… skulle det nu være et kompliment? I tror det måske næppe, men lad mig så fortælle jer en lille historie. Jeg har ret store øjne. Hvis man skal beskrive det på en pæn måde, vil man nok kalde det dådyrøjne. Det er der i hvert fald mange, der gør.

I mine teenageår var jeg ret ked af mine store øjne, fordi der var så mange, der påpegede dem og kommenterede på dem. Ja, og de gjorde det altså ved at komplimentere og misunde dem. Men det var jeg bare træt af, og ønskede mig helt normale, små øjne lige som alle andre.

Det er jo nok bare ligesom, at folk, der har glat hår, altid ønsker sig en masse store krøller, mens de, der har krøller, er trætte af det og ønsker sig helt glat hår. Man bliver jo aldrig tilfreds. Og da slet ikke i teenageårene. I dag er jeg faktisk langt om længe ret glad for mine øjne.

Nå men der var så den her dag i en samfundsfagstime tilbage i gymnasietiden, hvor min samfundsfagslærer valgte at begynde at tale om mine øjne. Han talte om en eller anden superstjerne (jeg kan simpelthen ikke huske hvem) og om, hvordan hun fik så mange fans og tilhængere, fordi hun kunne charme sig ind på alle ved hjælp af sine store øjne. Og dét fremlagde han jo som en meget positiv ting!

… Han forsatte dog med følgende sætning (og her er jeg ret sikker på, at jeg citerer ham 100 % ordret): ”Hun har jo fandme lige så store øjne som Line. Det er jo faktisk næsten KOØJNE”. Den 17-årige Line, som endnu ikke helt havde accepteret sine øjne, blev naturligvis meget fornærmet. Resten af klassen syntes selvfølgelig, at det var sjovt. Og som de sagde ”Det var jo pænt ment”. Og bevares, det var det skam også. Men jeg var nu alligevel ikke helt tilfreds.

Det gjorde ikke situationen bedre, da jeg samme dag efter skoletid mødte op på arbejde i en bagerforretning, hvor de netop samme dag lancerede en ny kage ved navn koøje…

Del bloggen