Tag Archives: ugentlig update

Endnu en uge #2

1) Er pt. på besøg hos min far og bonusmor. Da jeg drog afsted med toget i fredags, håbede jeg på at overvære en masse morsomheder (det er jo sket flere gange før, som I kan læse her og her). Jeg var dog kommet til at sætte mig i stillezonen, så det skete ikke. Jeg har aldrig rigtigt forstået konceptet i en stillezone i Arrivas helt åbne toge uden lukkede kupéer?! Der er jo for pokker ikke stille!

2) Der var dog lige to veninder, som ævlede de første minutter. Den ene fortalte begejstret om engang, hvor hun i toget hele vejen fra København til Århus havde snakket i telefon med en veninde KUN om drukture. Det må virkelig have været irriterende for de andre, sagde hun selv. Alt imens jeg spidsede ører for at høre enden på denne utroligt spændende anekdote, informerede deres nabopassager dem venligt om, at de sad i en stillezone, og straks hoppede de ned i den anden ende af toget.

3) Så var der ikke mere gratis underholdning til mig, og jeg måtte i stedet nøjes med Mads & Monopolet, kryds og tværs og Candy Crush resten af turen.

4) I denne uge er min tålmodighed virkelig blevet sat på prøve. Jeg ELSKER sommer og sol, men min tålmodighed er seriøst ikke-eksisterende, så snart jeg lægger mig ned for at slikke sol. Det er SÅ kedeligt!

5) Det er i ugens løb gået op for mig, hvor langsomt 2 minutter kan gå. På en løbetur, that is.

6) For at vedligeholde min løbemotivation (please, stay!) er jeg begyndt at lure rundt på fitness-/sundheds-/løbeblogs og tilhørende Instagram-profiler. Hvem havde nu troet det? Jeg er endda blevet sådan en fancy løber, der bruger ord som pace og den slags.

7) I morgen går jeg ind i min sidste uges sommerferie fra studiet. Det føles lidt stressende, selvom det rent faktisk er min drømmepraktik, jeg skal starte på om en uge. Og det glæder jeg mig jo alligevel til.

8) Jeg har stadig mange ting, jeg skal nå i resten af ferien: spise mere koldskål, grille noget mere, læse flere bøger, gætte flere kryds og tværs, rydde op i mit skab, få min lillebror hjem fra London og alt muligt andet.

9) I går oplevede jeg et helt crazy vejrskifte på få minutter. Selv Peter Tanev ville være imponeret! Først var der 30 grader og strålende sol. Pludselig faldt himmelen ned, og der dumpede kæmpestore hagl ned overalt. Terrassen blev oversvømmet, og det buldrede og bragede i det fjerne. Vildt og hyggeligt på samme tid.

10) Jeg har desuden erfaret, at ingen kigger skævt til én, selvom man mødes nogle stykker klokken 13 og drikker drinks på kollegiets fællesareal.

11) Derudover har jeg udviklet et mindre afhængighedsforhold til Magnum-is. Fire for en tyver i Føtex! Det er jo vanvittigt.

12) Jeg har brugt en stor del af dagen i dag på at stå i et minibadebassin og forsøge at lokke en hund op til mig. Uden succes.

13) Jeg har lige tæsket min far to gange i 500. Og er SÅ glad for, at jeg ikke valgte dart som udfordring…

14) Når jeg skal med toget hjem i aften, satser jeg på at opleve noget underholdende. Stay tuned!