Category Archives: Meta

Tanker om sponsorerede indlæg

Jeg har et par gange nævnt, at jeg ville skrive et indlæg om mine tanker og holdninger til sponsorerede indlæg (blandt andet da vi fejrede bloggens 4 måneders fødselsdag). Det har jeg så bare lige helt glemt igen, men NU kommer det.

Allerede da jeg havde haft bloggen i små to måneder, modtog jeg en mail med et tilbud om et samarbejde med diverse sponsorerede indlæg og gaver. Først blev jeg naturligvis meget smigret og en kende stolt. Det var en fed følelse, at nogen havde udvalgt MIN spritnye blog til den slags. Og det er da også fristende at kunne modtage gratis gaver eller en skilling i ny og næ (specielt for en fattig studerende). Men jeg takkede nej uden at tøve…

Det føltes simpelthen helt forkert at indgå den slags samarbejde. Bloggen var så ny og lille og fin, og det ville jeg ikke ødelægge. Jeg havde brug for meget mere tid alene med min blog – og med jer naturligvis! Og det har jeg stadig. I sidste uge modtog jeg nemlig endnu et tilbud. Igen blev det et nej tak.

Jeg skal ikke kunne udelukke at jeg engang i fremtiden hopper med på sponsorbølgen. Men bestemt ikke lige nu! Jeg vil gerne etablere bloggen endnu mere først. Jeg synes allerede, jeg har fået skabt et ret godt og ganske unikt univers herinde – det må man da gerne indrømme, ikke? Men det er ikke nok.

Bloggen er stadig kun en lille prik i det store blogland, hvor jeg naturligvis drømmer om at sætte et endnu større stempel en dag! For let’s face it: jeg elsker elsker elsker at skrive herinde – men det bliver altså bare SÅ meget sjovere, når folk læser med. Og når der bliver efterladt kommentarer! Det giver mig så meget mere end en gratis taske eller neglelak.

Og nu er det altså ikke fordi jeg generelt er fuldstændigt modstander af sponsorerede indlæg på blogs. På ingen måde. Jeg synes, det er helt fair, når store bloggere modtager gaver og betaling for deres arbejde. Alt med måde, naturligvis. Jeg læser mange blogs, som også byder på sponsoreret indhold, og det er helt okay. Så længe jeg kan mærke bloggeren bag. Og så længe det forbliver troværdigt. Og så længe, de sponsorerede indlæg bliver skrevet i bloggens ånd og ikke blot ”Sidder lige og drikker denne skønne drik. Den smager fantastisk. …Sponsoreret indlæg”.

Det var lidt om mine tanker om sponsoreret indhold her på domænet. Kom endelig med jeres inputs i kommentarfeltet.

10 tegn på at jeg er blevet en rigtig blogger

  1. Når jeg går ind i ”dokumenter” på min computer, går jeg nu helt automatisk ind i ”Alt og Ingenting”-mappen i stedet for ”Uni”-mappen (I ved, ligesom når man åbner sin browser med et bestemt formål, men først 7 minutter senere går det op for én, at man da vist er havnet på Facebook i stedet for). I de sidste fire år har det ellers været en refleks at åbne Uni-mappen.
  2. Jeg dropper oftere og oftere at have musik eller podcast i ørerne, når jeg er i offentlig transport eller går en tur på gaden. Jeg skal jo følge med i, hvad der sker omkring mig. Tænk, hvis jeg gik glip af en god idé!
  3. ”Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget”-mentaliteten er for alvor flyttet ind i mit bloggerhoved. Udtrykket passer perfekt til dette domæne! Det kan godt være, det er irriterende at få dårlige sidekammerater i biografen eller at jeg igen er kommet til at spise for meget chokolade. Men hey, det er jo et perfekt emne til et blogindlæg.
  4. Min omgangskreds er begyndt at komme med idéer til blogindlæg i ny og næ. ”Ej Line, det er bare SÅ irriterende når *indsæt selv situation* – kan du ikke skrive om det på bloggen?”.
  5. Når der tikker en mail ind på min telefon, tjekker jeg den med det samme – det gjorde jeg aldrig før bloggen så dagens lys. Men nu kunne det jo være en kommentar eller en ny follower på Bloglovin’!
  6. Jeg bliver overraskende ofte inspireret eller får pludselig en idé til et blogindlæg og må straks stoppe op og tage notater. Det kan være midt i supermarkedet, på vej ud af bybussen eller i badet.
  7. Jeg har udviklet et stort forbrug af parenteser. Det sker overraskende ofte. Se bare punkt 1 her på listen.
  8. Når et indlæg har fået ekstra mange besøgende, kommentarer eller likes, bliver jeg vildt glad, stolt og smiler bredt.
  9. … bagefter bliver jeg ramt af: Nu skal jeg skrive noget ekstra godt i morgen-følelsen.
  10. Sommetider tager jeg mig selv i at tænke mine helt almindelige tanker i blogformuleringer. Nærmest inklusiv parenteser. Som om min hjerne automatisk lige afprøver, hvorvidt tankerne ville egne sig til et blogindlæg. Det er da egentlig skide smart!

4 måneders jubilæum

Vi har noget, vi skal fejre. I forgårs var det nemlig 4 måneder siden, at bloggen gik i luften. 4 hele måneder. Det er ret vildt. Jeg stemmer for, at vi tager 4 mere. Og mange flere efter det. For altogingenting.dk er helt klart kommet for at blive!

Det går supergodt med mit liv som blogger. Jeg bliver mere og mere glad for at skrive (troede ellers ikke, at det var muligt), og min hjerne bliver ved med at finde på en masse nye idéer til indlæg.

Allerede før bloggen havde to måneder på bagen, blev jeg kontaktet med henblik på et samarbejde om forskellige sponsorerede indlæg og produktgaver. Jeg skal blankt indrømme, at jeg klappede en smule i mine fedtede hænder og smilede op til ørerne. Tænk at nogen havde valgt at ville lave markedsføring igennem MIN blog. Det tog jeg som et meget stort kompliment. De måtte jo se noget potentiale her på min ret så nye blog.

Jeg valgte dog at takke nej til samarbejdet af flere årsager. Blandt andet fordi bloggen var (og er stadig) så ny, og samtidig kan jeg ikke lige se, hvordan sponsorerede indlæg kan passe ind her. Men det har jeg faktisk tænkt mig at skrive et helt indlæg om en anden gang.

I løbet af bloggens fire måneder har jeg i øvrigt kunnet mærke, at det efterhånden bliver sværere for mig at tage mine ”bloggerbriller” af. De er bare blevet en del af mig. Og med det mener jeg, at bloggen hele tiden er et sted i min bevidsthed. Jeg ser blogindlæg og emner alle vegne, og det sker oftere og oftere, at jeg lige må notere noget på min iPhone. Jeg skulle jo nødigt nå at glemme det inden jeg vågner igen/kommer hjem/stiger på bussen/er færdig med at lave mad.

Der kommer lige så stille flere og flere læsere til bloggen, og det gør mig så glad at se! I skrivende stund er der i alt 204 kommentarer på bloggen. Og uden at lyve så bliver jeg seriøst glad for dem alle sammen. Hver og en. Det gør mig overraskende meget glad, at I for det første gider læse det, jeg skriver, og at nogle af jer også tager sig tid til at smide en kommentar. Så once again; tusind tak for det – og bliv endelig ved…

Og nu vi er ved det. Hvis nogen skulle have lyst til at pippe op om et eller andet så gør det endelig! Det kan være ris, ros, ønsker, spørgsmål og alt muligt andet. Det kan også være, hvis der er noget, I har lyst til at høre mere om, eller hvis I har forslag til emner, jeg kan tage op. Den slags er altid mere end velkomment enten i en kommentar, en mail eller noget tredje.

Jeg glæder mig til endnu flere måneder her på domænet!
God aften til jer alle.

”Jeg er ikke sådan én, der går op i Facebook-likes”

… alle dem, der siger den sætning, lyver. I større eller mindre grad. Jeg har dog alligevel altid set mig selv som en person, der gik meget, meget lidt op i alt det med likes. Man har aldrig hørt mig sige ting som: ”Ej prøv at se, billedet har fået 26 likes på 44 minutter” eller ”Tjekker du ikke lige, hvor mange likes, vores billede er oppe på?” (og ja, begge sætninger har jeg hørt udtalt flere gange i forskellige varianter).

Mit forhold til de famøse likes ændredes dog alligevel lidt (okay meget), da jeg begyndte at blogge. Nu sidder jeg og klapper en lille smule i mine små, fedtede (grundet sommervarmen altså) hænder over ethvert like i altogingenting.dk-sammenhæng. Hvad enten det er et like i bunden af et indlæg her på selve bloggen, et like på bloggens facebook-side eller et like til facebooksidens opslag med links til nye blogindlæg.

Ja, jeg bliver glad for alle likes’ne. Så lad mig da lige benytte lejligheden til at takke jer mange gange. I gør en stadig næsten nyudklækket blogger meget, meget glad i låget ved hjælp af likes og kommentarer. Jeg takker og bukker helt vildt. For lige så meget som jeg ELSKER at skrive, lige så meget elsker jeg, at I rent faktisk læser med derude. Dét er fedt!

Så nu tør jeg sgu godt indrømme, at jeg er begyndt at blive lidt fan af disse likes! Derfor sidder jeg også pænt skuffet tilbage nu og er vidne til, at wordpress/facebook (jeg kan ikke lige lokalisere, hvor fejlen ligger) i løbet af de sidste dage har fået en ny vane med at nulstille antallet af likes under de enkelte indlæg. Det er indtil videre sket for indlæggene ”Det fede ferieliv” og ”Jeg hader (stadig) at løbe”. Og jeg har en lille mistanke om, at det samme sker for gårsdagens indlæg, så snart jeg poster dette indlæg!

Så hermed bringer jeg en officiel ”like-hunter”-bøn: Halli hallo facebook/wordpress/hvem-der-end-gør-det, lad venligst være med at tage alle mine likes fra mig. Nu var jeg lige så glad for dem… Gad vide om det er de drillenisser, der stjæler strømper og hårnåle, som nu også stjæler likes?! Jeg undskylder i hvert fald mange gange, at jeres fine likes sådan bare er forsvundet ud i den blå luft, og jeg arbejder på at løse mysteriet.

Nå, men udover dét, så vil jeg bare sige GOD WEEKEND til jer alle!

(PS: Skulle der sidde nogen derude, der har oplevet det samme eller blot kender forklaringen/løsningen på problemet, så råb gerne op!).

Hvad sker der på smiley-fronten?

Er jeg den eneste, der synes, at smileys er blevet lige lovligt udbredte?! Man kan jo fandeme nærmest ikke se sig om her i år 2014 uden at få øje på en smiley. De er overalt. Sms’er, mails, sociale medier – you name it. Ja, jeg modtog sågar en smiley-befængt sms fra min bankdame forleden dag!

Bevares, jeg bruger også selv masser af smileys. Især emoticons. Dem er jeg stor fan af og kan endda finde på at sende mine veninder rebusser (kald mig bare freak!). MEN jeg stopper den der. Jeg synes nemlig, at smileys hører til i private sammenhænge og ikke professionelle.

Så snart afsenderen på nogen måde optræder som professionel, så står jeg altså af. For mig virker det useriøst at modtage smileys i professionel sammenhæng. Om det så er en sms fra min bankdame eller en mail fra min læge. Hvis man virkelig ikke kan formulere en forståelig tekst uden at alliere sig med en eller flere smileys (min bankdame brugte 3!), burde man virkelig øve sig.

Jeg bliver næsten helt bekymret for, hvor længe der går, før journalister begynder at benytte sig af smileys. Tænk hvis Berlingeren eller JP inden længe smider smileys ind i deres artikler! Hvor er vi så henne?

På en måde minder en smiley lidt om at forklare sine egne jokes. Man viser lige sin modtager, hvordan vedkommende skal reagere på det, man lige har skrevet. Og det passer ganske glimrende til private sms’er og den slags, men i mit hoved hører det bare ikke rigtigt hjemme i en professionel tekst! Hvad siger I? Er det mig, der er gammeldags?

 

PS: På bloggen her anvender jeg ikke smileys i mine indlæg (nu skal jeg selvfølgelig passe på, hvad jeg siger, men jeg er ret sikker på, at jeg ikke har gjort det endnu!). Jeg håber så bare at mine skriveevner rækker så langt, at I selv fanger ironien og sarkasmen (please fortæl mig, at I gør). For ærligt talt så ville luften da gå lidt af ballonen, hvis jeg lige smed en blinkesmiley ind i hver anden sætning for at markere den sarkastiske tone…

Det søde bloggerliv

Allright, jeg har allerede nævnt det et par gange, men nu gør jeg det lige igen: Jeg er vild med at blogge! Jeg har altid elsket at skrive og udfolde mine tanker og idéer på skrift. Det er virkelig som om, jeg tænker ekstra godt (okay, så ekstra meget da!), imens jeg skriver.

Når først min hånd griber om pennen (og nej, jeg bruger jo egentlig ikke pen, men det lyder bare lidt smukkere end ”når mine fingre rammer tastaturet”), vokser mine tankestrømme sig kæmpestore, og jeg føler sommetider, at jeg kunne skrive en hel roman (hvilket jeg naturligvis også er begyndt på flere gange).

Allerede efter at have blogget en uges tid, undrede jeg mig over, at jeg ikke for længe siden havde oprettet altogingenting.dk. For som jeg var inde på i dette indlæg, så popper idéerne konstant frem i mit hoved, og min brainstorm-liste er efterhånden rimelig lang! Desuden bliver jeg vildt glad af at skrive – og endnu mere glad for alle de søde ord og kommentarer, jeg får af mange af jer. For når man som jeg elsker at skrive, og nogen så fortæller én, at de føler sig underholdt af det man skriver, så er det jo en ren win-win situation!

Jeg er dog ret overbevist om, at jeg allerede har erhvervet mig en mindre arbejdsskade! Jeg kan efterhånden afbryde næsten enhver situation, fordi jeg lige pludselig får en idé til et indlæg, som simpelthen bare noteres i samme sekund. Det lærte jeg efter en aften, hvor jeg lå i min seng og fik to knaldgode idéer, lige inden jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede op morgenen efter, var der kun én idé tilbage. Den anden var pist væk. Og den er ikke dukket op siden!

Grundet bloggen lider jeg dermed af en alternativ form for narkolepsi. I stedet for at falde i søvn midt i en aktivitet, falder jeg derimod i staver og kommer ikke til mig selv igen, før jeg lige har noteret tanken på min telefon! Kan man mon søge en form for statsstøtte eller forhøjet SU? Det tager trods alt lidt ekstra tid at kæmpe sig igennem pensum eller gå en tur i Føtex, når man konstant skal stoppe op og tage notater..

 

Bloggens første måned

I dag er det en måned siden, bloggen gik i luften – den blev dog først offentliggjort to dage senere, men hvem tæller. Her kommer lige en oversigt over bloggens første måned i tal:

  • Jeg har udgivet 32 indlæg inkl. dette
  • Der er i alt 42 kommentarer her på bloggen (af hjertet tak! Jeg hopper af glæde hver gang)
  • Min ”to-write”-liste over idéer til kommende indlæg fylder nu 5 sider i punktform i Word
  • For 14 dage siden fik bloggen sin egen Facebook-side
  • Det mest sete opslag på Facebook er linket til indlægget ”Top 3 over overflødige sætninger
  • Bloggen har haft allerflest besøg fredag den 25. april, hvor jeg skrev indlægget ”Voksne spiser jo ikke slik
  • Antal kommentarer fra trolls: to – fra den samme person. Den mailadresse, der var angivet, tilhørte intet mindre end Holstebro Kommunes Borgmester. What? En form for identitetstyveri.
  • Indlægget ”Tid til shopping” har fået flest likes
  • Antal gange, jeg er stoppet op i en butik/i bussen/på strøget/midt i en samtale, fordi jeg pludselig fik en idé til et skriveemne og med det samme måtte notere den: kan ikke tælles…

Jeg er vild med at blogge, og jeg er vild med, at I læser med!

Her er lige et lillebitte smugkig på min brainstorm på mobilen:

noter

Så er bloggen på sociale medier

Om et par måneder afslutter jeg mit fjerde (og næstsidste… yikes!) år på medievidenskab. Ét af de temaer, der går igen år efter år, er sociale medier. Og jeg elsker sociale medier! Både sådan rent fagligt og medievidenskabsmæssigt men helt bestemt også privat. Derfor skal bloggen naturligvis også være til stede på disse.

Det startede med, at jeg oprettede bloggen på bloglovin’ efter kraftig anbefaling fra en veninde. Jeg havde aldrig selv brugt bloglovin’ (på trods af, at jeg er en ok ivrig blog-læser), og vidste faktisk ikke rigtigt, hvad det var. Men det er da egentlig skide smart! I kan finde altogingenting.dk på bloglovin’ her.

I går oprettede jeg så en Facebook-side til bloggen. Den finder I lige her. Jeg lover højt og helligt, at det ikke bliver en irriterende spamside, der lægger syv opslag på Facebook om dagen! Ama’r halshug. Jeg vil bruge siden til at linke til nye indlæg samt smide en opdatering, tanke, kommentar eller andet op i ny og næ. Hop ind og like siden, så er I altså bare søde. Og del den meget gerne eller anbefal den til én, I kender, som måske vil synes om den. Så bliver jeg rigtig glad.

Vi ses ovre på Facebook (og naturligvis på bloggen senere i dag…).