Apropos vinter og jul…
… hvordan kan der så blive udgivet et nyt Absolute Christmas/Now Christmas-album HVERT år? Sig mig, bliver der skiftet en enkelt sang ud om året eller hvad? Det er jo de samme numre igen og igen!
… kunne der da godt snart lige falde lidt julesne. Sådan noget ægte sne, der bliver liggende på jorden, så man kan bygge en snemand!
… skal jeg altså have mig et par læderhandsker, der kan betjene på min iPhone.
… har jeg helt vildt lyst til at holde en jule-klippe-klistre-dag, men jeg gider ikke bruge pynten. Det er så hyggeligt at flette klassiske julehjerter og -stjerner, men det er jo ikke just det kønneste pynt!
… er der ikke noget mere irriterende end at få halstørklædefnuller i øjet, mens man står der ude i frostvejret med handsker og hele molevitten på!
… undrer jeg mig over, hvordan det kan føles så koldt (jeg fryser konstant), når temperaturerne er så forholdsvist høje? Jeg frygter den dag, vintervejret for alvor dukker op!
… er Tidsrejsen på DR1 muligvis den bedste julekalender, jeg har set! Og det siger ikke så lidt.
… savner jeg gymnasiet. Og folkeskolen. Der var sgu ikke noget, der hed eksamen midt i den søde juletid.
… gider jeg heller ikke rigtigt bruge hele januar måned på at skrive eksamensopgave. Drømmepraktikken har været alt for fed, og jeg føler ikke lige for at hoppe tilbage på skolebænken.
… mangler jeg kun én julemand på min skrabejulekalender!
… lå der hele 3 julekort i vores postkasse i dag.
… er julefrokosthår og regnvejr en virkelig dårlig kombi.