Det fede ferieliv

Jeg kan love jer for, at jeg nyder at have sommerferie. Det er så skønt at vågne op om morgenen (okay, formiddagen) og tænke tanker som: Hvad mon jeg skal lave i dag? Gider jeg overhovedet stå op endnu? Solen skinner, så måske skulle man tage på stranden? Jeg ligger lige en halv time mere. Arh, ferie er helt fantastisk!

Jeg har indtil videre brugt min ferie på hyggelige familiebesøg, en masse gode venindeaftaler, kærestehygge, lidt for meget shopping, dejlig afslapning, solbadning og meget mere. Ja, jeg har jo som bekendt også været ude at løbe (i min FERIE… får man så ikke en præmie?).

Billede fra vores sidste sommerferie i Italien. Kryds & tværs og hvidvin ved poolen, that's life.

Billede fra vores sidste sommerferie i Italien. Kryds & tværs og hvidvin ved poolen, that’s life.

Derudover gætter jeg utroligt mange kryds & tværs. Hold op, jeg elsker det – også selvom det måske mest er folk over 50, der har den hobby. Men for mig er det virkelig indbegrebet af ferie, når man sidder der med kuglepennen i hånden og grubler over synonymer, floder, pigenavne og grundstoffer.

Frilæsning er også et vigtigt punkt på mit sommerferieprogram. Endelig er der tid til, at jeg med god samvittighed kan kaste mig over skønlitteraturen. Imens der er godt gang i studiet, har jeg simpelthen ikke rigtigt overskud til at læse bøger ved siden af. Det er som om, jeg helst vil holde studiefri ved at lave noget andet end at læse. Og så giver det så fandens dårlig samvittighed at læse en krimi, når man egentlig stadig mangler de sidste 50 sider til morgendagens forelæsning…

I dag skal jeg desuden til frisør. Uh, jeg ryster lidt ved tanken, når man tænker på en af mine tidligere oplevelser. Ja, jeg lider vist lidt af frisørskræk.

Mit eneste sådan helt seriøse og meget vigtige projekt her i ferien er at få ryddet op i mit tøjskab. Hvem melder sig til det? Jeg tror desværre ikke, jeg kan få det presset ind mellem iskaffe, koldskål, kolde drinks og hyggelige aftaler.

Nå, nu må I altså have mig undskyldt. Jeg skal ud og drikke kaffe, til frisøren, gætte kryds & tværs og holde lidt mere ferie…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *