”Nogen spørger, hvad jeg laver”

testfoto

Here it is!

I dag er det tid til lidt mere brok over noget, der foregår på sociale medier – denne gang Instagram. Og jeg ELSKER altså sociale medier (og Instagram især). Men sommetider spredes der nogle underlige tendenser, som i mit hoved ikke giver nogen mening.

Først har vi jo hele #likeforlike-tendensen, som jeg tidligere har undret mig over. Da jeg for lidt siden fandt indlægget frem igen, gik det op for mig, at jeg da aldrig fik lavet den testpost på Instagram. Og det kan vi jo ikke have, så den er hermed gået i luften! Så skal jeg sgu finde ud af, hvordan den slags virker. Og hvor effektivt det er på like-fronten. Opdatering følger…

Nå, men i dag skal det handle om noget helt andet. Nemlig når folk skriver ting a la dette til et billede på Instagram:

”@Ursula-pigen spørger, hvad jeg laver i dag. Jeg er såmænd bare i gang med at gøre rent i hele hytten, imens jeg har speltboller i ovnen og får 17 gæster til middag i aften (så jeg skal også lige have dækket op med Royal Copenhagen). Standard onsdag. Tak for tanken @Ursula-pigen. Hvad mon de skønne piger @anemoneblomsten, @birgitte56 og @christopherlover laver?”.

Hvorfor er det lige, at folk spørger hinanden, hvad de laver (PÅ INSTAGRAM!)? Hvornår er det blevet nødvendigt? Er det ikke stort set det eneste, man overhovedet bruger Instagram til? Altså at vise, hvad man laver? Også uden nogen, der spørger!

På forhånd undskyld, hvis jeg træder nogen over tæerne. Men helt ærligt, så synes jeg virkelig, det er en dum tendens. Er det bare for at have en undskyldning for at smide endnu flere posts op? Vedkommende ovenfor (som er en fiktiv person, naturligvis) kunne jo (og ville med 99 % sikkerhed) alligevel have postet det, selvom ingen havde spurgt efter en status på hendes liv.

Jeg er bare ked af, hvis Instagram bliver sådan én stor røvslikkerrundkreds… Og indrømmet: jeg vil sgu da have lov at poste et billede af min udsigt, min kravlenisse eller mine nye sko UDEN at nogen skal bede om det først!

Hvad tænker I om ”Gad vide, hvad @xxxxxx laver i aften?”-tendensen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *