Livet som b-menneske
Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme. Jeg er B-menneske. Med et meget stort B. At sove er noget af det bedste jeg ved. Bare dét at skrive om det nu, giver mig seriøst lyst til at nappe en lille morfar! Ih, hvor jeg elsker at sove. Men jeg det skal være, når jeg har lyst, og ikke bare fordi klokken slår 22. Hvis jeg først bliver træt klokken 03, går jeg først i seng klokken 03. Og så står jeg måske først op klokken 10 eller 11 dagen efter.
Lad os så sige, at jeg tager i skole/på arbejde/på besøg hos en veninde/noget andet klokken 12. Her møder jeg folk med et ”Godmorgen”. Straks kigger nogen forbavset på mig: ”Godmorgen?! Klokken er 12! Er du først lige stået op?”. Og som I nok har gættet, så er det naturligvis A-mennesker, der kommer med den slags kommentarer. For i deres hoveder giver det jo slet ingen mening at sove så længe. ”Man sover jo hele dagen væk!”.
Når disse situationer udspiller sig, føler jeg mig faktisk sommetider stemplet som doven. Fordi jeg godt kan lide at sove længe. Men hvis man tæller efter, så sover jeg jo ikke flere timer, end A-mennesker gør – jeg sover bare på et andet tidspunkt. Jeg elsker at sidde oppe sent om aftenen og natten. Der er så stille og ingen forstyrrelser. Man kan gøre, hvad man vil – måske lige undtagen at tage på shoppetur og den slags (et godt råd, hvis shopaholic-genet skal tilfredsstilles på den tid af døgnet = webshops). Og jeg nægter simpelthen at ændre min døgnrytme, fordi ”normen” siger det. Eller okay, jeg har forsøgt i gymnasietiden, hvor bussen gik klokken 7.10 hver morgen, og det lykkedes ikke. Dengang kom jeg i stedet ind i den der supergode rytme, hvor man sover fem timer hver nat og tager en middagslur på to timer hver eftermiddag. Vild ungdom!
Men nu er det jo ikke fordi, alle A-mennesker går og kalder mig doven. Bestemt ikke. Men det føles bare lidt sådan. Som om det er A-menneskerne, der er velfungerende, og B-menneskerne, der er helt forkert på den. Jovist, jeg kan da godt se, at A-mennesker følger døgnets naturlige rytme i forhold til solopgang og solnedgang og den slags. Men det fungerer bare ikke for os andre.
Jeg foreslår derfor, at vi lige her og nu slutter fred mellem A-mennesker og B-mennesker. I stopper med at grine af os, fordi vi sover længe, og så stopper vi med at fnise, når I går tidligt i seng (selvom det først er dér, det sjove sker. Høhø). Basta. I virkeligheden er A-mennesker og B-mennesker jo et fantastisk team: tilsammen kan vi klare hele døgnet!
Og husk så lige at udnytte de kompetencer, som jeres døgnrytmer lægger op til! Hvis du alligevel vågner klokken 6 hver morgen, så nap en tjans som avisbud. Jeg har derimod før i tiden brugt mit ”være-vågen-om-natten”-gen til at udfolde mig som bartender i det Århusianske natteliv. Vi må jo alle træde til, hvor vi kan.