Min lille baby (altså eksamen, slap dog af!)

Den anden dag brugte jeg en gæsteanalogi til at beskrive mit liv i eksamensperioderne. Imidlertid er det dog gået op for mig, at jeg nok skulle have brugt en helt anden analogi. Nemlig noget med babyer!

For i virkeligheden minder dét at skrive eksamen helt vildt meget om at få en baby. Tror jeg. Ja, jeg er en smule på udebane, for jeg har jo ingen babyer endnu. Eksamen har jeg derimod prøvet MANGE gange! Der er jeg næsten ekspert.

Her kommer de overraskende mange ligheder mellem eksamen og en baby:

  • Helt basalt så skaber man selv begge ting, hvorefter man opdrager/former dem og gør dem klar til engang at blive sendt ud i verden (der er så bare liiige nogle års forskel på, hvor lang tid de to processer tager!).
  • Både eksamen og baby kan få én til at ligge søvnløs om natten af bare bekymring (Hvordan mon det kommer til at gå?, mon den ender med at blive god nok/sund/klog/rask?).
  • Både eksamen og baby stjæler alt ens tid og kræver 100 % opmærksomhed døgnet rundt (Og bare rolig! Overdrivelse fremmer forståelsen her – jeg er godt indstillet på, at babyen nok er værre og i hvert fald ikke bare skal afleveres den 12. juni mellem klokken 10 og 14, og derefter er der sommerferie).
  • I begge tilfælde håber man, at andre vil synes den er sød/god/klog/et 12-tal værd.
  • Både eksamen og baby fucker totalt med ens døgnrytme – når baby vil have mad/skrige/something, eller når hjernen kan samle sig om at få skrevet noget akademisk ned, så er det altså nu!
  • Man bekymrer sig konstant over, om man nu også gør/har gjort det godt nok.
  • Madvanerne bliver også lidt skøre af begge dele; det er ikke altid, man lige kan overskue at kokkerere det helt store måltid med en baby eller en eksamen i huset! Men hvad har en god leverpostejsmad nu også gjort? (For 5. dag i træk). Vi kan jo skifte mellem agurk og remoulade som topping!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *