Skønhed Archives - Alt og ingenting

Hvordan gik det så hos frisøren?

12. juli 2014 Line Nielsen Comments 2 kommentarer

Jamen det gik faktisk rigtig godt. Og mange tak fordi I spørger. Ja jeg lider jo lidt af det meget sjældne fænomen frisørskræk, så det tager mig altid 100 år at få bestilt den skide tid. Ej okay, det er jo ikke frisørskræk som sådan. Mere bare det faktum, at jeg ikke eeeeelsker at gå til frisøren, ligesom de fleste andre kvinder gør. Så fra mit hår trænger til at blive klippet, og til jeg endelig tager til frisøren, går der meget gerne flere måneder.

Det gjorde der også denne gang. Endda selvom jeg sidste år fandt en ny frisør, som er meget forstående og helt nede på jorden (jeg orker virkelig ikke de der ”hip-med-de-hippe”-frisører, som bruger mere selvbruner og øjenbrynspen end de bruger shampoo). Min nye frisør er min kærestes frisør, så jeg tog chancen. Og hvor var hun altså god for sådan en frisørforskrækket pige som mig! Nå, men hovedsagen er, at jeg virkelig trængte til at blive klippet.

Jeg spankulerede lidt nervøst afsted og forberedte mig på en nervepirrende halv time. Gad vide om hun ville vaske mit hår? GYS, årh nej! Og var hun mon klar på at snakke lidt om klipningen, før hun gik i gang? Det var hun da i hvert fald sidste gang. Men tænk nu hvis hun har travlt i dag og bare sætter saksen i mit hår, i samme sekund som jeg sætter mig ned? Og gad vide om hun har aircondition? Ja, spørgsmålene myldrede frem i mit hoved.

Gudskelov slap jeg for hårvask, for det havde jeg selv klaret, lige før jeg gik ud af døren. Frisøren kunne naturligvis også godt se, at mit hår var meget slidt i spidserne. Hun sagde, at hun ville fortælle mig sandheden direkte, og så kunne vi altid gå på kompromis, hvis det var for meget for mig. ”Hvis jeg skal klippe alt det slidte af, så er det i hvert fald 6 centimeter, der skal væk” sagde hun og kiggede undskyldende og spændt på mig i spejlet for at se min reaktion.

Jeg kiggede overrasket på hende og sagde ”Ikke mere? Nå, men jeg vil nu gerne have, at du klipper mindst 10 centimeter af”. Jeg kan nu bedst lide, at når jeg endelig har været ved frisøren, så kan man også se det. Begejstret klippede hun et ordenligt stykke af, og jeg var meget tilfreds.

Undervejs sniksnakkede vi om lidt af hvert. Vi snakkede om vejret (SKAL man ikke det?), sommerferieplaner, festivaler, 5:2-kuren, andre slankekure, tyndt vs. tykt hår, selvrensende hår, at barbere ben og meget mere. Alt imens jeg sad helt afslappet i stolen og drak et glas iskoldt vand og spiste et stykke chokolade. Det var faktisk en helt okay oplevelse denne gang! Men det var nok fordi, jeg hverken skulle igennem den anspændte hårvask eller en jomfru-pandehårsklipning…

Kunsten at lægge neglelak

2. maj 2014 Line Nielsen Comments 6 kommentarer

I dag skal vi tale om et lidt meget tøset emne. Nemlig neglelak. Jeg elsker neglelak! Bliver glad i låget af alle de flotte farver, man kan vælge imellem. Og især nu hvor det er blevet forår, og man kan slå sig løs med pastelfarverne og dét, der er vildere. Men hvorfor skal det være så besværligt at tage på?

At tage neglelak på er jo en længerevarende proces, hvor en stor del af tiden går med at vente. Og dét er altså en udfordring for et utålmodigt menneske som mig, der i forvejen har ret svært ved at sidde stille.

I skrivende stund sidder jeg faktisk og venter på, at min netop påførte neglelak tørrer. Og så besluttede jeg mig for at udnytte ventetiden med at skrive et blogindlæg om selvsamme situation. Idéen virkede genial, men viste sig at være knap så smart. Jeg kan nemlig kun skrive med pegefingrene – skulle jo nødigt ramme en tast skævt med en af de andre fingre og risikere ridser i lakken! Så det går pænt langsomt. Mine to stakkels pegefingre er jo ikke vant til at skulle klare alle tasterne selv.

Jeg har stort set altid neglelak på. Så selve påføringen har jeg efterhånden en del øvelse i. Selvom jeg ofte skynder mig lidt for meget i processen (allerede dér begynder jeg at kede mig lidt), så ser det da nogenlunde ud. Selvom den ene hånd selvfølgelig altid bliver pænere end den anden, men det kender I vel alle sammen?

Det virkelige problem opstår som sagt, når lakken skal tørre. Det er simpelthen så kedeligt at vente på. Også selvom jeg fx ser noget i tv imens, som jeg normalt ikke keder mig over. Jeg tror virkelig bare, det er fordi, jeg ved, at jeg sidder og venter på noget så kedeligt som en neglelak, der skal tørre. Så bliver jeg helt utålmodig og skal hele tiden lige mærke efter, om det mon er tørt nu (og så har vi balladen, for det er det som regel ikke).

Noget helt andet er, at jeg ofte ender med at tage neglelak på i sidste øjeblik, inden jeg skal ud af døren. For hvordan i alverden får man lige bakset sin skjorte ned i nederdelen uden at røre ved noget med fingrene?

Ak ja. Livet er jo fyldt med problemer! Havde man da bare været en mand…

Hos frisøren

29. marts 2014 Line Nielsen Comments 0 kommentarer

Størstedelen af mine veninder elsker at gå til frisør. De synes, det er lækkert at blive passet, plejet og nusset om. Sådan en lille luksusting i hverdagen.

Det fatter jeg ingenting af! Puha, nej. Det står i hvert fald ikke på min Top100-liste over fede ting i livet. Og da SLET ikke, hvis man skal have vasket hår. Tænk at folk gladeligt betaler i dyre domme for at få lov at ligge med hovedet i en mærkelig håndvask og få hold i nakken. ”Jamen Line, man får jo lækker hovedbundsmassage!”. Det kan sgu godt være, men man kan jo ikke nyde det. I stedet ligger man der helt anspændt og nervøs for at få vand og sæbe i øjnene. Eller endnu værre; ned langs nakken. Det henholdsvis svier og kilder. Så det bliver et kæmpe nej tak herfra. Til hårvask i hvert fald.

Desuden oplever jeg jævnligt, at frisører ikke har den ønskede mængde empati for mig og mit hår. Nogle gange ER det faktisk en ret stor beslutning, hvad der skal ske. For et par år siden gik jeg og overvejede at få klippet kort pandehår. Da jeg kom til frisør, sagde jeg ordret: ”Jeg overvejer lidt, om jeg skulle forsøge mig med pandehår”. Her søgte jeg at få en fagpersons vurdering af, hvorvidt det ville klæde mit ansigt, og om det overhovedet kunne fungere i min manke. Men fra jeg lukkede munden op, til hun satte saksen i mit pandehår, gik der max et minut. ÉT MINUT!

Jeg ved ikke, om hun var halvdøv eller bare havde travlt den dag. For jeg forsøgte ligesom at indlede en samtale, hvor vi kunne snakke om fordele og ulemper og sammen beslutte, hvad der skulle ske med mit hår. Det skulle vi ikke. Hun hørte det tydeligvis, som om jeg sagde: ”Jeg vil gerne have klippet mit pandehår kort, og det skal gå stærkt, så jeg ikke når at fortryde!”.

I det mindste lærte jeg da noget af episoden. Nu kommer jeg ikke længere med den slags udmeldinger, når jeg HAR sat mig i stolen. Jeg bliver stående og forklarer, indtil min frisør og jeg er nået til enighed om, hvad der skal ske. Desuden skiftede jeg naturligvis frisør efter pandehårsoplevelsen – det blev en engangsfornøjelse. Tænk, hvis jeg helt ude af kontekst kom til at nævne ordet gryde næste gang.