Jeg ligger bare lige 10 minutter mere…
For noget tid siden røbede jeg her på bloggen, at jeg er inkarneret b-menneske. I dag vil jeg afsløre, at det ikke er nok med det. Jeg er nemlig også en snoozer!
Jeg har researchet mig frem til, at mit b-menneske-gen må være medfødt. Mine forældre har nemlig fortalt mig, at jeg igennem hele min barndom har elsket at sove længe. Jeg var seriøst helt fra lille sådan et barn, der skulle vækkes om morgenen! Altså som i totalt omvendtland, hvor jeg snorksov og lod mine forældre sove igennem. Yndlingsbarn, hva’? Jeg satser i hvert fald stærkt på at videregive netop dét gen til mine egne børn.
Nå, men det var jo egentlig slet ikke dét, vi skulle tale om. Som følge af min forkærlighed for at sove længe og mine store problemer med at komme op om morgenen, når vækkeuret ringer, er jeg blevet en (meget) afhængig snoozer. Og jeg snoozer ikke kun med en enkelt alarm, nej nej nej nej. Jeg sætter en hel bunke alarmer til, fordi jeg oven i hatten også lider af kronisk angst for at komme for sent op! Der er altid sat et par ekstra alarmer til, som ikke bliver brugt. De er bare min egen lille sikkerhedsbuffer.
På billedet kan I se de alarmer, jeg slår til. Og der er altså i virkeligheden lidt flere end dem, der kunne komme med på screenshottet… I kan nok regne ud, at det derfor bliver til en hel del gange, min alarmtone bliver afspillet hver morgen. Det har imidlertid medført, at jeg er blevet delvist immun overfor netop dén tone. Hvilket resulterer i, at jeg slår den fra i søvne. Vildt praktisk, ja. Det sker endda sommetider flere gange i træk. Men på mystisk vis kommer jeg aldrig for sent op (7-9-13 og bank under bordet).
Det skal stoppe nu alt det snoozeri. Jeg tror, jeg tager en kold tyrker. Men hvad nu hvis jeg kommer til at slå alarmen fra i søvne? Min underbevidsthed er jo vant til, at det er helt okay, for der ringer jo normalt en ny alarm om max 10 minutter. Fuck. Jeg er kommet ind i noget af en ond cirkel her. What to do?!