Tag Archives: mennesker

Er der ikke lige nogen, der spiser den sidste?

Vi mennesker er altså nogle gange mærkelige (og heldigvis for det da – ellers ville verden være meget kedelig, og hvad i alverden skulle bloggen så handle om?). Jeg er lige kommet til at undre mig over en bestemt situation, som jeg har oplevet mange gange. Det har I sikkert også.

Ja, jeg havde altså ikke lige et billede, hvor der kun var ét stykke tilbage.

Ja, jeg havde altså ikke lige et billede, hvor der kun var ét stykke tilbage.

Det drejer sig om den uskrevne regel, der tilsyneladende eksisterer, som forbyder nogen som helst at nuppe det sidste stykke kage/slik/kartoffelchips/whatever. Jeg kan da sagtens se, at det er almindelig høflighed lige at vente med at hapse det allersidste stykke, indtil man har givet de andre en fair chance for at gribe til fadet. Det er naturligvis super cool. Men det sidste stykke kommer bare altid til at ligge tilbage. Ingen tør spise det!

Hvis man er nogle stykker, der deler en skål slik, så er der jo ikke nogle problemer med at få slikket afsat før til allersidst. Alle kaster sig gladeligt over godterne og propper munden fuld (ja okay, det er måske ikke alle der ligefrem propper munden, men jeg har jo også allerede indrømmet, at jeg er en værre slikmund!). Men så snart der kun ligger et enkelt stykke tilbage i den nu så tomme skål, vælter høfligheden pludselig ned over os alle. Og så kan det allersidste stykke slik ellers få lov at ligge dér og blive endnu mere ensomt. For ingen af os tør røre det med en ildtang.

Og det bliver ligesom altid værtindens opgave at få det sidste stykke afsat. ”Er der ikke lige en, der tager det sidste stykke chokolade?” spørger hun venligt. Nej puha da, jeg kan ikke klemme en bid mere ned, svarer de alle. Hvilket er den største høfligheds-nødløgn, der findes, for hvis skålen blev fyldt op igen, ville alle gladeligt spise indtil der atter kun lå ét stykke tilbage.

Jeg stemmer for, at vi lige afskaffer netop den uskrevne regel. Som sagt er det naturligvis god stil lige at tage en slapper og give de andre en chance for at få en bid af kagen. Men det der med, at alle pludselig bliver ih og åh så høflige (og stopmætte!) i dét sekund, hvor der kun er ét stykke slik/kage/andet tilbage.. Det holder jo ikke. Så skulle vi nu ikke i fællesskab legalisere dét at spise det sidste stykke af noget? Så slipper vi også for de situationer, hvor man som værtinde skal kæmpe for at overtale en af sine gæster til at spise det sidste stykke kage.

Endnu en tanke om køkultur

Jeg er kommet i tanker om endnu en irriterende situation, der kan opstå i forbindelse med, at man står i kø. Denne gang er det ikke i Netto, det finder sted, men derimod hos fx Paradis Is en varm sommerdag eller på McDonald’s i de sene nattetimer. For er der mon noget værre, end når man står i en evigt lang kø (måske har man endda overvejet at give op flere gange), og det endelig snart er ens tur, men så ved personen foran én gudhjælpemig ikke, hvad han/hun skal bestille? Det er en af de få situationer, der rent faktisk kan sætte mig pis i kog.

Jeg får en lille smule lyst til at hive dem lidt i skjortekraven eller hestehalen. Bare for at pisse dem lidt af også. Hvordan kan det i det hele taget lade sig gøre? Jeg forstår virkelig ikke, hvad den slags mennesker lige har brugt de sidste 10 minutter af deres liv på?! Jeg mener bare; man kan vel for pokker ikke sådan lige glemme, hvor man er/hvad man laver (eller at man lige om lidt skal afgive sin bestilling!). Det er jo ikke ligefrem, fordi det er superhyggeligt, at stå der på McDonald’s klokken 4.30 og tilsyneladende være med til at stikke verdensrekorden i lange køer – så brug da for filan tiden på at tage en beslutning.

Hvorfor findes der endnu ikke en regel om, at når den slags situationer opstår, så er det bare om bag i køen igen. Ingen kære mor her! Spred budskabet, mine damer og herrer. Og tro mig! Så snart den regel træder i kraft, bliver køerne rundt omkring i landet meget kortere. Fordi folk i stedet for står i en kæmpe rundkreds rundt om den nu lille kø, alt imens de forsøger at bestemme sig for, hvad de dog skal have.

En anden dag kan vi så tage diskussionen om, hvordan i alverden det kan være en så stor beslutning for folk, om de skal have en Big Mac eller en McFeast, eller om de skal vælge kuglen med jordbærsmag eller den med hindbær. I. Just. Don’t. Get. It.

 

 

Man må ikke lyve – kun lidt

I går var det jo den 1. april. Men okay, det var I sgu nok alle sammen klar over i forvejen. Det kan da umuligt været gået nogens næse forbi. Alle har vel fået tapetseret deres Facebook-News Feed med folk, der pludselig skal giftes eller have børn. Det er da alligevel pudsigt, at så mange vælger at offentliggøre det på samme dag, hva’?

Men hvad i alverden er det egentlig også for en underlig tradition? Én dag om året hvor det bare gælder om at lyve, så det basker. Lyv, lyv, lyv. Om alt og til alle. Og det er allerbedst, hvis du kan få nogen til at hoppe på den. Gerne så de bagefter bliver lidt flove over, at de var så dumme at tro på dig. Og så må du ellers bare håne dem… Sig mig lige engang, hvad er det for noget at lære børn og unge?

For helt seriøst, den person, der i sin tid opfandt aprilsnaren, må da virkelig have været i problemer. Jeg gætter på, at han kom med et forslag eller fortalte en historie, som blev taget virkelig dårligt imod – og så har han ikke set anden udvej end at råbe ”APRILSNAR”.

Jeg hoppede faktisk på en aprilsnar i går morges. Men der var jeg altså heller ikke helt vågen endnu og havde tilsyneladende også glemt alt om, hvilken dag det var. Mit vækkeur havde lige ringet, og jeg kunne næsten ikke holde øjnene åbne (b-menneske, you know). Jeg tjekkede lige hurtigt Facebook – og hey, Danmark skal alligevel med til VM i fodbold. Juhuu! Jeg går ikke engang op i fodbold, men jeg nåede lige at gå og glæde mig til at stå på Store Torv til sommer med en øl i hånden og landskamp på storskærm. Pludselig gik det op for mig – og jeg var lige ved at prikke mascaraen i øjet på mig selv af ren og skær overraskelse – “I dag er det jo mors fødselsdag (det var åbenbart lykkedes mig at glemme det i løbet af natten). Dagen hvor man ikke skal tro på noget som helst”… PIS!

Men hallo, det er da også fejt at lave en så positiv og god historie, at man bliver virkelig skuffet, når sandheden går op for én (Not cool, Go’ Morgen Danmark!). Det må vi altså lige i fællesskab lave en regel om! Hvem ringer til Helle Thorning? Hun må lige informere hele landet (SÅ mange læsere har bloggen alligevel ikke helt – endnu).