Tag Archives: godter

Jeg lægger lige chokoladen ud i køkkenet…

Kender I det, når man pludselig mærker en ustyrlig trang til at spise et eller andet lækkert og syndigt? Ja okay, rimelig dumt spørgsmål. Det gør I forhåbentligt alle sammen (right?!). Jeg har dog desværre på fornemmelsen, at dén trang opstår hos mig liiidt oftere, end den gør hos den gennemsnitlige dansker. Crap!

Jeg har en usandsynligt sød tand. Og så er jeg også stor fan af chips. Og dip. Og is. Og kage. Og alt muligt andet, der heller ikke er en del af kostpyramiden. Jeg forsøger at kontrollere min trang til alt dette, for ellers ville jeg sgu nok ikke kunne passe mit tøj ret meget længere… Den dukker nemlig gerne op dagligt.

MUMS!

MUMS!

Men jeg giver naturligvis også mig selv lov til at spise godter engang i mellem. ”Alt med måde” er nok mit motto i dén sammenhæng. Jeg indtager både bland-selv-slik, Marabou-chokolade, chips med holiday-dip, svampet banankage und so weiter. Altså ikke det hele på én gang, but you get the point.

Og så sker det jo, at man en aften sidder der og bliver banket i hovedet af sin indre ”hallo-giv-mig-lige-noget-slik”-stemme. Efter at have kastet et blik på uret, opdager man, at man sagtens kan nå i Netto (og nej, bloggen er stadig ikke sponsoreret af Netto. Men gid den var – så slap jeg måske endda for at blive stoppet af de der ”Nettalk”-sælgere på vej ud af butikken every fucking time?!).

Derefter iler man ud og hopper i sko og griber sin pung i farten. Efter at have stået foran hylderne og overvejet i lidt for lang tid, beslutter man sig endelig: det skal være den her lækre plade chokolade med mit yndlingsfyld!

Tilbage i lejligheden planter man sig solidt i sofaen med den nyindkøbte chokolade i skødet. Og SÅ skal der guffes. Mums, mums. Man spiser og spiser, indtil man bliver pludselig fyldes op af lige dele kvalme og halvdårlig samvittighed. Puha, nej. NU skal jeg ikke spise mere!

Så man tager den altid kloge beslutning: Jeg lægger da lige chokoladen ud i køkkenet, så jeg ikke kommer til at spise mere. Genialt træk. Tilbage i stuen går det fint. Altså lige indtil kvalmen fordufter og man da godt lige kunne klemme et enkelt stykke mere ned. Og chokoladen ligger jo lige derude i køkkenet. Jeg går bare lige ud og nupper et enkelt stykke. Som tænkt, så gjort. Men det stopper jo ikke der, vel?!

Efter at have rendt frem og tilbage et par gange, må det være slut. Who am I kidding? Og så tager man chokoladen med ind i stuen igen og spiser rub og stub…

Kender I det? Jeg sidder nemlig lige nu med følelsen af, at jeg måske burde have udskiftet ”man” med ”jeg” i dette indlæg. Men så alligevel.. Der MÅ da være nogen, der er med mig derude!

… Alle andre slikmunde, giv lyyyyd!

 

 

 

Er der ikke lige nogen, der spiser den sidste?

Vi mennesker er altså nogle gange mærkelige (og heldigvis for det da – ellers ville verden være meget kedelig, og hvad i alverden skulle bloggen så handle om?). Jeg er lige kommet til at undre mig over en bestemt situation, som jeg har oplevet mange gange. Det har I sikkert også.

Ja, jeg havde altså ikke lige et billede, hvor der kun var ét stykke tilbage.

Ja, jeg havde altså ikke lige et billede, hvor der kun var ét stykke tilbage.

Det drejer sig om den uskrevne regel, der tilsyneladende eksisterer, som forbyder nogen som helst at nuppe det sidste stykke kage/slik/kartoffelchips/whatever. Jeg kan da sagtens se, at det er almindelig høflighed lige at vente med at hapse det allersidste stykke, indtil man har givet de andre en fair chance for at gribe til fadet. Det er naturligvis super cool. Men det sidste stykke kommer bare altid til at ligge tilbage. Ingen tør spise det!

Hvis man er nogle stykker, der deler en skål slik, så er der jo ikke nogle problemer med at få slikket afsat før til allersidst. Alle kaster sig gladeligt over godterne og propper munden fuld (ja okay, det er måske ikke alle der ligefrem propper munden, men jeg har jo også allerede indrømmet, at jeg er en værre slikmund!). Men så snart der kun ligger et enkelt stykke tilbage i den nu så tomme skål, vælter høfligheden pludselig ned over os alle. Og så kan det allersidste stykke slik ellers få lov at ligge dér og blive endnu mere ensomt. For ingen af os tør røre det med en ildtang.

Og det bliver ligesom altid værtindens opgave at få det sidste stykke afsat. ”Er der ikke lige en, der tager det sidste stykke chokolade?” spørger hun venligt. Nej puha da, jeg kan ikke klemme en bid mere ned, svarer de alle. Hvilket er den største høfligheds-nødløgn, der findes, for hvis skålen blev fyldt op igen, ville alle gladeligt spise indtil der atter kun lå ét stykke tilbage.

Jeg stemmer for, at vi lige afskaffer netop den uskrevne regel. Som sagt er det naturligvis god stil lige at tage en slapper og give de andre en chance for at få en bid af kagen. Men det der med, at alle pludselig bliver ih og åh så høflige (og stopmætte!) i dét sekund, hvor der kun er ét stykke slik/kage/andet tilbage.. Det holder jo ikke. Så skulle vi nu ikke i fællesskab legalisere dét at spise det sidste stykke af noget? Så slipper vi også for de situationer, hvor man som værtinde skal kæmpe for at overtale en af sine gæster til at spise det sidste stykke kage.