I går beskrev jeg et lille udpluk af de oplevelser, man udsættes for, så snart man træder ind i en tøjbutik (se indlægget her). Når man så har gennemgået dét forløb, er man klar til noget endnu værre. Nu er tiden nemlig kommet til at bevæge sig ned mod prøverummene. Da da da daaaaam. Behøver jeg næsten sige mere?
Jeg prøver altid forsigtigt at snige mig derned uden at blive opdaget. Så slipper man måske for, at de kommer rendende i tide og utide. Men ak. Deres øjne har jo nærmest ikke sluppet én, siden man trådte ind i butikken, så selvfølgelig er man opdaget. Jeg forsøger ellers optimistisk hver gang. Så står jeg og lader som om, jeg kigger på det tøj, der hænger aller tættest på prøverummene, og pludselig springer jeg som en ninja ind bag gardinet. Det virker dog næsten aldrig. Selv de ekspedienter, der står og smalltalker om deres veninde, Tykke Lone, opdager mig sommetider. Eller også tjekker de bare prøverummene en gang i timen for at sikre sig, at de veninder, de står og bagtaler, ikke er derinde? Det er nok alligevel mere sandsynligt.
Helt ærligt, så er der jo virkelig ikke noget mere stressende end at stå i et prøverum. Det føles som et kapløb med tiden. Man står der og kæmper for at slå rekorden i hurtigst muligt at få et stykke tøj af og et nyt stykke på. Ja, man kan sgu næsten komme helt til at svede af det. For man ved jo aldrig, hvornår der kommer en ekspedient og trækker gardinet til side. Man ved bare, at man ikke vil stå med (næsten) bar røv, når det sker.
Oftest kommer ekspedienten enten alt for tidligt eller alt for sent (nogle gange endda begge dele!). ”Hvordan går det herinde ved dig?”. Øh, jeg er kun lige ved at tage min vinterjakke af, og det går da okay med det. Men tak for tanken. Eller også kommer de, bedst som man er på vej i sit eget tøj igen. ”Har du brug for hjælp herinde?”. Nej ellers tak, eller jo du må da gerne lige binde mine snørebånd?
Men what’s the fucking difference egentlig? Når det endelig lykkes dem at komme til undsætning, imens man rent faktisk er ved at prøve noget af butikkens tøj, så kan man jo ikke bruge deres hjælp alligevel. Der er jo pludselig ingen grænser for, hvor flot alting sidder, og hvor meget det klæder én. ”Den er såååå god til dig, den der”. Øh ja, det er en sort og helt basic bluse? Den kan alle forhåbentligt bære. Og ligegyldigt hvor hæsligt noget sidder, så har ekspedienten med garanti aldrig set noget flottere. Alt er smart, sidder flot, klæder mig eller fremhæver min talje. Jeg ville seriøst købe meget mere, hvis jeg fik hjælp af en ærlig ekspedient. En, der turde sige, når noget ikke lige passer til mig. For man ved jo ikke, hvornår de virkelig mener, at noget er flot, og hvornår de i virkeligheden er ved at dø af grin indeni?!
I det mindste er der én fordel ved det: hvis man en dag har lidt underskud på selvtillidskontoen, skal man da bare tage ud og prøve en masse tøj. Så kan man lidt igen!
(PS: Jeg kan mærke, at jeg på ingen måde er færdig med at reflektere over dette emne. Så bliv nu ikke skuffet, hvis der en dag dukker mere op!).
