Tag Archives: tillykke

”Du får også lige et tillykke her på Facebook”

Jeg har før været inde på, hvor smart det er, at facebook hjælper én med at huske fødselsdage. Men vi må jo også bare erkende, at fødselsdagshilsner på facebook ikke er de mest personlige i verden!facebook

Så når folk, jeg er tæt på, har fødselsdag, så ringer jeg dem op eller sender en sms i stedet for. Det virker lidt mere rigtigt end den obligatoriske ”Tillykke med fødselsdagen, jeg håber du har en god dag”-hilsen på personens i forvejen overfyldte facebookvæg. Det er vel sådan de fleste gør? Opkald er mest personligt, dernæst sms og til sidst facebookbesked (uh, der definerede jeg jo lige det officielle hierarki for fødselsdagshilsner!).

Men har I så ikke lagt mærke til alle de facebook-fødselsdagsbeskeder, der indeholder en sætning a la: ”Du får også lige et tillykke her på facebook”? Hvad er nu det? Skal man OGSÅ skrive på facebook, selvom man allerede har lykønsket pr. telefon? Er det pga. ”hvis det ikke har været på facebook, er det ikke sket”-reglen? SKAL alle andre også se, at man har husket personens fødselsdag eller hvad?

Og hvorfor overhovedet nævne, at facebookbeskeden er noget EKSTRA? Vil man gøre alle andre opmærksomme på, at man faktisk er gode venner, at man også har ringet eller sms’et? Dét må vel være årsagen, for der er jo ingen grund til at gøre fødselaren opmærksom på, at man allerede har lykønsket på anden vis. Det ved personen jo godt!

… Ja. Jeg tror, jeg fandt forklaringen lige dér. Hvorfor i alverden skulle man ellers gøre det?

Glædelig 20. december. Nu vil jeg hoppe ud på julegavejagt. Ligesom alle de andre århusianere. Fuck!

 

PS: Kan I huske historien om dengang min gode veninde glemte min fødselsdag, selvom vi var ude at spise brunch sammen på selve dagen? Læs eller genlæs den her!

Da min veninde glemte min fødselsdag

I dette indlæg reklamerede jeg for historien om engang, hvor jeg spiste brunch med min veninde for at fejre min fødselsdag. Men det havde hun altså bare lige glemt… Den historie vil jeg fortælle jer i dag.

Det var min gode veninde, Lea, som jeg har kendt siden gymnasiet, og historien er nogle år gammel. Jeg havde spurgt hende dagen før min fødselsdag, om hun ville med ud at spise brunch i morgen, og det ville hun heldigvis gerne. Jeg tænkte, at hun naturligvis var klar over, at det var i anledningen af min fødselsdag. Det skulle senere vise sig, at det var hun bestemt ikke…

Jeg blev vækket om morgenen af min kæreste med gave og det hele. Derefter traskede jeg glad over til Lea for derefter at følges med hende ned til den udvalgte café. Vi havde aftalt at mødes uden for hendes hoveddør, men hun var der ikke endnu. Jeg satte mig på trappestenen for at vente.

Efter et par minutter ringede hun til mig: ”Vi har et problem. Jeg er først lige vågnet”, sagde hun. Nårh ja, det er jo, hvad der kan ske. Vi aftalte, at jeg ventede ude i det dejlige solskinsvejr, mens hun skyndte sig at gøre sig klar. Hun ønskede mig ikke tillykke med fødselsdagen i telefonen, men jeg tænkte, at hun nok ville vente til hun kom ned til mig.

Efter noget tid råbte hun ud af vinduet for at spørge, hvor varmt det var, og om hun mon skulle tage jakke på. Heller ikke her kom der et tillykke, men igen troede jeg, at hun lige ventede til hun kom ned på gaden. Men da hun endelig var færdig og kom ned til mig, kom der heller ikke noget tillykke.

Vi satte kursen mod byen, og vi gik og snakkede hele vejen. Vi snakkede helt normalt om løst og fast og efter nogle minutter gik det op for mig, at Lea altså havde glemt min fødselsdag. Jeg gik og spekulerede på, om jeg skulle fortælle hende det eller blot lade som ingenting. Til sidst besluttede jeg mig for den sidste mulighed. Jeg ville gerne tage lidt pis på hende, og jeg vidste, at hun ville kunne tage det, selvom man selvfølgelig bliver lidt flov over at glemme den slags, når man ovenikøbet er sammen på selve dagen.

Nå, men vi spiste brunch og hyggede og snakkede og grinede som enhver anden dag. Imens bippede min telefon lidt mere end normalt, og jeg tænkte over, om hun mon ville komme i tanker om det. Men det gjorde hun ikke.

Klokken 12 skulle Lea på arbejde. Lidt efter sendte hun mig en sms, og jeg tænkte, at NU var hun nok kommet i tanker om det. Men nej…

Senere på dagen tog jeg ud til min svigermor og fejrede fødselsdag. Hele aftenen gik jeg og ventede på, at Lea fik fri fra arbejde, for jeg vidste bare, at hun via facebook ville have opdaget det i løbet af dagen. Og ganske rigtigt, da klokken slog 21 ringede Lea op: ”Undskyld, undskyld, UNDSKYLD, stooooort tillykke med fødselsdagen!”. Hun havde vildt dårlig samvittighed, men jeg grinede bare, for ærlig talt så er det jo en ret god og sjov historie! Som vi stadig griner af i dag.

Desuden havde hun ikke engang set det på facebook men var derimod selv kommet i tanker om det, da hun skulle skrive dagens dato ned på et stykke papir. ”Den 28. september – fuck!! Det er sgu da Lines fødselsdag…”.

Lea var dog så sød, at hun året efter i al hemmelighed tog hjem og pyntede mit værelse meget festligt op:

Dét er sgu da sødt!

Dét er sgu da sødt!

En hyldest til Dronning Margrethe

I dag er det selveste dronningens fødselsdag. Hip hurra og tillykke herfra! Jeg er fan af Dronning Margrethe. Tænk engang, at vi i Danmark har en vaskeægte dronning. Det er da for sejt. Vores kongehus er blandt de ældste monarkier i hele verden. Hvorfor blærer vi os ikke lidt mere med det?dronningen

I stedet blærer vi os med H.C. Andersen og alle hans eventyr, som stort set udelukkende handler om dronninger, konger, prinsesser og andre med en smule blåt eller violet blod i årerne. Og nå ja, der var godt nok lige Den Grimme Ælling og Grantræet, men let’s face it: Den gode Hans Christian var royalist helt ind til benet. Han kunne simpelthen ikke få nok af (halve) kongeriger og adelige arter. Starstrucked type alligevel.

Men hvorfor vælger vi at blære os med hans royalistiske eventyr, når vi i virkeligheden har det hele lige for næsen af os? I en mere realistisk form, jovist, men det hele er der! Kongeriget, slottet, dronningen, prinserne og prinsesserne. Hestevognene er dog blevet skiftet ud med Krone-bilerne. Selv kongehuset må jo følge med tiden. Kongen er blevet skiftet ud med Prins Henrik – men kun indtil Frede engang overtager tronen.

Så får vi dælme en vaskeægte konge. Det er der altså også pænt meget coolness over. Så tror jeg godt, vi kan regne med, at Danmark bliver endnu mere attraktivt globalt. En af klassens populære piger. For det kan godt være, at USA har Steve Jobs og Bill Gates, men vi får sgu en konge, der lige har gennemført en ironman. Endda sammen med alle os (ha!, som om jeg selv var med) andre dødelige.

Tilbage til dronningen. Det fede ved vores kongehus i forhold til H.C. Andersens eventyr er, at det hele er langt mere realistisk. I eventyrerne kommer prinsen på den hvide hest altid ridende i det rette sekund. I virkeligheden måtte stakkels Frede flyve hele vejen til Sidney for at finde sin prinsesse. Der havde det trods alt været lidt lettere at springe op på krikken og smutte i skoven (you know, ligesom i Snehvide).

flag

Samtidig er Dronning Margrethe en meget mere ”nede-på-jorden”-kind of queen end nogle af de stramme tanter fra eventyrerne. Selvom hun går i store, flotte kjoler og diademer og taler et fint sprog, så er hun alligevel menneskelig. Hun ryger lidt for mange smøger og har deraf fået lidt for gule tænder. Hun har præsteret at komme til at bande på åbent tv. Hun bliver nervøs, når hun skal holde nytårstale. Gang på gang beviser selveste Dronning Margrethe, at hun bare er et menneske som os andre. Og dét selvom hun har et ualmindeligt stort talent for at vinke og klippe snore over.