Noget om at sige “kneppe”
Under mit ophold i eksamenstunnelen begyndte jeg pludselig at undre mig over en bestemt ting. Og ja, det drejer sig ganske rigtigt om ordet “kneppe”. Pardon my french, men det skal vi altså lige snakke lidt om.
For det er ikke just et ord, man sådan normalt render rundt og bruger i flæng, vel? Nej. Jeg gør i hvert fald ikke og hører heller ikke andre gøre det. Det er nemlig bare et herregrimt fyfy-ord!
Men jeg har fundet ud af noget… Der skal nemlig ikke meget til, før alle folk pludselig kaster om sig med det ord!
Nærmere bestemt skal der præcist fire bogstaver ekstra til. F, L, U og E. Sætter man dem foran “kneppe”, må man pludselig sige det lige så tosset man vil. Foran alle. Både ens chef, lærer og gamle mormor.
I mine interviews til opgaven blev ordet “fluekneppe” slynget ud tonsvis af gange – hvilket betyder, at det sågar står skrevet i min opgave. En ægte eksamensopgave på uni hvor ordet “kneppe” indgår op til flere gange. Naturligvis med “flue” foran, men alligevel.
Da jeg sad på min vejleders kontor, nævnte både hun og jeg det også massevis af gange. Og så sad vi der midt på uni og skiftedes til at slynge et ellers forbudt og grimt ord ud. Et ord, der dog var blevet okay-iseret ved hjælpe af de fire gyldne bogstaver.
Indrømmet; det var min udkogte eksamenshjerne, der fik idéen til dette indlæg. Men der ER sgu da noget om snakken.
Sproget er finurligt på den måde. For tænk sig hvor meget man kan ændre på et ords betydning og associationer blot ved at tilføje fire ekstra bogstaver. Og netop derfor løber vi aldrig tør for nye/sjove/spændende ord – selvom vi kun har 28 bogstaver at gøre godt med!
