Tag Archives: chokolade

Flashback til juli og august 2014

… Bedre sent end aldrig – ikke?

Lad os starte med juli 2014. Hvad mon jeg gik og grublede over dengang?

Jeg noterede 9 tegn på, at man ikke er helt voksen endnu (og nej, det er jeg stadig ikke).

saftevand

Jeg brokkede mig over folks latterligt dårlige manerer i biografen.

Jeg skrev en liste over ting, som folk generelt burde stoppe med. Den liste er faktisk stadig ganske up-to-date.

I blev allernådigst indviet i anekdoten om dengang, min veninde glemte min fødselsdag. Altså imens vi var ude for at spise brunch for at fejre det (troede jeg).

Dét er sgu da sødt!

I fik også et helt eksklusivt indblik i min tankestrøm under en løbetur (Hvad? Om jeg nogensinde gennemførte det skide løbeprogram? Tjaaaah. Nej).

Og så var det jo, at jeg fik idéen om at omskrive nogle af de gode, gamle ordsprog til en mere moderne ordklang. Fik jeg egentlig nogensinde fortsat? Ellers er det da ved at være tid.

 

Og lad os så springe direkte videre til august måned 2014.

Jeg fik et mindre flip over, at der var skyr og lakrids OVERALT (og jeg var vist ikke alene).

lakrids

… Dagen efter så jeg Go’ Appetit, hvor de gudhjælpemig skulle lave en aftensmadret med både skyr og lakrids.

kylling i lakrids

Jeg filosoferede også lidt over det der smarte trick, hvor man gemmer chokoladen væk for ikke at spise mere af den (som om!).

Hvornår er man en rigtig blogger? Tja, et godt fingerpeg er i hvert fald disse 10 tegn.

August 2014 var også måneden, hvor hele seancen med Kähler-vasen udspillede sig. Det brokkede jeg mig naturligvis også over.

 

(Det var vist lige på målstregen, at jeg nåede at skrive dette indlæg. Det er jo snart tid til septemberudgaven).

Selvbeherskelse og chokoladejulekalendere

Som den julefreak, jeg er, har jeg selvsagt armene i vejret over, at butikkerne nu er begyndt have juleslik på hylderne. Det fejrede jeg naturligvis i søndags med en pose nisseskum! Arh. Man glemmer jo i løbet af foråret og sommeren, HVOR godt juleslik egentlig smager.

Nå men så var det jo så, at jeg for en halv time siden var i Føtex for at hente den sædvanlige liter mælk og den slags småting. Her ser jeg så, at de har fået chokoladejulekalendere i butikken – og hvilket udvalg!

I dag er en chokoladejulekalender jo på ingen måde det samme, som da jeg var barn. Dengang var det kun de der superfesne nogen, som man vist kan købe for en 5’er i dag (eller en 30’er hvis der er Barbie eller Cars på) med små firkantede stykker mælkechokolade, der mest af alt smagte ligesom det pap, de var pakket ind i. Men det var sgu da stadig dagens optur, når den skulle åbnes (hvilket først var EFTER morgenmaden – men inden tandbørstning – sikke en timing).

Nu er de gode gammeldags chokoladekalendere blevet godt og grundigt udkonkurreret af alle de store, fancy nogen, der har indtaget markedet. Her snakker vi Kinder, Toms og den slags luksus. Ja, i dag så jeg sgu en med Skippers Pipes. Glæden vil jo ingen ende tage.

Der er dog bare lige én ting, som min indre sukkergris slet ikke forstår. Er der seriøst nogen, der kan købe sådan en kalender NU og vente med at fortære den til december måned? For så burde man da næsten få en eller anden form for medalje. Er det ikke ALT for fristende at have sådan én til at ligge? Er der ikke store chancer for, at man en mørk aften alene hjemme, når klokken har slået ”Netto-er-lukket”, og sukkertrangen pludselig melder sig, liiiige skal åbne en enkelt låge? Og én til?

Det ville hvert fald 100 % sikkert ske for mig! Jeg gider ikke engang gøre et forsøg. Jeg har allerede tidligere fortalt jer om, at jeg på ingen måde kan sige nej tak til slik eller lige have en pose liggende i skabet til uventede gæster (de må sgu nøjes med en kop kaffe).

Faktisk er det så slemt, at da jeg i sidste weekend havde købt en plade chokolade, som skulle gives væk dagen efter, var jeg SÅ tæt på at give op og flå plastikken af. Jeg følte virkelig, at den lå der og kaldte på mig…

 

Jeg lægger lige chokoladen ud i køkkenet…

Kender I det, når man pludselig mærker en ustyrlig trang til at spise et eller andet lækkert og syndigt? Ja okay, rimelig dumt spørgsmål. Det gør I forhåbentligt alle sammen (right?!). Jeg har dog desværre på fornemmelsen, at dén trang opstår hos mig liiidt oftere, end den gør hos den gennemsnitlige dansker. Crap!

Jeg har en usandsynligt sød tand. Og så er jeg også stor fan af chips. Og dip. Og is. Og kage. Og alt muligt andet, der heller ikke er en del af kostpyramiden. Jeg forsøger at kontrollere min trang til alt dette, for ellers ville jeg sgu nok ikke kunne passe mit tøj ret meget længere… Den dukker nemlig gerne op dagligt.

MUMS!

MUMS!

Men jeg giver naturligvis også mig selv lov til at spise godter engang i mellem. ”Alt med måde” er nok mit motto i dén sammenhæng. Jeg indtager både bland-selv-slik, Marabou-chokolade, chips med holiday-dip, svampet banankage und so weiter. Altså ikke det hele på én gang, but you get the point.

Og så sker det jo, at man en aften sidder der og bliver banket i hovedet af sin indre ”hallo-giv-mig-lige-noget-slik”-stemme. Efter at have kastet et blik på uret, opdager man, at man sagtens kan nå i Netto (og nej, bloggen er stadig ikke sponsoreret af Netto. Men gid den var – så slap jeg måske endda for at blive stoppet af de der ”Nettalk”-sælgere på vej ud af butikken every fucking time?!).

Derefter iler man ud og hopper i sko og griber sin pung i farten. Efter at have stået foran hylderne og overvejet i lidt for lang tid, beslutter man sig endelig: det skal være den her lækre plade chokolade med mit yndlingsfyld!

Tilbage i lejligheden planter man sig solidt i sofaen med den nyindkøbte chokolade i skødet. Og SÅ skal der guffes. Mums, mums. Man spiser og spiser, indtil man bliver pludselig fyldes op af lige dele kvalme og halvdårlig samvittighed. Puha, nej. NU skal jeg ikke spise mere!

Så man tager den altid kloge beslutning: Jeg lægger da lige chokoladen ud i køkkenet, så jeg ikke kommer til at spise mere. Genialt træk. Tilbage i stuen går det fint. Altså lige indtil kvalmen fordufter og man da godt lige kunne klemme et enkelt stykke mere ned. Og chokoladen ligger jo lige derude i køkkenet. Jeg går bare lige ud og nupper et enkelt stykke. Som tænkt, så gjort. Men det stopper jo ikke der, vel?!

Efter at have rendt frem og tilbage et par gange, må det være slut. Who am I kidding? Og så tager man chokoladen med ind i stuen igen og spiser rub og stub…

Kender I det? Jeg sidder nemlig lige nu med følelsen af, at jeg måske burde have udskiftet ”man” med ”jeg” i dette indlæg. Men så alligevel.. Der MÅ da være nogen, der er med mig derude!

… Alle andre slikmunde, giv lyyyyd!

 

 

 

Livets små glæder #3

  • Når man køber den sidste af et eller andet (man føler sig så heldig).
  • Når man står i en lang ”træk et nummer”-kø, og det viser sig, at personen med nummeret før en selv har forladt køen, og det derfor er blevet ens egen tur før tid.
  • Når man endelig gennemfører en stort set umulig bane i Candy Crush.
  • At finde et splinternyt stykke tøj i skabet, som man havde glemt, man havde købt engang (it’s like shopping without money, og det kan vi godt lide!).
  • Når man har taget chancen og købt en tilsyneladende halvfesen bakke jordbær (fordi man kom lidt sent i Føtex men stadig var fast besluttet på at fråde jordbær) og de så rent faktisk er super saftige og lækre.
  • Når man tror, man tager det sidste stykke chokolade men til sin store overraskelse opdager, at det kun var det næstsidste.
  • Når noget halvdyrt, man alligevel skulle til at købe (såsom en mascara) viser sig at være på tilbud.
  • Når det blødkogte æg til morgenmaden er kogt helt perfekt.