Kunsten at pakke en kuffert
I dag skal vi tale om en af mine svage sider. Det er desværre et problem, jeg tit bliver konfronteret med. Jeg er nemlig fuldstændig talentløs, når det kommer til at pakke en taske eller en kuffert! Og det er ellers en disciplin jeg efterhånden har stillet op i hundredevis af gange. Jeg taber med sikkerhed HVER gang…
Hvordan i alverden gør I andre? Når min kæreste og jeg skal et sted hen og hver især skal have pakket en taske, foregår det cirka sådan her: Jeg åbner mit skab og begynder at overveje, hvad jeg skal have med. Hvordan mon vejret bliver? Mon jeg har lyst til at have bukser eller nederdel på i morgen? Det kommer jo nok også lidt an på fodtøjet… Gad vide om jeg skal tage jakke på eller kan nøjes med en varm trøje? Og pludselig siger min kæreste: ”Så har jeg pakket!”. Jeg kigger måbende på ham. Af hva’? Hvordan gik det lige til?
Det er som om, jeg altid er bange for at komme til at mangle noget. Så jeg slæber bunkevis af tøj med hver gang. Og Guderne skal vide, at jeg altså ikke er specielt modebevidst. Jeg er heller ikke typen, der prøver fem sæt tøj hver morgen. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg føler åbenbart en ustyrlig trang til at slæbe halvdelen af min garderobe med every fucking time. Og når jeg vender snuden hjem igen, har jeg måske brugt en tredjedel. Max. Hvorfor lærer jeg det ikke til næste gang?
Det er især slemt, når jeg skal på charterferie. Jeg skriver lange huskelister og lægger alting frem på sengen. Når jeg er tilfreds, hiver jeg kufferten frem. Og først dér går det op for mig: der er større chancer for at putte en hel hest derned. Så jeg sorterer varsomt et par ting fra og forsøger at proppe tingene i kufferten. Samme problem igen. Den proces gentager sig mange gange. Til sidst lykkes det at lyne kufferten. Naturligvis først efter at jeg har sat mig på den og ofret endnu et par stiletter (for sådan et par nægter jo bare at samarbejde i hele ”mase-indholdet-i-en-kuffert”-situationen).
Dernæst kigger jeg i bunken med alle de ting, der er blevet frasorteret i processen. De vigtigste ting derfra søger asyl i min kærestes kuffert – og bliver godkendt. Hurra. Endelig kan jeg ånde lettet op. Men hov – jeg har jo glemt at veje min kuffert?
Fuck. Om igen.