Et sandt cykelstyrt

I går skete der noget. I får historien her, fordi jeg håber, at vi alle sammen kan lære noget af episoden. Jeg kom cyklende gennem støvregnen på min ganske seje cykel. Jeg havde godt med fart på, fordi jeg havde lidt travlt.

På et tidspunkt ville jeg lige overhale en dame, som også var på cykel. Det kørte fint, og jeg nåede op på siden af hende. Pludselig trak hun ud (jeg aner ikke hvorfor, måske var der en vandpyt eller noget). Hun stødte ind i mig, og BUM sagde det. Så ramte jeg asfalten, og jeg landede ude på vejen. AV for katten.

Nu: safety first!

Nu: safety first!

Det hele gik vildt hurtigt, og jeg kunne på ingen måde nå at gøre noget. Heldigvis var der ingen biler lige bag os, selvom det foregik på en forholdsvis stor vej! Jeg lå helt forvirret der på vejen, men fik hurtigt samlet mig selv og min cykel op. Allerede her kunne jeg mærke en ømhed i kroppen.

Damen vælger så at råbe af mig: ”Du skal simpelthen lære at bruge din ringeklokke!”. Øh… Den kan jeg sagtens finde ud af at bruge. Men det var ikke nødvendigt i dette tilfælde. Der var rigeligt med plads til min overhaling. Det er nok nærmere dig, der skal lære at se dig over skulderen før du trækker ud i den anden side! Alt dette fik jeg naturligvis ikke forklaret hende så grundigt, fordi jeg var helt konfus og forskrækket over, hvad der var sket.

Men bagefter har jeg virkelig været sur over den opførsel. Hvad fanden ligner dét? Hun kigger sig ikke for og kører derfor ind i mig, så JEG flyver i gulvet og lander ude på vejen. Og så tillader hun sig at skælde mig ud for det. Det er bare ikke okay.

Jeg gætter på, at hun selv blev chokeret over det, der skete, og måske heller ikke tænkte helt klart. Hun endte da også med at sige ”Jamen det må du undskylde så”, før hun satte sig op på sin cykel og kørte videre.

Heldigvis mistede jeg ikke troen på det gode i mennesket helt. For der var nemlig en meget sød ung pige, som havde cyklet bag os, der stoppede op. Hun ville lige tjekke, om jeg var okay, og om jeg mon havde slået hovedet. Hvor var det bare sødt af hende!

Jeg har ikke helt kunnet slippe episoden efterfølgende. Jeg har virkelig været sur over det. Og forskrækket naturligvis! Helt ærligt. Hun kunne virkelig godt have sagt undskyld med det samme og erkendt sin fejl. I stedet for at fare i flæsket på mig!

Men Line havde du cykelhjelm på? Nej. Det havde jeg desværre ikke. Heldigvis gik det kun udover mit knæ, lår og albue. Jeg er ret øm og har da også fået nogle blå mærker og en hudafskrabning, men alt dette kan jeg godt leve med.

Og hvad kan man så lære af den historie? Først og fremmest at vi skal behandle hinanden ordenligt. Vi skal tale pænt, og vi skal for hulan da tage hensyn til hinanden. Der er andre i verden end os selv. Og så skal vi huske at cykle med cykelhjelm. Det vil jeg i hvert fald gøre fra nu af! For selvom man selv passer på og overholder alle reglerne på cykelstierne, så kan man bare ikke gardere sig imod den slags uheld…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *