Browsed by
Tag: folk

Ligheder mellem jobbet som bartender og pædagogmedhjælper #2

Ligheder mellem jobbet som bartender og pædagogmedhjælper #2

(Se #1 her).

  • Begge steder er man som medarbejder nødt til at udvikle visse pædagogiske evner og udstyre sig med en stor portion tålmodighed for at kunne klare jobbet (især i baren!).
  • Hverken bargæsterne eller børnene gider selv tørre op, når de har væltet deres drink/mælk.
  • Hvis der opstår en slåskamp, stopper den ikke, før der kommer en voksen og skiller de involverede parter ad.
  • Det tager lang tid for folk at lette røven og gå udenfor, når man beder dem om det (om det så er, når alle børnene skal ud på legepladsen, eller når diskoteket lukker).
  • Hverken børnene eller bargæsterne kan finde ud af at holde styr på deres ting (enten kan de ikke finde deres hjemmesko eller deres garderobenummer/pung/telefon). Begge steder forventer folk, at jeg lige kan finde det for dem.
  • Det er aldrig nok at sige nej én gang (”NEJ, du får ikke rabat eller gratis shots!” og ”NEJ, du må ikke drikke vand fra vandpytterne!”).

 

Iagttagelser fra en togtur

Iagttagelser fra en togtur

Lige nu er jeg sammen med min kæreste på weekendtur vestpå (hjemme ved moaars kødgryder), og vi tog toget væk fra Århus fredag eftermiddag. Det var vi så ikke de eneste, der gjorde. Jeg havde helt glemt, at mange fik påskeferie allerede i fredags, og i den anledning var der naturligvis en ret stor klump mennesker, som også havde valgt at sætte kursen mod vest.

Her kommer et lille udpluk af nogle af de andre personer i toget:

  • En meget venlig Arriva-kontrollør med verdens højeste ringetone! Hvis nogen var i gang med en middagslur under transporten, så var det i hvert fald slut med det. Først lod han telefonen ringe og ringe, fordi han jo lige var i gang med at tjekke en kvindes billet (det var i øvrigt Torben, der ringede. Han tog den nemlig til sidst).
  • En familiemor med to børn, som hun meget gerne ville sidde sammen med. Det lykkedes heldigvis efter et par omrokeringer af andre venlige passagerer. Hun svingede straks fødderne op på bordet foran sig (man er vel et godt forbillede for sine børn, ikke?) og så tog familien ellers et slag kort.
  • En ung pige, der sad med sin smartphone under hele turen. Da kontrolløren kom, hev hun en print-selv billet, som fyldte en hel A4-side, op ad lommen. Har du overvejet at købe billetten på den smartphone, du alligevel sidder med? Det er topsmart!
  • En ung kvinde, som desværre måtte indse, at hun og hendes veninde ikke kom til at sidde sammen under togturen. Grundet påsketravlheden, havde Arriva nemlig sat to togsæt sammen (og TAK for det i øvrigt), og kvindens veninde, som stod på på en senere station, gik ind i det forkerte togsæt. Kvinden så det ud af vinduet og baskede helt vildt med armene – veninden opdagede ingeting men fortsatte bare. Derefter skyndte kvinden sig at ringe til sin veninde og beordrede hende til at springe ud igen for derefter at entrere det korrekte togsæt. Men der var det allerede for sent. Fløjten lød, og toget kørte. Øv altså! Men rimelig actionpacked at følge med på sidelinjen (årh nej, veninden så hende ikke vinke. Tag så den telefon! Kom nuuu. Skynd dig ud igen kvindemenneske. Løøøøøb…. Fuck. De når det ikke nu! Eller gør de?….)

I aften går turen hjem til Århus igen, så jeg er spændt på, hvilke sindsoprivende oplevelser, der venter os.

Der findes ikke dårligt vejr – kun forkert påklædning

Der findes ikke dårligt vejr – kun forkert påklædning

IMG_0510
Kæmpe regnvejr i Djurs såkaldte “sommerland”.

…dét er bare en talemåde, jeg ikke kan forene mig med. I har sikkert alle sammen fået smidt den i hovedet lige så ofte som mig. Altid af en virkelig entusiastisk lærer, pædagog eller forælder i et forsøg på at få en regnfyldt løbetur, skovtur eller anden udflugt til at synes langt mere attraktiv end først antaget.

Og ja, selvfølgelig er det da korrekt, at man med den rette påklædning kan gøre dårligt vejr lidt mindre dårligt. Det bliver lettere at overskue snevejret med en kæmpe vinterfrakke samt halstørklæde og vanter. Regnvejret bliver sjovt nok også lidt hyggeligere, når man har regntøj og gummirøjsere på (og sidstnævnte skal helst være gule). Men det ændrer dog ikke på det faktum, at dårligt vejr altså findes. Det er simpelthen for overskudsagtigt og hippie-wannabe at nægte eksistensen af dårligt vejr. Selv Arne fra Jul på Vesterbro ville give mig ret her.

Jeg har været til Grøn Koncert i et vaskeægte skybrud et år. Med et kæmpe militærregnslag på. Dét kan man da kalde korrekt påklædning! Men det gjorde altså ikke vejret specielt godt. Måske blev mit tøj ikke direkte vådt, men jeg kunne stort set ikke se en skid, fordi regnen stod i lårfede stråler direkte ind i øjnene på mig (goodbye kontaktlinser). Jeg kunne heller ikke nyde min øl, fordi den blev blandet op med 50 % regnvand i løbet af få minutter (ja, føj for pokker da, vand i min øl). Så jo, lige dér vil jeg vove at påstå, at vejret var dårligt på trods af min påklædning, som ellers var i direkte overensstemmelse med selveste grønspættebogen.

Heldigvis er jeg udstyret med 3 års erfaring som on/off-pædagogmedhjælper, så der skal mere end en smule vand til at slå mig ud. Og det er jo naturligvis også bare det, folk mener, når de påstår, at der ikke findes dårligt vejr, men kun forkert påklædning. Men det skete bare altid, når man stod der i folkeskolen og virkelig ikke kunne overskue længdespring eller 100 meter-løb i haglvejr. Og så var der da ikke noget mere irriterende, end det überpositive overskudsmenneske af en lærer, der med et kæmpe smil lige smed ”der findes ikke dårligt vejr, men kun forkert påklædning”-kortet.

Og jeg anser altså mig selv for et meget positivt menneske. Men nogle gange er det bare okay at brokke sig over en orkan eller et skybrud! Jeg stillede mig selvfølgelig stadig på forreste parket til Grøn Koncert og skrålede med på musikken. Og morede mig. Men derfor var det sgu alligevel pisse dårligt vejr…

Hvad kan man lave i offentlig transport?

Hvad kan man lave i offentlig transport?

I weekenden skal jeg en tur til Vestjylland – og jeg planlægger at komme frem med tog. I den anledning har jeg opbygget en lille liste over ting, man kan lave i offentlig transport. Enjoy. Og selv tak! Tilføj meget gerne kommentarer med jeres egne bedste råd og idéer.

  • Følg med i folks telefonsamtaler – man kan faktisk overhøre nogle spændende historier! Sommetider bliver man helt frustreret over, at man ikke kan høre personen i den anden ende af røret (bare kald mig nysgerrig). Og det er som om, at folk, der taler i telefon, konsekvent snakker højere, end folk, der taler med hinanden på almindelig vis. Det gør det ekstra attraktivt at være smuglytter.
  • Leg en sjov tankeleg: Gæt de andre passagerers liv! Hvor er de på vej hen? Har de kæreste/mand/kone? Hvad laver de til dagligt? Hvad er deres livret? Her er det naturligvis tilladt at slippe fantasien løs. Det kan fx sagtens vise sig, at den midaldrende og jævnt kedelige businessmand, som sidder over for dig, faktisk er selveste Batman. Han spiser på Burger King hver aften og er lige nu på vej til Herning for at forære sin oldgamle tante en kat. ”Tsk”, tænker I nok. Men jeg havde altså heller ikke mere strøm på min iPhone den dag.
  • Kig folk over skulderen og følg med i, hvad der foregår på deres smartphones. Se, hvad de snapchatter, eller hold øje med, om ældre mennesker også spiller Candy Crush (Let me break it: det gør de! Jeg så det selv forleden dag).
  • Odds med dig selv om, hvem af de andre passagerer, der får en bøde, hvis der kommer en kontrollør. (Hint: i bybusserne er dem, der ikke har købt billet, enten helt kolde i røven eller også sidder de totalt anspændte og strækker halsen, som var de selveste giraffen Marius, for at holde øje med dørene hver gang bussen standser).

 

Endnu en tanke om køkultur

Endnu en tanke om køkultur

Jeg er kommet i tanker om endnu en irriterende situation, der kan opstå i forbindelse med, at man står i kø. Denne gang er det ikke i Netto, det finder sted, men derimod hos fx Paradis Is en varm sommerdag eller på McDonald’s i de sene nattetimer. For er der mon noget værre, end når man står i en evigt lang kø (måske har man endda overvejet at give op flere gange), og det endelig snart er ens tur, men så ved personen foran én gudhjælpemig ikke, hvad han/hun skal bestille? Det er en af de få situationer, der rent faktisk kan sætte mig pis i kog.

Jeg får en lille smule lyst til at hive dem lidt i skjortekraven eller hestehalen. Bare for at pisse dem lidt af også. Hvordan kan det i det hele taget lade sig gøre? Jeg forstår virkelig ikke, hvad den slags mennesker lige har brugt de sidste 10 minutter af deres liv på?! Jeg mener bare; man kan vel for pokker ikke sådan lige glemme, hvor man er/hvad man laver (eller at man lige om lidt skal afgive sin bestilling!). Det er jo ikke ligefrem, fordi det er superhyggeligt, at stå der på McDonald’s klokken 4.30 og tilsyneladende være med til at stikke verdensrekorden i lange køer – så brug da for filan tiden på at tage en beslutning.

Hvorfor findes der endnu ikke en regel om, at når den slags situationer opstår, så er det bare om bag i køen igen. Ingen kære mor her! Spred budskabet, mine damer og herrer. Og tro mig! Så snart den regel træder i kraft, bliver køerne rundt omkring i landet meget kortere. Fordi folk i stedet for står i en kæmpe rundkreds rundt om den nu lille kø, alt imens de forsøger at bestemme sig for, hvad de dog skal have.

En anden dag kan vi så tage diskussionen om, hvordan i alverden det kan være en så stor beslutning for folk, om de skal have en Big Mac eller en McFeast, eller om de skal vælge kuglen med jordbærsmag eller den med hindbær. I. Just. Don’t. Get. It.

 

 

At stille uret til sommertid

At stille uret til sommertid

I sidste weekend var det jo tid til at stille uret en time frem og dermed overgå til sommertid (så hvis nogen undrer sig over, at være kommet en time for sent hele ugen, så ved I nu endelig hvorfor). Jeg er fan og synes, at det er en skide god idé. Pludselig bliver det senere mørkt om aftenen, og det er da intet mindre end herligt. Og virkelig sommeragtigt. Det kan da kun skrue lidt op for humørbarometret. Hvis vejret så lige gad følge trop, ville det da være helt perfekt. Men nej selvfølgelig ikke, det er jo trods alt Danmark, vi bor i. Indtil videre må vi nøjes med at sidde indenfor om aftenen og kigge ud på det kolde, men dog lyse vejr! ur

“Problemet” (ifølge nogen i hvert fald) med sommertid er jo bare, at vi mister en time. Vupti, på ét sekund gik der lige en time. Selv var jeg i byen i sidste weekend, og pludselig kiggede jeg på min telefon, som viste at klokken var 03.04. Og jeg skulle egentlig bare ud og have en enkelt øl med et par veninder klokken 21 (jaja, som om det ikke også er sket for jer!). Jeg kunne virkelig ikke forstå, at klokken var blevet så mange. Hvor i alverden var alt tiden blevet af? Seks timer! Vi havde jo bare siddet og snakket? Men så gik det heldigvis op for mig, at min telefon naturligvis selv havde stillet om til sommertid, og at klokken derfor i virkeligheden kun var 02.04. Så gav det straks mere mening (for alle ved jo, at det ikke tager seks, men kun fem timer at drikke en enkelt øl).

Men hvad er det lige, der sker for alle de mennesker, der altid brokker sig over at miste én enkelt time. Én fucking gang om året (som endda går lige op med den ekstra time, vi får én gang om året også). Jeg forstår virkelig ikke, hvordan det kan være et problem for nogen. Vi snakker en enkelt time, der lige forsvinder i løbet af natten. Jeg mener bare; hvor fasttømret en døgnrytme har man lige, hvis man ikke kan sove én sølle time mindre en enkelt nat? Det giver jo seriøst kun mening at brokke sig, hvis man hver nat sover præcist det samme antal timer (og samtidig ikke har tid til at gå en time tidligere i seng eller stå en time senere op!).

Og hvem har så lige pludselig ret til at brokke sig? Right! Nobody. Måske lige undtagen dem med små babyer, har jeg ladet mig fortælle – men det er en helt anden snak. Desuden får de jo ikke ordentlig nattesøvn alligevel, så mon ikke det hele går.

Så skulle vi nu ikke bare sætte pris på vores skønne sommertid og de lyse sommeraftener, den fører med sig? Og så overlever vi nok alle sammen at undvære en enkelt times søvn én gang om året. Vi tager jo revanche til efteråret.

Prøverummets forbandelse

Prøverummets forbandelse

I går beskrev jeg et lille udpluk af de oplevelser, man udsættes for, så snart man træder ind i en tøjbutik (se indlægget her). Når man så har gennemgået dét forløb, er man klar til noget endnu værre. Nu er tiden nemlig kommet til at bevæge sig ned mod prøverummene. Da da da daaaaam. Behøver jeg næsten sige mere?

Jeg prøver altid forsigtigt at snige mig derned uden at blive opdaget. Så slipper man måske for, at de kommer rendende i tide og utide. Men ak. Deres øjne har jo nærmest ikke sluppet én, siden man trådte ind i butikken, så selvfølgelig er man opdaget. Jeg forsøger ellers optimistisk hver gang. Så står jeg og lader som om, jeg kigger på det tøj, der hænger aller tættest på prøverummene, og pludselig springer jeg som en ninja ind bag gardinet. Det virker dog næsten aldrig. Selv de ekspedienter, der står og smalltalker om deres veninde, Tykke Lone, opdager mig sommetider. Eller også tjekker de bare prøverummene en gang i timen for at sikre sig, at de veninder, de står og bagtaler, ikke er derinde? Det er nok alligevel mere sandsynligt.

Helt ærligt, så er der jo virkelig ikke noget mere stressende end at stå i et prøverum. Det føles som et kapløb med tiden. Man står der og kæmper for at slå rekorden i hurtigst muligt at få et stykke tøj af og et nyt stykke på. Ja, man kan sgu næsten komme helt til at svede af det. For man ved jo aldrig, hvornår der kommer en ekspedient og trækker gardinet til side. Man ved bare, at man ikke vil stå med (næsten) bar røv, når det sker.

Oftest kommer ekspedienten enten alt for tidligt eller alt for sent (nogle gange endda begge dele!). ”Hvordan går det herinde ved dig?”. Øh, jeg er kun lige ved at tage min vinterjakke af, og det går da okay med det. Men tak for tanken. Eller også kommer de, bedst som man er på vej i sit eget tøj igen. ”Har du brug for hjælp herinde?”. Nej ellers tak, eller jo du må da gerne lige binde mine snørebånd?

Men what’s the fucking difference egentlig? Når det endelig lykkes dem at komme til undsætning, imens man rent faktisk er ved at prøve noget af butikkens tøj, så kan man jo ikke bruge deres hjælp alligevel. Der er jo pludselig ingen grænser for, hvor flot alting sidder, og hvor meget det klæder én. ”Den er såååå god til dig, den der”. Øh ja, det er en sort og helt basic bluse? Den kan alle forhåbentligt bære. Og ligegyldigt hvor hæsligt noget sidder, så har ekspedienten med garanti aldrig set noget flottere. Alt er smart, sidder flot, klæder mig eller fremhæver min talje. Jeg ville seriøst købe meget mere, hvis jeg fik hjælp af en ærlig ekspedient. En, der turde sige, når noget ikke lige passer til mig. For man ved jo ikke, hvornår de virkelig mener, at noget er flot, og hvornår de i virkeligheden er ved at dø af grin indeni?!

I det mindste er der én fordel ved det: hvis man en dag har lidt underskud på selvtillidskontoen, skal man da bare tage ud og prøve en masse tøj. Så kan man lidt igen!

 

(PS: Jeg kan mærke, at jeg på ingen måde er færdig med at reflektere over dette emne. Så bliv nu ikke skuffet, hvis der en dag dukker mere op!).

 

Tid til shopping

Tid til shopping

Er det bare mig, eller får man altid en ustyrlig trang til at shoppe på den her tid af måneden? Det er seriøst som om, den opstår i nøjagtigt samme sekund, hvor lønnen eller SU’en tikker ind på kontoen. Og så sidder jeg her den 3. og tænker ”Hvad sker der for, at jeg ikke har været ude at shoppe endnu?”. Katastrofe! Jeg må afsted med det samme. Gud forbyde da, at SU’en pludselig begynder at trække renter (og hvis banken krakker, så skal jeg sgu ikke have noget i klemme!). Jeg når næsten at hoppe i skoene og putte dankortet i lommen, men så kommer jeg alligevel til at tvivle. For orker jeg i virkeligheden hele det store shopping-ræs?

Først skal man igennem hele den situation, hvor man træder ind i en tøjbutik og pludselig føler sig mistænkt og forfulgt af selveste CIA. Man KAN bare ikke få lov at gå i fred. Ekspedienterne kaster sig jo over én, fuldstændig som en flok katte, der får øje på en skål med fløde (med mindre man selvfølgelig er gået i tøjbutikkernes svar på Netto; nemlig H&M. Der får man sgu lov at gå i fred, og jeg elsker det). 

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” spørger de høfligt først. Så takker man pænt nej og krydser fingre for, at de derefter holder sig væk. But no. Lidt senere, når man står og roder i en kæmpe bunke med bukser, kommer ekspedienten flyvende tilbage: ”Er det en bestemt størrelse, du leder efter?” (i øvrigt verdens dummeste spørgsmål. Hvad fanden skulle jeg ellers gennemrode hele bunken for?). All right, så hjælp mig da med at finde den størrelse 38, så vi kan komme videre!

Generelt er det jo bare en smule angstprovokerende at gå rundt i en tøjbutik, hvor der ikke er særligt mange andre kunder. Man kan bare mærke ekspedienternes øjne i nakken. De følger troligt med i alt, hvad man laver (altså lige undtagen når man går ind i sådan en butik, hvor ekspedienterne tilsyneladende har glemt, at de er på arbejde, og derfor højlydt står og taler om, at deres tredje veninde, Lone, er blevet for tyk).

Jeg begynder sommetider helt febrilsk at kigge på noget tøj, jeg ikke engang bryder mig om, bare fordi jeg føler mig iagttaget. Som om jeg tror, at de bliver sure eller kede af det, hvis jeg ikke lige umiddelbart finder noget interessant og derfor blot går en hurtig runde i butikken og smutter igen. Nej, så bliver jeg åbenbart hellere fem minutter ekstra og lader som om, at jeg er lige ved at overveje at købe noget!

Men hvad endnu værre er: prøverummet! Det er jo virkelig ikke just behagelige minder, man gennem tiden har samlet sammen derfra. Men den tager vi i morgen…

Man må ikke lyve – kun lidt

Man må ikke lyve – kun lidt

I går var det jo den 1. april. Men okay, det var I sgu nok alle sammen klar over i forvejen. Det kan da umuligt været gået nogens næse forbi. Alle har vel fået tapetseret deres Facebook-News Feed med folk, der pludselig skal giftes eller have børn. Det er da alligevel pudsigt, at så mange vælger at offentliggøre det på samme dag, hva’?

Men hvad i alverden er det egentlig også for en underlig tradition? Én dag om året hvor det bare gælder om at lyve, så det basker. Lyv, lyv, lyv. Om alt og til alle. Og det er allerbedst, hvis du kan få nogen til at hoppe på den. Gerne så de bagefter bliver lidt flove over, at de var så dumme at tro på dig. Og så må du ellers bare håne dem… Sig mig lige engang, hvad er det for noget at lære børn og unge?

For helt seriøst, den person, der i sin tid opfandt aprilsnaren, må da virkelig have været i problemer. Jeg gætter på, at han kom med et forslag eller fortalte en historie, som blev taget virkelig dårligt imod – og så har han ikke set anden udvej end at råbe ”APRILSNAR”.

Jeg hoppede faktisk på en aprilsnar i går morges. Men der var jeg altså heller ikke helt vågen endnu og havde tilsyneladende også glemt alt om, hvilken dag det var. Mit vækkeur havde lige ringet, og jeg kunne næsten ikke holde øjnene åbne (b-menneske, you know). Jeg tjekkede lige hurtigt Facebook – og hey, Danmark skal alligevel med til VM i fodbold. Juhuu! Jeg går ikke engang op i fodbold, men jeg nåede lige at gå og glæde mig til at stå på Store Torv til sommer med en øl i hånden og landskamp på storskærm. Pludselig gik det op for mig – og jeg var lige ved at prikke mascaraen i øjet på mig selv af ren og skær overraskelse – “I dag er det jo mors fødselsdag (det var åbenbart lykkedes mig at glemme det i løbet af natten). Dagen hvor man ikke skal tro på noget som helst”… PIS!

Men hallo, det er da også fejt at lave en så positiv og god historie, at man bliver virkelig skuffet, når sandheden går op for én (Not cool, Go’ Morgen Danmark!). Det må vi altså lige i fællesskab lave en regel om! Hvem ringer til Helle Thorning? Hun må lige informere hele landet (SÅ mange læsere har bloggen alligevel ikke helt – endnu).

Livet som b-menneske

Livet som b-menneske

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme. Jeg er B-menneske. Med et meget stort B. At sove er noget af det bedste jeg ved. Bare dét at skrive om det nu, giver mig seriøst lyst til at nappe en lille morfar! Ih, hvor jeg elsker at sove. Men jeg det skal være, når jeg har lyst, og ikke bare fordi klokken slår 22. Hvis jeg først bliver træt klokken 03, går jeg først i seng klokken 03. Og så står jeg måske først op klokken 10 eller 11 dagen efter.

Lad os så sige, at jeg tager i skole/på arbejde/på besøg hos en veninde/noget andet klokken 12. Her møder jeg folk med et ”Godmorgen”. Straks kigger nogen forbavset på mig: ”Godmorgen?! Klokken er 12! Er du først lige stået op?”. Og som I nok har gættet, så er det naturligvis A-mennesker, der kommer med den slags kommentarer. For i deres hoveder giver det jo slet ingen mening at sove så længe. ”Man sover jo hele dagen væk!”.

Når disse situationer udspiller sig, føler jeg mig faktisk sommetider stemplet som doven. Fordi jeg godt kan lide at sove længe. Men hvis man tæller efter, så sover jeg jo ikke flere timer, end A-mennesker gør – jeg sover bare på et andet tidspunkt. Jeg elsker at sidde oppe sent om aftenen og natten. Der er så stille og ingen forstyrrelser. Man kan gøre, hvad man vil – måske lige undtagen at tage på shoppetur og den slags (et godt råd, hvis shopaholic-genet skal tilfredsstilles på den tid af døgnet = webshops). Og jeg nægter simpelthen at ændre min døgnrytme, fordi ”normen” siger det. Eller okay, jeg har forsøgt i gymnasietiden, hvor bussen gik klokken 7.10 hver morgen, og det lykkedes ikke. Dengang kom jeg i stedet ind i den der supergode rytme, hvor man sover fem timer hver nat og tager en middagslur på to timer hver eftermiddag. Vild ungdom!

Men nu er det jo ikke fordi, alle A-mennesker går og kalder mig doven. Bestemt ikke. Men det føles bare lidt sådan. Som om det er A-menneskerne, der er velfungerende, og B-menneskerne, der er helt forkert på den. Jovist, jeg kan da godt se, at A-mennesker følger døgnets naturlige rytme i forhold til solopgang og solnedgang og den slags. Men det fungerer bare ikke for os andre.

Jeg foreslår derfor, at vi lige her og nu slutter fred mellem A-mennesker og B-mennesker.  I stopper med at grine af os, fordi vi sover længe, og så stopper vi med at fnise, når I går tidligt i seng (selvom det først er dér, det sjove sker. Høhø). Basta. I virkeligheden er A-mennesker og B-mennesker jo et fantastisk team: tilsammen kan vi klare hele døgnet!

Og husk så lige at udnytte de kompetencer, som jeres døgnrytmer lægger op til! Hvis du alligevel vågner klokken 6 hver morgen, så nap en tjans som avisbud. Jeg har derimod før i tiden brugt mit ”være-vågen-om-natten”-gen til at udfolde mig som bartender i det Århusianske natteliv. Vi må jo alle træde til, hvor vi kan.