Category Archives: Mad

Noget om hvad all inclusive-konceptet gør ved folk

Nå, men I har vel alle ventet i spænding (siden mit brok over håndklæde/liggestol-problematikken) på at høre mig brokke amok over folks opførsel på all inclusive-ferier? Ja, ikke? Det tænkte jeg nok.

For helt ærligt, ikke? Folk er jo sygt klamme på sådan en ferie. All inclusive-konceptet gør bare ikke folk smukkere eller mere venlige. Det modsatte gør sig nok nærmere gældende.

Jeg vil tale lige ud af posen (i modsætning til hvornår? spørger jeg så mig selv). Folk bliver sgu lidt nogle ulækre svin, når de sådan er på luksushotel og har fri adgang til evige mængder af mad og drikke dagen lang. grand pasa

For det første møder man altid de der midaldrende familiefædre, der står klar klokken 10 om formiddagen hver dag, når poolbaren åbner. Så skal den første fadøl lige køres ned. Og ellers skal bartenderen bare keep ‘em coming.

Bevares, jeg skal da ingenlunde blande mig i, hvornår og hvor mange øl, folk drikker, når de er på ferie. Og jo, jeg drikker skam også selv øl på min ferie. Men det er altså ikke just noget kønt syn, når en 55-årig mand står i badebukser med frit udsyn til ølvommen og bæller to fadøl klokken 10.02. Og en igen klokken 10.15.

Hvorfor har folk også så travlt? Slap nu af, I er på ferie! De stakkels bartendere kan jo næsten ikke komme til at åbne baren der klokken 10 om formiddagen, fordi en kødrand af tørstige turister vrimler utålmodigt rundt og kigger afventende på klokken.

Chill, folkens. Klokken er 10. Du har lige spist morgenmad, og det er faktisk kun 10 timer siden baren, og dermed den evige kilde til øl/sodavand/drinks, sidst stod til din rådighed.

Drikkevarer er én ting. Der er desværre noget, der er meget værre.

Det drejer sig selvfølgelig om maden på sådan en ferie. I ved de der kæmpestore buffeter til både morgenmad, frokost og aftensmad, der byder på alt, hvad hjertet kan begære (en lille bonusinfo: i Tyrkiet er de vilde med dild. Som i virkelig vilde med dild. Som i “hey-skal-vi-ikke-prøve-at-putte-dild-i-ALT-vores-mad?”).

Det er her, folk virkelig bliver klamme, egoistiske og decideret ubehøvlede. Har I set, hvor meget mad, folk slæber med ned til deres borde? Og hvor meget af det, de efterlader igen, når de forlader restauranten? Det er direkte ulækkert at se på.

Nu ved jeg ikke, hvordan I gør, når I er ude at spise buffet normalt. Men jeg plejer nu engang at nuppe mig en tallerken selv og så ellers rende rundt i buffetten og fylde lækre ting på. Når tallerkenen er fyldt, sætter jeg mig ned på min plads og spiser.

Det er imidlertid ikke alle, der går efter ovenstående princip, når de skal fortære en buffet. Jeg har set utallige familier, der tilsyneladende deler buffetens delelementer op imellem sig: Hvis du henter en stor bunke brød, så henter jeg kager til dessert, og så kan mor hente et bjerg af pandekager, og så kan far lave et pålægsfad!

Ikke at jeg som sådan har hørt nogen sige den sætning, men jeg har set det udspille sig i praksis. Mange gange. For gud forbyde da, at der måske kunne være udsolgt af pandekager, hvis jeg nu fik lyst til én senere. Så hellere hente 10 nu – bare for en sikkerheds skyld.

Hvad i alverden er det for en gang dovenskab? Og madspild? Behøver I virkelig at indsamle jeres egen buffet nede på bordet? Som I så igen kan vælge og vrage i, og derefter skride fra et bord fyldt med urørt mad. Lad nu bare hver enkelt person fylde en tallerken med dét, man ønsker. Slut, prut (mor er sur nu, kan I fornemme det?).

 

Og så gider jeg ikke engang kommentere på alle de unger, der udelukkende spiste pomfritter og nuggets hele ugen ud. Heller ej vil jeg nævne, at jeg også så voksne mennesker, der stort set levede af dét.

Slik og kage feder jo ikke, når…

… man er blevet gennemblødt af regn på vej hjem fra arbejde og trænger til trøst i form af sukker.

… man drikker light sodavand til.

… man er syg og ikke kan få andet ned.

… man er i gang med eksamen og kan ikke finde hoved og hale i noget som helst.

… ens kollega har bagt kage og taget med på job.

… man kun spiser det om lørdagen (og rester om søndagen…).

… ingen ser, at man køber det.

… man er på besøg hos nogen, som sætter det frem (så er det jo faktisk bare uhøfligt at lade det stå).

… ens cykel er punkteret, så man kom for sent på arbejde i morges.

… man er i biografen (der er man jo faktisk tvunget til det).

… man har tømmermænd.

… man deler det hele med kæresten (eller veninden eller søsteren…).

… man har fået det i gave af nogen.

 

Selv tak. Fortsæt meget gerne listen!

Sund men lækker banankage

I dag hoppede jeg sgu med på den meget udbredte sundhedsbølge. En del af den i hvert fald. Det er nemlig blevet SÅ populært at bage en klassisk kage i en sund udgave. Eller ernæringsforbedret udgave, som de fleste kalder det. Jeg valgte at kaste mig over banankagen, som jeg ELSKER.

Så jeg hoppede simpelthen i køkkenet, hvor jeg eksperimenterede med diverse ingredienser, indtil jeg landede på den helt perfekte opskrift. Jeg hyggede mig virkelig med det og følte mig totalt sej og helseagtig. Jeg smed et billede op på min Instagram (@altogingentingdk), hvor flere spurgte efter en opskrift. Så den skulle selvfølgelig op på bloggen.

Jeg havde på forhånd bestemt, at min sunde banankage hverken måtte indeholde sukker eller gluten eller laktose eller sådan noget. Som vi alle ved, er det jo ganske farligt at indtage den slags. Desuden er min opskrift vegansk, hvilket er en kæmpe bonus. Hvad mere kan man ønske sig?

Og hvordan blev resultatet så? Det blev glimrende. Se selv her:

sund banankage

Hvis I har fået lyst til at prøve kræfter med den, så kommer min opskrift her. Det er meget nemmere, end det ser ud til på billedet. Og den smagte virkelig godt. Det var næsten som at spise almindelig banankage med sukker og hele molevitten. Jeg manglede absolut ingenting!

 

Det skal du bruge:

  • 1 banan
  • Et skærebræt
  • En kniv
  • En skraldespand

Sådan gør du:

  1. Køb en banan
  2. Skræl bananen
  3. Smid bananskrællen i skraldespanden
  4. Læg bananen på skærebrættet
  5. Skær den i skiver

Jeg fik desværre ikke taget billeder af selve fremgangsmåden. Håber det giver mening – ellers må I endelig spørge.

Opskriften passer til cirka 3-4 personer. Har du brug for at bage efter dobbelt opskrift, bruger du bare to bananer i stedet for én – og ellers er fremgangsmåden den samme.

Hvad siger I så? Dét skal I sgu da prøve med det samme!

Jeg håber i hvert fald, at I kunne bruge min opskrift. Og så overvejer jeg lige, om jeg skulle lave en separat sektion her på bloggen, som handler om sundhed og helse. Jeg blev helt bidt af det sunde køkken, så måske jeg udvikler flere skønne og sunde kageopskrifter, som stadig smager syndigt. Hvem ved?

Snøfler to go

Jeg er pænt vild med trøffelkugler, snøfler, romkugler, træstammer og alt i den dur. Og jeg fatter ikke folk, der ikke er. For det er da bare det bedste! ”Jamen ved du godt, at bageren har samlet kagerester op fra gulvet og lavet det til trøfler?”. Neeej, han har ej! Tror I selv på den? (og jeg har arbejdet i to forskellige bagerforretninger i mine unge dage, så jeg HAR tjekket).

Nå, men det, jeg egentlig lige kiggede ind for at skrive om, er de der forholdsvist nye ”Snøfler to go”, som er dukket op i Netto. Dem her:

snøfler

Er jeg den eneste, der ikke lige forstår konceptet 100 %? Hvor kommer ”to go” ind i billedet, og er det ikke en anelse overflødigt? Jeg mener, er ALLE Nettos varer måske ikke ”to go”? Godt nok er jeg pænt tosset med snøfler, men jeg har dog alligevel aldrig fortæret dem, FØR jeg forlod butikken…

 

Og så lige lidt bonusinfo: Jeg er faktisk så skør med sammenpressede kagerester, at jeg engang kastede mig ud i at lave trøfler selv – og se lige resultatet:

trøfler

Er de ikke flotte? Jeg sværger, de smagte lige så godt som bagerens udgave!

Jeg lægger lige chokoladen ud i køkkenet…

Kender I det, når man pludselig mærker en ustyrlig trang til at spise et eller andet lækkert og syndigt? Ja okay, rimelig dumt spørgsmål. Det gør I forhåbentligt alle sammen (right?!). Jeg har dog desværre på fornemmelsen, at dén trang opstår hos mig liiidt oftere, end den gør hos den gennemsnitlige dansker. Crap!

Jeg har en usandsynligt sød tand. Og så er jeg også stor fan af chips. Og dip. Og is. Og kage. Og alt muligt andet, der heller ikke er en del af kostpyramiden. Jeg forsøger at kontrollere min trang til alt dette, for ellers ville jeg sgu nok ikke kunne passe mit tøj ret meget længere… Den dukker nemlig gerne op dagligt.

MUMS!

MUMS!

Men jeg giver naturligvis også mig selv lov til at spise godter engang i mellem. ”Alt med måde” er nok mit motto i dén sammenhæng. Jeg indtager både bland-selv-slik, Marabou-chokolade, chips med holiday-dip, svampet banankage und so weiter. Altså ikke det hele på én gang, but you get the point.

Og så sker det jo, at man en aften sidder der og bliver banket i hovedet af sin indre ”hallo-giv-mig-lige-noget-slik”-stemme. Efter at have kastet et blik på uret, opdager man, at man sagtens kan nå i Netto (og nej, bloggen er stadig ikke sponsoreret af Netto. Men gid den var – så slap jeg måske endda for at blive stoppet af de der ”Nettalk”-sælgere på vej ud af butikken every fucking time?!).

Derefter iler man ud og hopper i sko og griber sin pung i farten. Efter at have stået foran hylderne og overvejet i lidt for lang tid, beslutter man sig endelig: det skal være den her lækre plade chokolade med mit yndlingsfyld!

Tilbage i lejligheden planter man sig solidt i sofaen med den nyindkøbte chokolade i skødet. Og SÅ skal der guffes. Mums, mums. Man spiser og spiser, indtil man bliver pludselig fyldes op af lige dele kvalme og halvdårlig samvittighed. Puha, nej. NU skal jeg ikke spise mere!

Så man tager den altid kloge beslutning: Jeg lægger da lige chokoladen ud i køkkenet, så jeg ikke kommer til at spise mere. Genialt træk. Tilbage i stuen går det fint. Altså lige indtil kvalmen fordufter og man da godt lige kunne klemme et enkelt stykke mere ned. Og chokoladen ligger jo lige derude i køkkenet. Jeg går bare lige ud og nupper et enkelt stykke. Som tænkt, så gjort. Men det stopper jo ikke der, vel?!

Efter at have rendt frem og tilbage et par gange, må det være slut. Who am I kidding? Og så tager man chokoladen med ind i stuen igen og spiser rub og stub…

Kender I det? Jeg sidder nemlig lige nu med følelsen af, at jeg måske burde have udskiftet ”man” med ”jeg” i dette indlæg. Men så alligevel.. Der MÅ da være nogen, der er med mig derude!

… Alle andre slikmunde, giv lyyyyd!

 

 

 

Tjener, er der salat i jeres salat?

I lørdags var jeg på café med min mor og bror. Efter at have dobbelttjekket menukortet og overvejet lidt frem og tilbage, bevægede vi os op i baren for at bestille. Derefter skete følgende:

Min lillebror spørger den søde tjener: Hvad er der i jeres vegetarsalat?
Tjeneren tænker sig om: Hmm, jeg går lige ud og spørger i køkkenet.
Tjeneren går ud i køkkenet, og kort efter vender hun tilbage.
Tjener: Der er salat og grøntsager!
Os: …
Tjener: Vil I gerne vide det mere specifikt?

Jeg ville ønske, at ovenstående var en fiktiv situation, som jeg havde fundet på for underholdningsværdiens skyld. Og jeg kan godt forstå, hvis nogle af jer tror det. Men jeg sværger – det er så sandt, som at jeg elsker marcipanbrød (og dét er der mange vidner på)!

Både min bror og jeg stod tavse og en anelse forvirrede tilbage. Altså helt ærligt! Jeg havde hovedet fyldt med undren og spørgsmål, som jeg naturligvis ikke ville være bekendt at stille. Og så er det jo skønt at have en blog, hvor man kan komme ud med den slags:

Spørgsmål 1: Troede hun seriøst, at vi ville være tilfredse med svaret salat og grøntsager? Troede hun virkelig, at vi ikke kunne regne den ud fra starten af?

Spørgsmål 2: Hvor dumme mon vi ser ud, nu hvor vi åbenbart ligner nogen, der ikke selv kan regne os frem til, at en vegetarsalat højst sandsynligt indeholder salat og grøntsager?

Spørgsmål 3: Hvorfor tog hun overhovedet selv til takke med den beskrivelse fra køkkenmedarbejderne? Jeg mener, det kunne hun da forhåbentligt også selv have tænkt sig til (hun så nemlig på ingen måde dum ud).

Spørgsmål 4: Er der overhovedet nogen, der serverer en salat uden salat? Og grøntsager?

Spørgsmål 5: Bliver vi virkelig nødt til næste gang at omformulere spørgsmålet til: Hvilken slags salat og grøntsager er der i jeres salat?

Til den ellers rare tjeners forsvar skal det siges, at hun lidt senere afslørede, at der også var oliven og feta på ingredienslisten. Min bror valgte dog at bestille en anden ret…

 

Are you fucking kidding me?! MERE skyr og lakrids!

Da jeg kom hjem i eftermiddag, smed jeg mig på sofaen (oh yes!) og fyrede op for tv’et. Det viste sig, at der var Go’ Appetit på TV 2. Et program, som jeg holder meget af at flyde ud til, alt imens jeg suger til mig af madlavningstips samt inspiration og appetit til aftensmaden.

MEN i dag blev jeg dog en anelse skuffet. I går skrev jeg et indlæg om, at skyr og lakrids ifølge mig er blevet hypet lidt ALT for meget. Det viser sig dog, at de i Go’ Appetit slet ikke har fået nok af de to madvarer endnu. Det første syn, der møder mig, da jeg zapper over på programmet, er dette:

kylling i lakrids

Dagens ret er simpelthen Kylling i Lakrids. Jeg grinede og blev samtidig irriteret (HVOR meget opmærksomhed skal vi lige fortsætte med at give lakridsen?), og jeg fløj straks op af sofaen for at nå at knipse et billede af tv-skærmen. Derefter satte jeg mig igen og tænkte på, hvor ironisk det er, at de netop skulle lave dén ret dagen efter mit ”jeg-hader-hypen-omkring-skyr-og-lakrids”-indlæg.

Galskaben stoppede dog ikke der. Der gik ikke længe, før dette billede dukkede op:

skyr med lakrids

Seriøst?! Der skal simpelthen BÅDE bruges lakrids OG skyr i denne famøse ret. Man skulle jo næsten tro, at de havde læst mit indlæg i går, og derefter tænkt: vi må da kunne lave en ret, der indeholder begge dele.

Og ikke nok med det, nej. De to yderst populære madvarer skulle blandes sammen. Altså skulle der laves en form for lakridsskyr! Præcis som jeg i går undrede mig over, at der endnu ikke eksisterer på markedet. Se mig, jeg er trendsætter…

Og for at det ikke skal være løgn, så havde kokken også lavet en hjemmelavet lakridsmælk, som de stod og drak under madlavningen! LAKRIDSMÆLK?! Præcis som jeg i gårsdagens indlæg forudså som en fast del af Nettos sortiment inden for et par måneder.

Hvad fuck sker der? Jeg har ikke flere ord!

Skyr mig her og lakrids mig der

Skyr, skyr, skyr!

Skyr, skyr, skyr!

Vi skal tale om noget. For hvad i alverden sker der for madmoden lige for tiden? Man kan jo efterhånden ikke se sig om eller logge på Instagram uden at der er skyr alle vegne. Og ting med lakridssmag. Det er ALLE steder! Ren skyr, skyr med bær, is lavet af skyr, kager bagt med skyr, lakridsmandler, lakridsis og lakridspulver på alt. Det undrer mig seriøst, at der ikke er kommet lakridsskyr på markedet endnu? Dét ville da hitte for vildt!

Og nu er det altså ikke for at træde nogen over tæerne (det er det nu aldrig her på domænet). Men jeg bliver sgu så træt af at se på og spise det samme igen og igen.

Forstå mig ret; jeg kan godt lide skyr. Jeg forstår bare helt seriøst ikke den store hype omkring produktet? Ja, jubii en slags creme fraiche/yoghurt med lavt fedtindhold og masser af protein.  Det er da cool nok, men skal vi nu ikke være ærlige overfor hinanden? SÅ godt smager det jo trods alt heller ikke. Det er bare cool at spise, det er in, og det er fuldt ud i overensstemmelse med den sundhedsbølge, der er skyllet ind over Danmark.

Skyr er altså et helt acceptabelt måltid at smide på de sociale medier. Jeg har endda ofte set folk beskrive deres retter med skyr, næsten som var det en opskrift: Her er en portion skyr med blåbær, jordbær og mørk chokolade. Det er da lidt sjovt, for man kan jo ligesom sagtens se på billedet, hvad der er i skålen! Det ville svare lidt til, at jeg lagde et billede op af min rugbrødsmad og skrev: Her får jeg lige en skive rugbrød med leverpostej og to skiver agurk.

Nå, men så har vi jo også lakridsen, som er gået hen og blevet en yderst populær herre. Det er bare blevet topmoderne at smide lakrids i alt. Te, is, øl, kager, brød und so weiter. En medstuderende fortalte endda for nogle måneder siden, at hun i sit lokale supermarked havde set lakridschips! Og i weekenden faldt jeg over denne i Føtex:

Jeg var ved at tabe underkæben, da jeg fik øje på denne fætter!

Jeg var ved at tabe underkæben, da jeg fik øje på denne fætter!

Seriøst, lakridsost?! Ej men hvad fanden sker der lige? Jeg vil vædde med, at der inden for et par måneder sælges både lakridsmælk, lakridssodavand og lakridsleverpostej i Netto. Og selvfølgelig lakridsskyr…

Gang i bollebageriet

Jeg elsker at bage, og jeg elsker at spise hjemmebagte ting. Både brød og kager. Kager er hurtige og nemme at bikse sammen (hvis det altså ikke skal være noget fancy), og det tager jo nærmest kortere tid end at gå til bageren (for så skal man jo stå der og savle i tid og evighed, fordi man ikke kan vælge imellem jordbærtærten og napoleonshattene).

Brød er derimod en helt anden snak. Hver gang jeg går i gang med at bage brød, lykkedes det mig at blive helt overrasket over, at det tager mere end 7 minutter. I skrivende stund har jeg en portion boller til hævning. Og pludselig er det gået op for mig, at der jo fandme går flere timer, før jeg kan spise dem (hvilket er ret trist, for praktikopstart stjæler al min energi og får selv b-mennesker til at gå tidligt i seng!).boller

Først skal dejen bikses sammen, og dét går jo egentlig ganske hurtigt. MEN så skal vi i gang med hæveprocessen, som gerne tager to timer i alt. Og SÅ skal mine små, deforme dejklumper endelig i ovnen.

Jeg har altså bagt brød utallige gange – hvordan kan jeg glemme igen og igen, at det faktisk er en længerevarende proces? Som jeg endda hader at rydde op og gøre rent efter! Jeg hopper lige i fælden gang på gang. Neeej, jeg kunne da lige hurtigt smække en dej sammen, og så kan vi få hjemmebagt brød…

To-tre timer senere tager jeg endelig brødet ud af ovnen. Nå, det blev så til natmad. Og vi skal skynde os at smage, for vi skal jo snart i seng. Og endelig dukker det klassiske problem op: hvordan pakker man brød sammen, som stadig er brandvarmt?! Jeg skal tidligt op i morgen, så har ikke tid til at sidde oppe og vente til klokken 3 i nat, når brødet endelig er kølet ned.

Men ja ja, ventetid og færdigbagte boller ved midnatstid kan jeg sagtens leve med. Det værste er helt klart rengøringen. Jeg HADER at gøre bordet rent efter æltning. Og skåle og skeer og andre redskaber. Så snart man bruger vand, så er man jo fandme ved at lave en ny dej lige dér midt i karkluden/opvaskebørsten/hånden. Ad ad.

Nå, jeg må smutte. Jeg skal ud i køkkenet og forme mine boller, hvorefter de skal til hævning igen. Puha, jeg bliver næsten lige så utålmodig, som når jeg lægger neglelak.

PS: Nu kunne det godt lyde som om, jeg egentlig ikke bryder mig om at bage. Men det gør jeg! Det må jeg da i hvert fald gøre, siden jeg gladelig går i gang med bageprojektet igen og igen, og først senere i processen kommer i tanker om, at der også er en bagside af medaljen!

Du mangler kun en halv kilometer, så har du en marsbar!

Jeg har alletiders idé til et nyt forretningstiltag for Endomondo. Når man løber derudaf (det lyder så nemt, når man skriver det) så har man jo den der kvindestemme i øret, der siger ”Starting interval. 2 minutes, low intensity” eller ”One kilometre in bla bla”.

Men det bliver sgu lidt ensformigt i længden. Så i stedet for at fortælle, hvor mange kilometer man har løbet og på hvor lang tid, så burde man kunne vælge en anden form for målestok. Lad mig hermed præsentere min idé for jer.

Det er ingen hemmelighed, at hovedårsagen til, at jeg overhovedet er begyndt at løbe (og at jeg i det hele taget dyrker motion) er, at jeg så kan spise endnu mere lækkert mad og snacks. For jeg er virkelig en sucker for alt, hvad der indeholder lidt for mange kalorier. Og sukker. Og gluten. Og alle de andre syndere. Så hvis jeg løber betyder det, at jeg kan tillade mig at spise lidt mere af den slags i ny og næ. Der skal jo gerne være en form for balance i kalorieregnskabet.

Og så var det, at jeg kom til at tænke på noget. HVORFOR fortæller Endomondo-damen ikke i stedet, hvad man nu har sparet op til sådan rent kaloriemæssigt på sin løbetur? Dét er sgu da motivation for sådan en som mig! Det kunne lyde nogenlunde sådan her:

Du har nu sparet op til … en agurk
Du har nu sparet op til … 2 gulerødder
Du har nu sparet op til … 1 porre
Du har nu sparet op til … 1 banan
Du har nu sparet op til … 1 lille portion flødeis
Du har nu sparet op til … ½ liter sodavand
Du har nu sparet op til … 1 cheeseburger
Du har nu sparet op til … en stor BigMac-menu med cola

Tror I ikke, det ville være vildt effektivt? Jeg ville bare løbe og tænke Fuck agurk og gulerødder, jeg skal bare have den skide cheeseburger! Og det er jo ikke fordi, jeg så ville drøne afsted og købe en cheeseburger efter hver løbetur. For jeg må indrømme, at man sgu også bliver lidt nærig med de kalorier, man lige har ”opsparet”. De skal gemmes til en anden god gang! For det er jo egentlig bare rart at vide, at man nu rent faktisk har sparet op til en cheeseburger, og at man bare kunne spise én hvis man ville. Og det er jo altid rart at have noget til gode…