Kunsten at lægge neglelak

Kunsten at lægge neglelak

I dag skal vi tale om et lidt meget tøset emne. Nemlig neglelak. Jeg elsker neglelak! Bliver glad i låget af alle de flotte farver, man kan vælge imellem. Og især nu hvor det er blevet forår, og man kan slå sig løs med pastelfarverne og dét, der er vildere. Men hvorfor skal det være så besværligt at tage på?

At tage neglelak på er jo en længerevarende proces, hvor en stor del af tiden går med at vente. Og dét er altså en udfordring for et utålmodigt menneske som mig, der i forvejen har ret svært ved at sidde stille.neglelak

I skrivende stund sidder jeg faktisk og venter på, at min netop påførte neglelak tørrer. Og så besluttede jeg mig for at udnytte ventetiden med at skrive et blogindlæg om selvsamme situation. Idéen virkede genial, men viste sig at være knap så smart. Jeg kan nemlig kun skrive med pegefingrene – skulle jo nødigt ramme en tast skævt med en af de andre fingre og risikere ridser i lakken! Så det går pænt langsomt. Mine to stakkels pegefingre er jo ikke vant til at skulle klare alle tasterne selv.

Jeg har stort set altid neglelak på. Så selve påføringen har jeg efterhånden en del øvelse i. Selvom jeg ofte skynder mig lidt for meget i processen (allerede dér begynder jeg at kede mig lidt), så ser det da nogenlunde ud. Selvom den ene hånd selvfølgelig altid bliver pænere end den anden, men det kender I vel alle sammen?

Det virkelige problem opstår som sagt, når lakken skal tørre. Det er simpelthen så kedeligt at vente på. Også selvom jeg fx ser noget i tv imens, som jeg normalt ikke keder mig over. Jeg tror virkelig bare, det er fordi, jeg ved, at jeg sidder og venter på noget så kedeligt som en neglelak, der skal tørre. Så bliver jeg helt utålmodig og skal hele tiden lige mærke efter, om det mon er tørt nu (og så har vi balladen, for det er det som regel ikke).

Noget helt andet er, at jeg ofte ender med at tage neglelak på i sidste øjeblik, inden jeg skal ud af døren. For hvordan i alverden får man lige bakset sin skjorte ned i nederdelen uden at røre ved noget med fingrene?

Ak ja. Livet er jo fyldt med problemer! Havde man da bare været en mand…

 

Del bloggen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

shares