu leger vi jo lige så godt med køkkentingene! Skal vi ikke nok blive ved med det? Bare 10 minutter mere, kom nuuuuu).
  8. Når man stadig spiser chokoladekiks på den der barnlige måde, hvor man forsøger at gemme mest muligt chokoladecreme til sidst – i stedet for bare at tage en ganske almindelig voksenbid. Eller når man spiser lakridsgrammofoner ved at rulle den ud frem for at bide af den.
  9. Når man sidder til et fint selskab (a la konfirmation) på en fin beværtning med lækker mad og fine franske vine og hører sig selv sige til tjeneren: Undskyld, men I har vel ikke en cola? – vel at mærke som den eneste udover børnebordet!
Da jeg endelig fik en tamagotchi

Da jeg endelig fik en tamagotchi

Comments 2 kommentarer

Kan I huske historien om, at jeg som barn ikke måtte få en tamagotchi for mine forældre? Hvis ikke, kan I læse den her. Nå, men det resulterede da bare i, at jeg købte en som voksen! Ja, det lyder måske lidt underligt, I know, men jeg var jo simpelthen nødt til at finde ud af, hvad jeg var gået glip af i sin tid…

Her han så, den gode Ole!
Her er han så, den gode Ole!

Jeg købte den sammen med min veninde Mette. Vi købte en hver, fordi de kunne tale sammen. Når de blev store nok, kunne de blive forelskede og få unger sammen. Alt sammen meget smukt. Og de skulle så have navne på kun tre bogstaver; Mettes hed Mie, og min hed Ole. Mette og jeg boede i det samme lejlighedskompleks cirka 92 skridt fra hinanden med kun en græsplæne imellem, så det var jo ganske praktisk.

De to første dage var det meget sjovt! Jeg fik indhentet alt det, jeg blev snydt for som barn. Så det var jo helt kanon. Men efter ikke ret lang tid, blev det allerede en anelse kedeligt og irriterende. For mine forældre havde jo ret – den bippede simpelthen i tide og utide, fordi den enten var sulten eller havde skidt på gulvet. Argh. Jeg var måske alligevel lidt for gammel til sådan en dims!

Nå, men jeg lavede så en aftale med min søde veninde, Helle, som jeg boede sammen med; fra nu af skulle Ole bo ovenpå køleskabet, og vi kunne deles om at passe ham. God deal!

Det blev dog også lidt for irriterende i længden, og vi droppede idéen om at gøre Ole voksen, så han kunne forelske sig i Mie og få unger og villa og volvo og sommerhus. Der var simpelthen for lange udsigter. Derfor besluttede vi at lade ham dø (det lyder makabert, men man kunne sgu ikke engang slukke for lortet!).

tamaSå vi lod Ole ligge på køleskabet uden at røre ham. Han bippede og bippede i flere dage, og selvom vi på ingen måde hjalp ham, så døde han bare ikke. Vi tjekkede spændt hver morgen, men han var stadig i live, selvom han både var syg, sulten og levede i en svinesti. ARGH! Bip bip bip bip, sagde det konstant i det lille hjem.

Men endelig en dag skete det! Jeg sad ovre på terrassen hos Mette og hendes roomie på den anden side af græsplænen. Og pludselig kom min søde roomie løbende over græsplænen, mens hun storgrinende råbte ”OLE ER DØD!! hahahaha”, og så skreg vi alle af grin! Jeg tror endda, at nogen råbte, at ”det var da også på tide”. Og så grinede vi lidt mere.

… Først senere kom vi til at tænke på, at der helt sikkert var andre, som overhørte situationen. Altså folk, som ikke lige var klar over, at Ole bare var en tamagotchi. Hvad har de ikke lige tænkt, da se så Helle storgrinende (og i råb!) proklamere at Ole var død, hvorefter tre andre piger også bryder ud i et meget højt grin? Ups…

Et stakkels, naivt barn

Et stakkels, naivt barn

Comments 2 kommentarer

I anledningen af at det er onsdag, og solen skinner noget så dejligt, har jeg strikket en lille barndomsanekdote sammen til jer (you’re welcome). Den begynder den dag, da jeg fik min allerførste pung. Jeg var vist kun 3 år gammel, og jeg havde fået pungen i gave.

Den cirka 3-årige Line

Pungen var en af de der super fede velcro-punge, som I nok alle sammen kender. Den var primært gul, men der var også lyserødt, grønt og lilla på. Jeg kan huske, at jeg var så glad og stolt over den. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, for det var da egentlig begrænset, hvor meget jeg havde at bruge den til. Jeg mener – hvor høj er lommepengetaksten lige for en 3-årig?

Nå men i al fald fik jeg proppet min sparsomme opsparing – som naturligvis bestod udelukkende af småmønter – ned i pungen. Så var der ligesom styr på de 34 kroner, eller hvor meget det nu blev til.

Og så var det, at min mor viste mig noget smart. Hun lavede nemlig en lille lap papir med mit navn og adresse og puttede ned i pungen. Jeg var jo ikke helt gammel nok til selv at rende rundt med mit sygesikringsbevis i min fine, regnbuefarvede velcro-pung. Derfor skulle min adresse være at finde i pungen på et stykke papir – for så kunne folk se, hvem der ejede den, hvis jeg nu tabte pungen. Og så kunne jeg få den tilbage! Skide smart, tænkte jeg.

Og så synes den 3-årige Line åbenbart, at det lød sgu da egentlig meget spændende – ja, altså det med at tabe sin pung, hvorefter nogen finder den og leverer den tilbage (meget underligt barn, ja). Så den efterfølgende lørdag, da vi var i Føtex for at handle ind, valgte jeg at smide min pung på gulvet med fuldt overlæg.

Jeg sad i indkøbsvognen med min nye, fine pung i hånden. Og da både min mor og far kiggede den anden vej, smed jeg lynhurtigt pungen på gulvet. Jeg var overbevist om, at det opdagede de ikke. Men selvfølgelig gjorde de det – også at det var med vilje. Og så sagde min mor ordret (jeg husker det, som var det i går – for det er en vigtig lektie!): Jamen, Line.. Det er altså ikke alle, der afleverer pungen tilbage MED pengene i…

Og BUM! Sådan gik det til, at den stakkels lille og naive 3-årige Line lærte, at verden ikke udelukkende består af kærlighed og kram – men også tyverier og den slags. Og jeg som ellers var overbevist om, at en sød gammel dame ville finde pungen og komme til kaffe, når hun skulle aflevere den…

 

PS: Hvis du kan lide, hvad du læser, så husk, at du kan følge bloggen på både Facebook og bloglovin‘. Så bliver jeg så glad!

Om at huske fødselsdage

Om at huske fødselsdage

Comments 0 kommentarer

I dag kom jeg til at tænke på dét at huske fødselsdage. Kan I huske jeres venners og veninders fødselsdage? Jeg indrømmer gerne, at det kan jeg ikke (mere). Som i slet ikke. Nu til dags (shit, man lyder partout gammel, når man bruger udtrykket nu til dags) har man jo facebook til at minde én om den slags.

Og tak for det facebook, for det er da egentlig meget praktisk. Så slipper man for selv at bøvle med det. Og ens kalender behøver ikke være fyldt op med fødselsdage.

Men alligevel er det altså ikke udelukkende en fordel. Netop fordi man har facebook, slår man jo nærmest hjernen fra på det punkt. Og hvad nu hvis det glipper? Hvis man en dag ikke er på facebook? Pudse pudse glorie, se mig, jeg er ikke afhængig af facebook, og jeg bruger det sleeeet ikke hver dag – NOT. Nej okay, men det kan jo stadig glippe. Hvis man ikke lige tjekker fødselsdagene på facebook dagligt. Og der er jo også nogen, der ikke er på facebook (ja, de findes faktisk). Det er da synd, hvis man bare glemmer dem…

Det var sgu noget andet i folkeskolen. Der havde vi altid sådan en stor kalender på opslagstavlen, hvor alle klassens elevers fødselsdage stod på. Og for at det ikke skal være løgn, så kan jeg stadig huske de fleste af dem. For dengang blev man jo nødt til selv at huske dem – eller i hvert fald skrive dem ned i sin fine Diddl-kalender med forskelligfarvede kuglepenne. Det fik åbenbart min hjerne til at memorere dem.

Det har så gjort, at jeg stadig den dag i dag kan huske de fleste af mine gamle klassekammeraters fødselsdage (selvom jeg flyttede fra den skole, da jeg fik i 7. klasse). Så engang imellem når jeg vågner op om morgenen og ser dagens dato på min telefon, så tænker jeg lige ”Gud, i dag er det jo Andreas’ fødselsdag”-ish. Og så kan jeg selvfølgelig også huske fødselsdagene i min familie og bare generelt de folk, jeg lærte at kende, før facebook så dagens lys.

En anden dag vil jeg fortælle jer om den dag, jeg var ude at spise brunch med min gode veninde i anledningen af min fødselsdag. Det havde min veninde bare lige glemt…

Hurra, en mobiltelefon – men hvem skal jeg ringe til?

Hurra, en mobiltelefon – men hvem skal jeg ringe til?

Comments 2 kommentarer

Den skarpe læser kan nok huske historien om, at jeg ikke måtte få en tamagotchi som barn. På baggrund af en sådan anekdote kunne man foranlediges til at tro, at mine forældre var meget teknologiforskrækkede. Det var de dog ikke. For (hold nu fast) jeg var dælme den første i klassen, der fik en mobiltelefon. Hvad siger I så? Jeg var så stolt og glad!

Mobiltelefonen var en megafed Motorola-model. Det var en lille, fin telefon på størrelse med en mursten. Den vejede også cirka det samme. Den havde en antenne, man skulle trække op, før man kunne få forbindelse. Og den kunne ikke engang sende sms’er (hvis nogen under 18 år læser med, så tror de sikkert, at jeg lyver. Men jeg lover, at det gør jeg ikke. Jeg har desværre ikke et billede af telefonen, men det er den skinbarlige sandhed!). Der var også en klap, man skulle folde ud for at få adgang til tasterne (som der i øvrigt var grønt lys i!).

Det var mine forældres tidligere mobiltelefon, idet de havde valgt at opgradere til en nyere model. Jeg fik et taletidskort af min bedstefar, så jeg kunne bruge telefonen. Jeg var 9-10 år gammel, og det var egentlig lidt for sjov, at jeg fik telefonen. I min familie var vi altid på camping i weekender og ferier, så min bedstefar fandt det smart, at han kunne ringe til mig, når vi var afsted.

SIM-kortet var på størrelse med et dankort. Seriøst! Det står godt nok i stærk kontrast til i dag, hvor Apple sørger for, at hver en ny iPhone skal bruge et endnu mindre SIM-kort end den forrige.

Jeg var helt oppe at køre over min nyeste erhvervelse – en vaskeægte mobiltelefon. Tænk, at jeg nu kunne bevæge mig rundt omkring, mens jeg talte i telefon. Og ikke mindst at jeg nu kunne tale i telefon, når jeg ikke var hjemme!

Midt i min glædesrus glemte jeg dog at fokusere på et væsentligt spørgsmål; hvem skulle jeg egentlig ringe til? Ingen af mine klassekammerater havde en mobiltelefon. Så går fidusen jo lidt af det, kan man sige. Men skidt pyt, jeg ringede da bare til min bedstefar! Når jeg altså var derhjemme eller i campingvognen. For telefonen var så stor, at man altså ikke lige tog den med i lommen…

 

(… og bare rolig, jeg fik naturligvis en ”rigtig” og mere handy mobiltelefon (med sms-funktion) nogle år senere!)

Minder fra konfirmationsalderen

Minder fra konfirmationsalderen

Comments 0 kommentarer

Weekenden har stået i konfirmationens tegn herhjemme, idet vi har været til hele to konfirmationer på én weekend. Det har været super hyggeligt, og puha hvor bliver man altså MÆT efter sådan et par dage. Det er jo helt vildt, så meget man kan nå at indtage på sådan en festdag!

Nå, men det satte naturligvis en masse tanker i gang i hovedet på mig. Straks begyndte min hjerne at grave massevis af minder fra min egen konfirmation frem. Hvilket nu er over 12 år siden (oh shit!). For det første havde konfirmationsmoden udviklet sig gevaldigt i en mere festlig retning med strutskørter og høje stiletter (jeg tror, jeg havde en 3-centimeters hæl på til min konfirmation, og det synes jeg da selv var cool nok).

For det andet så konfirmanderne slet ikke så voksne ud, som jeg følte mig dengang. Med tryk på følte naturligvis. Jeg gik meget op i, at jeg nu ”trådte ind i de voksnes rækker”. Og blev yderst fornærmet, når mine forældre mindede mig om, at man jo ikke sådan bare lige blev voksen fra den ene dag til den anden – og at det var der jo bestemt heller ingen grund til. Nyd nu det sidste af din barndom, sagde de. Det ville jeg ikke høre tale om. For nu var jeg altså næsten voksen, og det var meget mere sejt! Og så var der dælme ingen, der skulle fortælle mig, at det ikke var noget, man skulle have travlt med.

Og nu er jeg lige pludselig selv blevet sådan en type, der (ligesom alle andre) står og siger til konfirmanderne, at de skal huske at nyde ungdommen og blablabla, inden voksenlivet venter. For det er jo så skide rigtigt. Man har et laaaangt voksent liv foran sig, så hvorfor dog tage hul på det allerede som 13-årig? Nej, der bør man altså lige nyde sine sidste år som ”barn” og lade forældrene klare voksenpligterne.

Rådet herfra lyder derfor som følger: Slå endelig hul på knæene en ekstra gang og spild ikke dine sparsomme lommepenge (eller lønnen fra avisruten) på et dyrt glattejern eller mærkevaretøj. Det har du resten af livet til! Men det er nok de færreste 13-årige (piger i hvert fald), der er til at tale til fornuft. Hvis jeg ringer til den 13-årige mig, tror jeg også bare hun griner.

Åh Gud, hvor jeg lyder som en på 85… Hvad mener I – har jeg en pointe? Eller kan jeg lige så godt tage slumretæppet og en pose Werther’s under armen og smutte til banko?

Hun er taget på slankekur…

Hun er taget på slankekur…

Comments 2 kommentarer

I dag kommer der lige endnu en barndomshistorie (forgive me). Da jeg var barn, havde jeg nemlig fuldstændig misforstået konceptet slankekur. Der var ikke rigtigt nogen i min familie, der nogensinde var på slankekur (eller havde brug for det), så af samme årsag lærte jeg aldrig rigtigt, hvad det ville sige. Ja, jeg tror faktisk aldrig, at jeg havde hørt ordet derhjemme.

Der var dog en pige i min folkeskole, som af og til fortalte, at hendes mor var på slankekur. Hvilket jeg åbenbart valgte at tolke helt frit. Jeg troede helt seriøst, at en slankekur var en tur, man tog på. Jeg ved ikke, om det var fordi jeg forvekslede ordet kur med tur, eller om jeg på en eller anden måde forbandt ordet med et kurophold. I hvert fald gik der flere år, før jeg rent faktisk fandt ud af, hvad en slankekur i virkeligheden var. Og så følte jeg mig ret snydt… Og en anelse lettet.

Det var cirka sådan en landevej, jeg forestillede mig. Bare knap så eksotisk.
Det var cirka sådan en landevej, jeg forestillede mig. Bare knap så eksotisk.

Hver gang hende min veninde fortalte, at hendes mor var på slankekur, forestillede jeg mig, at hun var taget på en tur væk hjemmefra. Jeg har faktisk stadig et tydeligt billede i hovedet, når jeg tænker tilbage på det: Jeg forestillede mig bogstaveligt talt, at hendes mor havde taget en madkurv under armen og så ellers begyndte at vandre langs landevejene. Og at hun skulle vandre rundt der med sin madkurv i flere dage (!).

Kan I lige forestille jer, hvor ondt jeg havde af den familie? Det var både synd for min veninde og hendes far og søskende, at de sådan skulle undvære deres mor i flere dage. Men det var da også virkelig synd for den stakkels mor, der bare vandrede landevejene tynde med sin lille madkurv i et forsøg på at slanke sig. I mit hoved havde hun gudskelov telt med til nætterne!

Det virker selvfølgelig helt skørt at tænke på nu. Tænk, at jeg har troet noget så dumt. Og sjovt! Og jeg vil altså godt lige påpege, at jeg ellers var et helt normalt og ok klogt barn. Jo, jeg var!

Voksne spiser jo ikke slik

Voksne spiser jo ikke slik

Comments 5 kommentarer

Som jeg har nævnt tidligere, så er jeg en rigtig slikmund. Jeg elsker ikke kun slik men også chips, kage og alt det andet fy-fy! Faktisk så meget, at da jeg forleden dag i frokostpausen på jobbet snakkede med mine kolleger om, hvorvidt vi bedst kunne lide slik eller chips, så kunne jeg bare ikke vælge. Jeg kunne seriøst mærke, at jeg fik helt dårlig samvittighed over for chipsene, hvis jeg sagde slik – og omvendt. Ja, I know. I’m a crazy woman.IMG_1552

Som barn var jeg (sjovt nok) også helt vild med slik. Fredagsslik var næsten ugens højdepunkt – på en delt førsteplads med Disney Sjov vel at mærke. Men dengang undrede jeg mig gevaldigt over, at min mor kunne sige nej tak til slik. Det var jo vanvittigt?! Hvordan i alverden kunne hun det? Jeg syntes, det var så sejt, at hun sommetider bare helt køligt takkede nej, hvis vi fx var på besøg hos nogen, der tilbød os chokolade.

Hjemme hos os var slik kun tilladt om fredagen. Jeg kan dog huske en enkelt undtagelse, hvor jeg ved et uheld havde proppet min vitaminpille op i næsen (?!) og ikke kunne få den ud igen. Av for pokker hvor gjorde det ondt! Jeg græd og græd. Der fik jeg vingummier på en ganske almindelig hverdag. Optur alligevel.

Hos min bedstemor og bedstefar stod der altid en slikskål fremme. Altså sådan helt frit fremme fyldt med slik – også selvom det ikke var fredag. Når vi kom på besøg, løb min bror og jeg altid direkte ind i stuen og kiggede i slikskålen. Og så gik vi ellers i gang med smagsprøverne. Det undrede mig naturligvis meget, hvordan mine bedsteforældre bare kunne have sådan en stor, lækker skål med slik stående. Hvordan kunne de lade være med at spise af det? Det måtte absolut være, fordi de var voksne ligesom min mor.

Jeg havde en forestilling om, at det automatisk ville ske, at man kunne sige nej tak til slik, når man blev voksen. Men nu sidder jeg her som 25-årig og tænker: Hvornår bliver man egentlig voksen? For det er jeg da i hvert fald slet ikke endnu…

 

I’m your tamagotchi – en barndomshistorie

I’m your tamagotchi – en barndomshistorie

Comments 7 kommentarer

Alle, der er vokset op i 90’erne, kan huske tamagotchien. Det lille elektroniske kæledyr, som man selv skulle passe. Dyret skulle have mad, sove, leges med og holdes renlig. Det var det tætteste, vi kom på en smartphone i vores barndom. En lille æggeformet maskine, som havde en endnu mindre skærm med en superfed opløsning.

Nøj, hvor var det et fedt stykke legetøj. Jeg var virkelig imponeret. Men det var min mor og far bestemt ikke. De havde hørt historier om, hvordan tamagotchien bippede i tide og utide og forstyrrede undervisningen i folkeskolen. Så jeg måtte ikke få en! Hvilken skandale. ALLE pigerne havde jo sådan en. Der var sågar en pige fra parallelklassen, som havde 6-7 stykker. Men ikke lille mig. Så jeg fes rundt mellem alle pigerne i frikvartererne og fik lov at prøve deres. Og når jeg kom hjem plagede jeg mine forældre om lov til at få min egen. Når de atter sagde nej, plagede jeg lidt igen. Men de forbarmede sig ikke.IMG_1491

Jeg lagde hovedet i blød. For en tamagotchi SKULLE jeg altså have. Heldigvis var jeg et meget kreativt barn, så jeg lavede da bare én selv. På få minutter havde jeg tryllet med en tændstikæske, noget karton, en limstift og en kuglepen. Og vupti – min helt egen tamagotchi. Og så legede jeg ellers bare med den (fantasien fejlede sgu ikke noget). Jeg gav den mad, lagde den i seng, legede med den og gjorde den rask, når den blev syg.

På et tidspunkt fik jeg lov at passe min venindes tamagotchi. En hel dag og nat. Jeg var så stolt. Endelig havde jeg en ægte tamagotchi. Det hele gik super fint, lige indtil katastrofen indtraf. Jeg tabte den på badeværelsesgulvet. Og så døde kæledyret (læs: maskinen genstartede). Jeg græd som pisket og var panisk angst for, at min veninde ville blive sur på mig. Nu havde hun passet den så godt og fået den til at blive gammel. Og så slog jeg den bare ihjel! Nu skulle hun starte helt forfra…

Mine forældre trøstede mig (og blev nok lige dér bekræftet i, at det var en rigtig beslutning at nægte mig at få min egen), og derefter løb jeg over til min veninde for at aflevere den tilbage. Hun blev slet ikke sur. Hun spurgte derimod, om jeg ikke ville låne den igen. Men dét ville jeg bestemt ikke…

Og så løb jeg hjem igen og legede med tændstikæske-tamagotchien. Da pigen med 6-7 tamagotchier senere skulle have fjernet mandler, tilbød hun os andre at passe dem imens. Jeg takkede pænt nej. Det havde jeg slet ikke nerver til.

I kan jo så selv gætte, hvad jeg gjorde et par år efter, da jeg ønskede mig en computer…