Tag Archives: slikmund

Selvbeherskelse og chokoladejulekalendere

Som den julefreak, jeg er, har jeg selvsagt armene i vejret over, at butikkerne nu er begyndt have juleslik på hylderne. Det fejrede jeg naturligvis i søndags med en pose nisseskum! Arh. Man glemmer jo i løbet af foråret og sommeren, HVOR godt juleslik egentlig smager.

Nå men så var det jo så, at jeg for en halv time siden var i Føtex for at hente den sædvanlige liter mælk og den slags småting. Her ser jeg så, at de har fået chokoladejulekalendere i butikken – og hvilket udvalg!

I dag er en chokoladejulekalender jo på ingen måde det samme, som da jeg var barn. Dengang var det kun de der superfesne nogen, som man vist kan købe for en 5’er i dag (eller en 30’er hvis der er Barbie eller Cars på) med små firkantede stykker mælkechokolade, der mest af alt smagte ligesom det pap, de var pakket ind i. Men det var sgu da stadig dagens optur, når den skulle åbnes (hvilket først var EFTER morgenmaden – men inden tandbørstning – sikke en timing).

Nu er de gode gammeldags chokoladekalendere blevet godt og grundigt udkonkurreret af alle de store, fancy nogen, der har indtaget markedet. Her snakker vi Kinder, Toms og den slags luksus. Ja, i dag så jeg sgu en med Skippers Pipes. Glæden vil jo ingen ende tage.

Der er dog bare lige én ting, som min indre sukkergris slet ikke forstår. Er der seriøst nogen, der kan købe sådan en kalender NU og vente med at fortære den til december måned? For så burde man da næsten få en eller anden form for medalje. Er det ikke ALT for fristende at have sådan én til at ligge? Er der ikke store chancer for, at man en mørk aften alene hjemme, når klokken har slået ”Netto-er-lukket”, og sukkertrangen pludselig melder sig, liiiige skal åbne en enkelt låge? Og én til?

Det ville hvert fald 100 % sikkert ske for mig! Jeg gider ikke engang gøre et forsøg. Jeg har allerede tidligere fortalt jer om, at jeg på ingen måde kan sige nej tak til slik eller lige have en pose liggende i skabet til uventede gæster (de må sgu nøjes med en kop kaffe).

Faktisk er det så slemt, at da jeg i sidste weekend havde købt en plade chokolade, som skulle gives væk dagen efter, var jeg SÅ tæt på at give op og flå plastikken af. Jeg følte virkelig, at den lå der og kaldte på mig…

 

Jeg lægger lige chokoladen ud i køkkenet…

Kender I det, når man pludselig mærker en ustyrlig trang til at spise et eller andet lækkert og syndigt? Ja okay, rimelig dumt spørgsmål. Det gør I forhåbentligt alle sammen (right?!). Jeg har dog desværre på fornemmelsen, at dén trang opstår hos mig liiidt oftere, end den gør hos den gennemsnitlige dansker. Crap!

Jeg har en usandsynligt sød tand. Og så er jeg også stor fan af chips. Og dip. Og is. Og kage. Og alt muligt andet, der heller ikke er en del af kostpyramiden. Jeg forsøger at kontrollere min trang til alt dette, for ellers ville jeg sgu nok ikke kunne passe mit tøj ret meget længere… Den dukker nemlig gerne op dagligt.

MUMS!

MUMS!

Men jeg giver naturligvis også mig selv lov til at spise godter engang i mellem. ”Alt med måde” er nok mit motto i dén sammenhæng. Jeg indtager både bland-selv-slik, Marabou-chokolade, chips med holiday-dip, svampet banankage und so weiter. Altså ikke det hele på én gang, but you get the point.

Og så sker det jo, at man en aften sidder der og bliver banket i hovedet af sin indre ”hallo-giv-mig-lige-noget-slik”-stemme. Efter at have kastet et blik på uret, opdager man, at man sagtens kan nå i Netto (og nej, bloggen er stadig ikke sponsoreret af Netto. Men gid den var – så slap jeg måske endda for at blive stoppet af de der ”Nettalk”-sælgere på vej ud af butikken every fucking time?!).

Derefter iler man ud og hopper i sko og griber sin pung i farten. Efter at have stået foran hylderne og overvejet i lidt for lang tid, beslutter man sig endelig: det skal være den her lækre plade chokolade med mit yndlingsfyld!

Tilbage i lejligheden planter man sig solidt i sofaen med den nyindkøbte chokolade i skødet. Og SÅ skal der guffes. Mums, mums. Man spiser og spiser, indtil man bliver pludselig fyldes op af lige dele kvalme og halvdårlig samvittighed. Puha, nej. NU skal jeg ikke spise mere!

Så man tager den altid kloge beslutning: Jeg lægger da lige chokoladen ud i køkkenet, så jeg ikke kommer til at spise mere. Genialt træk. Tilbage i stuen går det fint. Altså lige indtil kvalmen fordufter og man da godt lige kunne klemme et enkelt stykke mere ned. Og chokoladen ligger jo lige derude i køkkenet. Jeg går bare lige ud og nupper et enkelt stykke. Som tænkt, så gjort. Men det stopper jo ikke der, vel?!

Efter at have rendt frem og tilbage et par gange, må det være slut. Who am I kidding? Og så tager man chokoladen med ind i stuen igen og spiser rub og stub…

Kender I det? Jeg sidder nemlig lige nu med følelsen af, at jeg måske burde have udskiftet ”man” med ”jeg” i dette indlæg. Men så alligevel.. Der MÅ da være nogen, der er med mig derude!

… Alle andre slikmunde, giv lyyyyd!

 

 

 

Voksne spiser jo ikke slik

Som jeg har nævnt tidligere, så er jeg en rigtig slikmund. Jeg elsker ikke kun slik men også chips, kage og alt det andet fy-fy! Faktisk så meget, at da jeg forleden dag i frokostpausen på jobbet snakkede med mine kolleger om, hvorvidt vi bedst kunne lide slik eller chips, så kunne jeg bare ikke vælge. Jeg kunne seriøst mærke, at jeg fik helt dårlig samvittighed over for chipsene, hvis jeg sagde slik – og omvendt. Ja, I know. I’m a crazy woman.IMG_1552

Som barn var jeg (sjovt nok) også helt vild med slik. Fredagsslik var næsten ugens højdepunkt – på en delt førsteplads med Disney Sjov vel at mærke. Men dengang undrede jeg mig gevaldigt over, at min mor kunne sige nej tak til slik. Det var jo vanvittigt?! Hvordan i alverden kunne hun det? Jeg syntes, det var sejt, at hun sommetider bare helt køligt takkede nej, hvis vi fx var på besøg hos nogen, der tilbød os chokolade.

Hjemme hos os var slik kun tilladt om fredagen. Jeg kan dog huske en enkelt undtagelse, hvor jeg ved et uheld havde proppet min vitaminpille op i næsen (?!) og ikke kunne få den ud igen. Av for pokker hvor gjorde det ondt! Jeg græd og græd. Der fik jeg vingummier på en ganske almindelig hverdag. Optur alligevel.

Hos min bedstemor og bedstefar stod der altid en slikskål fremme. Altså sådan helt frit fremme fyldt med slik – også selvom det ikke var fredag. Når vi kom på besøg, løb min bror og jeg altid direkte ind i stuen og kiggede i slikskålen. Og så gik vi ellers i gang med smagsprøverne. Det undrede mig naturligvis meget, hvordan mine bedsteforældre bare kunne have sådan en stor, lækker skål med slik stående. Hvordan kunne de lade være med at spise af det? Det måtte absolut være, fordi de var voksne ligesom min mor.

Jeg havde en forestilling om, at det automatisk ville ske, at man kunne sige nej tak til slik, når man blev voksen. Men nu sidder jeg her som 25-årig og tænker: Hvornår bliver man egentlig voksen? For det er jeg da i hvert fald slet ikke endnu…