Browsed by
Kategori: Hverdag

Ting man kan lave på sådan en efterårslørdag

Ting man kan lave på sådan en efterårslørdag

Comments 5 kommentarer
  • Sove længe (uden vækkeur naturligvis).
  • Blive liggende i sengen, når man vågner. Fordi man kan.
  • Spise morgenmad i sengen.
  • Først rejse sig og gå i bad, når man virkelig ikke gider ligge i sengen mere.
  • Gå en tur i regn og blæst. Bare fordi.
  • Drikke en kop kaffe eller te. UDEN tv/telefon/radio/bøger anything imens. Bare stir ud i luften. Gerne ud af vinduet!
  • Forkæle sig selv med fodbad, ansigtsmaske eller noget tredje.
  • Spise frokost på en café med en veninde eller kæresten. Gerne mens man kigger ud på efterårsvejret.
  • Shoppe julepynt.
  • Tage en middagslur.
  • Spise noget lækkert mad.
  • Tænd masser af stearinlys og find hyggesokkerne frem.
  • Køb snolder.
  • Undlad at tage mascara på.bridge

By the way, så kan aktiviteterne også foretages om søndagen. Så ved du ikke, hvad du skal lave i morgen, så gør ovenstående. Jeg har selv gjort størstedelen af tingene i dag, og har tænkt mig at nå resten i morgen. Hvilket betyder, at mine planer for i morgen indtil videre er: at drikke te stirrende ud af vinduet, sove en middagslur, forkæle mig selv og undlade mascara. Det kan jeg vist godt lige overskue!

Om lidt skal jeg spise noget lækkert mad, og så skal resten af aftenen ellers tilbringes på sofaen med tæppe, stearinlys og tv. Og min kæreste. Og en pose Bridge Blanding. Jep, jeg er (åbenbart) officielt blevet mormor i en alder af 26!

Kender I det… #2  

Kender I det… #2  

Comments 0 kommentarer

… når man bor på 3. sal og derfor tager skraldeposen med ned ad trappen, når man alligevel skal i Føtex. Klip til 3 minutter senere, hvor man står inde i Føtex med sin skraldepose i hånden. Kender I det, hva’?

Nej, ikke? Det gør jeg heldigvis heller ikke, men det var fandme tæt på!

Glæden ved to do-lister

Glæden ved to do-lister

Comments 4 kommentarer

Lad mig springe direkte ud i det: jeg ELSKER virkelig to do-lister! Det er så skønt at have et overblik over de ting, man skal nå. Og ikke mindst giver det en fantastisk følelse at sætte flueben ud for et punkt på listen, hver gang man har udrettet noget af det, man skal.

todo

Pludselig kan man tydeligt se, at listen over gøremål bliver kortere og kortere. Ak ja. To do-lister gør virkelig alting meget mere overskueligt!

Jeg skal dog indrømme, at det måske sommetider tager lidt overhånd for mig med de lister. Jeg har nemlig en tendens til at skrive selv de mindste ting på to do-listen…

For nogle uger siden havde min kæreste og jeg sådan en rigtig praktisk lørdag, hvor vi skulle nå en masse såsom rengøring, tøjvask, indkøb, smide aflagt til genbrug og andre ”hyggelige” lørdagsaktiviteter. Den dag tog jeg mig selv i at skrive ”Betal regning” på to do-listen.

Seriøst – ”Betal regning”?! I disse iPhone-tider, hvor mobilbank-app’en selv kan scanne girokortet, tager det jo nærmest længere tid at skrive ”Betal regning” på listen end det rent faktisk gør at betale regningen. Men så fik jeg naturligvis ikke lov at sætte flueben!

Hvad med jer, er I også vilde med to do-lister?

 

 

 

Den klassiske tur i Ikea

Den klassiske tur i Ikea

Comments 3 kommentarer

Ikea er jo altså bare et fantastisk sted! De har alt (undtagen en køkkenrulleholder!), og de fleste ting er knaldbillige. I kender sikkert allerede til den klassiske ”lille smuttur” til Ikea, man sommetider tager. Som ender med at blive til alt andet end en smuttur.

Det starter altid med, at man bare lige mangler en grydeske (eller en kartoffelskræller eller en badeværelsesmåtte eller noget andet til under en 20’er). Så tager man en veninde under armen og smutter afsted. Man skulle jo tro, at det ville tage max 20 minutter (man skal jo trods alt også lige gå igennem hele labyrinten butikken).

… Det gør det dog bare aldrig. Selvom man har været i Ikea 78 gange før, skal man altid liiiige kigge på alle fucking hylder. Det kunne jo være, der var kommet noget nyt og spændende. Og straks står man der og bliver betaget af de fine ting til nærmest ikke-eksisterende priser. Lidt efter lidt putter man ting ned i den kæmpestore indkøbsvogn (som man lige tog med for en sikkerheds skyld).

Før man får set sig om, har man fyldt bunden af indkøbsvognen (som ellers er på størrelse med den gennemsnitlige studerendes badeværelse). Men man har jo kun taget småting, så det går nok. På dette tidspunkt er der gerne gået 2-3 timer. Måske mere.

Derfor er man også i mellemtiden blevet ret så sulten. Så er det jo heldigt, at Ikeas fine restaurant tilbyder diverse middagsretter til ikke ret mange penge. Pludselig finder man sig selv ved skranken, hvor man naturligvis bestiller en portion kødboller med kartoffelmos, sovs og tyttebær (sidst jeg var i Ikea, stod der to veninder foran mig, hvor den ene udbrød højt: ”Ej, hvad fanden er tyttebær? Har du hørt om det før?”).

Tilhørende retten får man sodavand ad libitum, så sådan et par glas skal man da også lige have kylet ned. Og når man først sidder der, finder man ud af, hvor træt man egentlig er. For man har jo faktisk gået ret meget rundt de sidste timer. Så man bliver da gerne siddende lidt ekstra for at hvile benene, alt imens man hyggesnakker og kigger på alle de andre mennesker, som også er blevet fanget i den store, stygge (men rare) Ikea-fælde.

Når man endelig er klar til at gå mod kassen, viser det sig som regel, at man har brugt 500 kroner. På småting. Som man ikke vidste, at man manglede.

Og således kommer man hjem 5 timer senere og 500 kroner fattigere (men en hyggelig dag rigere) og må i gang med at finde plads til alle de nye uundværlige småting, man har skrabet sammen!

I kender det godt … ikke?!

 

Noget om travlhed og ingenting

Noget om travlhed og ingenting

Comments 0 kommentarer

I denne uge har jeg simpelthen så travlt på min praktikplads, at jeg faktisk næsten kun har været hjemme, når jeg skal sove. Heldigvis skyldes travlheden at vi netop er gået i gang med en ny tv-produktion, og jeg elsker det! Så kan man sagtens klare at stå op klokken lort og komme hjem igen klokken lort – og forfra dagen efter.

Jeg ville dog lige kigge forbi bloggen her til aften og dele mine tanker om sådan cirka ingenting. For 10 minutter siden trådte jeg ind af døren og overvejede seriøst at gå i seng. Ja, JEG, det ultimative b-menneske, overvejede at hoppe i dynerne klokken lidt over 21. Men jeg skiftede nu hurtigt mening. Frygter at vågne frisk op klokken 5 i morgen tidligt (som om!).

Der er desuden sket det, at jeg har fået lokket en konkurrence ud af et firma. En lillebitte præmie godt nok – men lidt har jo også ret, ikke? Jeg tænkte bare, at nu hvor bloggen nåede op på 100 følgere på Bloglovin’, så skulle det da fejres med en lille konkurrence. Jeg skal lige have de sidste detaljer på plads, og så skal jeg nok fortælle mere!

Jeg ved godt, at jeg tidligere har takket nej til sponsorerede indlæg (hvilket jeg i øvrigt helt har glemt at skrive et rigtigt indlæg om!), men jeg synes, at en konkurrence er noget andet. For det kommer jo (én af) jer til gode. Og jeg har stablet den på benene udelukkende fordi jeg er SÅ glad for, at I læser med. Det lyder måske lidt klichéagtigt, men det ER jeg altså! Hvis jeg var på millionær-SU, ville jeg købe en gave til jer alle sammen bare for at bevise det.

Nu må I have mig undskyldt. Jeg er færdig med at skrive om ingenting. Vil læne mig tilbage i sofaen og tage en slapper. Min hjerne er pt. kun i stand til at filosofere over spørgsmål som hvorvidt Askepot mon var den eneste pige i kongeriget, der brugte størrelse 38 (eller hvilken størrelse glasskoen nu var), og hvorfor folk bruger sætningen ”jeg tror måske …” – man må vel for fanden vide, om man tror noget. Så har man jo stadig ikke lovet, at man er sikker.

God aften til folket!

Livets små glæder #4

Livets små glæder #4

Comments 3 kommentarer

Det er simpelthen alt for længe siden, jeg har skrevet et indlæg om livets små glæder! Vi skal huske at hylde de små ting i livet, som gør os glade, så derfor kommer her endnu en række små ting at glæde sig over:

  • Når billetautomaten i bussen er i stykker, og man derfor sparer en 20’er (og til Københavnerne: nej i Århus’ bybusser kan man hverken betale med dankort eller via mobiltelefon. Det er jo trods alt Jylland).
  • Når telefonsælgeren accepterer et nej første gang (ikke at jeg har oplevet det, men det kunne jeg da forestille mig!)
  • Kombinationen af sofa, tæppe og stearinlys.
  • At få forsinkede fødselsdagsgaver. Yay! Som at have fødselsdag igen.
  • Først at komme hjem fra arbejde klokken 21.30. Ja okay, det er måske lidt sent, men glæden ved det er, at så har man en undskyldning for at smide sig direkte på sengen og ikke rejse sig mere den dag (det er slet ikke tydeligt, at det skete for mig i går, vel?!).
  • Når man får en 10’er for meget tilbage i Netto (det siger jeg altså ikke. Jeg brokker mig til gengæld heller ikke, hvis jeg bliver snydt for et tilbud til samme pris).
  • Når man er gået hele vejen ned i vaskekælderen med alt sit vasketøj, og det viser sig, at alle vaskemaskinerne er ledige. Win!
  • Når to personer helt tilfældigt sender hinanden en sms på samme tid. Det får altid smilet frem.

Hvis man har lyst til at læse om flere af livets små glæder, kan de findes her, her og her. Og så er man naturligvis som altid mere end velkommen til at fortsætte i kommentarfeltet!

Typer af buspassagerer

Typer af buspassagerer

Comments 6 kommentarer

”Min-taske-skal-stå-bedre-end-du-skal-sidde”-typen = personen hvis taske åbenbart SKAL have et sæde for sig selv. Selvom bussen er ved at være fyldt op. Hvis man tillader sig at spørge, om man må sætte sig, kigger de ofte fornærmet på én, mens de laaaangsomt flytter tasken.

”Jeg-skal-ud-før-alle-andre”-typen = dem der skubber og maser for at komme frem mod døren. Som om de slet ikke kan se, at vi andre også står og venter (pænt) på at komme ud.

”Jeg-skal-ind-før-I-skal-ud”-typen = Argh, de er irriterende! Det er de personer, der ikke har forstået konceptet med, at man altså lige lader folk stige UD af bussen, før man selv stiger PÅ. Det er fandme lige så irriterende, som de folk, der endnu ikke har forstået højre/venstre-opdelingen på rulletrapper.

”Min-musik-er-så-fed-at-jeg-ikke-behøver-høretelefoner”-typen = personer, der går med mobilos (hvornår har nogen som helst sidst brugt dét ord?!) i hånden eller lommen og spiller musik direkte ud af højttalerne. For det første så er det jo ikke sikkert, at alle vi andre gider høre på den musik. For det andet så lyder det jo skrækkeligt at spille musik ud af de der fesne mobiltelefonhøjtalere. So just don’t.

”Jeg-spiller-altså-lige-Candy-Crush-så-jeg-kan-ikke-rykke-fremad-lige-nu”-typen = typen der har travlt med alt muligt andet end at udvise god medpassager-opførsel, og derfor ikke kan finde ud af at rykke fremad i bussen, når det vælter ind bagfra (som man siger). Og det er altid så PINLIGT, når der går stop i den, og buschaufføren derfor må råbe ”ryk fremad!” til en bus fyldt med voksne mennesker. For pokker folkens. Nu må vi lige stramme op!

”Min-veninde/kæreste/mor-fortjener-så-meget-et-selfie-lige-nu”-typen = pigen (eller drengen for den sags skyld) der sidder og tager åbenlyse selfies. Ja, jeg ved jo så egentlig ikke, om hun overhovedet sender dem til folk, men jeg forestiller mig altid, at det foregår på snapchat. Ellers er man bare ”jeg-ser-da-så-godt-ud-at-jeg-burde-forevige-mit-look-lige-her-midt-i-bussen”-typen.

”Vil-I-ikke-alle-sammen-høre-når-jeg-fortæller-min-veninde-om-gårsdagens-bytur”-typen = typen der snakker lidt for højlydt i telefon om nattens strabadser, hvilket gerne inkluderer veninden Ulla, der pludselig forsvandt med Klamme-Arne.

 

Psst… Jeg har også engang skrevet om forskellige (irriterende) typer, man kan finde i supermarkedet. Find dem her.

 

En støvsugers forbandelser

En støvsugers forbandelser

Comments 5 kommentarer

Hvis der er noget, jeg absolut ikke kan fordrage (udover at stå tidligt op), så er det at støvsuge. Det er simpelthen noget af det værste, jeg ved. Bliver helt irriteret bare ved tanken.

Og nu sidder der måske nogen derude og tænker: Jamen, bor du ikke i en lille, toværelses lejlighed? Jo, det gør vi. Og lige på dét punkt er jeg faktisk ganske glad for, at vi ikke har så meget plads herhjemme. Men derfor kan det nu stadigvæk godt være røvsygt at støvsuge.

Det er det samme show hver gang. Når man endelig har taget sig sammen til at grave støvsugeren frem fra skabet, må man hive ledningen ud af den, og så er det ellers bare med at gå i gang. BROOOOOOOOM, siger det.

Og det er nok i virkeligheden det mest irriterende. Larmen. ARGH! Her forsøger man at gøre rengøringen en smule sjovere ved at smide nogle lækre 90’er-hits (don’t ask) eller en Mads & Monopolet-podcast på højttalerne. Men så snart man når til det kapitel, der hedder ”Støvsugning”, så er der intet at gøre. Man er tvunget til at høre på den skide maskines larm, indtil man er færdig.

… eller det er jo faktisk løgn. Man får lige en kort pause på dét tidspunkt (eller nok flere tidspunkter, hvis man bor på et lidt større areal end os), hvor den skide ledning ikke længere kan nå. Så må man skifte stikkontakt (i dejlig fred og ro fra støvsugerens brummen) og derefter fortsætte arbejdet.

Og som om ledningen ikke var irriterende nok på dét punkt, så er den også ved at slå en halvt ihjel, når man endelig skal pakke støvsugeren sammen igen. Man står der gang på gang med frygt for at få knust et knæ eller en ankel, når man trykker på ”træk-ledningen-til-dig-igen-Hr.-Støvsuger”-knappen.

Men okay, den frygt er alligevel til at leve med, fordi den ledsages af ”aaaah-endelig-er-jeg-færdig-med-en-af-mine-hadeaktiviteter”-følelsen…

Må jeg venligst be’ om en robotstøvsuger, tak?!

Danskere er sgu da mærkelige

Danskere er sgu da mærkelige

Comments 4 kommentarer

Hold op hvor kan vi danskere bare være reserverede og asociale nogle gange. Det er jo helt vildt. Jeg har allerede tidligere skrevet et indlæg om, hvorfor vi mon aldrig rigtigt taler til hinanden i toget eller bybussen. Nej, vi kan åbenbart bedst lide at lade som om, vi er helt alene i verden.

For nogle uger siden stod jeg i køen i Netto sammen med min kæreste, da damen foran i køen pludselig begynder at blandt sig i vores samtale. Altså på en sød og velmenende måde. Men man står jo der og bliver helt forvirret, for det er man slet ikke vant til. Alligevel virkede det faktisk helt rart, for man VED jo godt, at hun har stået og hørt vores samtale. Så var det sgu da egentlig helt befriende, at hun rent faktisk lige gav sit input.

I sidste uge kom en pige cyklende forbi mig, og hun smilede helt vildt til mig. Mine kontaktlinser er (stadig) ved at trænge til en opgradering, så først troede jeg, at det var en jeg kendte, som jeg bare ikke lige kunne genkende på afstand. Men det var det slet ikke. Det var bare en komplet fremmed, ung pige, der lige gav mig et smil med på vejen. Det er jo herligt!

… Det sker bare alt for sjældent. Så jeg stod jo der og tænkte på, om jeg mon havde noget mellem tænderne eller toiletpapir under skoen, siden hun sådan tillod sig at smile i min retning. Men nej. Hun var bare sød og venlig. Jeg smilede naturligvis tilbage! Skal vi ikke aftale, at vi begynder at gøre den slags lidt oftere? Så man ikke behøver blive helt forvirret og tro, at man har lort i hele hovedet eller den slags.

Nå, men selvom vi danskere er lidt tilbageholdne overfor hinanden herhjemme, så får den til gengæld ikke for lidt, når vi er i udlandet. For hvad er det, der altid sker, når man møder danskere i udlandet? Om det så er Berlin, New York eller Rom. Pludselig er vi totalt åbne og imødekomne og best friends. Nå, hvad så, I er også lige på ferie her i Egypten. Hvor længe skal I være her? Hvad har I set ind til videre? Hvor kommer I fra i Danmark, og hvad laver I?

Det ER altså lidt mærkeligt. Så snart vi møder fremmede danskere uden for landets grænser er den der usynlige mur tilsyneladende brudt, og det føles helt naturligt at tale sammen. Om alt muligt – også ikke-ferierelaterede emner. Altså det kunne vi jo ligeså godt gøre hjemme i Danmark i toget eller i venteværelset hos tandlægen? Danskere ER altså skøre …

Selvbeherskelse og chokoladejulekalendere

Selvbeherskelse og chokoladejulekalendere

Comments 2 kommentarer

Som den julefreak, jeg er, har jeg selvsagt armene i vejret over, at butikkerne nu er begyndt have juleslik på hylderne. Det fejrede jeg naturligvis i søndags med en pose nisseskum! Arh. Man glemmer jo i løbet af foråret og sommeren, HVOR godt juleslik egentlig smager.

Nå men så var det jo så, at jeg for en halv time siden var i Føtex for at hente den sædvanlige liter mælk og den slags småting. Her ser jeg så, at de har fået chokoladejulekalendere i butikken – og hvilket udvalg!

I dag er en chokoladejulekalender jo på ingen måde det samme, som da jeg var barn. Dengang var det kun de der superfesne nogen, som man vist kan købe for en 5’er i dag (eller en 30’er hvis der er Barbie eller Cars på) med små firkantede stykker mælkechokolade, der mest af alt smagte ligesom det pap, de var pakket ind i. Men det var sgu da stadig dagens optur, når den skulle åbnes (hvilket først var EFTER morgenmaden – men inden tandbørstning – sikke en timing).

Nu er de gode gammeldags chokoladekalendere blevet godt og grundigt udkonkurreret af alle de store, fancy nogen, der har indtaget markedet. Her snakker vi Kinder, Toms og den slags luksus. Ja, i dag så jeg sgu en med Skippers Pipes. Glæden vil jo ingen ende tage.

Der er dog bare lige én ting, som min indre sukkergris slet ikke forstår. Er der seriøst nogen, der kan købe sådan en kalender NU og vente med at fortære den til december måned? For så burde man da næsten få en eller anden form for medalje. Er det ikke ALT for fristende at have sådan én til at ligge? Er der ikke store chancer for, at man en mørk aften alene hjemme, når klokken har slået ”Netto-er-lukket”, og sukkertrangen pludselig melder sig, liiiige skal åbne en enkelt låge? Og én til?

Det ville hvert fald 100 % sikkert ske for mig! Jeg gider ikke engang gøre et forsøg. Jeg har allerede tidligere fortalt jer om, at jeg på ingen måde kan sige nej tak til slik eller lige have en pose liggende i skabet til uventede gæster (de må sgu nøjes med en kop kaffe).

Faktisk er det så slemt, at da jeg i sidste weekend havde købt en plade chokolade, som skulle gives væk dagen efter, var jeg SÅ tæt på at give op og flå plastikken af. Jeg følte virkelig, at den lå der og kaldte på mig…